Jesperhus Resort

Vores sidste ferieuge tilbragte vi på Jesperhus Resort. Jeg har gennem de sidste 20 år besøgt stedet 3 gange før – sidste gang for 10 år siden, og det er i sandhed et paradis for ungerne – uanset alder.

Det kan godt være lidt svært at holde en ferie, der er god for begge drenge, når den ene er 15 og den anden 2 år. Men jeg tror faktisk, at det lykkedes helt fint. Desværre må jeg nok indse, at Tobias holder lidt sin “egen” ferie med sine egne aktiviteter. Herunder masser af vandland, badminton i Aktivitetshallen og samvær med andre unge campister. Den eneste aktivitet, der kunne trække lidt i ham til fælles samvær var en tur ind til Nykøbing.

Et par trætte drenge på bagsædet

Silas hyggede sig meget – især med aktiviteterne i Blomsterparken, som vores ophold gav fri adgang til. Vi var lidt spændte på, hvad han ville få ud af aktiviteterne, men det kunne vi tydeligt se, da han prøvede den første aktivitet, som var el-bilerne. Da vi steg ud af bilen efter turen, stak han i et vræl – og sådan et vræl stak han tit i efter aktiviteterne. Så det kan man da kun tolke som tilfredshed med aktiviteterne.

Stor utilfredshed, når aktiviteterne stoppede

Inden ferien havde jeg været ude at investere i et flytbart gedehegn (den type orange hegn som præger campingområdet til agilitystævner), og det var en supergod investering. Både til at holde Silas og hundene inde. Ninja søgte godt nok hegnets grænser, dels ved at lægge sig ned og se om hun kunne skubbe hegnet op med snuden, og en aften forsøgte hun også at springe over, men jeg fik råbt hende an lige i det, hun skulle til at sætte af. Hun undslap dog ikke indhegningen på ferien, men blev heller ikke rigtig efterladt uden opsyn af mindst een øjenkrog.

Den lille lejrchef folder sig ud

Da vi satte hegnet op, kom en af de andre campister, der boede små 100 meter længere nede af vejen, forbi og kommenterede lettere nedladent til sin sidemand: “Ja, der er jo nogen, der kan holde deres hunde inde”, eller noget i den retning (frit tolket som: Tænk at nogen har så lidt styr på deres hunde, at de er NØDT til at sætte et hegn op). De havde sådan en lille griffon-ting, som første gang de passerede vores plads, pissede op af min bil (synes det er dårlig pli, at folk lader deres hanhunde pisse op af alt, hvad de kommer forbi). Dagen efter kom den tilløbende og stod udenfor hegnet og spillede smart – og skulle lige til at lette ben ind i indhegning, da jeg sendte den væk med et tramp og et udbrud den næppe kunne misforstå.
Da vi gik tur en af aftenerne kom den farende ud fra deres plads og ville meget gerne lige veksle et par ord af en eller anden art med mine hunde. Hvor er det morsomt (eller måske lidt sørgeligt), når folk har så lidt erkendelse på deres hundes vegne. Måske verden havde været lidt nemmere for denne her hund (og en hel del andre), hvis den enten havde snor på eller var inde bag et hegn. Men episoderne var nu mere underholdende end irriterende – og da kun fordi kvindemennesket var kommet med den kække kommentar.

“Folden”

Vores hegn tiltrak en del opmærksomhed, og vi kunne høre folk snakke om hegnet og om ALLE vores hunde (vi havde alstå kun 3 stk med). Jeg oplevede en meget stor glæde ift Ninja på turen, for jeg gik gerne og trænede lidt med hende i den lille indhegning (ca. 3×5 meter). Det tiltrak af og til lidt opmærksomhed, og det skete da, at folk stoppede op lige ude foran hegnet og stod og kiggede på. Der var faktisk også en dreng, der gav sig til at stå og kalde på hende, men hun ænsede dem ikke og arbejdede videre. Den koncentration er jeg meget tilfreds med!

Ninja på stranden (Lundø)

På hjemturen slog vi ind forbi Henriks forældre, som har sommerhus på den lille halvø, Lundø, som ligger ved Skive. Det var rigtig hyggeligt, og det var faktisk længe siden, at jeg havde været forbi Lundø. Vejret var smukt og vi gik et par dejlige ture der. Bl.a langs stranden, som nok ikke er verdens bedste badestrand, men måske snarere lidt rodet og…. Ja, men jeg elsker at tage billeder på den strand.

Strandbillede fra Lundø

2 meninger om “Jesperhus Resort”

  1. Kære Berit,

    sikke en trist historie du fortæller, det er rørende at du bruger din energi på andre, du er virkelig beundringsværdig.
    Og hvor er det nogle smukke smukke billeder 🙂

    Knus
    Heidi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *