Ferietid

Bag mig ligger en uge med mange gøremål. Forude ligger 3 ugers ferie – Dejligt!

Ugens 3 første dage brugte jeg i hundeklubben med at bespise en flok søde unger og et par voksne. Det gik stille for sig. Og kurset for de unge hundeførere var en gentagelse af sidste års succes. Johanna Allanach var instruktør, og hun er suveræn god til børn.

Juniorholdet anno 2009

Agilitybanerne var bestemt ikke barnemad, og der var sandelig udfordring nok i kursusprogrammet for ungerne. Den første aften skulle de lave et freestyleprogram på 1 minut. Av, det er sgu da ikke let. Men jeg synes, de klarede det rigtig rigtig flot. Jeg fik desværre ikke set så meget til deres aktiviteter, som jeg kunne have ønsket, men jeg var der sådan set også bare for at sørge for, at de fik mad i maverne. Ved siden af det skulle jeg også dikke-dikke Silas og lave lidt kort, så jeg måske også kan få solgt nogle til Jutlandia Cup.

Annemai og Cookie var blandt deltagerne – her i Freestyle-programmet

Apropos kort så har jeg i denne uge også været til fotograf (Sine Perrod) for at få taget billeder af nogle kort. Gode proff. billeder, der kan bruges på nettet. En stor tak til Sine, som tilbød mig at tage disse billeder u/b. Ved samme lejlighed fik jeg taget nogle billeder af Silas, hvoraf jeg gerne skal have valgt et, som jeg skal have printet på lærred i str. 40x60cm. Det var nemlig den fantastisk flotte finalepræmie, som Diva og jeg vandt ved Bededagsstævnet i DKK Viby.

Silas – The Drummer

Silas har været hos lægen i denne uge for at starte på vaccinationsprogrammet. Han nåede ikke at få nogen vacciner, før han blev konstateret syg i okt. Men nu har han fået grønt lys til at gå igang med vaccinerne. Henrik og jeg var ellers lidt betænkelige ved at lade ham vaccinere, da Silas har bøvlet med daglig opkast i lidt mere end en uge. Lægen fik mig overtalt til at lade ham vaccinere, da hun ikke mente, at han havde noget virus eller andet i kroppen, der ville bryde ud pga vaccinen. Så jeg kom derfra uden at være blevet meget klogere vedr. opkastningerne, men normalt kan det da næppe være? Men han virker glad, kvik og feberfri, men han kaster op 1-2 gange om dagen.

Tankerne fyldt med angst og bekymring vedr. årsagen til, at Silas kaster op har fyldt temmelig meget idag, hvor Silas har kastet op 6 gange i løbet af dagen. Både Henrik og jeg bliver bekymrede for, om han har fået LCH i andre dele af kroppen. Og hvis det skulle være tilfældet, så vil han være multiorgan angrebet, og det er bestemt en meget skidt prognose – samt naturligvis en ommer mht behandling. Jeg kan ikke bære tanken, hvis frygten og virkeligheden er den samme……

Men fra andre forældre i situationer lig vores, ved jeg også, at man har antennerne meget ude, fordi man konstant er bange, hvis der er det mindste. Så jeg håber bare, at dette er et eksempel på ubegrundet bekymring. Så vi kan nyde, at Silas er færdig med sin isolation på tirsdag, og vi igen kan leve et normalt liv.

4 meninger om “Ferietid”

  1. Hej Berit. Jeg kan godt forstå at I har antennerne ekstra meget ude, men jeg håber sørme da at det er helt ubegrundet. God bedring til Silas 🙂

  2. Jeg krydser fingre for, at du snart kan skrive en gladere og mere bekymringsfri update på din blog. Jeg kan godt forstå, at I er bange, men håber, at det er falsk alarm. God bedring lille mand!

  3. puha jeg kan godt forså Jer, sidder da helt selv med en klump i maven men men rigtig man skal jo heller ikk mala fanden på væggen ;o))

    Rigtig god ferie ;o)

  4. Jeg forstår sørme godt at i er bekymret, for det ville jeg også være. Jeg tror ikke at man kan lade være hvis eens barn har været igennem et sygdomsforløb. Jeg håber for jer at i finder ud af hvorfor han kaster op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *