Blåbær for youngsters

I sidste uge deltog TikTok og jeg til Blåbærstævne hos Ribe Hundevenner.

For mig er blåbærstævner lig med forholdsvis lette baner, miljøtræning og god konkurrencetræning. Konkurrencen er også fuldstændig uofficiel.

Jeg elskede, at det var et aftenstævne på en hverdagsaften. Det gør det bare lidt nemmere at få det klemt ind i mit program. Det hele var vel også afviklet på under 4 timer.

Banen var hegnet ind, så hvis der nu var nogle af hundene, der lod sig friste mere af omgivelserne end af banen, så havde man styr på dem. Da jeg læste det i indbydelsen tænkte jeg godt nok, om det ikke var at overdrive lidt.

Indhegningen kom bestemt til sin ret. Der var mere end en hund, der var henne og kigge ud gennem maskerne i hegnet. Så det var god sikkerhed for både hunde og førere.

TikTok foran banen – med hegnet omkring

Der var til en start bygget en springbane, som vi løb to gange. Det bedste løb ville tælle i konkurrencen på denne bane.

Bagefter løb vi samme bane bagfra. Sjovt nok så blev den bedre at løbe, da den blev vendt om. Denne bane fik vi også to gennemløb på.

Det fede ved at have to gennemløb på samme bane var, at både hund og fører voksede på banen fra første til næste løb. Generelt var det fedt at se de helt grønne hunde vokse løb for løb hen over aftenen. Der var virkelig en god udvikling.

Måske ville nogen mene, at TikTok var for god/dygtig til at være med til sådan et arrangement, men man er jo begynder på mange måder. Hun har allerede en ret god grundtræning, men stævnemiljø er ret svært at træne på egen hånd.

Jeg mærker meget tydeligt på hende, når vi skifter miljø. Så skal hun lige bruge lidt tid på at se det nye miljø an. Til en start er hun lidt forsigtig, undersøgende, ukoncentreret og meget observerende. Men efterhånden som der kommet et løb eller mere i benene, så ryster hun det af sig.

Hun skal stadig bruge energi på hvor hendes legetøj ligger. Hun er ret fikseret på det. Det lærer hun nok at ignorere med tiden, når hun finder ud af, hvornår sådan et løb egentlig slutter. Faktisk kan hun også finde på at søge dommeren i håb om, at han/hun vil belønne hende.

Hun havde inden blåbærstævnet i sidste uge startet to stævner (kun springløb) og ikke opnået resultater. Men uha som hun voksede med opgaven. Hun vandt begge baner og leverede fire fine gennemløb (det ene med disk fordi hun løb udenom en forhindring).

2 x 1.plads. TikToks første præmiering – hun ligner en der kunne vænne sig til det

På bane nummer to havde hun lavet et superflot gennemløb i første gennemløb, så jeg besluttede mig for at udfordre hende lidt ved at lave noget layering-handling. Det var hun bare så sej til. Jeg var lidt stolt over det løb.

Det er faktisk en af de rigtig fede ting ved disse blåbærstævner – når man får lov til at løbe banen to gange, så man kan prøve noget forskelligt af.

Der var imponerende fine præmier og rosetter. Faktisk var der også en lille deltager-gave til alle deltagere. Det må også have været rigtig fint for de hundeførere, der også var helt nye.

Det var altså sådan et fint arrangement. Stor ros til Ribe Hundevenner for det initiativ.

Der er ingen tvivl om, at stævnet rustede TikTok til løbe stævner. Nu er vi klar til at tage ud og høste noget mere erfaring til de officielle stævner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *