Konfirmationstid?

“Vil det så sige, at du har stået i kirken og løjet?”. Det lød en smule anklagende og måske også lidt forarget. Spørgsmålet henledte til hans dåb for efterhånden en del år siden, hvor han kun var en lille purk på et par måneder.

Hans holdning var soleklar. Hans principper er oftest meget stålfaste, og det er ved at være nogle år siden, at den unge mand klart meldte ud, at han i hvert fald ikke skulle konfirmeres.

Dåben 2010

Nu er det så blevet 2023, og det har han holdt fast i uden at ryste på hånden. Sognets børn blev konfirmeret for et par søndage siden. Jeg synes på en måde, at det var en lidt underlig dag.

Jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var at konfirmere hans storebror for 14 år siden. Det er en stor dag at få lov til at holde en fest for sine børn. Men fest ønskede han faktisk heller ikke. Det forbinder han med “voksen-kedeligt”, hvor det mest bare er voksne, der snakker sammen.

Jeg har den dybeste respekt for mit yngste barn. Det er ikke bare en flygtig ide, der er kommet til ham. Han mener sit fravalg, og han står fast, selvom de fleste “andre” træffer et andet valg og følger traditionen, troen eller udsigten til gaver og penge.

Hos storebror ville jeg have holdt fast i, at hvis man ville have en fest, så måtte man også lade sig konfirmere, men det var slet ikke noget, som vi talte om. Som traditionerne følger, så blev han konfirmeret og både han og jeg er vel også det, man kan kalde dansk traditions kristne, hvis det ellers er et anerkendt begreb, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener.

Det var en stor dag for os alle sammen. Jeg var på forhånd slet ikke klar over, hvor stort det var at få lov at fejre sit afkom ved en konfirmation. Gøre sig umage, vælge maden, gaven, skrive og ikke mindst holde talen for sit barn og se knægten have en fantastisk dag. Men mine sønner er ikke ens, og det respekterer jeg til fulde.

Med den unge knægts klare udmelding for et par år siden, så måtte jeg nok tage den holdning om, at det at sige nej til konfirmation også ville afskrive muligheden for fest, op til revision. Hænger konfirmationen og festen egentlig uadskilligt sammen? Skal man “tvinge” et ungt menneske til at bekende en tro i kirken, hvis han ønskede en fest? Jeg kom frem til den beslutning, at jeg for mig havde festen ikke noget at gøre med, om man ville bekende sin tro i kirken eller man ville holde en “ungdomsfest”, hvor man selv og ens familie kunne se tilbage på barndommen og fejre det unge menneske.

Men som nævnt, så kunne jeg spare min konklusion, for hverken fest eller kirkelig handling blev aktuel. Han havde heller ikke lyst til en fest i nogen som helst form. Nonfirmationen er også lidt underligt. Som en forælder til en anden, der havde fravalgt konfirmation og fest, fortalt mig, så havde de været til nonfirmation og synes det var lidt akavet at stå der foran det unge menneske og sige….. ja, skulle man sige “Tillykke”? og tillykke med hvad??

Vi har talt om, hvad der kunne være for ham i stedet for fest og konfirmation. En mulighed kunne være at tage ud at rejse. Efter at have tygget lidt på det (efter en indvending om at det var for dyrt), så faldt valget på Frankrig og Normadiet, fordi en af de store interesser lige nu er krigshistorie – faktisk historie i sig selv. Hvis du gerne vil have remset de amerikanske præsidenter op fra år 1900-2000, så ved jeg godt, hvem du kan spørge.

På “konfirmationsferien” som vi gemmer til sommerferien, skal vi besøge et krigsmuseum i Eindhoven, Omaha Beach og nørde lidt i D-dag, Klosterøen Mont Saint-Michel og et lille smut til Paris, hvor Katakomberne og Eiffeltårnet er på ønskelisten. Jeg tror det bliver en rigtig interessant tur, og det er i mine øjne virkelig en ferie FOR ham, og jeg glæder mig til at dele oplevelsen sammen med ham.

D-dag

Jeg har ikke udvalgt seværdighederne, men får til gengæld æren af at booke overnatninger og planlægge turen. Jeg glæder mig til at se hans begejstring og interesse for det, vi skal se på turen.

En lille smule konfirmationsagtigt bliver det alligevel nu på mandag, hvor klassen skal på fælles blå mandag i Aarhus. Fordi Silas går i skole på en af privatskolerne inde i byen kommer hans klassekammerater fra flere forskellige sogne og bliver derfor konfirmeret på forskellige datoer. En del af klassekammeraterne er konfirmeret allerede, men af praktisk årsager har man valgt at arrangere en fælles blå mandag for alle i klassen – og det gælder også dem, der har valgt konfirmationen fra.

Jeg har meldt mig som chauffør sammen med en håndfuld andre forældre. Derfor deltager jeg naturligvis hele dagen med spisning på Dalle Valle og turen i Tivoli Friheden. Der må knægten så have lidt mønter på lommen af os, for det er vel forventeligt, at nogle af hans klassekammerater har nogle konfirmationspenge, der brænder i deres lommer, og så kan det være lidt øv at stå mere eller mindre tomhændet. For det er jo også det man frasiger sig, når der ikke er nogen konfirmation eller fest.

Penge på lommen`?

Men jeg synes det er sejt, når man holder fast i sig selv og ikke bare lader sig rive med af strømmen. Det er ikke alle unge mennesker, der har det mod, som det kræver. På trods af at han hører om de andres store pengegaver, så virker han afklaret om sit valg, selvom han så ikke bare kan kan købe en ny cykel, mobil eller gamer pc for nogle af de mange konfirmationspenge. Verden er fuld af valg og fravalg. Der er fordele og ulemper i alle valg.

(Hvis nogen undrer sig over nogle af billederne i indlægget, så er de skabt en af billedgenerator)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *