Tag: video

Jutlandia Cup

Nu er vi hjemvendt fra en uge med agility – og masser regn!

Silas hygger med paraplyen,
mens vandet vælter ned fra udhænget på stævneteltet

Allerede da jeg læste programmet kunne jeg godt se, at der ventede mig en helt ny verden, når jeg pludselig havde fået startnummer 187, 160, 178. Jeg har aldrig haft et startnummer der var på mere end to cifre.

250 hunde i åben klasse var da ganske overvældende. Nå men jeg kom ikke for at “vinde”. Jeg kom for at hygge med min hund og prøve hende lidt af. Hun skuffede mig bestemt ikke. Måske skuffede jeg hende? Det tror jeg dog ikke, selvom jeg var skyld i adskillige disk med hende.

Et kig ud over området  – set fra toppen af bakken bag Ring 4

Det lykkedes mig at løbe 3 løb fejlfrit. Desværre har jeg ikke nogen af dem på video. Men jeg har en lille video af et AG1 løb, hvor hun ikke er gode venner med slalom.

Se video : SP1 lørdag d. 20.07.2012

De tre fejlfrie løb rakte til:
1. plads i AG1 (55 deltagere)
2.plads i AG1 (ca 80 deltagere)
17. plads i AgÅben (ca 250 deltagere)

Det er jeg meget tilfreds med. Banerne var ofte lidt ekstra svære ift normalt, men sådan er det vel altid til ugestævnerne.

Der var mange udenlandske deltagere til Jutlandia Cup. Jeg savnede lidt flere danskere, men bemærkede også, at der var mange danske deltagere, som jeg ikke tidligere havde set (som faktisk løb rimelig godt), hvor katten har de gemt sig henne? Eller hvad er der sket, mens jeg har været lidt fraværende i sporten, hedder det måske snarere?

Ninja på vej ud af tunnellen.
Foto Gitte Poulsen

Henrik var også taget med til stævnet og havde meldt sig som hjælper, hvilket havde sine fordele og ulemper. Henrik fik dagen til at gå, og jeg tror, at han hyggede sig sammen med resten af teamet i ring 1. En anden gode ved hans hjælpsomhed var, at vi fik campingen betalt. Jeg hørte, at andre havde betalt 1400,- for en uge, hvilket jo slet ikke står mål med den vare, som Vingstedcentret leverede. Baderummene var fællesbade (dog kønsopdelt), og jeg oplevede aldrig at komme op til et rengjort baderum. Toiletter var der ikke mange af, og de toiletter, der lå i forbindelse med omklædningsrummene (som de fleste benyttede) havde ingen sæbe eller aftørringsmuligheder.

For lige at runde campingpladserne, så lå vi et rigtig godt sted ude i kanten, hvor der var flere tomme og tørre pladser. Alligevel lå der folk, der havde vand i forteltene.

Campingpladsen torsdag aften
– jeg har set værre billeder hos andre

En aften sendte jeg Tobias op og hente kartoffelbåde i cafeteriet. Han kom tilbage med 2 tallerkner med 20-25 kartoffelbåde på hver. Samlet pris kr. 70. Jeg synes da nok, at Vingsted centret tager ved.

Desværre vil Jutlandia Cup nok mest blive husket for ugestævnet, der nærmest regnede væk, og skybruddet, der kom på hviledagen om torsdagen, lavede ravage i det. Banerne stod under vand og herunder også et lille billede fra mit stævnetelt, hvor det ene bur svømmede rundt.

Det hele sejler rundt inde i stævneteltet

Dommere og komité vurderede om fredagen, at to af banerne ikke kunne løbes på, og besluttede derfor at aflyse alle klasseløbene, så det kun var de åbne klasser, der blev afviklet. Det gav lidt murren i krogene, da der var meldt ud, at startgebyrerne ikke blev tilbagebetalt. Samlet set drejede det sig vel om 25-30.000 kroner. Jeg overlever nok, da jeg kun løb med Ninja og derfor kun mistede 2 gennemløb, men jeg forstår godt, de personer, der løb med mange hunde, der reelt ikke fik den vare, som de havde betalt for.

Der var masser af vand på banerne torsdag aften

Stedet ligger ellers fantastisk smukt i Vejle Ådal, men pga det meget omskiftelige vejr, som begav vi os ikke ud på de store vandreture.

