For døve øren?

Det kan være svært at fordele opmærksomheden i sin flok ligeligt, når man har flere hunde. Her går det nok lidt på skift, hvor jeg lægger min energi og træning.

Fuji er altid klar og mener helt sikkert selv, at hun er den allervigtigste. Hvis hun kan komme afsted med det, så springer hun gerne lige ind foran de andre, hvis der skal laves noget. Hun fylder gerne det hele!

Det er med at stå første række. Typisk Fuji.

I 2019 brugte jeg oceaner af tid på genoptræning af Ninja. Dernæst prioriterede jeg MicMics agilitytræning, når der sådan blev overskud til andet. Det var jo ligesom mit bedste kort på hånden. Så til allersidst kom Fuji, der fik de sørgelige rester.

Det passer Fuji så fint at være et højdepunkt

Hen over sommeren begyndte jeg at tænke, at hun bevidst ignorerede mig. Hun kom ikke, når jeg kaldte. Tidligere skulle man bare klikke engang med tungen eller kalde første stavelse af hendes navn, så ville hun prompte vende om og komme retur. Nu føltes det bare som at få fingeren af hende.

Fuji synes, at hun er den vigtigste at træne med og hun har faktisk altid være enorm lydhør.

Egentlig tænkte jeg, at det var payback for at være blevet skubbet i baggrunden i flere måneder. Når jeg syntes at være ligeglad med hende, så var jeg også ligegyldig for hende. Så jeg tænkte, at jeg skulle arbejde på at opbygge relationen igen. Så jeg gik igang med diverse tiltag.

Jeg købte blandt en fløjte, fordi jeg tænkte, at fløjtesignalet var klart og præcist fremfor en talestrøm fra min mund. En veninde og jeg tog Fuji med til stranden uden de andre hunde for at teste fløjten. Jeg husker, at vi observerede, at der ikke rigtig var respons på selve fløjtelyden, men snarere på mit kropssprog, når hun fornemmede, at jeg stoppede op for et indkald. Vi tillagde det, at hun nok bare skulle have mere positiv forstærkning på fløjtelyden (hun kender egentligt godt fløjteindkald, når en af mine andre veninder har brugt fløjten på lufteturene). I dag er jeg nærmere overbevist om, at hun slet ikke kan høre fløjtens tone, som er i den høje ende.

Snedronning

Med tiden er jeg i stedet blevet mere og mere overbevist om, at Fuji nok desværre er ved at miste hørelsen i stedet for. Det er jo lidt sværere at håndtere høretab end manglende lyst til at høre efter. Jeg har ikke registreret nogle øreproblemer med ømhed, skæv hovedstilling, ildelugtende ører osv.

Jeg har hen af vejen observeret, at når jeg skal ud med hundene om aftenen, og de ligger ovenpå, som kommer de to andre straks susende, når de kan høre, at der er optræk til at komme udenfor. Somme tider skal jeg ovenpå for at prikke til Fuji, for hun reagerer slet ikke.

Når Fuji sover kan hun være meget langt væk

Når jeg forsøger at kalde hende ind, så oplever jeg også nogen gange, at der ikke rigtig sker noget. Jeg kan opleve, at hun reagerer på klap og vender hovedet og tjekker ind. Når jeg så har øjenkontakt med hende og laver håndtegn, så kommer hun glad løbende. Så det er jo ikke fordi hun ikke gider at komme. Hun reagerer fint på håndtegnet.

Jeg har oplevet tendens til tyvstarter i agilitytræningen, hvilket også overraskede mig meget, da jeg oplevede det de første gange. Det er aldrig en tendens hun har haft. Nu hvor jeg så også oplever, at hun heller ikke altid reagerer på det verbale releasesignal, så virker det jo ikke som mangel på selvkontrol. Når man er vild med at arbejde, så giver det jo ikke nogen mening bare at blive siddende ved første spring, når jeg har sagt værsgo.

Vi har også observeret, at hun slet ikke reagerede på, at der blev tabt en plastkugle på klinkegulvet lige bagved hende, mens hun bare lå og slappede af på køkkengulvet. Hun ikke så meget som vippede med ørerne.

Søde Fuji (Foto: Helle Lindholm Larsen)

Hun er givetvis ikke stokdøv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes hørelse er væsentlig nedsat. Jeg har nu brugt flere måneder med mistanken i baghovedet på at observere hende.

Faktisk ser jeg også i flokindkald at MicMic forholder sig afventende. Nogen gange ser det lige frem ud som, hun løber op for at hente Fuji.

Inden alt det her Corona stads, så var jeg gået igang med at undersøge lidt om høreundersøgelser for hunde, og havde fundet frem til at Husum Dyreklinik skulle have Danmarks bedste måleudstyr til høretest. Det er jo smart nok, da Husum Dyreklinik ligger tæt på kontoret på min arbejdsplads (hvor jeg pt godt nok slet ikke kommer….), og at Odder Dyreklinik også udfører høretest. Ja, jeg skulle jo faktisk bare have ringet og bestilt en tid et sted, men nu er det, som så meget andet, sat lidt på standby.

Kan det ikke være lige meget med vished for om hun kan høre eller ej?? Er det nødvendigt at få ren besked?

Ja, det synes jeg, at det er. Hvis hun virkelig hører så dårligt, så er der klart nogle ting, som jeg ikke kan tillade mig at forlange af hende. Træning af verbale cues i agility er omsonst, kan man sige. Det vil jo være som at lære en blind at se forskel på farver. Døvhed er jo heller ikke ligefrem en gave i agiltysammenhæng, når man skal løbe med en hund som Fuji, der har så højt et drive.

Der er virkelig fart på Fuji og hun brager altid afsted. (Foto: TDK Foto)

Fuji er 5 år, og når jeg læser om EAOD (Early Adult Onset Deafness), så kan jeg godt tro, at det lige præcis er, hvad Fuji (også) har. Hun er ved gud en rigtig mandagshund. Godt hun bare blev hos mig!!

Fuji vil så gerne bare være en god makker!

Lige nu afventer jeg lidt roligere tider i samfundet, inden jeg ræser afsted til høretest. Man kan i dag DNA teste for EAOD, og forekomsten er bærere skulle vist være ret højt har jeg læst i denne artikel fra Dansk Hyrdehunde Klubs medlemsblad. Lidt skræmmende.

Kontrolscanning af Fujis hjerte

En gang om året skal Fuji have scannet sit hjerte. Sidste sommer fik hun konstateret begyndende dilateret kardiomyopati og blev sat på hjertemedicinen Vetmedin.

Udover hjertemedicinen har jeg suppleret med L-carnitin, Taurin, Omega3 og Q10. Det har nok været en ganske god cocktail, hvis jeg vurderer ud fra dagens kontrolscanning.

Scanningen er igang. Fuji er super god til at ligge stille den time som scanningen tager.

Nogle værdier var forbedret siden den opfølgende scanning sidste efterår, og andre var blevet lidt ringere, men som dyrlægen sagde, så skulle man også huske, at hunden også blev ældre år for år, så på den måde er der en normal udvikling i et eller andet omfang.

Men vigtigste budskab var, at han sagde, at hvis man foretog en hjertescanning uden at kende til hendes historik/medicinindtag, så ville man scanne hende som “hjerterask”.

Løb du bare Fuji. Hjertet er fint!

Et øjeblik legede han endda med tanken om, at stoppe med at give Vetmedin og kun give de forskellige kosttilskud. Men han besluttede alligevel at fortsatte med hjertemedicinen.

Det er faktisk lykkes for at mig forholde mig ret ubekymret til scanningen, men jeg har heller ikke observeret noget, som skulle give mig grund til fornyet uro. Men det er jo ikke altid nok.

Men jeg holdt bekymringen væk helt indtil vi var igang med scanningen, som der kom den alligevel snigende. Så kan man ikke lade være med at forsøge at tolke scanningen selv og lytte efter alle dyrlægens små nuancer, når aflæser værdierne, som jeg er lidt russisk for mig, der ikke kender alle normalværdierne. Det var skønt at få den afsluttende konklusion.

Intro til Hoopers

I min iver for at udforske forskellige hundeaktiviteter, lod jeg mig friste af et introkursus til Hoopers.

Den spæde indlæring er igang

Mig bekendt er der intet Hoopers træningstilbud i Danmark lige pt. Instruktøren til dagens kursus var fra Danielle van Dam fra Holland. Hun løber agility og har de seneste 5 år krydret det med hoopers.

Sporten er stadig ret nu, og har sin oprindelse i USA, hvor den egentlig er lidt en blanding af hoopers og agility. I Holland har man ikke mixet forhindringerne sammen (med undtagelse af tunnel på max 2 meter).

