Er din hund dopet?

Hvad er doping? Det kommer nok an på, hvem man spørger. Efter at være blevet bekendt med DKKs regler vedr. doping, så er jeg klar over, at der nok er flere hunde, der er “dopet”, også uden at ejerne kender til, at deres hunds medicin eller operation kategoriseres som “doping”. Måske er din hund også “dopet”. Læs med og bliv klogere.

Mens Fujis hjertefejl stadig var ny for mig, fik jeg en besked på messenger fra en anden hundeejer, der havde læst min beretning om Fuji. Hendes hund var lige blevet hjertescannet. Ved scanningen konstaterede dyrlægen nedsat pumpefunktion på hendes hunds hjerte. Dyrlægen havde ordineret samme medicin som Fuji også får.

Fujis hjertemedicin

Til venlig information sendte hun mig et link til DKKs hjemmeside vedr. doping. Jeg havde mundtligt forespurgt andre hundeejere vedr. evt. regler vedr. denne hjertemedicin og fået det svar, at præparatet ikke stod på listen over præstationsfremmende midler eller dopingpræparater. Jeg skulle derfor umiddelbart ikke foretage mig noget ift medicinen og konkurrencer. Jeg var endnu ikke nået dertil, hvor jeg selv var begyndt at undersøge det mere til bunds.

Herunder er et uddrag fra DKKs hjemmeside med eksempler på “doping”

Uddrag fra DKKs hjemmeside

Godt nok stod der jo ikke på det link, at jeg var afskåret fra at bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrence. Men alene tanken om, at andre (som måske var mere skrankepaver end dyrlæger) skulle vurdere, hvad min hund måtte bruges til, slog benene væk under mig.

Da jeg læste beskeden fra den anden hundeejer, og åbnede det vedhæftede link, gik jeg ude i haven og var ved at fodre vores høns. Mit lettere tyndslidte slidte sind led endnu et lille knæk, og jeg satte mig bare ned og tudede (igen, igen). Jeg  frygtede, at jeg i værste tilfælde kunne få den besked, at jeg ikke måtte bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrenceaktivitet.  Jeg så straks det værste scenarie for mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg naturligvis ikke kunne finde på at gamble med hendes helbred og liv for at deltage i konkurrencer.

Opremsningen fra uddraget længere oppe på siden betyder, at der faktisk er rigtig mange, der bør have eller har søgt dispensation hos DKK. F.eks hunde der medicineres for epilepsi, stofskiftesygdomme og “psykiske” problemer. Men det gælder jo faktisk også hunde, der har fået rettet tænder eller amputeret f.eks en tå. Hvis man skal følge reglerne, så skal der søges dispensation uanset hvilken disciplin, man vil stille op i.

Da jeg var til kontrolscanning med Fuji fik jeg udfyldt ansøgningen om dispensation. Jeg sendte den til DKK og overførte de kr. 250 til DKK, som det koster at få den behandlet. Ansøgningen blev ret hurtigt behandlet. Jeg fik som forventet dispensationen.

Dispensationen

Dispensationen gælder for 12 måneder af gangen, fordi Bygholm anbefaler årlig kontrolscanning. Jeg skal blot sende resultat af scanning, så forlænges dispensationen uden fornyet ansøgning. Dispensationen er også givet på den betingelse, at der er nedlagt avlsforbud på Fuji. Den del er jo ikke et problem for mig. Men nu kan jeg bruge Fuji til de discipliner, som jeg sådan lige kan komme i tanker om, uden at jeg igen skal ansøge.

Vi må dyrke mange forskellige sportsgrene…..

Linket var lidt af en opdagelse for mig. Ikke mindst fordi jeg kunne se, at der nok er en del aktive hunde, der har gennemgået en operation eller som får medicin, som også bør søge dispensation.

Dispensationen skal blot forevises på forlangende. Nu har jeg den, og så er der orden på den del, hvis nogen en dag gerne vil se på den. Jeg aner ikke, hvad konsekvensen vil være, hvis man “bliver stoppet” uden gældende dispensation, men den del behøver jeg heldigvis ikke at bekymre mig om.

Måske sidder der så nogen og tænker: Hvad så med DCH? Jeg har forespurgt og fået det svar, at der er ikke noget problem, når blot medicinen er livsnødvendig. Jeg skal altså ikke foretage mig yderligere ift DCH.

Det her er måske lidt en gråzone at bevæge sig i. Det er svært at lave et regelsæt, som tager højde for det hele. For det kan på samme tid også kan komme til af afskære nogen fra deltagelse i konkurrencer (som f.eks hunde, der mister en stump af halen eller et øre). Men omvendt skal vi jo ikke ud i at hunde stiller til konkurrencer og er “manipuleret” eller pumpet op med præstationsfremmende medicin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *