Nosework Camp

3 dage med nosework, undervist af 4 dygtige instruktører. Det lyder da som en rigtig god idé, ikk?

Selvom jeg er temmelig grøn i “faget”, så havde jeg vovet at melde mig til. Efter den første dag var jeg dog temmelig meget i tvivl, om det virkelig også var nogen god idé at melde sig til sådan et arrangement med så grøn en hund – med en lige så grøn fører i den anden ende af snoren.

Så er der tjekket ind og vi klar til at gå i gang

Hver dag havde vi et formiddagspas hos en instruktør, en frokostpause og derefter et eftermiddagspas hos en anden instruktør.

Vores allerførste pas gik rigtig godt. Jeg var stolt af Fuji og synes hun arbejde lige så godt, som mange af de andre på mit hold. Vi var seks på mit hold. Så jeg var fortrøstningsfuld. Rundt omkring i en skolegård, skulle vi finde gemte søgekilder med lavendelduft (det kunne være små filtdutter eller metalbokse med vat eller filt med duft af lavendel). Fuji havde inden kurset lært at finde lavendelduften, hvilket ligesom var en forudsætning for at kunne kaste sig ud i opgaven. Det klarede hun egentlig flot, selvom hun ikke have prøvet at finde mere end ca 5 gemte dufte hjemme i vores egen have inden denne camp.

Der er gemt en duftkilde ved trampolinen, som Fuji er ved at finde frem til

Om eftermiddagen fik jeg så lige et gevaldigt knæk. Nu skulle vi lave finsøg, hvor duftene var gemt i små huller, der var boret i en trævæg. Der var rekvisitter og forstyrrelser, som små ikeaskamler, snore der hang ned, ikea gym-madrasser osv. Oven i det begyndte det at pisse ned, og det var åndssvagt koldt. Fuji magtede slet ikke opgaven. Hun var forvirret og begyndte at tilbyde alt muligt andet med et bakke, bagbenstarget på rekvisitterne osv. Og ja, jeg frøs mine små hvide fingre, der var helt følelsesløse, og jeg var bestemt heller ikke selv den bedste version af en hundefører.

Trist vejr og svære søg

Da træningen var færdig fandt jeg ind i min campingvogn, som heldigvis stod lige ved siden af og satte varme på, mens jeg funderede over dagens ups and downs. Jeg konkluderede, at jeg var dum og urimelig at byde min hund sådan en camp. Jeg skammede mig over min egen ringe dømmekraft, men besluttede, at jeg måtte få det bedste ud af de sidste to dage, og måske kunne få hjælp til at køre Ninja mere i stilling og bede instruktørerne om at hjælpe os endnu mere basic. Ninja er nemlig ikke helt så langt som Fuji, men Ninja kan finde lavendel, hvis du præsenterer 6 beholdere, hvor kun den ene har duftkilden i sig.

Jakken til tørre over skabet og fødderne på gasovnen

Min beslutning var dum. En ny hundefører, der har købt to plastikspring og en tunnel i Netto melder jo heller ikke til et et ugekursus i agility. Måske var det her lige så malplaceret?? Jeg kravlede lidt trist under dynen.

Mindre end 12 timer efter havde jeg total hænderne oppe over hovedet, og jeg var så glad og stolt. Vores første træningspas hos den svenske instruktør var en kæmpesucces, og jeg var virkelig glad for at se, at jeg ikke havde kvalt eller slukket min hund. Mon man egentlig kan det med Fuji?? Ved nærmere eftertanke tvivler jeg på det. Fuji havde haft succes på succes i dette pas, og hun skilte sig ikke ud i gruppen.

Instruktøren Anna havde lavet små øer med duftkilder midt på gulvet på smedejernsfabrikken. Essensen i det var at give hunden et overskueligt søgemiljø. Duftkilderne var gemt i beholdere, hvor hunden skulle stikke snuden i, når den markerede duften, hvilket kun forklarede flere fordele ved både ved hundens markering og ved belønningen. Det var i hvert fald let at se, når hunden markerede duften, for så var hele snuden i beholderen.

Duftkilden er i den hvide kasse

Alle hundene shinede i denne øvelse med øerne. Hos Anna sluttede vi af med to søg med henholdsvis en og to duftkilder på. De var gemt i et andet område af fabrikken. Det gik bare så fint, og jeg tog mig selv i at observere en hel masse ting omkring min egen ageren (hvordan holder jeg mine hænder, hvornår roder jeg efter belønningen, hvor peger min krop hen og hvor tålmodig er jeg?). Det er faktisk rigtig fedt, når man godt selv kan få øje på det ting, som man skal ændre og kan gøre det undervejs. Jeg var simpelthen ved at revne af positive følelser, da jeg gik til frokost.

Eftermiddagspasset var hos Pia, og jeg frygtede, at vi nu (igen) blev mødt af noget (for) svært (for os). Men nej vi startede med lidt snak om færtvandring. Altså hvor fanger hunden færten af duftkilden, for det gør den jo ikke lige der, hvor den fysisk er placeret. Færten bæres jo rundt i lokalet. Pia demonstrerede med en lille røgkanon, hvordan færten arbejder.

Røgen illustrerer hvordan færten arbejder sig ud i rummet

Efter et lille søg, hvor Pia lige kunne studere hundene og os i den anden ende af snoren, så fik vi dagens sidste opgave, men først var der kaffe og kage. Kage må der jo til i hundesport – og det gælder også nosework.

Der var lækker kage hver eftermiddag

Sidste del af vores eftermiddagspas arbejdede vi med fokuseret start og startritualer. Vi fik lov at arbejder og forfine vores koncentration på starterne med 5 søg lige i røven af hinanden. Altså 5 forskellige set-up med en duftkilde i hvert søg. Det var vildt hårdt – også for mig. Her på dag to synes jeg virkelig at jeg kunne stykke en masse ting sammen af de erfaringer jeg havde gjort dagen før og op gennem dag to.

Fuji blev også helt fortrolig med at søge i højderne

Faktisk gik jeg hjem i campingvognen med den overbevisning af sådan en tredages camp var en helt fantastisk god idé.

Campingvognen stod ved et af søgeområderne ved en skole, og det var bare helt fantastisk. Dejligt areal, hvor jeg kunne gå med hundene, og på dag to var aftenvejret fantastisk, og jeg var godt tilfreds med at have skippet den ellers inkluderede aftensmad i nabobyens forsamlingshus. Nu kunne jeg sidde udenfor og nyde min indkøbte salat og hygge med hundene. Selvom Fuji havde været på mange gange, så var der jo ikke sket meget for de andre tre, så de blev aktiveret efter aftensmaden.

Det blev både til rally og Dog Fitness i aftensolen

Jeg havde det faktisk også lidt svært med fælles aftensmad i forsamlingshuset. Jeg synes, vi var for mange og jeg synes, at vi sad for tæt. Spritdispenserne ved forsamlingshuset gav ikke sprit nok til at kunne fordele det i hænderne, og jeg stoler simpelthen ikke på mine medmennesker, hvad det angår. De færreste tager flere omgange sprit.

Når jeg så observerer, at (nogle) folk (stadig) hoster og nyser i deres hænder, så får jeg det sgu helt skidt… Jeg mister i den grad lysten til at dele kontaktflader med mine medmennesker, så er det også nemmere at kravle hen i sit sneglehus. Der har jeg mere styr på den del, og der er kun mig og hundene. Dog vil jeg sige, at alle deltagerne ved indskrivning skulle fremvise Coronapas.

Ja, jeg er ikke vant til at komme ud blandt andre og lægger mærke til ting, som jeg (næsten) ville ønske jeg ikke bemærkede.

Så jeg benyttede aftenen til at reflektere over dagens oplevelser og på at træne med de andre hunde, som havde haft en temmelig kedelig dag uden andet end en luftetur på marken i industrikvarteret.

Middagsluftetur

Campens tredje og sidste dag. Jeg var virkelig spændt på, om der stadig var noget tilbage i os. Vi var jo virkelig på udebane, men jeg synes stadig ikke, at Fuji skilte sig særligt ud i forhold til mine holdkammerater, men det er jo ikke det samme som hun kunne klø på endnu en dag.

Lørdag aften var Fuji vist temmelig træt – med hængelæbe og det hele

Men jeg skulle ikke bekymre mig. Hver gang jeg hentede hende i bilen var hun meget ivrig efter at komme hen i søgeområderne og komme igang. Hun var helt klar over opgaven, og det var en opgave, som hun virkelig havde lyst til.

Formiddagens træning brugte vi at studere færtvandring ved hjælp af røg. Vores søgeområde var i en industrihal og det var interessant at se, hvordan færten arbejdede sig rundt om reoler og paller. Nu søgte vi på kontamineret lavendelolie i stedet for hydrolat. Det er stærkere i duften. Måske var det derfor, at Fuji var lidt ekstra udfordret? Jeg følte i hvert fald at disse søg var svære for hende. Så jeg var ved at tænke om det mon var, fordi hun nu var helt færdig, men hun var ivrig nok og arbejdede også fint, men havde lidt svært ved at finde duftkilden.