Kort fortalt handler sporten om dirigering (handleren må kun bevæge sig indenfor et ret afgrænset område). Hunden skal dirigeres gennem en bane bestående af porte (hoopers), korte lige tunneller, tønder og “afskærmninger”.

Et lille baneforløb

Hunden skal ikke springe og derfor er sporten også mere skånsom end f.eks agility, og bestemt en rigtig fin seniorhundesport.

Vi var 15 personer til dagens kursus, og fra starten var jeg lidt bekymret for om, vi mon var for mange til kurset. Men det passede meget fint, og jeg synes bestemt også at vi havde tid nok.

Vi var noget blandet med 5 lydigheds/rallyhunde og 10 agilityhunde. Det var meget tydeligt, at agilityhundene havde et kæmpe forspring, fordi de kunne overføre agilityhandling til hoopers. Men alle fik rykket sig.

Det var faktisk min plan at deltage med Ninja, men jeg besluttede alligevel at snuppe Fuji, for jeg havde ikke lyst til både at skulle koncentrere mig om at lære noget nyt og så putte så meget arbejde og belastning på Ninja. Så hun måtte nøjes med lidt rallyøvelser i mine pauser.

Fuji var frisk på opgaven, og jeg synes virkelig, at vi fik noget ud af det. Fuji elsker at løbe, og hun var fyr og flamme. Hun overførte rimelig hurtigt agilityhandlingen til hoopers. Jeg har klippet en lille video sammen af udviklingen i noget af dagens træning.

Video fra dagens kursus

Jeg synes faktisk, at det var så sjovt, at jeg købte 6 hoopers, så jeg kunne lege videre hjemme i haven.

Aktivitetsshopping

Egentlig har jeg altid været ret fascineret af alsidigheden ved hunde. Hunde har i virkeligheden rigtig mange evner, og man kan have så mange fornøjelser i aktiviteten med sine hunde.

Mine hunde er ikke brugsgenstande for mig, men de er aktivitetsvenner. Jeg fascineres af alt det, som man kan lære dem. Og ikke mindst af hvor meget de nyder at blive aktiveret. De er faktisk ret beskedne, hvad det angår. Alligevel har jeg kun haft en aktivitet for øje i min aktivitet med hundene.

Egentlig er de ligeglade med, hvad de laver. Bare vi laver noget sammen

De sidste 25 år har jeg trods fascinationen af alsidigheden primært fokuseret på agilty – året rundt. Jeg synes, ,det har været svært at få plads og tid til andet. Det er svært at lægge noget fra sig, når man har succes i sin aktivitet og har masser af gode hundevenskaber i sin aktivitet. Agilitysporten har et helt særligt sammenhold og fællesskab.

Men nu hvor Ninja ikke kan være med i agilitysporten, og jeg virkelig kan mærke, at vi begge savner at kunne lave noget sammen, så har jeg prøvet at lege med lidt andre ting. Jeg har bare måtte sande, at rehabøvelser ikke bliver rigtig sjovt og frigjort, så det kan jeg ikke sidestille med “hundesport”, som er lidt mere frigjort.

Efter et par måneders ventetid har jeg endelig fået plads på et rallyhold med Ninja. Vi var afsted torsdag aften, og jeg var simpelthen så glad under træningen, og da jeg kørte derfra.

At gense Ninjas glæde og intensitet i sit blik. Hun var så tydeligt begejstret, og det lyste så meget ud af hende. Træneren var imponeret over, hvor fantastisk sød og kvik Ninja er. Trods vores ringe rally erfaring gjorde vi det faktisk ret godt. Det er jo mest min skilte-tolkning, der halter og så har vi heller ikke så stabil en fri ved fod på højre side.

Et lidt sløret aftenbillede af Ninja taget under lørdagens træning i haven

Faktisk gik vi 8-10 gange til Rally, mens Ninja var drægtig, og så var det det. Vi har ikke rørt en rallyøvelse siden 2014, og det var begrænset, hvor meget vi lærte på de få gange. Men træneren på holdet spåede, at jeg ville kede mig ihjel til Rally.

Nu er min tilgang til Rally lidt en anden end for 5 år siden. Jeg har et behov for samarbejde og glæde med Ninja. Jeg synes det var så dejligt at opleve samspillet igen, og som jeg gik der med Ninjas forventningsfulde og glæde blik rettet op mod mit ansigt blev jeg faktisk en smule bevæget og mærkede en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Ugen har også budt på andre aktiviteter. Min veninde Iben fra gymnasietiden var på besøg et par dage. Hun træner DCH programmet og er udtaget til DM i A-klassen. Hyggeligt at vi også skal til DM sammen, selvom vi jo er optaget af hver vores aktivitet til DM.