Silas suser afsted på løbecykel

Efter sådan en uge, så kan selv en border collie se træt ud. Herunder ligger Ninja total forvredet under køjerne i campingvognen – og naturligvis ikke i kurven.

Det er hårdt!

Stævnedebut

Ninja har nu rundet de to år, og søndag debuterede hun til et officielt agilitystævne.

Jeg var sådan set ikke nervøs, men forventningsfuld, fordi jeg glædede mig til at komme igang med hende. Pt synes jeg selv, at jeg har fint styr på hende, men det kan til tider være lidt udfordrende for mig, at huske at en stor hund lander andre steder end en lille og mellem hund.

Vi har heller ikke rigtig løbet hele baner, så det var også nyt for Ninja. Endelig vidste jeg heller ikke hvordan hun ville reagere på at skulle løbe i en stævnering med tilskuere osv. Måske ville hun blive trykket, måske ville hun blive helt ustyrlig…

Ninja (foto: Gitte Poulsen)

Første løb var jeg nok selv lidt forsigtigt fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var for en “hund” jeg havde med på banen. Det var et fint løb, men med en vægring, som jeg klart “lavede”, men jeg var fint tilfreds med hendes løb.

Næste og sidste løb på dagen gav jeg hende lidt mere gas, selvom hun faktisk ikke rigtig er vant til at blive presset. Efter et par misforståelser i starten, så kørte det rigtig flot og flydende.


(jeg beklager den ringe lydkvalitet)

Jeg kan ikke være andet end tilfreds med sådan en debut, og det er jeg også. Nu mangler jeg bare at få styr på det sidste med feltforhindringerne, så vi også kan løbe agilityklasser.

Er agilityspændt….

Ninja bliver 2 år i marts, så for mig handler det ikke om, at være hun skal skynde sig at blive gammel nok til at starte stævner, men egentlig bare om, at hun skal blive klar til at starte stævner. Jeg har ikke haft så pokkers travlt inden nu.

Men nu hvor sæsonen så småt er ved at sætte igang, kan jeg godt mærke, at det rykker mere og mere i mig for at komme afsted med Ninja. Jeg vurderer, at vi så småt er klar til springklasserne nu. Hvornår vi er klar til agilityklasserne må vise sig.

Ninja varmer op med gøgl i fotostudiet
Tjek lige det blik!

Jeg havde tænkt mig, at Ninja skal debutere til Ribe Hundevenners klasse 1+2 stævne i april, men overvejer at liste et DCH stævne ind inden, for jeg synes, at det er ved at tage mere og mere form til at ligne lidt, når vi løber, og jeg har rigtig meget lyst til at starte hende.

Hvordan er det så at løbe med en border collie, når man nu er vant til border terriere og sheltie? Noget virker en del nemmere, da “motoren” på Ninja altid er tændt, så jeg skal ikke bruge energi på at holde fart i hende. Men til gengæld så kræver det lidt tilvænning for mig, at hun altså har en helt anden skridtlængde og derfor lander andre steder end de små hunde. Det er også en forskel, at man ikke skal forstyrre hende ret meget, før hun river ned. Det var lidt som om pindene sat lidt bedre fast i mellem og lille klasse…..

Jeg er da ikke i tvivl om, at jeg nok skal få udfordringer, men jeg glæder mig alligevel og håber vi rimelig hurtigt kan finde melodien til stævnerne, når alle de små indlærte sekvenser kobles sammen på en hel bane. Videoen i dette indlæg hører til den længste bane, hun nogen sinde har prøvet at løbe.

Sprudler af livsglæde

Det er så dejligt med nutidens mobiltelefoner med videokamera og andre gode sager i. Den anden aften, efter Silas var kommet ud af badet, som var foregået med dejlig sang i , så filmede jeg lige filmen herunder af den lille sanglærke, der synger “Y´e hønen Evigglad”.

Jeg delte linket til youtube på Facebook, og det væltede ind med kommentarer, og jeg kunne forstå, at det vist ikke bare var Silas´ normale “fanskare”, der blev glade i låget af at se og høre vores lille sprudlende Silas. Så nu deler jeg den også på min blog og ønsker alle mine læsere en dejlig weekend (og måske endda også efterårsferie)

Sangen har i øvrigt indlagte special effects. Udover at de obligatoriske bankeslag, der udføres på brusekabines låger og det meget vigtige “Kom ind!”, så træder Silas lige en tur ind i brusekabinen for at dyppe tæerne i vandet efter linjen “…og Evigglad fik våde tæer”

Skulle der sidde en læser eller to, der ikke er specielt imponeret – eller måske ligefrem bekymret over Silas´ sprog/udtale, så kan jeg berolige med, at der er hånd om den del, og vi forventer at talepædagogen kommer og laver en undersøgelse i løbet af de næste par uger. Trods vanskeligheder med udtalen, så kaster han sig dog gerne over lange sætninger, så det skal nok komme.

