Det blev pludselig lidt impulsivt. Jeg havde egentlig ikke nogen dato for hvornår TikTok skulle debutere til agilitystævne. Ja bevares, hun er da gammel nok med sine 27 måneder.
Men det er først nu, at jeg synes, at hun er dygtig nok til, at jeg vil kaste hende ud i stævnelivet/-banerne. Så efter lidt pres fra mine onsdagstræningsvenner, så eftertilmeldte jeg til de to springklasser om søndagen i Viborg – altså i går.
Stævnet i IEC hallen i Viborg tilbyder altid flere udenlandske og spændende dommere – og ret tit også baner med en lidt anderledes sværhedsgrad, så jeg forventede ikke at komme op til et stævne, hvor banerne i klasse 1 ville være simple.
Men inden vi kunne komme til start, så skulle TikTok måles. Hun er en hund, der ligger og tipper på grænsen mellem lille og mellem. Så naturligt nok var jeg noget nervøs ved målingen.
Jeg har den sidste måned trænet hende på 35 cm højden (højden for mellemhunde klasse 1). Hvis hun blev målt mellem, så ville hun være fortrolig med den højde, og den har hun sprunget uden besvær. Men det vil være træls for hende at skulle springe 40 cm, som er max højden i klasse 3, for det er uanset hvad højere end hende selv. Hun kan godt springe mellemhøjde, men mange af de mange skarpe drej bliver ekstra hårde for hundene, når de skal springe 10 cm højere.
Jeg var virkelig glad og lettet, da Bonnik (som er vores “overmåler” i DK) målte hende i lille klasse.
Vores debut gik så fint. Jeg er så tilfreds. Vi fik en enkelt fejl på slalom, men det er heller ikke længe siden, hun har fået den præsenteret i et baneforløb. Slalom er den seneste forhindring, som jeg har koblet på.
Løbet rakte til en 3. plads ud af ud 13 deltagere. Ikke fordi den placering var vigtig. Løbet og følelsen af godt samarbejde var vigtigst.
Næste klasse gik ikke så fantastisk. TikTok startede med at misforstå mig. Vi skulle starte hundene inde fra banen og sende dem ud mod banden. Hun leverede lidt underholdning ved at tro, at min “videre”-kommando betød, at hun skulle fortsætte rundt om banden – altså løbe ud ved indgangsåbningen og komme tilbage til mig gennem udgangsåbningen. Det var da lidt sødt.
Momentvis fik vi dog lavet nogle rigtig fine ting på banen, som jeg synes var ret svær. Der var noget knas på linjen mellem os ind imellem. Men men… det var også hendes første stævne. Jeg synes, at hun var megasej og hun fik også løst et par af de svære ting på den bane, som ikke var særlige klasse 1-agtig.
Nu er vi klar til en sæson med springklasser. Feltforhindringerne er vi langt fra i hus med, så det bliver nok først i 2024.
MicMic fik også lov at stille til start i to klasser. Jeg har for længe siden meldt mig til Gåsahoppet i Sverige. Et stævne jeg ikke har deltaget i de sidste 15 år. Det bliver sjovt at vende tilbage, selvom jeg nok skal få nogle tæv på banerne. Det er kun Mic der kan løbe i til stævnet, da der ikke tilbydes klasse 1 løb.
Mic lavede for at par måneder siden en forstrækning i en muskel under skulderbladet. Så hun har holdt en længere agilitypause, men har fået ready to go fra Jacob på Nordre Dyrehospital. Jeg overlod 100% den vurdering til ham, for jeg var ved at blive tosset i hovedet af at spekulere og vurdere – og han er en dygtig dyrlæge, som jeg har tillid til. Mic har ikke ligget stille i perioden – bare ikke løbet agility.
Vi havde sammen to ok løb, hvor jeg lige kunne teste hende af. Faktisk blev hun nummer tre i spring 3. Så nu ser jeg frem til tre dage i Sverige sammen med super gode hundevenner.