Jutlandia Cup 2018

Det er tre år siden, at jeg sidst har været til ugestævne, men i år lod jeg mig friste. Det var jo lige her i Jylland, og jeg vidste at rammerne var perfekte til et ugestævne. Godt nok sad jeg lidt og peb over de mange stævner og kurser, som jeg skulle forudbetale for i vinters. Agility kan godt være en dyr sport.

Henrik spurgte, om han kunne hjælpe mig på nogen måde. Utroligt sødt af ham. Han kunne jo nemt have svaret, at så måtte jeg jo prioritere…. Men han rakte mig i stedet en hjælpende hånd. Jeg kunne hurtigt svare ham, at han kunne melde sig som fuldtidshjælper til Jutlandia Cup. Dels ville han sikre mig deltagelse, hvis han ville arbejde som fuldtidshjælper, men ville også reducere mine udgifter til deltagelsen ganske betragteligt.

Ankommet til vores lille lejr tæt på ringene

Så fredag i  uge 28, trillede vi afsted for at slå lejr på pladsen. Jeg havde egentlig gjort klar til det store tent-race, hvor der skulle kæmpes om pladserne i første række, men jeg havde en så god campingplads, at jeg valgte, at jeg ikke ville optage en plads i første række ved ringsiden af teltene. Jeg er alligevel ikke altid god til at sidde i mit telt og med campingvognen tæt på, så valgte jeg, at jeg slet ikke ville opsætte et telt. Telt-ræset er nærmest lidt som en komedie, og det bringer virkelig det værste frem i folk.

Der gøres klar til “krig” om de bedste pladser ved ringsiden. Der ventes på at snoren klippes.

Jeg brugte så lørdagen på at få masseret hundene og tage en tur med familien på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Man skal godt nok lede længe efter et museum med så kedeligt og utiltrækkende navn. Det var heldigvis mere interessant end navnet lød. Vi kom der faktisk på et helt fantastisk tidspunkt, for det var ud på eftermiddagen, hvor antallet af besøgende svandt mere og mere ind.

Silas studerer udstillingen fra Vadehavet

Der var flere forskellige udstillinger, et akvarium og sælarie. Så det var ganske udmærket at bruge 2-3 timer derinde. Især kunne jeg godt lide den udstilling med fotos af fiskere, hvor de også fortalte deres fisker-historie. Jeg var vild med portrætterne, hvor fiskerne fremstod så vejrbidte. Når jeg læste deres historier, kunne jeg næsten høre deres hæse stemmer.

Søndag gik det så altså løs. Jeg havde tilmeldt alle tre hunde. Men selvom jeg havde 3 hunde med, så løb jeg ikke de maks 5 løb pr. handler om dagen. Jeg løb mellem 2 og 5 løb om dagen. Når jeg kiggede på vejrudsigten, så var jeg meget tilfreds med den beslutning. Det var stinkende varmt med op til 30 grader, og der var jeg godt tilfreds med, at ingen af mine hunde løb mere end højst to løb på en dag. Det med vejret kan man selvfølgelig ikke vide, når man sidder og melder til i februar, men jeg tænkte nu også på Silas, der også skulle have lidt selskab i løbet af dagen (og lidt på økonomien), da jeg meldte til.

Første dag viste Ninja mig så fint et format, at hun løb sig til en 9. plads i agility åben med ca 200 deltagere. Jeg var så stolt, at jeg kunne revne.

Hun er jo ikke helt ny mere, og jeg synes, at det var flot, at hun fulgte så fint trop. Faktisk havde vi nogle rigtig gode løb i ugens løb. Ninja løb i alt 10 løb, og de løb, hvor vi var fejlfrie blev vi også kaldt op til præmieoverrækkelse. I tirsdagens agility åben klasse (også med 200 deltagere) blev vi nr. 5.

Sådan!!

To fantastiske løb i to åbne agilityklasser og et gennemført spring åben løb gav os adgang til finalen lørdag eftermiddag. Jeg elsker simpelthen at løbe finaler. Jeg elsker suset og publikum. Jeg elsker, når folk hepper og råber. Det får mig lige til at give mig det ekstra og være ekstra fokuseret. Det går lige ned i Ninja, som også er max “på”. Det er nærmest en beruselse at løbe sådan en finale, også selvom det ikke går til held i finalen. Vi blev disket i finalen (ligesom så mange andre), men det var fedt alligevel.