Ujævn udvikling….

Det der med sprog og tale har været svært for Silas. Vi troede ellers, at ordene ville komme i lind strøm i maj sidste år. Det kom vel også 10-15 stykker samt et hav af dyrelyde. Men så begyndte Silas endelig at gå på sine små ben, og så var der vist ikke rigtig overskud til at udvikle sproget yderligere. Hvilket iøvrigt er meget normalt, har jeg efterhånden lært om børns udvikling.


Silas elsker at tegne

 Men det var som om, det med sproget slet ikke ville komme igang igen. Der kom faktisk ikke rigtig nye ord i et halvt år, og talepædagogen blev koblet på, men lige så langsomt kommer der flere og flere ord på. Indenfor den sidste uge vil jeg ikke kalde det langsomt. Nu vælter ordene ud af ham, og han begynder endelig at gentage, hvad vi siger. Han klør bare på, selvom han ikke magter at få noget forståeligt ud af det, som han forsøger at gentage.

Jeg tror dog nok, at Silas er en anelse “alternativ” i sin sproglæring. Han er supergod til synonymer. Hvis man beder ham om at sige Ninja, siger han “Bibi”, som er hans ord for Puppy (som Ninja også er blevet kaldt). Hvis man siger, at nogen er “gode til et eller andet”, så siger han “Dø-Tiii”, som betyder dygtig. Hvis man´beder ham om at sige Silas, så siger han “Mimi”, som er hans ord for Mini, som jo er afledt af MiniMan. I forgårs forsøgte han sig endelig med at sige “Silas” (lyder mest som “i…laz”)

Man kan også undres over rækkenfølgen, han lærer sig nye ord i. Han er ikke nogen haj til de der korte hverdagsord, som hus, stol, seng, hund og alt hvad der ellers omgiver os. Nej Silas har en forkærlighed for de lidt længere og sammensatte ord. F.eks “udråbstegn”, “stregkode”, “håndklæde”, “gravemaskine”, “skruetrækker” og “urtepotte”. Hvorfor gøre noget, der er let, hvis man kan blive udfordret af noget sværere……

Det er lidt som om, at gennembruddet til virkelig at få lyst og mod på at sige nye ord kom, da han pludselig begyndte at spørge til bogstaverne i nogle af sine pegebøger. Han pegede på bogstaverne og vi fortalte hvilket bogstav, det var. De små korte lyde, som bogstaver har, gentog han, og det fik ham ligesom til at sige flere og flere nye ord, og det utroligste er, at han husker også nogen af bogstaverne, som han uopfordret sidder og “læser” op.

På klippet nedenfor har han fået “læst”/stavet ordet mindre end 10 gange.

Udover bogstaver, så har tallene også fået hans store interesse. Han genner dagligt os forældre op til køkkenuret for, at en af os kan sige tallene sammen med ham. Det har stået på i en uges tid nu, og her til aften sagde han alle 12 tal i rigtig rækkefølge, når vi pegede på dem. Han er så vild med den leg, at vi altså afslår den mere end vi siger ja, for ellers kunne vi da nok stå en halv time ved det ur hver dag. Silas har tydeligvis en stor interesse for at lære, og alt tyder da også på, at han har fint “omløb i hovedet”. Heldigvis, for vi aner jo ikke rigtig, hvor dårlig han har været til at optage ilt, mens han døjede med alt sit infektionshalløj (da lægerne mente, at han bare havde astma…. som jo altså var lungeinfektioner ifm Cystisk Fibrose). Man kunne jo godt frygte, at han kunne have taget skade…

Silas er absolut stærkest i de mere stillesiddende dicipliner.  Han er ikke den store luftakrobat, der skal eksperimentere med sine fysiske grænser. Om det så er arv (det er jo klart fra FarMan så….) eller et resultat af, at han ikke har haft fysisk overskud til at udvikle sig på det fysiske og grovmotoriske område, ved vi så ikke.