Du er stranden. Nogen gange er du tør og andre gange slår bølgerne ind over dig. Vejret er omskifteligt, og det er vandstanden også.
Det er måske ikke så tosset et billede af, hvordan man rykvis rammes af sorg efter at have mistet.
Som de fleste ved mistede jeg pludselig min mor i marts. Det er faktisk helt rigtig, at det at miste en forælder er som at miste lidt af sig selv. Det bliver aldrig helt det samme igen, men man lever videre. Man kan leve videre og lade sorgen være ubærlig eller forsøge at bearbejde den på anden vis.
Min livsfilosofi er at alt det, man ikke kan ændre i sit liv, må man acceptere og så få det bedste ud af situationen. Det er også derfor jeg primært bearbejder min mors død med tanker om kærlighed og stor taknemmelighed for, at jeg havde den mor, jeg havde, og mine forældre gav mig en god og tryg barndom. En barndom hvor jeg vidste, at mine forældre ville støtte os børn og ikke bare lade os sejle vores egen sø. Vi fik lov at fejle. Vi fik lov at lære af vores fejl.
Jeg synes stadig, at det er tarveligt og urimelig, at vi ikke lige fik 10 år mere sammen. Men når den tanke dukker op, så tænker jeg, at jeg mest af alt er så taknemmelig for de mange år, vi trods alt fik. Taknemmelig for, at hun faktisk betød så meget for mig, at tabet er så stort.
Jeg har veninder og bekendte, der siger til mig, at de faktisk ikke ved, hvor meget det vil betyde for dem at miste deres mor. De har ingen idé om deres følelser den dag, hvor deres mor går bort. De ved ikke, om de overhovedet vil blive kede af det. De ved ikke, om de vil føle, at der så vil mangle noget af dem. Jeg er taknemmelig for, at min mor faktisk betød så meget i mit liv, at jeg nu føler mig lidt amputeret. Men selvom jeg føler mig lidt amputeret, så føler jeg mig faktisk ganske levedygtig og ikke invalideret. Jeg lever videre, savner ofte min mor, men føler samtidig at hun har været en stor berigelse i mit liv og været med til at give mig nogle vigtige værdier.
De første uger efter min mors død tænkte jeg bare, at det ville blive så svært at fortsætte livet uden hende. Jeg var chokeret og mit hoved og mit sind buldrede med følelser. Det var svært og jeg græd meget. Nok mest, når jeg lavede “ingenting” (som at glo ud i luften. Det gør jeg generelt ikke meget i).
Så gik der måske en måneds tid, så var det som om, jeg “affandt” mig med det. Jeg undrede mig lidt over, at det var så “let”. Hvordan kunne jeg så let acceptere det og bare leve med det?
Helt så let “slap” jeg dog ikke. Så gik der vel et halvt års tid, så blev det pludselig meget svært, og jeg kunne dårligt nok fortælle folk om min mor og mit tab uden at blive påvirket. Så begyndte jeg at få tudeture igen. Den ene af dem, som jeg talte med, hvor jeg undrede mig over, at jeg igen græd ved at fortælle, at jeg havde mistet min mor, er faktisk også igang med en psykoterapeutuddannelse.
Hun sagde til mig, at det var en meget naturlig sorgproces. Det er lige efter bogen. Jeg har det stadig svært med det, og jeg kan blive enormt ked af det og småtude, når jeg f.eks kører langt, og tankerne bare flyder. Eller når jeg står under bruseren og lader de varme vandstråler omfavne mig. I starten stod jeg næsten altid og smågræd under bruseren.
I sidste uge sad jeg og snakkede med min kollega om min mor. Hun har været “med” hele vejen et stykke ude på sidelinjen. Efter at vi havde snakket lidt om børnene og min far og hvordan det gik for dem, så spurgte hun mig, hvordan JEG havde det med det. Lige der blev jeg “tudefjæs”, og hun blev helt befippet og undskyldte, men det er jo ok. Det er jo bare sådan, jeg føler, og det skal ingen undskylde for.
Min mor ville være blevet 72 år i fredags. Forude venter den første jul uden min mor. En ny jul skal finde sin form, for min mor holdt stædigt og kærligt jul hvert år, og man var altid velkommen. Julen hos mine forældre var naturligt nok den “rigtige” jul for mig, for det er den, som jeg er vokset op med. Nu skal Henrik og jeg holde jul, og Tobias skal f.eks for første gang i sit liv holde jul hjemme hos sin mor.