Back on track Cup

Som altid brugte jeg tre dage af Kristi Himmelfartsferien til agilitystævne hos DKK Viby ved Aarhus.

Denne gang var jeg dog helt alene afsted. Der er ingen børn, der vil med til stævne mere, så jeg manglede min “spille-spil-makker” i campingvognen inden sengetid. Men det kunne også noget andet at være helt alene afsted.

F.eks valgte jeg at køre tidligt derop (skulle ikke vente på, at nogen fik fri fra skole) for lettere at finde et spot til mig og hundene. Jeg skal helst ikke holde på en alt for kuperet plads, da der så vil være risiko for, at der vil være lidt for langt fra jorden og op i campingvognen for gamle Ninja. Mit hoved kan også godt lide at vide, hvor jeg hører til, inden det hele går løs.

Så jeg holdt mig en forlænget frokostpause (den tid som det tog at køre til Aarhus), slog lejr og arbejdede færdig, inden det begyndte at myldre oppe på selve stævnearealet.

Eftersom jeg allerede var installeret og ikke havde andre at tage hensyn til end mine hunde, så gav jeg et nap med for at etablere de tre ringe. Når man er en stor flok, så går det rimelig let, men der var godt nok også mange sandsække, der skulle slæbes, telte der skulle rejses, ledninger der skulle trækkes og masser af andre ting, som mange deltagere nok ikke tænker ret meget over. Det er der jo bare, når stævnet går i gang. Men jeg kender godt arrangør-rumlen fra mange stævner i Ribe Hundevenner, da jeg var en del af det.

Jeg havde alle hundene med, men det var kun sheltierne, der skulle løbe. Borderne var med på campinghygge og gåture. Jeg tror faktisk også, at de hyggede sig.

Fuji tager en ordentlig skraber i indhegningen

Det er lidt særligt at kunne sige sheltier i flertal som deltager til stævnet. Der er også altid interessant, når man starter op med en ny hund. Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst har stået der. Dette er jo TikToks første sæson.

Hun løber kun springklasser- endnu, men DKK Viby tilbød heldigvis nogle ekstraklasser, så to af dagene kunne TikTok få lov at få to gennemløb.

Nu er der rigtig kommet hul på bylden. I Løgumkloster weekenden forinden løb hun fejlfrit i det ene af de to springklasse 1 løb og indviede dermed sin resultatbog. Og efterhånden som hun får flere løb i benene, så bliver hun også lidt mere vild og utålmodig – og ikke særlig villig til at dreje. Det er lige som det skal være/forventes.

Vores første løb i Viby var fejlfrit, og vi blev kaldt til præmieoverrækkelse som nr. 3 i klassen. Det var et løb, hvor TikTok var lidt vildfaren et par gange og også var udenfor banebåndet for en kort bemærkning.

Watch and learn (TikTok)

Hun har en skøn fremdrift, og synes det var lidt irriterende at skulle drejes. Vi havde så nogle løb, hvor vi mest af alt samlede masser af erfaring. På stævnets sidste løb lørdag ramte vi igen forhindringerne i den rigtige rækkefølge og uden fejl. Det var også meget dejligt at slutte af med et fejlfrit løb på Hugo Santos´ klasse 1 bane. Det rakte også til en tredjeplads – igen var hun lidt på skovtur, så hun fik løbet nogle ekstra meter på banen.

Men jeg var da meget godt tilfreds med, at hun blev kaldt op til præmieoverrækkelse to gange ud af de 5 løb, hun og jeg havde til stævnet.

MicMic er ældre og rutineret, men hun er alt andet end en maskine at løbe med. Snarere lidt uforudsigelig. Banerne var heller ikke bare var nogle, som vi kunne gå ind og slaske os lidt igennem. Hvis man ville løbe dem, så skulle man være PÅ!

MicMic på en af holdbanerne

Jeg havde meldt Mic til max tre løb om dagen (hun løb hold to af dagene). Det lykkedes mig at gennemføre 4 ud af de 9 løb. Et af løbene var spring 3, hvor vi blev nr. 2.

Det var på Hugo Santos bane om lørdagen. Springbanen som gav point til landshold (hvis man havde meldt sig til det). Banen virkede sindssyg lang, men der var gode handlingsmuligheder, og da jeg havde gået den, så tænkte jeg, at den bane lå ret godt til os. Det sværeste ved den bane var, at holde til at løbe hele banen rundt. De sidste 4-5 forhindringer var faktisk lidt en kamp – og tak til hepperne blandt publikum. Jeg var sgu lidt stolt over at blive nr. 2 på den bane. Og en lille note til mig selv var måske også, at jeg skulle arbejde lidt med løbeformen. Jeg har hørt at andre konkluderede det samme om deres løbeform efter stævnet.

Generelt blev der heppet rigtig meget i de ordinære klasser om lørdagen, da begge disse talte til landsholdsudtagelsen. Det gjorde naturligvis, at mange så til med spænding. Især da store og intermedium løb. Der brugte jeg også tiden til at kigge på mulige løsninger på banen.

