En travl tid

Pyh… hvor har jeg bare ligget vandret de sidste to uger. På mit job har jeg haft to offentlige udbud, som skulle besvares, og den ene kommune havde nærmest været flabede i deres svarfrist. Så jeg har bare knoklet helt vildt med det sammen med mine kolleger i Gentofte. Men vi nåede det. Jeg sad og samlede de sidste mapper kl 02.30 natten før aflevering.

En dejlig gåtur op af “vores” vej

Igår var vi til kontrol på OUH. Det var første kontrol efter, at Silas blev færdigbehandlet. Vi er slet ikke i tvivl om, at Silas stortrives. Han er aktiv og undersøger (læs: piller) alt, hvad han kan få fat i. Han er også for alvor kommet igang med at pludre. Ba-ba-ba-baaa-ba, hvad det så end betyder, men det er meget hyggeligt at høre på. Det samme er videoen her. Den viser også med al tydelighed, at MiniMan virkelig trives.

Henrik og jeg var meget spændte på hans vækst. Umiddelbart kunne vi ud fra hans tøj (hvor han har brugt samme størrelser de sidste 8-9 måneder) ikke se, at han var vokset, men vi synes alligevel, at der var blevet mere af ham.

På 6 uger var han vokset 1½ cm, så han nu måler 65 cm og vejer 7,7 kg. Det er en vægtforøgelse på 900 g. Så det går den rette vej.

FarMan og MiniMan
Det er dog ikke kun arbejde, der har fået mig til at ligge vandret. Ribe Hundevenner holder 3-dages stævne her i pinsen, og jeg plejer at stå for tilmeldingerne samt programmet. Denne gang var ikke nogen undtagelse, men aldrig har jeg haft så dårlig tid til at lave det. Mine udbudsbesvarelser blev afleveret onsdag, og da jeg kom hjem om aftenen efter at have ligget 600 km på landevejen, så var det bare igang med stævneprogrammet. Og igår fortsatte jeg så til langt efter midnat, så vi kan være klar til stævnet, og til at folk begynder at myldre ind i aften. Jeg kan allerede nu se, at det kommer til at give store udfordringer……… Den tid den sorg!

Her tænker du på “En travl tid”

  1. Hvor er Silas da skøn på videoen 🙂 Jeg synes ligesom at hans hoved ikke er så rundt mere, men det kan godt være at han snyder mig 🙂
    Husk nu på dig selv så du ikke går ned igen ikk 🙂 For puha hvor lyder du til at have travlt.

Skriv et svar til Netti Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *