Da Ninja rev korsbåndet røg alle mine mål for 2019 for en stund. Jeg havde meldt mig til kvalifikation til EO, men valgte at jeg kun ville gøre forsøget i Viby.
Der var også kvalifikation i Hvalsø, men det ville betyde, at jeg skulle være på Sjælland en weekend i maj. Maj måned hvor jeg pga mit nye job i forvejen er meget på Sjælland. Jeg vil jo også gerne se lidt til familien, så beslutningen blev, at jeg havde et skud i bøssen, og det var kvalifikationen i Viby. Så måtte det briste eller bære.
Det var absolut lettere sagt end gjort. MicMic og jeg skal lige finde hinanden igen efter ikke at have løbet sammen en hel sæson pga drægtighed og skader.
Desuden vidste jeg ikke, om jeg overhovedet kunne løbe med hende til stævnet, da jeg jo havde trukket hende fra stævnet weekenden inden. Jeg havde bare givet hende ro siden den kranio sakral behandling, som hun fik lørdag i Løgumkloster.
Uanset om Mic kunne løbe eller ej, så var jeg fast besluttet på at tage afsted. Silas og jeg plejer at have sådan en hyggelig tur til Viby. Hvis ikke Mic kunne løbe, så havde jeg da et enkelt løb om dagen med Fuji. Jeg havde dog en god fornemmelse med Mic, og jeg var sikker på, at vi nok skulle få en fin tur.
Der er flere skønne ting ved Vibystævnet. Stævnearealet ligger tæt ved Brabrandstien, og det giver mulighed for at gå nogle skønne ture i pauserne eller efter stævnedagen.
Stævnearealet ligger også tæt ved byen, så man kan let gå til indkøbsmuligheder, eller man kan køre ind til centrum og få lidt Aarhus-kultur.
Henrik kom i løbet af fredagen, og sammen tog vi ind til Aarhus Street Food. Det er et fedt koncept med Street Food. Små lækre madboder samlet i en stor hal. Hver især kan man bare købe mad i den bod, som man føler sig mest fristet af, og så sætter man sig bare sammen ved et bord i fællesområdet. Boderne har hver i sær et relativ begrænset udvalg på menuen, og maden har de hurtigt klar.
Klart nok var vi da også nødt til at skulle have en is til dessert. Det var bare pokkers svært at vælge mellem de mange spændende varianter. 35 kroner for en ispind var selvfølgelig også betalt, men det var svært ikke at lade sig friste af de mange flotte is.
Hvordan gik stævnet så for os?!
Jeg havde i alt 10 løb med MicMic på de tre dage.
Nogle af de ting, som vi har haft store problemer med til andre stævner (og enkelte også til træning). F.eks at blive på feltet på balancen (det har nærmest virket som om, hun troede, at feltet var giftigt ved sæsonens første to stævner). Nu har hun ligesom fattet konceptet. Det har hun nu fattet hele tiden, men har bare haft problemer med at styre det i sit hoved, når det var en konkurrencesituation. Hun blev på samtlige balancefelter til dette stævne.
Vi har haft den udfordring, at hun i fremadsendelser vender sig mod mig og gør. Det er så ærgerligt at få en vægring på en hjemtur på den konto. Der var flere baner med en afslutning med flere forhindringer i lige linje hjem, og hun var god og holdt fremdrift hele vejen i mål.
Hun tog slalom færdig, selvom jeg handlede den med en forhindring imellem os. Det har også været svært for hende.
Så selvom der var langt mellem de fejlfrie løb, og der var flere disk, så jublede jeg over de udfordringer, som hun havde løst på banerne. Det var faktisk en sejr i sig selv for mig.
Der er en rød tråd i de ting, som kiksede for os til stævnet. Tage tunneller placeret under balancen/i det hele tage fravælge tunneller, løbe uden om spring, hvor jeg skifter blindt tæt på, gøre ting færdig, når hun fornemmer, at jeg stikker af, slalomindgange. Så vi har noget at arbejde videre med, og så tror jeg på, at vi også udvikler os der.
Faktisk havde jeg kun et eneste fejlfrit løb med MicMic, og det var lørdagens spring 3 løb. Det udløste MicMics andet springcertifikat. Sådan et er dejligt at vinde.
Løbet var også et af de løb, som talte til udtagelse af EO holdet. Jeg havde ellers skudt en hvid pil efter EO, fordi vi havde fejl på fejl og disk på disk. Men med en 4. plads i spring 3, så pustede det liv i håbet om at kunne kvalificere mig alligevel.
Det krævede “bare”, at jeg ikke blev disket i agilityløbet om eftermiddagen. Jeg tænkte meget over hvordan jeg ville handle de steder, hvor der var udfordringer for os på banen, og havde desværre ikke selv spottet den røde tråd i vores fejl og været obs på det.
Nemlig den med tunnel efter tunnel/tunnel under balancebom. Mic vægrer tunnellen, og da jeg vil tage hende tilbage hopper hun op på bommen. Lige der undslipper et Nej! og Fuck! mine læber. Lige der vidste jeg, at det lille håb blev slukket. Men ellers var det nu et meget fedt løb på en bane, som mange havde det ret svært med. Det lidt kedelige “tema” var primært at hente spring fra bagsiden.
Fuji havde kun ialt 4 løb. Da hun ikke løber agiltyløb endnu, så var der kun mulighed for at melde hende til i 4 løb. Det er lidt ærgerligt, at det ofte kun er agilityklasserne, der udbydes som ekstraløb.
Fuji havde ikke nogen fejlfrie løb, men jeg synes, at vi havde nogle gode løb sammen alligevel. Vi har lidt mas med slalom, hvor Fuji ikke helt kan se ideen i at skulle bremse for at ramme portene. Fuji er ikke nogen nem hund, men jeg synes alligevel, at hun er sjov at løbe med.
Fede ting ved DDK Vibys stævne:
1.
2.
3.
Fast tidsplan hver dag. Det var samme program hver dag. Så man kunne bruge “plejer”-reglen. Hvis man havde banegennemgang kl 07.40 den første dag, så havde man det også de følgende to dage.
Konsekvent tidsplan. Hvis der i programmet stod, at en klasse startede kl 14.30, så startede den ikke tidligere, selvom den pågældende ring måske var foran. Det var utrolig befriende at vide. Det gav en mulighed for at holde et frikvarter uden stress og jag, hvor man skulle holde øje med ringene for ikke at misse gennemløb eller banegennemgange.
Kompetente hjælpere. Det er bare så dejligt, når hjælperne har forståelse for udøverne og udviser fleksibilitet. Det kan man godt have brug for, når man skal starte med flere hunde. Hver morgen havde jeg to løb lige oven i hinanden, men hvor der var sammenstød fik vi det løst meget let og elegant
Så er det jo også værd at nævne de lækre grillede burgere og gentage den dejlige beliggenhed.
Det er bare super ærgerligt, at der ikke er plads til flere på campingarealet. Personligt måtte jeg fiske min pc frem under et restaurantbesøg sammen med Henrik for at booke en campingplads. Meget romantisk, ikk?! Jeg turde ikke løbe an på at hakke mig frem på en mobil. Jeg var heldig at få en plads på stævneområdet.
Hvis vi var så uheldige ikke at få en plads, så ville det heller ikke være et hyggestævne for Silas og mig. Silas elsker sin base i campingvognen, hvor han kan gå til og fra.
Han holder mest til i campingvognen, men vi har også mange hyggestunder sammen i mine pauser. Han kigger af og til ud i agilityverdenen. Som hvis han skal finde mad eller nusse hundehvalpe. Hundehvalpe kan man altid finde på agilityarealerne, og de fleste synes, at det er meget rart, hvis der er børn, der gider at nusse dem lidt.
Det ville ikke blive det samme, hvis campingvognen stod på en campingplads i oplandet. Man kunne ønske sig flere pladser til camping. Når nu Northside kan etablere sig på de omkringliggende arealer, så burde et par campingvogne også kunne 😉