Færdig var hun bestemt ikke. Om eftermiddagen var vi tilbage udenfor ved søgemuren, som i mellemtiden var blevet døbt “sørgemuren”, fordi den havde været så udfordrende (ikke kun for Fuji vil jeg lige indskyde). Denne gang skinnede solen, hvilket også gør at færten opfører sig anderledes. Vi sluttede med super positive oplevelser med 4 små søg, efter at vi med røg igen havde studeret, hvordan færten arbejdede rundt i de små søgesektioner.

Der blev gemt en duftkilde i hver “bås” på det sted, hvor røgen kommer ud fra.
Røgen illustrerer færten

Efter en kort evaluering så trillede jeg sneglehuset hjem til familien, tømte vognen, spiste aftensmad og faldt udmattet omkuld på sofaen. Hold da fast, hvor var jeg fuld af indtryk.

Endte jeg så ud med at tænke, at det var en god eller dårlig idé at melde min “grønne” hund med lige så grønne mig på en tre dages camp?

Det var faktisk en super god idé. Jeg lærte vanvittig meget på de tre dage. Jeg lærte især også noget ved at se de andre hundeførere og hunde på holdet. Det gjorde det tydeligt for mig, at Fuji ikke bare var et tågehorn. I nogle af søgene kunne man måske synes, at hun tågede rundt i blinde efter søgekilden.

Fuji ved søgemuren i et vellykket søg

Jeg fik en masse input og mod på at arbejde videre med Nosework. Selvom jeg ikke går rundt med en tanke om, at jeg skal være Nosework Danmarksmester, så kan jeg nu en gang godt lide, at indlære nye ting på effektive og korrekte måder med supervision fra nogen, der selv har taget rejsen. Som udgangspunkt er Nosework for mig tænkt som en god aktivitet for mine hunde, men jeg kunne da sagtens finde på at konkurrere i det også, når vi kommer lidt længere.

Nu har jeg i hvert fald masser af gå på mod og er allerede rig på erfaringer, så jeg glæder mig allerede helt vildt til at sætte søg op. Ved samme lejlighed er jeg gået igang med at scanne for interessante arealer i mit nærområde.

Jeg har fået masser af teori med mig hjem fra campen. Det er da vigtigt med lidt kendskab til, hvordan færten reagerer på vind, vejr, tid osv. Det har virkelig været fedt, at få arbejdet med Nosework så intenst. Er Fuji så flad i dag? Næh….

Tusind tak til MindDog for at arrangere campen. Det var virkelig velarrangeret, og man behøvede som udgangspunkt kun at forholde sig til at træne med sin hund. Hvis man havde bestilt forplejning blev mad og drikke bragt til træningsområderne og der mulighed for at spise fælles morgenmad og aftensmad. Jeg nød virkelig den her bededagsferie, og alt det, som jeg fik med mig.

Nu med 2 rallyhunde

For mange mange måneder siden havde jeg sat kryds i kalenderen fredag d. 4. dec. Der skulle den store firmajulefrokost med 500 deltagere holdes. Men 2020 og Corona er ikke lige foreneligt med den slags.

Da jeg kunne se, at det ikke blev til noget, så kunne jeg godt melde til rally klubkonkurrencen i DCH Løgumkloster d. 5. dec. Så skulle jeg ikke bekymre mig om at sidde i Kbh om lørdagen og gasse branderten af, inden jeg kunne køre hjem til Jylland. Så tømmermænd blev skiftet ud med rally.

For et par uger siden tog jeg Fuji med ud mellem rallyskiltene i haven, og hun var egentlig overraskende god. Der var ikke langt fra tanke til handling. Trods den ringe erfaring, så meldte jeg da ikke kun Ninja til konkurrencen, men også Fuji.

Dagens rallyhunde

Min søde træner forsøgte at lokke mig til at starte Ninja i Øvet klasse, men med øvet klasse synes jeg, at jeg kunne risikere for mange skilte, som jeg ikke umiddelbart ville kunne løse, og jeg synes det er rart at kunne træne øvelserne inden man møder dem i en konkurrence. Så begge hunde var meldt til i begynderklassen.

Så jeg troppede op med forventningen om, at jeg skulle ind og gå officielle begynderklasse skilte. Dommeren havde så valgt at freestyle på skilt nr. 36, så hunden i stedet for at sidde foran, nu skulle STÅ foran. Det var bare lidt øv at skulle bakse med den i en konkurrence, når ens hund har et billede af, at man skal sitte foran (ved godt at STÅ foran kommer længere oppe i klasserne).

I stedet for SIT skulle vi STÅ

Ikke at denne ærgrelse kom til at overskygge dagens konkurrence. Det var samlet set en positiv oplevelse at gå konkurrencen. Der var også gode ting at glæde sig over og fine elementer i gennemløbene med begge hunde. F.eks fik vi lov at gå samme bane to gange og smide det dårligste resultat væk. Det var virkelig supergodt!

Jeg var også glad for dommerens gode feedback og hensyntagen til de enkelte ekvipager. F.eks var jeg udfordret på kontakten med Fuji, da vi gik ind på banen første gang. Efter tre skilte stoppede dommeren mig og bad mig krydse hen over banen et par gange – uden at lave øvelser, men bare for at Fuji kunne få lov at “mærke” arealet, og vi kunne få kontakt. Det hjalp betydeligt, og da jeg gik tilbage til startskiltet var det en helt “anden” hund. Det var skønt, at vi fik lov at finde hinanden på den måde, og jeg ikke skulle bakse med en hund, som havde mere travlt med skilte, underlag og alt mulig andet end mig. Det sparede mig nok for 3 kg frustration.

Det var åbenbart lige hvad hun havde brug for til trods for, at jeg havde gået med hende og trænet øvelser og kontakt i den anden ende af hallen, inden vi gik til start. Det var bare anderledes for hende at komme ind på banearealet, og jeg kunne jo ikke bare kalde på hende eller slå lidt med tungen i ganen for at få hendes opmærksomhed.

Da vi skulle gå banen i anden runde var hun bare på med det samme. Vi missede to øvelser, havde en skæv bakke og et par andre småting. Fuji var lidt livlig og sang lidt under gennemløbet. Men jeg synes faktisk, at hun var meget sej eftersom hun kun har været til træning to gange, og jeg derudover har småtrænet med hende to gange. Fuji fik 74 point og blev nr. 6 (ud af 8 hunde). Hvad skal det ikke blive til, når vi får trænet og indarbejdet nogle håndtegn?

Ninja gik også klart bedst i runde nr. 2, hvor hun fik 85 point, hvilket bragte hende ind på 2. pladsen i klubkonkurrencen. Ninja gjorde det super godt, men vi var udfordret på føromtalte skilt, som også gav lidt uro på det efterfølgende skilt. Ellers have Ninja bare så fint og dejligt et gennemløb. Det er så dejligt at gå og kigge ned i hendes kærlige og forventningsfulde hoved.

Dommersedlerne

Til præmieoverrækkelsen fik alle hundeførere en pose med lidt godt til hunden og et dejligt håndskrevet og personligt julekort fra min super engagerede træner Metine. Jeg blev virkelig glad for denne personlige hilsen, som ikke bare var “god jul og godt nytår”.

Der er ikke noget så skønt som personlige julehilsner

Den idé vil jeg gerne give videre til andre trænere. Det er en indsats, der koster utroligt lidt, men spreder så meget glæde. Det kunne jeg også tydeligt fornemme på de andre hundeførere.

Ja trods Corona-restriktioner lykkedes det for os at afvikle en lille hyggelig formiddag med god konkurrencetræning. Nu er der så juleferie fra træningen, men ingen forbyder os at træne lidt på egen hånd i juleferien.

Personligt er jeg mere eller mindre blevet pålagt at holde to ugers juleferie fra d. 18. dec, så der kan jeg da nok også få tid til at træne (alt muligt) med hundene og hygge med familien.

Guldkorn, inspiration og nyt værktøj

Det er fedt at prøve nye ting af i hundearbejdet. Nogen gange prøver man lige en ny disciplin af, og så fanger det måske ikke lige ens interesse. Det kan være for en tid eller for altid, at man ikke kommer videre med det. Men hvis man har fået en smagsprøve, så kan det være, at man kommer tilbage til det før eller senere.

Jeg har leget med Rally sammen med Ninja i et års tid nu, og jeg kan rigtig godt lide at arbejde med hende og finpudse. Jeg er heldig at kende mange dygtige rallyfolk, som også gerne deler ud af deres erfaringer. Men rally er stadig lidt ukendt land for mig. Jeg har meget at lære endnu. Det er så meget anderledes end mit mere vante agility.

Min tilgang til hundearbejde er at rage værktøj til mig fra flere forskellige “håndværkere” i hundefagene. Jeg har i mange år været vant til at kigge til agilitysiden og plukket hist og pist. Når man så bevæger sig ind på nye områder, kan det kan være svært at finde ud af, hvem der er gode instruktører. I agility synes jeg, at jeg har rimelig styr på skidt og kanel. Men hvad så når jeg kigger på andre og nye discipliner? Jeg vil helst starte med det rette fundament, så mine hunde og jeg kommer bedste muligt fra start.

Jeg har genoplivet min lidt tabte interesse for nosework, men er bevidst om, at jeg gerne vil lære det rigtigt. Sporten er forholdsvis ny og der er vist mange måder at gribe det an på.

Iben fra MindDog udbød enetimer i dag. En oplagt mulighed for at få sat endnu mere skub i nosework. Gitte Poulsen har kickstartet mig og opfordret mig til at lege videre med nosework. Så nu tog jeg så skridtet og bookede en enetime. Jeg har aldrig fået undervisning af Iben, men har hørt så meget godt om hendes undervisning i både rally og Nosework. Så jeg var ikke i tvivl om, at hun kunne give mig gode inputs.

Fuji klar til søg

Det var primært Fuji, som fik fornøjelsen af at bruge næsen. Ninja fik lov, når Fujis næse og hjerne lige skulle hvile. Fuji ville gerne løse opgaven ved at lave bagbenstarget på boardet med duftbeholdere. Kreativt, men ikke helt korrekt. Så en lille pause kunne godt være tiltrængt.

For første gang blev Fuji sendt ud og søge efter lavendelduft på afstand fra mig. Første dilemma var faktisk at få hende belønnet på afstand og uden at komme til at forstyrre hendes arbejde. Verbal ros dur ikke rigtig på en døv hund. Hvis jeg løber ud for at smide godbid ved duften, så bliver hun usikker, når jeg kommer ræsende for at give hende godbid/belønning (hun opdager heller ikke altid godbidden, fordi hun ikke kan høre, at den rammer underlaget).

Løsningen blev at kaste legetøj, hvilket også har rigtig høj værdi for Fuji. Heldigvis ikke FOR meget. Videoen er fra hendes sidste søg i dag. Det var en dejlig succes at slutte med, og nu synes jeg virkelig at det begynder at ligne lidt, og det bliver også lidt sjovere herfra.

Men faktisk har jeg brugt hele dagen på Fyn, for jeg “kom til” at købe en afbudsplads på et Lea Nor kursus i Active Dogs hallen, hvor hver kursist kunne komme med de problematikker, som de ønskede input til . Jeg kom for at arbejde med nogle ting i rally. Det er altid godt med nye øjne på ens arbejde med hundene.

Når man glemmer holderen til mobilen, så må man være kreativ

Jeg har en udfordring med, at Ninja vil tjekke ud, når jeg sætter i gang på rallybanen. Det arbejdede vi med, og fik dejlig succes med. Jeg fik god værktøjer til at få hende til at vælge mig fremfor interessen for ting i omgivelserne, som hun godt kan finde på at blive lidt optaget af.

Mange fine guldkorn til det videre arbejde med Ninja

Der blev også tid til arbejde med at forstærke stå, sit og dæk. Både under gang (som hun aldrig har kunnet – og faktisk heller ikke trænet) og ved simpel verbal kommando. Sidst men ikke mindst tror jeg, at jeg fik nøglen til at få Ninja til at rette sin stationære position ind i på min højre side, hvor hun ellers har siddet og flagret lidt. Nu tror jeg, at jeg fik en metode til at den nød knækket.

Så da jeg kørte hjem mod Jylland her til aften, så var det med værktøjskassen fuld at nye input. Det har været en skøn dag med masser af inspiration og møde med nye mennesker.

BAER-test Fuji

Han var enorm sød og empatisk og gav sig virkelig god tid.

“Jeg får ikke rigtig respons fra hende”, konstaterede dyrlægen efter at have prøvet sig frem med forskellige placeringer af elektroder og varierende styrker på apparatet, der udsendte serier af små kliklyde, der var så høje, at jeg let kunne høre det. Han var både grundig og tålmodig og havde næsten brugt en halv time på testen.

Men Fuji kunne desværre intet høre. Hendes hørelse er nu helt væk, og hun er altså stokdøv.

Min triste og lidt humoristisk tanke var, at det her jo var spild af et pænt hundenavn. Et navn, som jeg havde gemt på min liste i flere år, til jeg mødte den rigtige hund. Her var hun så. Fuji! Men hun kommer aldrig til at høre mig kalde det mere. Hjemme har vi joket lidt med at give hende et nyt navn, som f.eks Lola.

Hvad havde jeg forventet? Ja, jeg havde egentlig nok forventet det resultat, som jeg fik ud af BAER-testen, men det gjorde faktisk alligevel lidt ondt. Men nu havde jeg da i det mindste vished. Det er et par måneder siden, jeg fik lavet testen, men det er som om det her indlæg har været lidt svært og træls at skrive.