En stor del af DCH programmet af sporarbejde, så det ville hun naturligvis gerne træne. Vi har stubmarker rundt omkring vores hus. Da hun alligevel skulle lægge spor til sine to hunde, så tilbød hun at introducere mine hunde til spor også.

Iben og Aya går spor med genstande og knæk

Der er ingen af mine hunde, der har gået spor i den forstand. Det er vel også mere end 25 år siden, at jeg har lagt et spor selv. Så startede med et “hvalpespor” i rygvind og med godbidder i hvert fodspor.

Alle mine hunde havde efter Ibens udsagn “sportalent” og brugte flittigt næsetøjet. Det er en fornøjelse at se en hund knokle på. Godt nok ved man som hundefører på disse lette spor selv, hvor sporet ret præcist ligger. Men det ved hunden ikke. Så den må bare have næsen i jorden også afsted. Grundighed lønner sig, for så får man jo de mange lækre godbidder med sig.

Alle 3 hunde fik et ultralet spor på den første dag (korte spor med godbidder i alle fodspor). Næste dag øgede vi sværhedsgraden lidt (lidt længere spor og vekslende afstand mellem godbidderne). Det viste sig, at naturen også skruede op for sværhedsgraden. Vi gik på stubmarken, og inden vi nåede at gå alle tre hunde igennem på sporene, så havde vinden vendt sig, så der nu ikke var rygvind, men fra let sidevind til stik sidevind.

Fuji var den sidste, der gik spor, og det var skisme svært for hende pga den stærke sidevind. Men jeg må bare sige, at også i sporarbejde viste hun sig som en helt exeptionel hund. Det er bare lige meget hvad jeg tilbyder Fuji af arbejdsopgaver, så går hun på dem med krum hals og dygtighed. Hun er virkelig en arbejdsmaskine.

Iben stod og klappede sine små hænder og tænkte på, hvor fantastisk Fuji ville være i et DCH program. Det har hun tænkt mange gange uden at have set hende lave øvelser, der ligger indenfor DCH programmet. Faktisk skulle Iben have haft en hvalp efter Fuji, men de hvalpeplaner blev som bekendt øjeblikkelig skrinlagt, da jeg opdagede Fujis hjertefejl.

Nu har Iben så i øvrigt fundet sin hvalp. Hun hentede den i Holland i august, og har en dejlig lang “barselsorlov”på et par måneder indtil oktober. Lille fine Janis, der ligner en klon af Ninja, fik virkelig et prægningsophold de tre dage, hvor de boede i campingvognen i min have. Der er mange spændende ting i min have for sådan en lille hvalp. Der er høns, ænder og kanin. Der er store vidder ift rækkehushaven derhjemme. Der er biler på vejen, som kan friste en border collie hvalp til at hyrde biler. Lille Janis var den fineste lille hundehvalp med så fint et temperament. Hende glæder jeg mig til at følge.

Dazzling Daybreak Janis Joblin

Som du nok kan se ud af indlægget, så har det været en uge med andre “tilbud” til min hundeflok. Det er bare interessant at se, hvor meget ens arbejdshunde elsker aktivering. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man tilbyder dem af aktivitet, så labber de det bare i sig med glæde.

Længe har jeg egentlig ønsket at være lidt mere alsidig i mine hundeaktiviteter, men agilityen har fået al min opmærksomhed og al den disponible hundetid. Nu er det vist tid til at kigge på andre aktiviteter også.

Det minder mig om, at jeg for fem år siden læste et stillingsopslag fra SKAT, hvor de søgte hundeførere til toldarbejde i Billund Lufthavn. De krævede faktisk ikke erfaring fra “snuseområdet” i opslaget, husker jeg. Jeg synes dengang, at stillingen lød spændende, men vidste, at jeg var nødt til at “krydre” min i forvejen store flok (dengang 4 hunde) med en anden race. Så jeg søgte ikke stillingen. Jeg har tænkt på det stillingsopslag mange gange siden, og jeg har mange gange ærgret mig over ikke at have søgt det. Det må da være så fedt, hvis en job handlede om at arbejde med sin hund, og arbejdet tjente et professionelt formål. Det er ikke sådan en stilling, der slås op hvert år.