Nogle dage er fantastiske, andre dage er lidt som når man forsøger med en cykeltur langs landevejen, hvor hjulene gang på gang smutter ud i rabatten, og man slingrer lidt rundt langs asfaltkanten for ikke at vælte…
Sådan en dag har jeg haft i dag.
For nu ikke trætte jer med hele “cykelturen”, så nævner jeg bare lidt flæng dagens “højdepunkter”.
Jeg startede dagen med at stå op kl 06.00 for at køre bilen på værksted i Sønderborg. Bemærk venligst, at det er min NYINDKØBTE bil…. Defekt klimaanlæg og hedebølge med over 30 grader er da bare ikke noget, som man gider, vel?! Bilen kunne ikke laves i dag, så jeg kunne komme igen på torsdag. Nå ja, men jeg gider jo også godt at lægge beslag på to feriedage, fordi bilen ikke helt “spiller”.
Hjemme igen til middag bruger jeg et par timer på at slingre lidt rundt nede i rabatten for at finde vejen tilbage op på asfalten (læs: Jeg surmuler og er irriteret). Jeg gider ellers ikke at dyrke negativ energi, og jeg leder febrilsk efter en eller anden stor pytkasse, hvor jeg kan parkerede det her problem lidt.
Efter aftensmaden beslutter vi os for at køre til vandet. Jeg tænker at en dukkert vil være skøn, men pakker også lige mit SUP board, hvis nu vandet er roligt, så kunne det da være hyggeligt.
Silas og Henrik går på krabbejagt, mens jeg pumper boardet op. Jeg er faktisk ret glad for at have taget SUP boardet med, for det viser sig at der er ret mange små brandmænd og vandmænd i vandet. Så jeg nyder at padle rundt i det stille vand, mens solen går ned.
Men det trækker nu i mig at få en kort dukkert. Det er bare vildt mange brandmænd. Jeg kigger naturligvis efter, hvor vandet ser ud til at være fri for diverse gobler, og der glider jeg ned fra boardet. Jeg mærker ikke nogen brandmand, men jeg mærker efterfølgende, at det brænder. Mine underben klør og brænder som om jeg var gået gennem brændnælder i bare ben. Mit første møde med brandmænd. Jeg kan ikke anbefale det bekendtsskab.
Derefter foretrækker jeg, at holde mig på boardet og padle tørskoet. Men krabbejagt og boardpadleri slutter igen. Mens jeg går og pakker mit grej sammen, er jeg bare ved at blive tosset af mine prikkende ben. Jeg vil gerne hurtigst muligt hjem og se om jeg kan finde et aller andet tryllecreme at smøre benene med.
På vejen hjem kører vi i tusmørke og svag måneskin, og jeg får øje på en meget ung kalv i vejsiden. Jeg tænker straks, at det er en meget dårlig ide, at den er på springtur langs vejen. Hvis den får lyst til at gå måneskinstur på vejen, så kan det da gå helt galt. Vi kan ikke lige umiddelbart se, hvor den kommer fra. Jeg finder dog en gård små 2 km derfra, hvorfra de godt kan forestille sig, at de skulle mangle den pågældende kalv. I mens holder Henrik øje med kalven.
Vi kører tilbage til findestedet og forsøger også at hjælpe med at fange kalven. Den er dog ikke rigtig interesseret i at skulle opgive sin springtur, og lige da der kommer en bil løber den ud mod vejen. Stående 50 meter væk med hænderne halvvejs skærmende for ansigtet ser jeg det, som jeg frygtede, der ville ske med kalven, da jeg så den stå vejkanten.
Den løber lige ud foran bilen, som rammer den med et ordentlig skrald. Det ældre ægtepar ruller vinduet ned, da de kommer hen til mig, og spørger om det var min hund, som de ramte. “Vi så den bare slet ikke!”, undskyldte de.
Nej de havde ikke en chance, og det var heldigvis ikke en af mine hunde, men altså en kalv, som de havde ramt. Herfra var der ikke så meget at gøre for mig/os.
Måske havde det været bedre at lade kalven rende, måske havde den fundet hjem igen, men tanken om, hvad der kunne ske, hvis den løb ud foran en bil eller en motorcykel, kunne jeg ikke rigtig overhøre. Kalven døde, ægteparret var uskadt. Deres lille bil var et sted imellem de to tilstande. Vi kører hjem igen. Jeg tager et bad og kigger efter mirakelcreme til mine ben. De klør og prikker stadig trods mirakelcreme.
Det har sgu været en lidt slingrende cykeltur, hvis dagen ellers havde været en cykeltur. Op på hesten igen. I morgen er en ny dag, og måske bliver den bedre…. Jeg tvivler dog.
Imorgen venter en begravelse i Randers, og at turen, 2 timer den ene vej og 2 timer den anden vej skal tilbagelægges i en bil uden køling, når vejrudsigten truer med 25-30 grader, gør jo ikke dagens triste begivenhed ret meget bedre.