Nyt fra OUH

Endelig kom den længe ventede opringning fra OUH. De havde nu fundet tid til scanning og kikkertundersøgelse. Det kunne desværre ikke blive samme dag, så det betyder indlæggelse/narkose to gange, men det går nok. Første indlæggelse er på tirsdag/onsdag, hvor der skal laves kikkertundersøgelse og udtages tarmbiopsi. Denne undersøgelse var jo oprindeligt tiltænkt at skulle UDELUKKE cøliaki/gluten intolerans, men lægen havde en god nyhed til mig.

Nu troede lægerne faktisk, at det var cøliaki, som er den diagnose, som man leder efter, da blodprøverne viser tegn på nogle bestemte antistoffer, som relaterer til cøliaki. Så nu er vinklen at biopsien skal fastslå, at Silas har cøliaki.
Selvom jeg var helt nede over det, da vores lægehus pegede på det for snart to uger siden, så er det da (sammenlignet med det værre alternativ) til at håndtere. Det kræver en livslang diæt for Silas og måske lidt en kolbøtte i vores køkken, hvis man kan sige det sådan, men cøliaki er da trods alt ikke livstruende.

I uge 8 skal Silas indlægges til PET/CT scanning, som jo stadig har til formål at tjekke, om der er LCH i kroppen.

Jeg sidder og er lidt bange for at juble med armene oppe over hovedet, for tænk nu, hvis jeg ikke fik rigtigt fat i, hvad lægen sagde til mig……. Men jeg kan godt mærke, at jeg er lettet ift de 7 foregående dage, men jeg kan også mærke med mig selv, at der skal sidde en læge overfor mig og sige, hvad den endelige diagnose er.

Jeg er irriteret over, at jeg ikke kunne “koncentrere” mig, så jeg præcis vidste, hvad lægen havde sagt, men det er vist ikke kun mig, som har svært ved at høre/forstå, hvad lægen siger, når man er bange og bekymret. Jeg har i hvert fald hørt om fænomenet før.

2 tanker om “Nyt fra OUH”

  1. Krydser fingre for en god løsning. Og ja, jeg tror også det er et ret almindeligt fænomen, at man ikke kan "høre" alt. Du kunne overveje en diktafon eller optage med mobilos måske?

  2. Hvor er det godt at høre at de har ment at det ér cøliaki han har. Min tidligere hvalpetræners søn havde det og der findes masser af opskrifter. Hun lavede bla kagemand til hans fødselsdag. Jeg krydser ALT hvad jeg kan finde på mig der kan krydses for at det "bare" er det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *