Sommerhustur om vinteren

Førhen har vi været supergode til at tage på en forlænget weekend i sommerhus i vinterhalvåret, men det er et par år siden vi sidst var afsted.

Det er heller ikke altid så nemt at finde et sommerhus til fire hunde (eller flere hvis man følges med venner). Jeg plejer at leje af venner og bekendte, som kender mig og hundene. Det er nemmest. Andre bliver let skræmte ved tanken om fire hunde.

Men da jeg denne gang efterlyste et sommerhus i et facebookopslag, så blev jeg anbefalet at kigge ind i gruppen “Hund med i sommerhus og indhegnet have“. Så synes det lige pludselig ikke så svært at finde et sommerhus.

Ret hurtigt fandt jeg et sommerhus i Hals, der var ledigt i de dage, som vi kunne tage afsted. Hundene var ikke noget problem. Haven var stor og indhegnet, og stranden lå i rimelig gåafstand. Henrik og jeg arbejdede den første halvdel af uge. Vi havde lejet sommerhuset fra torsdag kl 16, så vi begyndte at pakke tingene i løbet af formiddagen, så vi kunne hente nøglen sidst på eftermiddagen.

Dejligt med en stor indhegnet have og et hus, hvor alle hundene er velkomne

Vi havde inviteret min far med i sommerhus. Det er hyggeligt, at han også vil med i sommerhus. Ikke fordi vi havde nogle planer for weekenden. Det var bare getaway-sommerhustur.

Mine hunde er også meget glad for at min far tager med. Her agerer Fuji læsehund. Hun knuselsker min far

Vi fik os installeret og hentet nogle pizzaer i Hou. Varmepumpen, som var husets eneste faste varmekilde var heldigvis blevet tændt før vores ankomst, men den første aften var det godt nok svært at få varmen, så vi sad i sofaen med vores dyner over og så TV, mens varmepumpen larmende blæste derudaf sammen med en lille olieradiator.

Som aftenen gik fik vi da varmen, men da vi så skulle i seng, så stod pingvinerne inde på værelserne og tog i mod os. Pyt det er sundt at sove køligt. Det er bare lidt sværere lette på dynen for at komme op om morgenen. En brændeovn ville have været helt fantastisk i det hus.

Fredag stod vi op til regn og blæst. Vejrudsigten varslede storm.

Teksten på koppen passede ganske udmærket til dagen

Da vi bookede huset, var vi ikke klar over, at stormen Otto også ville med os i sommerhus. Vi nåede dog på stranden ved middagstid i rimeligt tørvejr, så hundene og vi var blevet luftet godt af, inden stormen brød løs.

Men det blæste så meget, at det var udfordrende at komme op fra stranden og på et tidspunkt blæste MicMic næsten ud i vandet.

Der er sus i – bemærk snoren og sheltiernes pels

Faktisk stormede det så kraftigt om aftenen, at Nordjyllands Politi frarådede al udkørsel og tog- og færgetrafik var indstillet. Vi mærkede nu ikke noget til stormen inde i huset, men hundene gad ikke ud i haven og tisse. De kiggede bare på mig, som om jeg var vanvittig, da jeg åbnede døren for at give dem adgang til haven.

Når vejret ikke er så godt, så er det heldigt at man kan putte hos min far.

Det var helt befriende at stå op til morgensol og vindstille lørdag. Vi havde ikke så meget, som vi skulle nå. Vi skulle bare slappe af og “være væk hjemmefra”.

Sikke stille og smukt det var om lørdagen.

Vejret var et modstykke til fredagen. Faktisk var vejret så fint, at man godt kunne sidde ud på terrassen og drikke sin te.

Te på terrassen

Lørdag aften havde jeg fejlagtigt dobbeltbooket mig. For mange måneder siden – langt over et halvt år siden, havde jeg sammen med min gode veninde Janne købt koncertbilletter til et Depeche Mode kopi band, som jeg havde læst virkelig mange rosende ord om.

Da jeg i ugen op til sommerhusturen opdagede brøleren var jeg virkelig led og ked af det. Det er jo virkelig ikke særlig pænt gjort at love sig væk til to forskellige steder på en gang. Så jeg var virkelig led ved at skulle fortælle Henrik det og dødtræt af udsigten til at forlade familiehyggen i sommerhuset.

Hans kommentar til det var bare. Nej, du skal da tage afsted sammen med Janne. Det bliver da megafedt for jer. Vi skal nok klare os i sommerhuset. Jeg drikker bare en god rom sammen med din far. Nå ja, jeg tog nok mere på vej af det end Henrik. Jeg har været ret heldig med ham.

Forced to møde
Fotocredit: Eventfotografi

Sådan blev det. Jeg kørte sydpå og mødtes med Janne og så en helt fantastisk forrygende koncert, som virkelig imponerede os begge to. Efter en sodavand og hyggesnak i baren, så kørte jeg de to timer nordpå igen og sneg mig ind i sommerhuset først på natten i håbet om ikke at vække hele huset.

Da vi stod op søndag, var jeg virkelig glad for, at vi havde lejet sommerhuset frem til mandag kl 10. Hvis man skal aflevere et sommerhus søndag kl 10, så skal man godt nok tidligt op for at pakke og gøre rent og så får man ikke en fis ud af den søndag. Nu havde vi da hele søndagen og kunne bare køre hjemad, når vi følte os klar til det.

Jeg var lidt hurtigere ude af døren end resten af huset og nåede at gå en tur i morgensolen ved vandet. Det er bare en helt særlig mental cocktail for mig med strand og morgensol.

Solen ude over Lagunen

Jeg tænkte også at de lave klitter, blå himmel og morgensolen næsten kaldte på et gruppebillede med hundene. Sheltierne sidder altid og ligner små artige saltstøtter, men Fuji enten kigger alle mulig andre steder hen, har et gakket udtryk, eller også sidder Ninja med lukkede øjne, falder sammen eller lægger sig ned. Hun gider bare ikke det der billede-halløj.

Ud af 20 billeder blev det her vist det bedste billede

Men vi nød søndagen med lækkert vejr og god tid til hygge. Min far og jeg nåede om formiddagen endda en tur til Hals for at kigge lidt på de gamle isbrydere, der bare ligger i havnen og venter på at blive skrottet.

Ud over isbryderne lå der også disse kunstneriske betonskibe. Life boats

Efter frokosten gik vi en sidste tur på stranden alle sammen. Morgenes flotte vejr var nu skiftet ud med en kølig vind.

Man kan næsten se på billedet at vinden bider lidt

Vores lille vinterferie lakkede mod enden. Alt vores happengut skulle nu pakkes sammen igen, og huset gøres rent, så vi kunne køre sydpå sidst på eftermiddagen. Meget godt timet kunne vi spise aftensmaden på KFC i Vejle (så var Silas glad).

Det var faktisk rigtig skønt at komme lidt væk sammen. Sommerhuset behøvede ikke at være luksus og selvom det var lidt koldt, så var det et udmærket sommerhus. F.eks var der noget så sjældent som skarpe knive (det er der næsten aldrig i sommerhuse), en støvsuger der kunne suge (meget rart, når man skal gøre rent – det er heller ikke en selvfølge), der var forskellige spil, en box med Disneyfilm (hvis man er til det), haven var indhegnet med hegn på 1,80 m.

Det var i hvert fald rigtig lækkert at komme afsted sammen og komme ud i et andet område end vores hjemegn. Lad os håbe, at vi bliver lidt bedre til at komme afsted igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *