Certer, champion men ingen WAO

Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.

Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.

Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.

I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.

Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic

Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.

MicMic med sin cert-roset

I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.

Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.

Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.

Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.

Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.