En lille Corona dagbog – Afsnit 1
Jeg er ingen Corona ekspert, og det forsøger jeg heller ikke at være. Faktisk ville jeg ønske, at det hele bare var en ond drøm, som jeg snart ville vågne fra. Det er alt for svært at finde hoved og hale i det hele. Eksperterne er heller ikke altid helt enige. Tingene skifter fra dag til dag. Nogen gange time for time. Nogle af mine tanker og handlinger er måske ikke helt rationelle, men det er bare sådan at jeg føler, at jeg og familien må agere lige nu.
I starten af ugen var jeg i Søborg (på jobbet). Det var der ikke noget usædvanligt i. Jeg er der hver uge. Indtil denne uge har jeg følt mig rimelig tryg. Der var indtil da forholdsvis få smittede i DK, og man vidste, hvor de havde opsnuset smitten. Men jeg så en udvikling, som nu gjorde mig utryg.
Firmaet har virkelig taget ansvar og været informerende overfor os medarbejdere. De har hele tiden fulgt med i udviklingen og tilpasset deres tiltag for at passe bedst muligt på mine kolleger og på Danmark. Vaskeribranchen har livsvigtige funktioner i form af tøj til sundhedsfagligt personale og plejehjems- og hospitalslinned, så branchen kan ikke bare lukke ned.
Selvom vi internt ikke måtte besøge andre afdelinger end den, som vi har ansættelsesmæssig tilknytning til, så kommer nogle af mine kolleger jo på job med bus, S-tog og Metro. Sådan er det jo i Københavns området. Lige den del gjorde mig til sidst lidt utryg. Men møder var aflyst og håndtryk og berøring forbudt på jobbet. Alt blev sprittet af to gange dagligt, og der var håndsprit alle vegne. Løbende var der flere og flere tiltag og retningslinjer.
Da jeg kørte hjem onsdag eftermiddag, varslede jeg, at nok ikke lige kom igen i den kommende uge, og vi måtte se tiden af. Jeg synes ikke, at der var grund til at køre på kontoret i den kommende tid. Jeg kan klare mit arbejde hjemmefra.
Onsdag aften kom pressemødet, hvor Statsministeren lukkede Danmark ned for foreløbig 2 uger. Sammen med det bredte panikken sig i den danske befolkning. Ja og helt ærligt, den voksede også i mig.
Men allerede inden Danmark lukkede ned, legede mit hoved med tanken om at hive Silas hjem fra skole og hjemmeundervise, fordi jeg var utryg ved skolen (og de mange skiglade mennesker, som vi har i vores lokalsamfund. De skiglade fylder meget i statistikken for smittede…). Jeg var bare ikke tryg ved, at børnene flimrede rundt mellem hinanden. Så langt nåede vi ikke af os selv. Det klarede regeringen for os ved at lukke skolerne de næste to uger.
Nu har vi så spærret os selv inde, mens vi tænker og observerer. Hvor længe kan vi holde Corona væk? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi slet ikke har lyst til at få smitten indenfor dørene her. Når man har et barn med en kronisk lungesygdom, så er man ikke “ligeglad”, og når man selv har været belastet på sine luftveje siden starten af januar, så tænker jeg heller ikke, at det er smart at blive smittet. Vi vil for alt i verden undgå smitte.
Er vi så blevet hysteriske? Ja det vil nogen nok mene, at vi er. Men vi gør i hvert fald vores for at bryde smittekæden og trække den meget viste kurve ud, så vores sundhedssystem ikke spidsbelastes. Og allerhelst undgå selv at blive smittet.
Faktisk så er vores dør lukket for besøg. Det gælder også legeaftaler. Men så længe at der er wi-fi og brætspil, så tænker jeg nok, at Silas klarer det. Han ved faktisk ikke selv, at han ikke må få legeaftaler. Men det finder han ud, hvis han pludselig tager initiativ til det. Men det er ikke en af hans spidskompetencer. Så længe han ikke kender til det forbud, så føler han sig da ikke begrænset. Han kan spille online spil med sine venner i stedet for.
Vi vil meget nødigt ud at handle og stå i nakken af andre folk. Så nej vi har ikke været ude at hamstre. Vi har fået et lille indkøb siden onsdag, og det “klarede” vi på Rema 1000´s app Vigo, hvor andre klarer indkøbet for en og bringer varen ud til ens hjemadresse.
Vi vil dog gerne støtte de lokale restauranter, der tilbyder take a way i stedet for en åben restaurant. Altså hvis de gider at komme ud med maden. Vi vil gerne medvirke til at holde hjulene i gang, for vi kan godt regne ud, at det her gør ondt på rigtig mange i “hygge-industrien”.
De næste to uger er der bestilt måltidskasser fra Skagen Food. Så er aftensmaden da sikret nogle af ugens dage. Det kræver også noget mere mindre i forhold til indkøb.
Isolation er sådan set ikke nyt for os. Vi prøvede det jo i adskillige måneder, da Silas var spæd og i kemobehandling. Den helt store forskel fra dengang og nu er, at dengang var det kun vores lille verden, der var rystet og kun os, der var bange og utrygge. Mens vores verden var gået helt i stå, kørte samfundet videre derude. Sådan er det ikke denne gang.
Denne gang er samfundet omkring os i kaos. Et nedlukket samfund, der også strømmer med folk i panik, folk der er egoister og opfører sig meget dumt og hensynsløst. Markant anderledes end dengang, hvor det kun lige handlede om vores lille familie og om at overleve.
Samtidig ser jeg også ud på at samfund, hvor der tilsyneladende (fortolket fra min lille stol) er folk, der ikke fatter alvoren. Folk, der ikke fatter beskeden om at holde afstand og undgå forsamlinger. Jeg synes det er meget utrygt at være tilskuer til.
Hvor længe vi så sidder her og gemmer os, kan jeg ikke sige noget om, men jeg kan sige, at både Henrik og jeg kan udføre vores jobs hjemmefra, og Silas kan vi nok også godt lære noget.
Rallyprøver, agilitystævner og samtræning betyder intet noget for mig lige nu. De prøver, som skulle have været de næste uger er så heldigvis også aflyst, og jeg har ikke travlt med at melde til andre. Der står ikke en eneste “hunde-forlystelse” i min kalender i 2020 lige nu. Hundene er mit psykofarmaka, men jeg kan heldigvis medicinere mig selv i haven.
Generelt synes jeg bare, at folk skulle tage at blive hjemme og ikke søge sammen med andre mennesker, hvis det bare er for fornøjelsens skyld.
Personligt veksler jeg lidt mellem at tage det rimelig roligt (det er når jeg påfører mig skyklapperne) og blive voldsomt bekymret. Ikke bare for os selv, men for Verden, Danmark, samfundsøkonomien og sundhedssystemet. Jeg kan mærke, at jeg er vanvittig træt tidligere på aftenen end sædvanligt. Situationen er drænende.
Ja, det var bare, hvad jeg havde at sige, når jeg lige snuppede mig et par minutters taletid og fattede mig i korthed. Fik lidt tanker skrevet ned….