Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?

Kaffeposetricket

Kender du kaffeposetricket?, spurgte min rallytræner mig.

Nej. Det gjorde jeg ikke lige.

Mit hoved var fuld af alle mulige små nørdede detaljer i bagpartsvendinger, som jeg skulle arbejde med på en helt ny måde. Motorik, arme, ben, godbidder og hjerne kørte ikke helt som smurt i den her opgave. jeg var udfordret. Min træner er nemlig ret nørdet og udfordrer mig altid, og jeg elsker det!

Ninja giver mig sin fulde opmærksomhed – og hengivenhed

Skulle jeg nu også rumme et “kaffeposetrick”? Nej helst ikke, men Metine var allerede gået hen til sin bil og havde fisket en kaffepose frem.

Så nu deler jeg også “kaffeposetricket” med dig (hvis jeg da ikke allerede er det sidste menneske i verden, der kendte til tricket)

Jeg tænker, at Metine var blevet træt af at se mig stå og fedte efter godbidderne i lommerne. Træt af at se, at Ninja først fik sin belønning efter 20 sekunder. Jeg er egentlig også mest til legetøjsbelønning, og har faktisk næsten kun brugt legetøj de sidste 10 år til agility, men med rally synes jeg bedst om at bruge godbidder, fordi det ikke afbryder øvelsen helt så meget som legetøj. Men jeg skal lige finde en smart måde at håndtere godbidderne på.

Indtil i mandags kendte jeg kun “fryseposetricket”. Nu hvor kender “kaffeposetricket”, så dropper jeg nok fryseposen fremover.

Her kommer “opskriften”. Man tager 1 stk tom kaffepose. Klipper toppen af. Kanterne foldes ned, så man får den højde, som passer til ens hånd.

Så er den klar til brug

Derefter fylder man godbidder i kaffeposen og sætter den ned i ens lomme.

Vupti, når man stikker hånden ned i lommen står kaffeposen åben, og det er smadderlet at få fat i godbidderne.

Nu er godbidderne nemme at få fat i (Ninja venter længselsfuldt)

Man kan sagtens bruges snaskede godbidder, for kaffeposen er nem at rengøre. Den kan let vaskes og tørres af. Genbrug, genbrug, genbrug!

Det er slet ikke samme oplevelse med “fryseposetricket”, hvor godbidder lige i en frysepose i lommen. Selvom man prøver at folde den og holde den åben lommen, så oplever man, at man skal fumle rundt i lommen for at åbne posen. Hunden har jo helt glemt, hvad man belønner den for, når man endelig får fisket godbidden frem.

Det er lidt sværere at få fat i godbidderne, når de ligger i lommen i en frysepose.

Min største udfordring var at få fat i en kaffepose, for vi ejer ikke kaffebønner og kaffemaskine hos os. Vi var til fødselsdag hos Tobias i tirsdag. Straks måtte jeg overbevise Tobias om, at han trængte til at male en pose kaffe, så jeg kunne få emballagen.

I aftes testede jeg så mit nye vidundertrick, som jo også var ganske gratis. Det fungerer supergodt. Tag ideen og brug den, hvis du har lyst!

Rally og succeskriterier

I min tørst efter at prøve kræfter med rallysporten, så blev jeg rigtig glad, da jeg opdagede en rallyprøve I Hadsten, der lå på en hverdagsaften. Jeg meldte fluks til.

Den prøve var så i Hadsten i tirsdags. Siden tilmelding var der så røget et møde i min kalender. Et møde i Søborg. Det var ikke så smart for den planlægning. Stædig som jeg var, så ville jeg bare have enderne til at nå sammen.

Så efter mødet drønede jeg direkte retur til Jylland, for at nå at være i Hadsten inden kl 17. Jeg ankom 16.35, og følte mig allerede ret stresset, fordi jeg havde startnummer 3, og derfor skulle på ret hurtigt efter banegennemgangen. Der var også lige en hund, der skulle luftes, og det var nok også lidt praktisk, hvis jeg lige ændrede lidt på påklædningen, inden jeg gik på banen. Jeg var nok lidt overdressed til rally.

Så stod jeg der med “stresset stithår og øjnene flakkende rundt i hovedet”. Stævnearrangør Helle, som jeg kender fra “gamle dage” kiggede på mig, flyttede fluks mit startnummer, så jeg lige kunne nå at lande, lufte Ninja og få lidt ro på. Hun vidste nemlig godt, at jeg var kørt direkte fra et møde på Sjælland. Puha, det lettede godt nok. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har samme tidsoverblik og erfaring at læne mig op af til rally, som jeg har til agility, og jeg ville ikke forvente, at jeg bare kunne blive flyttet.

Jeg kiggede på banetegningen, som hang på opslagstavlen, så vi kunne se den inden banegennemgangen. Åh nej. Det var ikke lige en buket af vores yndlingsskilte. Allerede der tænkte jeg, at vi ikke ville kunne gå den til toppoint.

Særligt 7-9-11 var jeg ikke så pjattet med, men de sidste 4 skilte glædede jeg mig til at gå

Banen kunne jeg ikke lave om på, og jeg gik den mange gange til banegennemgang, så jeg i det mindste havde styr på banen, inden jeg skulle gå den med Ninja. De ting, som var svære for os, måtte jeg så pudse af sammen med Ninja, inden det blev min tur.

Men sådan en bane kan jo overraske. Sikkert af flere årsager. Mit fokus på de svære momenter var måske gode, og lidt mere slappe på de “lette”, men der er jo også den realitet, at Ninja ikke er robot, men en hund, der kan lade sig påvirke af dufte og omgivelser (ikke noget, som jeg har skulle spekulere over i Agility, da tempoet der er højere, og mine hunde har ikke tid til at holde øje med ting/forstyrrelser udenfor eller på en agilitybane).

Vi endte med at lave tre øvelser om (vel at mærke ikke nogle af de øvelser, som jeg “frygtede”) og så var der lidt snus og lidt misforståelse. Jeg kom ud af banen med 87 point.

Jeg fik den fineste og grundige tilbagemelding af dommeren, der i øvrigt smilende gik mig i møde med ordene: “Sikke en skøn hund du har. Hun har godt nok potentiale”. Hun gav mig et par gode råd med på vejen og var god til at forklare, hvor hun havde trukket de 13 point.

Jeg tog et billede af dommersedlen. Den var fin og udførlig!

Rallyfolkene er enormt søde og følger med i hinandens gennemløb og alle klapper, når en ekvipage kommer i mål.

Venligt og interesseret var der nogen, der spurgte hvordan det var gået og til mine point. Er du tilfreds? blev jeg spurgt. Med hjertet kunne jeg altså ikke svare ja. Hvis jeg inden gennemløbet var blevet spurgt, om jeg ville være tilfreds med 87 point på den bane, ville jeg have sagt. Ja det ville være ok. Men det var ud fra en betragtning om, at jeg ville få svært ved særligt 3 skilte. De skilte drillede så slet ikke, så det var noget øv at skulle lave tre skilte om, som jeg synes var lette. Så ud fra det, så var jeg faktisk ikke rigtig tilfreds. Jeg ved godt, at mit succeskriterie ligger lidt højt, og det er ikke fordi jeg vil være storsnudet eller utaknemmelig, men hvis jeg synes, at vi skulle kunne gøre det bedre, så er jeg ikke tilfreds med at udføre på vores middelniveau.

PS! Ninja er stadig Min Fantastiske Ninja. Det har ikke noget med det at gøre….

Jeg kunne godt høre, at flere af mine konkurrenter var ovenud tilfredse med bare at bestå. Det funderede jeg lidt over. I agility er jeg heller ikke nødvendigvis tilfreds med et fejlfrit løb. Det er ikke et succeskriterie i sig selv for mig. Så ja, hvorfor skulle jeg have det anderledes til rally. Jeg vil ikke “nøjes”, hvis jeg ved, at jeg kan gøre det bedre. Så må jeg oppe mig! Dommerens bedømmelser var helt korrekte, så pilen peger på mig.

Stævnet var super hyggeligt, og det var en rigtig god oplevelse. Det var jo fedt at mestre de “frygtede” skilte. Ånden var positiv. Der var kaffe på kanden og kage til, hvis man havde lyst til det. Meget gæstfrit og favnende. Det inviterede til at slappe af og falde ned på jorden.

Det uofficielle skilt udenfor banen.

Præmieoverrækkelsen for begynder og øvet kom efter deres klassers gennemløb. Så alt i alt så var jeg i Hadsten i noget, der ligner 3 timer. Henrik var også helt forbavset over at se mig hjemme kl 21. Det er da noget helt andet end agility, må man sige, var hans kommentar. Ja, det har han på mange måder ret i.

Ninja holder på bånd og deltagerpræmien. Alle fik en pose kiks sammen med deres resultat.

Ninja og jeg fik en 6. plads ud af 13-14 deltagere. Og alle blev linet op på række. De 6 bedstplacerede måtte vælge en præmie fra præmiebordet. Der lå mange lækre præmier, og jeg vil vove den påstand, at der virkelig var noget for enhver smag.

Det kunne godt være lidt svært at vælge, for der var så mange fine ting på præmiebordet

Nu har vi tid til træne videre på mine “svage” skilte, inden vi skal til prøve igen d. 29. februar. Det glæder jeg mig allerede til. Jeg synes, at rally er sjovt, og jeg elsker at se på Ninjas glade fjæs, når vi går rally.