Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

BAER-test Fuji

Han var enorm sød og empatisk og gav sig virkelig god tid.

“Jeg får ikke rigtig respons fra hende”, konstaterede dyrlægen efter at have prøvet sig frem med forskellige placeringer af elektroder og varierende styrker på apparatet, der udsendte serier af små kliklyde, der var så høje, at jeg let kunne høre det. Han var både grundig og tålmodig og havde næsten brugt en halv time på testen.

Men Fuji kunne desværre intet høre. Hendes hørelse er nu helt væk, og hun er altså stokdøv.

Min triste og lidt humoristisk tanke var, at det her jo var spild af et pænt hundenavn. Et navn, som jeg havde gemt på min liste i flere år, til jeg mødte den rigtige hund. Her var hun så. Fuji! Men hun kommer aldrig til at høre mig kalde det mere. Hjemme har vi joket lidt med at give hende et nyt navn, som f.eks Lola.

Hvad havde jeg forventet? Ja, jeg havde egentlig nok forventet det resultat, som jeg fik ud af BAER-testen, men det gjorde faktisk alligevel lidt ondt. Men nu havde jeg da i det mindste vished. Det er et par måneder siden, jeg fik lavet testen, men det er som om det her indlæg har været lidt svært og træls at skrive.

Måske er du lidt nysgerrig efter, hvordan sådan en test udføres. Man starter med at bedøve hunden. Når du kigger på billedet er det nok let at se hvorfor. Via et apparat sendes der en serie af små kliklyde i forskellig styrke. Elektroderne som er stukket ind i hunden opfanger lydene og hundens respons på lyden (eller mangel på samme)

Sovende Fuji med elektroderne monteret

På Odder Dyreklinik får man lov at være ved hunden hele tiden. BAER testen kostede ca 1750. Jeg tjekkede også en klinik på Sjælland, som lå i nærheden af firmaets hovedkontor. Der kostede det kr. 2200, og det lød ikke til, at man som ejer var velkommen til at overvære testen.

Fuji er stadig min dejlige og friske “Blå Ferrari”. Hun tager sin døvhed med ophøjet ro. Heldigvis! Hun virker tryg. Det er jo ikke nogen selvfølge at en hund trives med at være døv. Men Fuji indretter sig helt sikkert efter det. Hun placerer sig altid, sådan at man skal “forcere” hende for at komme ud af et lokale. Så kan hun jo godt tage en lur og stadig holde sig orienteret. Somme tider kan jeg høre, hvordan hun styrter forvildet rundt i huset for at finde mig, selvom jeg måske sidder og snakker højlydt i telefon i et lokale, men det kan hun jo ikke høre. Hun ved bare, at hun ikke lige har styr på, hvor hun kan finde mig, og det bryder hun sig ikke om.

Strategisk smart placering. Det er svært at liste forbi hende, når jeg skal ud fra hjemmekontoret

Hun kigger ofte på mig og reagerer heldigvis rigtig godt på håndtegn ved indkald, men jeg må indrømme, at hendes frihed udenfor haven er blevet meget indskrænket. Jeg går kun løs med hende på steder, som jeg kender eller hvor mit udsyn er rigtig godt. Responstiden er lidt længere, når man ikke bare kan kalde og skal vente på at hun kigger på en.

MicMic har udnævnt sig selv som hjælper i den forbindelse. Når jeg klapper mig på låret (nogen gange kan jeg få kontakt ved klap, men kun når distancen ikke er for stor), så har MicMic fundet ud af, at det betyder, at Fuji skal komme. Så løber hun op og prikker til Fuji, som så kan vende sig om og se mit håndtegn.

Det er ikke noget, som jeg på nogen måde har lært hende. Inden jeg fandt ud af, at Fuji var døv, har MicMic flere gange fået skæld ud for at løbe op og “drille” Fuji, når jeg nu kaldte på flokken. Men MicMic har stædigt holdt ved, og nu roser jeg hende naturligvis for at yde den hjælpende indsats.