Banegennemgang på spring 3 lørdag – bemærk det fine vejr

Det var virkelig fedt at opleve, hvordan der blev heppet på sidelinjen af de forskellige ekvipager. Publikum sad bare bænket langs banebåndet og fulgte med. Hverken Hugo Santos´ og Kine Eimhjellens baner var sådan nogle baner, som du lige kunne fedte dig igennem, men begge baner kunne handles på flere forskellige måder, og det gjorde dem også bare mere interessante at se på. Jeg kunne godt lide begge baner, også selvom jeg ikke klarede Kines agilitybane.

Faktisk var MicMic også på podiet to gange. I førnævnte spring 3 og den anden gang var det sammen med holdet “Vilde Vover”, hvor vi sammenlagt blev nr. to i holdkonkurrencen.

Holdet “Vilde Vover”

At komme til præmieoverrækkelse er ikke en selvfølge i de klubber, hvor man følger DKKs nye præmiepolitik, hvor klubben kan nøjes med at præmiere max nr. 1, 2 og 3 i klassen. Det bliver lidt en skrabet omgang ift den gamle præmiepolitik. Men det er heldigvis op til klubberne selv at vælge, om de vil følge præmiepolitikken eller uddele mere. Så jeg er ekstra beæret over at blive kaldt op på podiet hele 4 gange.

Sheltierne med deres fine præmier, som kunne vælges i præmieboden

Men jeg synes det mest af alt var et skønt stævne. Også selvom afvikling i tre ringe godt kan være lidt hektisk, og når man løber med flere hunde let kan opleve at skulle være to steder på en gang. Men tre ringe gør også, at det ikke bliver til en midnatsforestilling og alle kan holde fri om aftenen. Stævnet var veltilrettelagt som altid. Gode muligheder for at købe mad og drikke og skønne omgivelser til at lufte hundene i.

Nu hvor jeg var alene afsted, så fik jeg lejlighed til at se rigtig meget agility, fordi jeg blev hængende ved ringene for at se klasserne, selvom jeg selv var færdig med at løbe. Jeg havde ingen, der skulle “passes” og laves aftensmad til.

Efter aftensmaden gik jeg en god lang tur med alle hundene, og den ene aften kom jeg godt nok lidt ud på en spooky rute. Jeg har tidligere for nogle år siden gået på den samme skov-/kratsti sammen med Silas, men denne gang var ruten blevet “dekoreret” med div sko, der var skruet op i træer og buske. Det samme med nogle forskellige bøtter med shampoo og andet skønhedspleje. Jeg noterede mig ikke nærmere, hvad det var for nogle flasker/bøtter. Jeg undrede mig en del over, hvad det skulle betyde, og at det ikke ligefrem var kønt eller naturvenligt.

ØH..??

Så begyndte jeg at tage et par billeder, som jeg ville dele i min story. Først af en sko og derefter af en bøtte/flaske. Jeg læste på flasken og ordet “vaseline” sprang mig i øjnene. Hvad er det dog for en mærkelig sti, der gemmer sig oppe bag Brabrandstien??

Jeg har spurgt et par stykker, men ingen kendte til hvad det var for en besynderlig sti. Jeg mødte heldigvis ikke nogen på stien….

Hundene får griseører i indhegningen

Border collierne var mest med for at gå med på turene og slikke sol i indhegningen i løbet af dagen. Det var de også ret gode til.

Ninja fik lov at gå lidt rundt oppe ved ringene og hilse på. Det er ikke altid, at hun helt kan styre det. Hun ville jo allerhelst løbe agility igen. Nogen gange skriger hun helt tosset ved ringsiden, men det gik rimeligt denne gang. Hun nød også – som altid at hilse på sin opdrætter Sarah, og vi fik da også taget et billede af Ninja og hendes 3/4 søster ChaCha (samme far og ChaChas mor er Ninjas halvsøster).

ChaCha 11 år og Ninja 13 år

Vejret til stævnet var i øvrigt intet mindre end perfekt hundevejr. Solrigt, forholdsvis vindstille – tålelig temperaturer for hundene. Det var intet mindre end fantastisk for Viby stævnet er mere end en gang næsten blæst eller regnet væk. Så tak for det fine vejr.

Som altid er jeg fan af stævnet i Viby, og jeg kommer nok også igen til næste år. Det er jo en tradition, og jeg har været der hvert eneste år, siden det startede i…. jeg tror det var 2007.

En af de ting, som jeg også nyder ved stævnet er, at man kører hjem lørdag aften og så har man mulighed for at have søndagen derhjemme, inden jobbet kalder igen. I mit tilfælde blev det mest brugt til at luge ukrudt og lytte til lydbøger.

Ukrudt – Evig kamp

Jeg er i gang med Jannie Pedersens og Kim Fabers krimiserie, og den synes jeg virkelig er fængende. Så kan jeg godt nok få luget noget ukrudt og samtidig slappet af, når jeg har noget interessant at lytte til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *