Ninja – Rally Øvet Mester

For en gangs skyld meldte jeg til i god tid til et rallystævne. Og det var så fikst, for det var i Hangar 17, som kun ligger 7 km fra min far. Allerede der vidste jeg, at den tur ville være en slags jackpot, ikke med forventning om resultater, men fordi jeg godt kan lide effektivitet og optimering og her gik logistik og aktiviteter op i en højere enhed. 

Ikke mindst fordi jeg fredag eftermiddag havde en 1-2-1 samtale med min chef på kontoret i Hedensted. Med tidens høje brændstofpriser, så kan man vist godt optimere lidt på sin kørsel, og når firmaet betaler turen Hedensted tur/retur, så er det også et kæmpe plus. 

Så jeg tog alle hundene med i bilen og kørte nordpå. Klarede opgaverne på kontoret fredag eftermiddag, inden jeg kørte hjem til min far med kage fra Det Gyldne Brød i Lystrup.

Det var så fint vejr og det lykkedes også lige at få indlagt en times gåtur med min gode gamle veninde Janne. Mega lækkert.

Min far havde inviteret mig ud at spise på Bag Søjlen i Rønde. Egentlig havde han lokket med stuvet hvidkål og frikadeller, men hans ryg havde ikke lyst til at stå og lave mad, og så havde han måske også en kærlig undskyldning for at invitere mig ud at spise. Min far er ellers ret god til det gamle danske køkken, men Bag Søjlen lavede også udmærket mad.

Jeg var vildt træt og gik (for mig) tidligt i seng. Det var måske derfor jeg vågnede (alt for) tidligt næste morgen. Hele ugen er jeg vågnet inden alarmen på mobilen er gået i gang. I stedet for at ligge i sengen og padle på mobilen, kørte jeg ud for at gå en lækker morgentur med hundene.

Det blev også til et besøg hos min mor på kirkegården, hvor kirkeklokkerne under mit besøg ringede solen op til en dag med en flot blå himmel. Jeg tog rundstykker med hjem til min far, og der var fin tid til at spise morgenmad sammen, inden jeg skulle afsted til rallyprøve.

Et kort og morgenfriskt besøg hos min mor

Ude i Hangaren fandt jeg ud af, at jeg skulle starte klassen. Det stressede mig lige lidt, selvom jeg var der i god tid (hvilket måske ikke ligefrem kan siges at være min normale stil). Ninja nærmer sig med hastige skridt 12 år, og jeg synes, at det er vigtigt at få varmet hendes led op og bevæget hende godt igennem, inden jeg går i ringen.

Men men jeg nåede skam det hele. Banen var super god. Den kunne jeg godt lide. Vi gik faktisk også en helt fin tur på banen. En enkelt øvelse måtte jeg tage om, så var der en skæv position og endelig så var Ninja rigelig snaksalig rundt på banen. Det gav i alt et fratræk på 6 point.

Med vores 94 point blev vi nr. 7 ud af ca 26 ekvipager og fik samtidig vores sidste oprykning og kan nu kalde Ninja for Rally Øvet Mester. Jeg har stadig meget at lære, og brugte en masse tid på at stå og suge til mig ved ringsiden og lytte til dommerens tilbagemeldinger. Det har jeg ikke tidligere haft overskud til, men der er jeg nået til nu.

RØM RBM DKAGCH DKSPCH S(Hopp)AGCH Border Treasure B My Ninja

De andre hunde var blevet hjemme hos min far, så turen gik tilbage til Kolind for at hente dem og hygge lidt mere med min far. Vi så lidt Crufts og gik en tur i det flotte vejr, inden turen gik hjemover igen.

Og selvom jeg havde fået så meget ud af weekendens første døgn, så var der jo stadig en lørdag aften og søndag, der var klar til at blive brugt. Det er lige sådan et puslespil, som jeg elsker at “lægge”. 

Observatørplads

Denne gang er det ikke fordi jeg har siddet på bænken på banegård og kigget på folk, der myldrede forbi. Det kan nu ellers også være ret interessant.

Nej jeg skriver blogindlægget fordi jeg i går (mest af nød) var observatør på et kursus med Helle Sejer Damkjær. Jeg havde godt nok aldrig mødt Helle før, men jeg har hørt andre fortælle positivt om hendes kurser. Så da jeg så, at der var slået et kursus op i nærområdet, så meldte jeg på. Selvom hun vel mest af LP menneske (hvis der findes en kategori for det), så kunne hun give rigtig mange gode rally input. Jeg var nemlig afsted med Rally-kasketten på i går, for der er så meget i min rygsæk i den sport.

Der var godt nok ikke flere pladser med hund, så jeg måtte nøjes med en observatørplads. Det var også en helt overkommelig pris, så det kunne jeg godt leve med, selvom jeg helst vil være med ved “arbejdsbordet”.

Fif til bakkeøvelse

Men nu kan jeg godt annoncere, at det bestemt ikke er sidste gang jeg køber en observatørplads. Jeg kom for at lytte og lære. Og jeg tror aldrig, at jeg har hørt så meget på en kursusdag. Jeg havde ingen hund, som jeg skulle lufte og varme op/køle ned osv.

Jeg sad bare på min flade røv, og småfrøs selvom jeg havde ekstra jakker, termonederdel og tæppe med. Note til mig selv, husk endnu mere tøj næste gang, du skal sidde stille så mange timer i en kold hal.

Jeg fik alle guldkornene serveret og kunne notere på livet løs. Jeg fik faktisk griflet 5,5 sider i min A5 blok. Noget havde jeg hørt før, bare sagt med andre ord. Andre ting fik mig til at reflektere.

Jeg fik ideer og inspiration til små “lege”, der skulle forme noget andet. Fif til indlæring af bakke. Ja jeg fik virkelig value for the money.

Men mest af alt fik jeg nok øjnene op for, at der er stor forskel på, hvad jeg tager ind, når jeg kommer for at kigge og lytte, og hvad der fiser ind under kasketten, når jeg også har en hund med og måske har lidt travlt med bare at “udføre”.

Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?