Nosework Camp

3 dage med nosework, undervist af 4 dygtige instruktører. Det lyder da som en rigtig god idé, ikk?

Selvom jeg er temmelig grøn i “faget”, så havde jeg vovet at melde mig til. Efter den første dag var jeg dog temmelig meget i tvivl, om det virkelig også var nogen god idé at melde sig til sådan et arrangement med så grøn en hund – med en lige så grøn fører i den anden ende af snoren.

Så er der tjekket ind og vi klar til at gå i gang

Hver dag havde vi et formiddagspas hos en instruktør, en frokostpause og derefter et eftermiddagspas hos en anden instruktør.

Vores allerførste pas gik rigtig godt. Jeg var stolt af Fuji og synes hun arbejde lige så godt, som mange af de andre på mit hold. Vi var seks på mit hold. Så jeg var fortrøstningsfuld. Rundt omkring i en skolegård, skulle vi finde gemte søgekilder med lavendelduft (det kunne være små filtdutter eller metalbokse med vat eller filt med duft af lavendel). Fuji havde inden kurset lært at finde lavendelduften, hvilket ligesom var en forudsætning for at kunne kaste sig ud i opgaven. Det klarede hun egentlig flot, selvom hun ikke have prøvet at finde mere end ca 5 gemte dufte hjemme i vores egen have inden denne camp.

Der er gemt en duftkilde ved trampolinen, som Fuji er ved at finde frem til

Om eftermiddagen fik jeg så lige et gevaldigt knæk. Nu skulle vi lave finsøg, hvor duftene var gemt i små huller, der var boret i en trævæg. Der var rekvisitter og forstyrrelser, som små ikeaskamler, snore der hang ned, ikea gym-madrasser osv. Oven i det begyndte det at pisse ned, og det var åndssvagt koldt. Fuji magtede slet ikke opgaven. Hun var forvirret og begyndte at tilbyde alt muligt andet med et bakke, bagbenstarget på rekvisitterne osv. Og ja, jeg frøs mine små hvide fingre, der var helt følelsesløse, og jeg var bestemt heller ikke selv den bedste version af en hundefører.

Trist vejr og svære søg

Da træningen var færdig fandt jeg ind i min campingvogn, som heldigvis stod lige ved siden af og satte varme på, mens jeg funderede over dagens ups and downs. Jeg konkluderede, at jeg var dum og urimelig at byde min hund sådan en camp. Jeg skammede mig over min egen ringe dømmekraft, men besluttede, at jeg måtte få det bedste ud af de sidste to dage, og måske kunne få hjælp til at køre Ninja mere i stilling og bede instruktørerne om at hjælpe os endnu mere basic. Ninja er nemlig ikke helt så langt som Fuji, men Ninja kan finde lavendel, hvis du præsenterer 6 beholdere, hvor kun den ene har duftkilden i sig.

Jakken til tørre over skabet og fødderne på gasovnen

Min beslutning var dum. En ny hundefører, der har købt to plastikspring og en tunnel i Netto melder jo heller ikke til et et ugekursus i agility. Måske var det her lige så malplaceret?? Jeg kravlede lidt trist under dynen.

Mindre end 12 timer efter havde jeg total hænderne oppe over hovedet, og jeg var så glad og stolt. Vores første træningspas hos den svenske instruktør var en kæmpesucces, og jeg var virkelig glad for at se, at jeg ikke havde kvalt eller slukket min hund. Mon man egentlig kan det med Fuji?? Ved nærmere eftertanke tvivler jeg på det. Fuji havde haft succes på succes i dette pas, og hun skilte sig ikke ud i gruppen.

Instruktøren Anna havde lavet små øer med duftkilder midt på gulvet på smedejernsfabrikken. Essensen i det var at give hunden et overskueligt søgemiljø. Duftkilderne var gemt i beholdere, hvor hunden skulle stikke snuden i, når den markerede duften, hvilket kun forklarede flere fordele ved både ved hundens markering og ved belønningen. Det var i hvert fald let at se, når hunden markerede duften, for så var hele snuden i beholderen.