Mic viser her, hvor sej hun er til at hjælpe med indkaldet

Naturligvis skal Fuji også have et godt og sjovt liv, selvom hendes “brugseffekt” er dalet en del. Der er faktisk ikke mange sportsgrene som er nemme at dyrke med en hund med et højt drive, hvor du ikke har verbale kommandoer som værktøj. Men vi hygger alligevel med forskellige aktiviteter, og hun gør det så godt hun kan, og så kan jeg ikke forlange mere.

Hygge på agilitybanen

Jeg bruger verbal kommunikation med mine hunde rigtig rigtig meget. Det tror jeg, at de fleste gør. Det kan både være for at få deres opmærksomhed, bede dem tage det med ro, vente, blive, korrigere adfærd med et a-aah eller “prøv igen” samt naturligvig at hav af kommandoer til tricks, agility osv.

At tage et gruppebillede med attention fra alle tre på en gang er blevet en udfordring 😀

Fuji bliver nok ikke en konkurrencestjerne, men hun elsker at være med til det hele. Døv eller ej. Fuji er fuld af gå på mod, og jeg har aldrig haft en hund, der kaster sig over hvilken som helst aktivitet med krum hals og glæde. Fuji er min bedste løbemakker.

Fuji er en tro følgesvend på løbeturene

Hun er en hund, man kan svømme med i havet. Hun svømmer gerne side om side med mig langs kysten. Hun står gladeligt på Paddleboard. Hun elsker at gå spor, søge, agility, hyrde, lydighed. Måske er hendes præstationer lidt hæmmet, men Fujis gå på mod fejler ikke noget. Det er alligevel det vigtigste. Så er der grobund for et godt og indholdsrig liv for hende. Men som jeg siger, så er hun nok ikke en hund, som jeg tager til stævner med, men jeg kan tage hende med til stævner og lade hende “lege” lidt med, hvis jeg er afsted med en anden hund. Hun er heldigvis ligeglad.

Fuji er frisk på ALLE aktiviteter

Hun er en sjov og særlig hund, som naturligvis også har en varm plads i vores hjem. Jeg glemmer stadig ikke Silas´ reaktion på den telefonsamtale, som han overhørte, hvor jeg talte med en dyrlæge. Dyrlægen havde spurgte om jeg mente, at døvheden var opstået pga traume eller arvelighed. Jeg svarer kort “Arvelighed”. Silas hører det, som om jeg siger “Aflivning”.

Heldigvis konfronterer han mig med det, som han mener at have hørt, fordi han naturligvis ikke synes, at det er rimelig, at jeg vil aflive Fuji bare, fordi hun er døv. Jeg kan berolige ham med, at det kunne jeg ikke finde på, når hun nu er en ellers glad og frisk hund. Silas og Fuji har et helt særligt bånd, og hele kroppen kører på hende, når hun ser ham.

Lektielæsning med Fuji helt tæt på

Hvordan kan jeg så vide, at det er arveligt? Jeg har godt nok ikke fået lavet en DNA test på hende, men for nylig er det konstateret, at også Fujis far også er døv. Jeg ved at to af hans sønner her i DK begge er bærere af EAOD (en affected hund vil altid give genet videre – en bærer kan også, men en affected gør det med sikkerhed). Jeg har også fået oplyst at flere hunde efter “Trust Your Heart A-brødrene” er bærere. Jeg har også fået oplyst, at flere hunde på Ninjas side (Choko) er blevet noget tidligere døve end “forventet”. Så genet har bare ligget og puttet sig, indtil der kom en anden bærer ind i spillet, og der er så kommet afkom med Early Adult Onset Deafness, når man parrer to med genet. Dette kunne man i øvrigt ikke genteste for, da Ninja i sin tid blev parret. Så jeg var chanceløs, hvad det angik.

Fuji med et friskt og spøjst udtryk

Er døvhed et handicap? Ja, det synes jeg, at det er. Men det er ikke umuligt at leve med. Det havde været meget meget lettere, hvis hun kunne høre. Det eneste tidspunkt, hvor det er en fordel er, når DAO kommer og afleverer måltidskasser om natten. De andre hunde er åbenbart overbeviste om, at Fuji har “vagten”, så buddet får lov at sætte kasserne af uden, at nogen som helst kommenterer på det. Lige der synes jeg, at døvhed er smart, men ellers synes jeg det er lidt trist for så ung en hund.

Når det så er sagt, så er jeg glad for stadig at have Fuji, og døvhed er ikke noget, som giver hende smerter, ubehag eller nødvendigvis afkorter hendes liv. Det er nok mest mig, der føler mig lidt ekstra udfordret.

For døve øren?

Det kan være svært at fordele opmærksomheden i sin flok ligeligt, når man har flere hunde. Her går det nok lidt på skift, hvor jeg lægger min energi og træning.

Fuji er altid klar og mener helt sikkert selv, at hun er den allervigtigste. Hvis hun kan komme afsted med det, så springer hun gerne lige ind foran de andre, hvis der skal laves noget. Hun fylder gerne det hele!

Det er med at stå første række. Typisk Fuji.

I 2019 brugte jeg oceaner af tid på genoptræning af Ninja. Dernæst prioriterede jeg MicMics agilitytræning, når der sådan blev overskud til andet. Det var jo ligesom mit bedste kort på hånden. Så til allersidst kom Fuji, der fik de sørgelige rester.

Det passer Fuji så fint at være et højdepunkt

Hen over sommeren begyndte jeg at tænke, at hun bevidst ignorerede mig. Hun kom ikke, når jeg kaldte. Tidligere skulle man bare klikke engang med tungen eller kalde første stavelse af hendes navn, så ville hun prompte vende om og komme retur. Nu føltes det bare som at få fingeren af hende.

Fuji synes, at hun er den vigtigste at træne med og hun har faktisk altid være enorm lydhør.

Egentlig tænkte jeg, at det var payback for at være blevet skubbet i baggrunden i flere måneder. Når jeg syntes at være ligeglad med hende, så var jeg også ligegyldig for hende. Så jeg tænkte, at jeg skulle arbejde på at opbygge relationen igen. Så jeg gik igang med diverse tiltag.

Jeg købte blandt en fløjte, fordi jeg tænkte, at fløjtesignalet var klart og præcist fremfor en talestrøm fra min mund. En veninde og jeg tog Fuji med til stranden uden de andre hunde for at teste fløjten. Jeg husker, at vi observerede, at der ikke rigtig var respons på selve fløjtelyden, men snarere på mit kropssprog, når hun fornemmede, at jeg stoppede op for et indkald. Vi tillagde det, at hun nok bare skulle have mere positiv forstærkning på fløjtelyden (hun kender egentligt godt fløjteindkald, når en af mine andre veninder har brugt fløjten på lufteturene). I dag er jeg nærmere overbevist om, at hun slet ikke kan høre fløjtens tone, som er i den høje ende.

Snedronning

Med tiden er jeg i stedet blevet mere og mere overbevist om, at Fuji nok desværre er ved at miste hørelsen i stedet for. Det er jo lidt sværere at håndtere høretab end manglende lyst til at høre efter. Jeg har ikke registreret nogle øreproblemer med ømhed, skæv hovedstilling, ildelugtende ører osv.

Jeg har hen af vejen observeret, at når jeg skal ud med hundene om aftenen, og de ligger ovenpå, som kommer de to andre straks susende, når de kan høre, at der er optræk til at komme udenfor. Somme tider skal jeg ovenpå for at prikke til Fuji, for hun reagerer slet ikke.

Når Fuji sover kan hun være meget langt væk

Når jeg forsøger at kalde hende ind, så oplever jeg også nogen gange, at der ikke rigtig sker noget. Jeg kan opleve, at hun reagerer på klap og vender hovedet og tjekker ind. Når jeg så har øjenkontakt med hende og laver håndtegn, så kommer hun glad løbende. Så det er jo ikke fordi hun ikke gider at komme. Hun reagerer fint på håndtegnet.

Jeg har oplevet tendens til tyvstarter i agilitytræningen, hvilket også overraskede mig meget, da jeg oplevede det de første gange. Det er aldrig en tendens hun har haft. Nu hvor jeg så også oplever, at hun heller ikke altid reagerer på det verbale releasesignal, så virker det jo ikke som mangel på selvkontrol. Når man er vild med at arbejde, så giver det jo ikke nogen mening bare at blive siddende ved første spring, når jeg har sagt værsgo.

Vi har også observeret, at hun slet ikke reagerede på, at der blev tabt en plastkugle på klinkegulvet lige bagved hende, mens hun bare lå og slappede af på køkkengulvet. Hun ikke så meget som vippede med ørerne.

Søde Fuji (Foto: Helle Lindholm Larsen)

Hun er givetvis ikke stokdøv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes hørelse er væsentlig nedsat. Jeg har nu brugt flere måneder med mistanken i baghovedet på at observere hende.

Faktisk ser jeg også i flokindkald at MicMic forholder sig afventende. Nogen gange ser det lige frem ud som, hun løber op for at hente Fuji.

Inden alt det her Corona stads, så var jeg gået igang med at undersøge lidt om høreundersøgelser for hunde, og havde fundet frem til at Husum Dyreklinik skulle have Danmarks bedste måleudstyr til høretest. Det er jo smart nok, da Husum Dyreklinik ligger tæt på kontoret på min arbejdsplads (hvor jeg pt godt nok slet ikke kommer….), og at Odder Dyreklinik også udfører høretest. Ja, jeg skulle jo faktisk bare have ringet og bestilt en tid et sted, men nu er det, som så meget andet, sat lidt på standby.

Kan det ikke være lige meget med vished for om hun kan høre eller ej?? Er det nødvendigt at få ren besked?

Ja, det synes jeg, at det er. Hvis hun virkelig hører så dårligt, så er der klart nogle ting, som jeg ikke kan tillade mig at forlange af hende. Træning af verbale cues i agility er omsonst, kan man sige. Det vil jo være som at lære en blind at se forskel på farver. Døvhed er jo heller ikke ligefrem en gave i agiltysammenhæng, når man skal løbe med en hund som Fuji, der har så højt et drive.

Der er virkelig fart på Fuji og hun brager altid afsted. (Foto: TDK Foto)

Fuji er 5 år, og når jeg læser om EAOD (Early Adult Onset Deafness), så kan jeg godt tro, at det lige præcis er, hvad Fuji (også) har. Hun er ved gud en rigtig mandagshund. Godt hun bare blev hos mig!!

Fuji vil så gerne bare være en god makker!

Lige nu afventer jeg lidt roligere tider i samfundet, inden jeg ræser afsted til høretest. Man kan i dag DNA teste for EAOD, og forekomsten er bærere skulle vist være ret højt har jeg læst i denne artikel fra Dansk Hyrdehunde Klubs medlemsblad. Lidt skræmmende.

Kontrolscanning af Fujis hjerte

En gang om året skal Fuji have scannet sit hjerte. Sidste sommer fik hun konstateret begyndende dilateret kardiomyopati og blev sat på hjertemedicinen Vetmedin.

Udover hjertemedicinen har jeg suppleret med L-carnitin, Taurin, Omega3 og Q10. Det har nok været en ganske god cocktail, hvis jeg vurderer ud fra dagens kontrolscanning.

Scanningen er igang. Fuji er super god til at ligge stille den time som scanningen tager.

Nogle værdier var forbedret siden den opfølgende scanning sidste efterår, og andre var blevet lidt ringere, men som dyrlægen sagde, så skulle man også huske, at hunden også blev ældre år for år, så på den måde er der en normal udvikling i et eller andet omfang.

Men vigtigste budskab var, at han sagde, at hvis man foretog en hjertescanning uden at kende til hendes historik/medicinindtag, så ville man scanne hende som “hjerterask”.

Løb du bare Fuji. Hjertet er fint!

Et øjeblik legede han endda med tanken om, at stoppe med at give Vetmedin og kun give de forskellige kosttilskud. Men han besluttede alligevel at fortsatte med hjertemedicinen.

Det er faktisk lykkes for at mig forholde mig ret ubekymret til scanningen, men jeg har heller ikke observeret noget, som skulle give mig grund til fornyet uro. Men det er jo ikke altid nok.

Men jeg holdt bekymringen væk helt indtil vi var igang med scanningen, som der kom den alligevel snigende. Så kan man ikke lade være med at forsøge at tolke scanningen selv og lytte efter alle dyrlægens små nuancer, når aflæser værdierne, som jeg er lidt russisk for mig, der ikke kender alle normalværdierne. Det var skønt at få den afsluttende konklusion.