Måske er du lidt nysgerrig efter, hvordan sådan en test udføres. Man starter med at bedøve hunden. Når du kigger på billedet er det nok let at se hvorfor. Via et apparat sendes der en serie af små kliklyde i forskellig styrke. Elektroderne som er stukket ind i hunden opfanger lydene og hundens respons på lyden (eller mangel på samme)

Sovende Fuji med elektroderne monteret

På Odder Dyreklinik får man lov at være ved hunden hele tiden. BAER testen kostede ca 1750. Jeg tjekkede også en klinik på Sjælland, som lå i nærheden af firmaets hovedkontor. Der kostede det kr. 2200, og det lød ikke til, at man som ejer var velkommen til at overvære testen.

Fuji er stadig min dejlige og friske “Blå Ferrari”. Hun tager sin døvhed med ophøjet ro. Heldigvis! Hun virker tryg. Det er jo ikke nogen selvfølge at en hund trives med at være døv. Men Fuji indretter sig helt sikkert efter det. Hun placerer sig altid, sådan at man skal “forcere” hende for at komme ud af et lokale. Så kan hun jo godt tage en lur og stadig holde sig orienteret. Somme tider kan jeg høre, hvordan hun styrter forvildet rundt i huset for at finde mig, selvom jeg måske sidder og snakker højlydt i telefon i et lokale, men det kan hun jo ikke høre. Hun ved bare, at hun ikke lige har styr på, hvor hun kan finde mig, og det bryder hun sig ikke om.

Strategisk smart placering. Det er svært at liste forbi hende, når jeg skal ud fra hjemmekontoret

Hun kigger ofte på mig og reagerer heldigvis rigtig godt på håndtegn ved indkald, men jeg må indrømme, at hendes frihed udenfor haven er blevet meget indskrænket. Jeg går kun løs med hende på steder, som jeg kender eller hvor mit udsyn er rigtig godt. Responstiden er lidt længere, når man ikke bare kan kalde og skal vente på at hun kigger på en.

MicMic har udnævnt sig selv som hjælper i den forbindelse. Når jeg klapper mig på låret (nogen gange kan jeg få kontakt ved klap, men kun når distancen ikke er for stor), så har MicMic fundet ud af, at det betyder, at Fuji skal komme. Så løber hun op og prikker til Fuji, som så kan vende sig om og se mit håndtegn.

Det er ikke noget, som jeg på nogen måde har lært hende. Inden jeg fandt ud af, at Fuji var døv, har MicMic flere gange fået skæld ud for at løbe op og “drille” Fuji, når jeg nu kaldte på flokken. Men MicMic har stædigt holdt ved, og nu roser jeg hende naturligvis for at yde den hjælpende indsats.

Mic viser her, hvor sej hun er til at hjælpe med indkaldet

Naturligvis skal Fuji også have et godt og sjovt liv, selvom hendes “brugseffekt” er dalet en del. Der er faktisk ikke mange sportsgrene som er nemme at dyrke med en hund med et højt drive, hvor du ikke har verbale kommandoer som værktøj. Men vi hygger alligevel med forskellige aktiviteter, og hun gør det så godt hun kan, og så kan jeg ikke forlange mere.

Hygge på agilitybanen

Jeg bruger verbal kommunikation med mine hunde rigtig rigtig meget. Det tror jeg, at de fleste gør. Det kan både være for at få deres opmærksomhed, bede dem tage det med ro, vente, blive, korrigere adfærd med et a-aah eller “prøv igen” samt naturligvig at hav af kommandoer til tricks, agility osv.

At tage et gruppebillede med attention fra alle tre på en gang er blevet en udfordring 😀

Fuji bliver nok ikke en konkurrencestjerne, men hun elsker at være med til det hele. Døv eller ej. Fuji er fuld af gå på mod, og jeg har aldrig haft en hund, der kaster sig over hvilken som helst aktivitet med krum hals og glæde. Fuji er min bedste løbemakker.

Fuji er en tro følgesvend på løbeturene

Hun er en hund, man kan svømme med i havet. Hun svømmer gerne side om side med mig langs kysten. Hun står gladeligt på Paddleboard. Hun elsker at gå spor, søge, agility, hyrde, lydighed. Måske er hendes præstationer lidt hæmmet, men Fujis gå på mod fejler ikke noget. Det er alligevel det vigtigste. Så er der grobund for et godt og indholdsrig liv for hende. Men som jeg siger, så er hun nok ikke en hund, som jeg tager til stævner med, men jeg kan tage hende med til stævner og lade hende “lege” lidt med, hvis jeg er afsted med en anden hund. Hun er heldigvis ligeglad.

Fuji er frisk på ALLE aktiviteter

Hun er en sjov og særlig hund, som naturligvis også har en varm plads i vores hjem. Jeg glemmer stadig ikke Silas´ reaktion på den telefonsamtale, som han overhørte, hvor jeg talte med en dyrlæge. Dyrlægen havde spurgte om jeg mente, at døvheden var opstået pga traume eller arvelighed. Jeg svarer kort “Arvelighed”. Silas hører det, som om jeg siger “Aflivning”.

Heldigvis konfronterer han mig med det, som han mener at have hørt, fordi han naturligvis ikke synes, at det er rimelig, at jeg vil aflive Fuji bare, fordi hun er døv. Jeg kan berolige ham med, at det kunne jeg ikke finde på, når hun nu er en ellers glad og frisk hund. Silas og Fuji har et helt særligt bånd, og hele kroppen kører på hende, når hun ser ham.

Lektielæsning med Fuji helt tæt på

Hvordan kan jeg så vide, at det er arveligt? Jeg har godt nok ikke fået lavet en DNA test på hende, men for nylig er det konstateret, at også Fujis far også er døv. Jeg ved at to af hans sønner her i DK begge er bærere af EAOD (en affected hund vil altid give genet videre – en bærer kan også, men en affected gør det med sikkerhed). Jeg har også fået oplyst at flere hunde efter “Trust Your Heart A-brødrene” er bærere. Jeg har også fået oplyst, at flere hunde på Ninjas side (Choko) er blevet noget tidligere døve end “forventet”. Så genet har bare ligget og puttet sig, indtil der kom en anden bærer ind i spillet, og der er så kommet afkom med Early Adult Onset Deafness, når man parrer to med genet. Dette kunne man i øvrigt ikke genteste for, da Ninja i sin tid blev parret. Så jeg var chanceløs, hvad det angik.

Fuji med et friskt og spøjst udtryk

Er døvhed et handicap? Ja, det synes jeg, at det er. Men det er ikke umuligt at leve med. Det havde været meget meget lettere, hvis hun kunne høre. Det eneste tidspunkt, hvor det er en fordel er, når DAO kommer og afleverer måltidskasser om natten. De andre hunde er åbenbart overbeviste om, at Fuji har “vagten”, så buddet får lov at sætte kasserne af uden, at nogen som helst kommenterer på det. Lige der synes jeg, at døvhed er smart, men ellers synes jeg det er lidt trist for så ung en hund.

Når det så er sagt, så er jeg glad for stadig at have Fuji, og døvhed er ikke noget, som giver hende smerter, ubehag eller nødvendigvis afkorter hendes liv. Det er nok mest mig, der føler mig lidt ekstra udfordret.

For døve øren?

Det kan være svært at fordele opmærksomheden i sin flok ligeligt, når man har flere hunde. Her går det nok lidt på skift, hvor jeg lægger min energi og træning.

Fuji er altid klar og mener helt sikkert selv, at hun er den allervigtigste. Hvis hun kan komme afsted med det, så springer hun gerne lige ind foran de andre, hvis der skal laves noget. Hun fylder gerne det hele!

Det er med at stå første række. Typisk Fuji.

I 2019 brugte jeg oceaner af tid på genoptræning af Ninja. Dernæst prioriterede jeg MicMics agilitytræning, når der sådan blev overskud til andet. Det var jo ligesom mit bedste kort på hånden. Så til allersidst kom Fuji, der fik de sørgelige rester.

Det passer Fuji så fint at være et højdepunkt

Hen over sommeren begyndte jeg at tænke, at hun bevidst ignorerede mig. Hun kom ikke, når jeg kaldte. Tidligere skulle man bare klikke engang med tungen eller kalde første stavelse af hendes navn, så ville hun prompte vende om og komme retur. Nu føltes det bare som at få fingeren af hende.

Fuji synes, at hun er den vigtigste at træne med og hun har faktisk altid være enorm lydhør.

Egentlig tænkte jeg, at det var payback for at være blevet skubbet i baggrunden i flere måneder. Når jeg syntes at være ligeglad med hende, så var jeg også ligegyldig for hende. Så jeg tænkte, at jeg skulle arbejde på at opbygge relationen igen. Så jeg gik igang med diverse tiltag.

Jeg købte blandt en fløjte, fordi jeg tænkte, at fløjtesignalet var klart og præcist fremfor en talestrøm fra min mund. En veninde og jeg tog Fuji med til stranden uden de andre hunde for at teste fløjten. Jeg husker, at vi observerede, at der ikke rigtig var respons på selve fløjtelyden, men snarere på mit kropssprog, når hun fornemmede, at jeg stoppede op for et indkald. Vi tillagde det, at hun nok bare skulle have mere positiv forstærkning på fløjtelyden (hun kender egentligt godt fløjteindkald, når en af mine andre veninder har brugt fløjten på lufteturene). I dag er jeg nærmere overbevist om, at hun slet ikke kan høre fløjtens tone, som er i den høje ende.

Snedronning

Med tiden er jeg i stedet blevet mere og mere overbevist om, at Fuji nok desværre er ved at miste hørelsen i stedet for. Det er jo lidt sværere at håndtere høretab end manglende lyst til at høre efter. Jeg har ikke registreret nogle øreproblemer med ømhed, skæv hovedstilling, ildelugtende ører osv.

Jeg har hen af vejen observeret, at når jeg skal ud med hundene om aftenen, og de ligger ovenpå, som kommer de to andre straks susende, når de kan høre, at der er optræk til at komme udenfor. Somme tider skal jeg ovenpå for at prikke til Fuji, for hun reagerer slet ikke.

Når Fuji sover kan hun være meget langt væk

Når jeg forsøger at kalde hende ind, så oplever jeg også nogen gange, at der ikke rigtig sker noget. Jeg kan opleve, at hun reagerer på klap og vender hovedet og tjekker ind. Når jeg så har øjenkontakt med hende og laver håndtegn, så kommer hun glad løbende. Så det er jo ikke fordi hun ikke gider at komme. Hun reagerer fint på håndtegnet.

Jeg har oplevet tendens til tyvstarter i agilitytræningen, hvilket også overraskede mig meget, da jeg oplevede det de første gange. Det er aldrig en tendens hun har haft. Nu hvor jeg så også oplever, at hun heller ikke altid reagerer på det verbale releasesignal, så virker det jo ikke som mangel på selvkontrol. Når man er vild med at arbejde, så giver det jo ikke nogen mening bare at blive siddende ved første spring, når jeg har sagt værsgo.

Vi har også observeret, at hun slet ikke reagerede på, at der blev tabt en plastkugle på klinkegulvet lige bagved hende, mens hun bare lå og slappede af på køkkengulvet. Hun ikke så meget som vippede med ørerne.

Søde Fuji (Foto: Helle Lindholm Larsen)

Hun er givetvis ikke stokdøv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at hendes hørelse er væsentlig nedsat. Jeg har nu brugt flere måneder med mistanken i baghovedet på at observere hende.

Faktisk ser jeg også i flokindkald at MicMic forholder sig afventende. Nogen gange ser det lige frem ud som, hun løber op for at hente Fuji.

Inden alt det her Corona stads, så var jeg gået igang med at undersøge lidt om høreundersøgelser for hunde, og havde fundet frem til at Husum Dyreklinik skulle have Danmarks bedste måleudstyr til høretest. Det er jo smart nok, da Husum Dyreklinik ligger tæt på kontoret på min arbejdsplads (hvor jeg pt godt nok slet ikke kommer….), og at Odder Dyreklinik også udfører høretest. Ja, jeg skulle jo faktisk bare have ringet og bestilt en tid et sted, men nu er det, som så meget andet, sat lidt på standby.

Kan det ikke være lige meget med vished for om hun kan høre eller ej?? Er det nødvendigt at få ren besked?

Ja, det synes jeg, at det er. Hvis hun virkelig hører så dårligt, så er der klart nogle ting, som jeg ikke kan tillade mig at forlange af hende. Træning af verbale cues i agility er omsonst, kan man sige. Det vil jo være som at lære en blind at se forskel på farver. Døvhed er jo heller ikke ligefrem en gave i agiltysammenhæng, når man skal løbe med en hund som Fuji, der har så højt et drive.

Der er virkelig fart på Fuji og hun brager altid afsted. (Foto: TDK Foto)

Fuji er 5 år, og når jeg læser om EAOD (Early Adult Onset Deafness), så kan jeg godt tro, at det lige præcis er, hvad Fuji (også) har. Hun er ved gud en rigtig mandagshund. Godt hun bare blev hos mig!!

Fuji vil så gerne bare være en god makker!

Lige nu afventer jeg lidt roligere tider i samfundet, inden jeg ræser afsted til høretest. Man kan i dag DNA teste for EAOD, og forekomsten er bærere skulle vist være ret højt har jeg læst i denne artikel fra Dansk Hyrdehunde Klubs medlemsblad. Lidt skræmmende.