Finaleløbet

Fuji var også med til stævnet og var tilmeldt spring 1 hele ugen og de to åbne springløb. Men hun var udfordret på banerne. Underlaget var forfærdelig pga tørken. Der var intet greb i underlaget. Det var bare små knastørre græsstrå, der knækkede af og lagde sig løst ovenpå den tørre og hårde jord.

Det her er “græs” – altså det underlag, som vi løb på. Tørre knækkede græsstrå, der samler sig ovenpå den hårde jord

Fuji mangler lige rutinen i at gebærde sig på sådan et underlag, og jeg var ikke så tryg ved at lade hende løbe alle banerne. Nogle af banerne var jeg ikke specielt begejstre for designet af. Ud af de 6 springklasse 1 baner, var der 2 af banerne, som jeg var godt tilfreds med. Jeg endte med at trække hende fra to af løbene, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne hjælpe hende på banen, og jeg var bange for, at hun ville komme galt afsted.  Hun skal jo meget gerne holde mange år endnu.

Fuji løb kun 6 løb i alt, så der var god tid til at sove for hende, og hun er faktisk super god til at slappe af ved campingvognen

Fuji blev disket i alle sine gennemløb. Hvis hun lavede fejl på banen, så tog jeg sekvensen om, og så bliver man jo disket. Slalom voldte os problemer. Hun løber med et enormt tryk og kunne simpelthen ikke bremse for at komme ind i slalom pga underlaget. Det var igen den manglede rutine. Jeg havde så også undladt slalomtræning den sidste måned for Jutlandia Cup, fordi jeg havde koncentreret mig om andre ting. Det var ikke en god disponering.

MicMic fik lov at løbe lidt igen, og var tilmeldt et enkelt løb om dagen, så hun kunne komme stille og roligt igang igen efter flere måneders pause. Igen fik jeg lov at smage, at slalom er noget man skal vedligeholde, for jeg fik faktisk flere indgangsfejl med MicMic. I spring åben løb Mic dog helt fantastisk og blev nr. 5 ud af 77 hunde i klassen. Det var faktisk også hendes eneste fejlfrie gennemløb, men en super god placering, selvom jeg havde lidt hovsa-handling på de tre sidste forhindringer. Hun er en sej tøs.

MicMic

4 gange i løbet af ugen var jeg så heldig/dygtig, at jeg blev kaldt op til præmieoverrrækkelse.

ved præmieoverrækkelsen. En festlig – og langtrukken – afslutning  på dagen

Præmieborde, hvor der lægges en stak præmier op, som modtagerne kan vælge mellem, er sådan lidt som et lotteri. Hvis man ikke ligefrem vinder klassen så påvirkes ens valgmuligheder naturligvis af dem, som står foran. Jeg ville så gerne vinde nogle af de mange lækre gavekort, som forskellige dygtige undervisere havde sponsoreret eller leje af træningshaller. Det var så desværre ikke lige i “mine” åbne klasser, at de lå på bordet. På stævnets sidste dag havde jeg min “ringeste” placering, som var en 11. plads i AG3 med Ninja. Der var der til gengæld masser af gavekort. Det var helt svært at vælge, fordi der lå så mange lækre ting. Jeg hapsede et gavekort på en times undervisning ved Ninjas opdrætter, Sarah. Det vil jeg glæde mig til.

Vores gevinster fra Jutlandia Cup

Dagene gik jo med agility og aftenhygge. Jeg var så heldig, at Tobias og hans søde kæreste kiggede forbi os til aftensmad om tirsdagen. Vi grillede i aftensolen og hyggede os. Det var fedt at han kiggede forbi, og mange agilityfolk hilste også glad på den voksne mand, som en gang var en lille lyshåret fyr, som mange af dem har set vokse op. Sammen kørte vi til Hjerting Strand og nød den flotte solnedgang.

Når man er 9 år er det vigtigt at “dappe”
Når man er voksen er det vigtigere at slå smut i vandet

Det er altid lidt en balancegang også at få noget andet end bare agility og hund ud af sådan en uge. Henrik var jo optaget fra 8.30 til omkring kl 17 hver dag, men jeg synes alligevel, at vi fik lavet lidt andet også, både med og uden Henriks deltagelse.

Man kan f.eks spise en is… – uden Henrik

Silas og jeg kørte til Nysø med hundene, så de kunne få en dukkert. Det var simpelthen så ulidelig varmt, så jeg tror, at hundene var glade for at blive kølet ned der.