Duftkilden er i den hvide kasse

Alle hundene shinede i denne øvelse med øerne. Hos Anna sluttede vi af med to søg med henholdsvis en og to duftkilder på. De var gemt i et andet område af fabrikken. Det gik bare så fint, og jeg tog mig selv i at observere en hel masse ting omkring min egen ageren (hvordan holder jeg mine hænder, hvornår roder jeg efter belønningen, hvor peger min krop hen og hvor tålmodig er jeg?). Det er faktisk rigtig fedt, når man godt selv kan få øje på det ting, som man skal ændre og kan gøre det undervejs. Jeg var simpelthen ved at revne af positive følelser, da jeg gik til frokost.

Eftermiddagspasset var hos Pia, og jeg frygtede, at vi nu (igen) blev mødt af noget (for) svært (for os). Men nej vi startede med lidt snak om færtvandring. Altså hvor fanger hunden færten af duftkilden, for det gør den jo ikke lige der, hvor den fysisk er placeret. Færten bæres jo rundt i lokalet. Pia demonstrerede med en lille røgkanon, hvordan færten arbejder.

Røgen illustrerer hvordan færten arbejder sig ud i rummet

Efter et lille søg, hvor Pia lige kunne studere hundene og os i den anden ende af snoren, så fik vi dagens sidste opgave, men først var der kaffe og kage. Kage må der jo til i hundesport – og det gælder også nosework.

Der var lækker kage hver eftermiddag

Sidste del af vores eftermiddagspas arbejdede vi med fokuseret start og startritualer. Vi fik lov at arbejder og forfine vores koncentration på starterne med 5 søg lige i røven af hinanden. Altså 5 forskellige set-up med en duftkilde i hvert søg. Det var vildt hårdt – også for mig. Her på dag to synes jeg virkelig at jeg kunne stykke en masse ting sammen af de erfaringer jeg havde gjort dagen før og op gennem dag to.

Fuji blev også helt fortrolig med at søge i højderne

Faktisk gik jeg hjem i campingvognen med den overbevisning af sådan en tredages camp var en helt fantastisk god idé.

Campingvognen stod ved et af søgeområderne ved en skole, og det var bare helt fantastisk. Dejligt areal, hvor jeg kunne gå med hundene, og på dag to var aftenvejret fantastisk, og jeg var godt tilfreds med at have skippet den ellers inkluderede aftensmad i nabobyens forsamlingshus. Nu kunne jeg sidde udenfor og nyde min indkøbte salat og hygge med hundene. Selvom Fuji havde været på mange gange, så var der jo ikke sket meget for de andre tre, så de blev aktiveret efter aftensmaden.

Det blev både til rally og Dog Fitness i aftensolen

Jeg havde det faktisk også lidt svært med fælles aftensmad i forsamlingshuset. Jeg synes, vi var for mange og jeg synes, at vi sad for tæt. Spritdispenserne ved forsamlingshuset gav ikke sprit nok til at kunne fordele det i hænderne, og jeg stoler simpelthen ikke på mine medmennesker, hvad det angår. De færreste tager flere omgange sprit.

Når jeg så observerer, at (nogle) folk (stadig) hoster og nyser i deres hænder, så får jeg det sgu helt skidt… Jeg mister i den grad lysten til at dele kontaktflader med mine medmennesker, så er det også nemmere at kravle hen i sit sneglehus. Der har jeg mere styr på den del, og der er kun mig og hundene. Dog vil jeg sige, at alle deltagerne ved indskrivning skulle fremvise Coronapas.

Ja, jeg er ikke vant til at komme ud blandt andre og lægger mærke til ting, som jeg (næsten) ville ønske jeg ikke bemærkede.

Så jeg benyttede aftenen til at reflektere over dagens oplevelser og på at træne med de andre hunde, som havde haft en temmelig kedelig dag uden andet end en luftetur på marken i industrikvarteret.

Middagsluftetur

Campens tredje og sidste dag. Jeg var virkelig spændt på, om der stadig var noget tilbage i os. Vi var jo virkelig på udebane, men jeg synes stadig ikke, at Fuji skilte sig særligt ud i forhold til mine holdkammerater, men det er jo ikke det samme som hun kunne klø på endnu en dag.

Lørdag aften var Fuji vist temmelig træt – med hængelæbe og det hele

Men jeg skulle ikke bekymre mig. Hver gang jeg hentede hende i bilen var hun meget ivrig efter at komme hen i søgeområderne og komme igang. Hun var helt klar over opgaven, og det var en opgave, som hun virkelig havde lyst til.

Formiddagens træning brugte vi at studere færtvandring ved hjælp af røg. Vores søgeområde var i en industrihal og det var interessant at se, hvordan færten arbejdede sig rundt om reoler og paller. Nu søgte vi på kontamineret lavendelolie i stedet for hydrolat. Det er stærkere i duften. Måske var det derfor, at Fuji var lidt ekstra udfordret? Jeg følte i hvert fald at disse søg var svære for hende. Så jeg var ved at tænke om det mon var, fordi hun nu var helt færdig, men hun var ivrig nok og arbejdede også fint, men havde lidt svært ved at finde duftkilden.

Færdig var hun bestemt ikke. Om eftermiddagen var vi tilbage udenfor ved søgemuren, som i mellemtiden var blevet døbt “sørgemuren”, fordi den havde været så udfordrende (ikke kun for Fuji vil jeg lige indskyde). Denne gang skinnede solen, hvilket også gør at færten opfører sig anderledes. Vi sluttede med super positive oplevelser med 4 små søg, efter at vi med røg igen havde studeret, hvordan færten arbejdede rundt i de små søgesektioner.

Der blev gemt en duftkilde i hver “bås” på det sted, hvor røgen kommer ud fra.
Røgen illustrerer færten

Efter en kort evaluering så trillede jeg sneglehuset hjem til familien, tømte vognen, spiste aftensmad og faldt udmattet omkuld på sofaen. Hold da fast, hvor var jeg fuld af indtryk.

Endte jeg så ud med at tænke, at det var en god eller dårlig idé at melde min “grønne” hund med lige så grønne mig på en tre dages camp?

Det var faktisk en super god idé. Jeg lærte vanvittig meget på de tre dage. Jeg lærte især også noget ved at se de andre hundeførere og hunde på holdet. Det gjorde det tydeligt for mig, at Fuji ikke bare var et tågehorn. I nogle af søgene kunne man måske synes, at hun tågede rundt i blinde efter søgekilden.

Fuji ved søgemuren i et vellykket søg

Jeg fik en masse input og mod på at arbejde videre med Nosework. Selvom jeg ikke går rundt med en tanke om, at jeg skal være Nosework Danmarksmester, så kan jeg nu en gang godt lide, at indlære nye ting på effektive og korrekte måder med supervision fra nogen, der selv har taget rejsen. Som udgangspunkt er Nosework for mig tænkt som en god aktivitet for mine hunde, men jeg kunne da sagtens finde på at konkurrere i det også, når vi kommer lidt længere.

Nu har jeg i hvert fald masser af gå på mod og er allerede rig på erfaringer, så jeg glæder mig allerede helt vildt til at sætte søg op. Ved samme lejlighed er jeg gået igang med at scanne for interessante arealer i mit nærområde.

Jeg har fået masser af teori med mig hjem fra campen. Det er da vigtigt med lidt kendskab til, hvordan færten reagerer på vind, vejr, tid osv. Det har virkelig været fedt, at få arbejdet med Nosework så intenst. Er Fuji så flad i dag? Næh….

Tusind tak til MindDog for at arrangere campen. Det var virkelig velarrangeret, og man behøvede som udgangspunkt kun at forholde sig til at træne med sin hund. Hvis man havde bestilt forplejning blev mad og drikke bragt til træningsområderne og der mulighed for at spise fælles morgenmad og aftensmad. Jeg nød virkelig den her bededagsferie, og alt det, som jeg fik med mig.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.