47 er jo bare et tal

Alder er jo bare et tal. Det er jo også rigtigt. Sådan lige nu er tallet tilfældigvis også min alder.

I mandags var det min fødselsdag. Ikke fordi det i sig selv var noget særligt. Jeg var stort set alene hjemme hele dagen, og vejret var egentlig noget trist og egnede sig bedst til bare at arbejde.

Begyndte alderen alligevel at trykke lidt? Ja, ved nærmere eftertanke, så er jeg da nok tættere på døden end på fødslen. Men jeg har oplevet og følt meget på de år, der er gået. Så hvis vi nu antager, at jeg er halvvejs gennem livet, så er der plads til meget mere i mit liv.

Så jeg ved egentlig ikke om det var alderens trykken, der gav mig trangen til at løbe en tur med Fuji i mandags. Jeg har ikke løbet i mere end 5 måneder. Jeg har lagt energien i gåture for Ninjas genoptræning. Der har de andre hunde også kunnet deltage, og jeg kan kun bruge tiden en gang, så Ninjas genoptræning har domineret, for det er nu, det skal gøres.

Men nu trængte jeg altså til at løbe. Så Fuji fik løbeselen på, og jeg trak løbebæltet om numse og mave, stoppede iphonen med løbeplaylisten igang ned i lommen bagpå løbebæltet, og så kom vi af sted. Det var en lidt frisk tur, for der kom også lige en byge.

Fuji, mens hun stadig var fremme i selen

Jeg var sikker på, at jeg var i meget dårlig form, men min distanceform er slet ikke så slap, men det kniber mere med sprintformen, har jeg bemærket, når jeg skal løbe agility. Fuji havde det vist lige omvendt. Efter 2,5 km ud af de 3,2 km, så var der ikke så meget trækkraft tilbage i hende.

Løbetur med sved og regnpjask

Mandag går Silas (og Henrik) til taekwondo, og så kunne jeg da lige så godt snuppe en plads på et tabata hold i fitnesscenteret, hvor jeg netop er startet igen efter 8 måneders pause. Mine knæ var begyndt at te sig lidt. Det var bare lidt som om kroppen havde brug for træning igen.

Alt det motion, bare for ikke at føle sig som en 47-årig. I de følgende dage har jeg til gengæld følt mig som en 67-årig. Det er ikke en gave at bo i et hus med to etager og faktisk heller ikke at arbejde i hus med 3 etager (hvor jeg så sidder på 2. sal). Mine ben er stadig som stive brædder efter mandagens træninger.

Der er også gode ting ved at have fødselsdag. F.eks får man gaver. Jeg fik da blandt andet gave af H&M og af Matas. Procenter ved køb. Så det er gaver, der betinget af, at de får noget den anden vej.

Matas gav 20% rabat på alle varer ved et køb inden 25. august. Så jeg ville da lige være god ved mig selv, da jeg alligevel var to dage på Sjælland og havde noget “alene-tid” mellem arbejdsdagene. Jeg trængte til en ny mascara og ville også lige forkæle mig selv med en ny duft, når nu Matas ville forære mig de 20% af duften.

Inde i Matas blev jeg da også lige mindet om, at jeg var kommet øst for Storebælt. Ikke kun fordi den jyske accent ikke var så dominerende, som de arabiske gloser i Ishøj Bycenter. Men mere fordi, at ingen af de tre ekspedienter i butikken lod til at tage særlig notits af, at der var kunder i butikken. Det er åbenbart sjældent at ekspedienterne på Sjælland tager initiativ til en handel. Det er i hvert fald min oplevelse. De to af ekspedienterne var mere optaget af at snakke om, at den ene af pigerne havde minus tusind kroner til resten af måneden, og så desværre gik glip af muligheden for at købe en ny smartphone, der så altså lige var på tilbud i den her uge. Det var næsten ikke til at bære, og hendes kollega/veninde var kreativ i sin problemløsning. “Kan du ikke låne nogle penge?” Den smartphonehungrende af pigerne kunne slet ikke se nogen løsning, men lød helt fortabt og længselfuld.

Jeg listede lidt rundt nede foran parfume-burrene, hvor alle dufte incl testere, var forsvarligt låst inde (i Matas i Haderslev kan du bare selv teste løs). Endelig løsrev en af pigerne sig fra samtalen og tænkte, at det måske var en god idé og se, om hun kunne gøre noget for mig. God idé når alle duftene var låst inde!

Efter at have duftet til flere fine dufte i butikken og kredset mig ind på den, som det skulle være, gik vi til kassen, hvor jeg betalte og indløste min fødselsdagsrabat. Den søde ekspedient med unaturligt lange kunstige øjenvipper og lidt for svulmende læber hapsede lige to prøver i en krukke på disken og smed dem med i min pose.

Faktisk var der ikke kun en, men hele to prøvetuber.

Det var da sødt af hende. Det syntes jeg i hvert fald, lige indtil jeg kom hjem og fik kigget på de små prøver. Anti-rynkecreme! Også hele to små tuber. Tak!

Er rynker ikke bare erfaringsdraperinger?

Men altså 47 er jo bare et tal, og måske kan cremen bremse de rynker, som jeg også godt selv har bemærket. Dem havde ekspedienten så nok, trods sin uopmærksomhed, også bemærket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.