Vi bader ved Nysø

I Esbjerg var der Tall Ship Race i Jutlandia Cup ugen, så vi besluttede os for at tage ind og kigge lidt på byen en af aftenerne. Vi startede med at spise i Esbjergs Street Food, som er indrettet i byens gamle biograf. Jeg er helt vild med det koncept. Ikke mindst fordi man hver i sær kan købe sin mad i den bod, som man føler sig mest fristet af og derefter sætte sig ned og spise det sammen. Der kommer så godt nok ikke en tjener og varter en op, men prisen er også betydelig lavere, end hvis man var på en cafe, som maden vel nærmest svarer til. Vi kunne i hvert fald godt lide atmosfæren og de mange gode og billige valgmuligheder i boderne.

Burgere fra Street Food

Vi var også en tur nede på havnen, hvor der ud over de mange store sejlskibe også var internationalt madmarked. Det er nærmest sådan en nomadelejr af boder, der sælger internationale specialiteter. De rejser landet rundt, og vi plejer også at have besøg af dem i Haderslev i løbet af sommeren. Vi så også lidt skibe, men det var ikke de rigtig store, som vi fik beundret, da de lå længere væk. For at komme derhen skulle man igennem et koncertområde, og Silas havde meget lidt lyst til at skulle gennem den støjmur på mange hundrede meter. Han er ikke ret god til støj. Vi blev enige om at køre tilbage til Guldager og vores campingvogn.

Solnedgang på havnen

Jeg havde sådan set en dejlig uge, men jeg synes virkelig, at det for varmt til at løbe agility. Alt over 22 grader er ikke hundevejr, og der var vist ingen af konkurrencedagene, hvor temperaturen var dernede, men snarere på 25-30 grader. Den afsindige varme var lidt demotiverende for mig, og jeg var hysterisk med, at hundene fik noget vædske og energi, inden jeg gik igang med at varme dem op. Typisk varmede jeg dem op, så de kunne få 10-15 min at puste ud i, inden jeg skulle løbe. Køledækkenet var klar til at komme på, når de havde løbet, og hvis vandet i de opstillede murerbaljer ellers ikke var alt for klamt, så dyppede vi også lige poter deri efter løbene.

Fuji nyder godt af kølemåtte og køledækken efter et løb

Det var en dejlig uge, men jeg var noget agilitytræt til sidst. En 5 dages agilityuge havde passet mig fint. Der var faktisk også mange, som trak deres hunde fra løbene den sidste dag. Det var varmt, og nogle hunde og førere virkede brugte sidst på ugen.

Jutlandia Cup var super velafviklet. Det er jo et kæmpestort arbejde, som der ligger bag sådan et arrangement. Komiteen havde været igang meget længe. Men også en masse mennesker omkring komiteen og de tilhørende klubber havde ydet en kæmpestor indsats med klargøring af arealer, opsætning af strøm, anvisning af campingpladser, præmier og pakning af disse, og oprydning af arealerne efterfølgende. Ja alt det som sådan set ikke er det, som der foregår mest af, når selve stævnet er i gang. Der var også masser af hjælpere, der sørgede for at holde ringene og stævnet i gang i løbet af ugen. Som deltager er jeg dybt taknemmelig for, at påhæng og andre vælger at bruge en uges ferie på at hjælpe til ved sådan et arrangement. Uden sådan en god og stabil hjælperflok, så ville tingene slet ikke køre så gnidningsløst. Det skal vi som deltagere huske.

“Muppet Show”

Min egen Henrik “ofrede” sig for min skyld, men jeg tror, at han havde en fantastisk underholdende uge i ringteltet i ring 3 sammen med Arne og Kasper. Jeg hørte at trioen fik tilnavnet “Muppet Show”. Og de fik vist set agility på deres måde og havde deres fortolkning af hvad der skulle til for at præstere det bedste.

2 meninger om “Jutlandia Cup 2018”

  1. Super dejligt indlæg

    Jeg så jeres finale løb 🙂
    Sådan et fedt løb 🙂

    Nu synes du Street Food er god I Esbjerg

    HVIS I kommer til Århus engang til stævne
    så kan Street Food Århus anbefaldes 😀 Super lækker mad – man kan have hunde med hvis man spiser uden for 😀

    1. Tak for din kommentar. Ja det kunne være, at jeg skulle prøve Street Food i Aarhus ved lejlighed. Tak for tippet. Det kigger jeg nærmere på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *