2021 – Tilbageblik

Hvad var 2021 egentlig for en størrelse?

Der skete ikke en skid, vil jeg umiddelbart sige, men når jeg så kigger tilbage på året, så skete der alligevel en hel masse ting. Det er en af grundene til, at det faktisk er meget rart (især for mig) med dette lille tilbageblik ved årets slutning.

På mange måder var 2021 lidt en blanding af en forlængelse og en gentagelse af 2020, hvis man tænker på, hvilken indflydelse Corona havde på hverdagene. I hvert fald, hvis man tænker på årets første kvartal.

Januar:
Silas og hans klassekammerater var hjemsendte og modtog online undervisning. Det fungerer faktisk helt fint for Silas, men man kan nemt falde lidt i sløvt hul, når alle mand bare sidder derhjemme.

Henrik og jeg har arbejdet mere eller mindre hjemmefra i mange år, men vi er ikke vant til at sidde hjemme alle sammen hver eneste dag. Det var nu ganske uproblematik (Godt man ikke lever i en dysfunktionel familie).

For mig er det faktisk ganske herligt, at arbejdet foregår hjemmefra, for som nogle måske husker, så fødte MicMic to små piger juleaften 2020, så jeg nyder virkelig at have tiden hjemme sammen med dem. Og MicMic er simpelthen den mest perfekt mor for sine døtre.

Moderkærlighed

Februar:
Grundet corona kommer vi fortsat ikke nogen steder og den eneste gæst, der kommer her i huset, som ikke er eget kød og blod er Pia, som skal købe den ene hvalp. Hun bliver mit mest friske pust ude fra.

Pia på hvalpenussebesøg

Silas har fået en skole-corona-makker. Det betyder at han og en klassekammerat fysisk er sammen på skoledagene og fritiden og ellers kun ses med hinanden. Vi forsøger hver især i de to familier at lukke af for coronasmitte. Ja, det var jo sådan anbefalingerne lød på daværende tidspunkt, og grundet vores arbejde kunne vi godt honorere det.

Det var også rigtigt fint, for dengang var der stadig en del bekymring for, hvordan Cystisk Fibrose patienter ville blive ramt, hvis de blev smittet – også selvom de kun er børn. Gennem tiden er flere dog blevet smittet (det er nærmest uundgåeligt) uden at det har givet komplikationer (i hvert fald for børnene).

Hvalpene blev et kæmpe lyspunkt i lockdown og Silas elsker MicMics små – og det er gengældt

Midt i februar rejser Mini hjem til Pia, og jeg er så glad for at se, hvilken glæde hun bringer i sit nye hjem. Jeg nyder også rigtig meget, at vi stadig kan ses, så TikTok og Mini stadig kan lege sammen.

Hvalpeleg på en tidlig playdate

Marts:
Der er stadig nedlukning flere steder i vores samfund, og der er forsamlingsloft (så man må ikke være sammen mere end 20 tror jeg det er på det tidspunkt). Jeg plejer altid at gå på hvalpehold, når jeg har en hvalp, Og der midt i februar kan jeg kun finde hvalpetræning et eneste sted i nærheden, for alle klubber har lukket ned.

Jeg går hos en privat udbyder, som uddanner flere instruktører og bliver her belært om at jeg ikke må belønne med legetøj. Jeg tænker ikke at vores tilgang til belønning og min tydelige begejstring ifm belønning er fundet i samme grundskole, så jeg er glad for, at jeg bare kom for at få socialiseret min hvalp og ikke for at lære at træne den.

Hvalpemotivation – TikTok arbejder fint selvom der er mange omkring hende

Vi er gode til at nyde forårsvejret sammen hele familien og tage på lidt længere traveture end en hvalp kan gå med på. Så jeg er superglad for at kunne putte TikTok i hendes rygsæk, når vi går ture

TikTok var god til at sidde i rygsækken og kigge (eller sove)

Vi får lyst til at tage afsted i sommerhus i nogle dage og lejer et sommerhus i vennekredsen. Med hjemmeskole og hjemmearbejde er det jo egentlig nemt nok at tage i sommerhus i hverdagene. Vi inviterer min far med i sommerhus og nyder Lemvig og omegn.

På gåtur med min far

Igen er det fantastisk at have en lille hvalp, der kan puttes i en rygsæk, så man ikke er begrænset på sine gåture.

Så fik man også lige mødt Vesterhavet

April:
Trods min meget sparsomme baggrund med Nosework melder jeg mig til en 3 dages Nosework Camp. Inden kurset kunne Fuji markere en duftkilde med lavendel, og hun havde ikke mange søg på sit CV.

Der er vel ikke noget at sige til at Fuji blev temmelig træt

Men ud fra en devise om, at jeg ikke gider tilegne mig viden hos “amatører”, så meldte jeg mig til denne nosework camp, fordi jeg vidste, at underviserne var nøje udvalgte af MindDog. Det var tre sjove og inspirerende dage med mod på mere Nosework – og en træt hund.

Maj:
Vi lufter campingvognen med en weekend på Årø. Den lille ø der ligger lige rundt om hjørnet. Vi besøger den hvert år, men i år tager vi campingvognen med. Vi trænger nok bare lige til at komme lidt væk efter mange måneder derhjemme.

Ægte campinghygge

Sæsonen er påvirket af Corona lockdown i starten af året, og da der lukkes op igen, så går flere af mine weekender med undervisning i anatomi og terapeutiske teknikker og private terpedage med venner fra holdet.

En meget træt MicMic efter at have været demohund til det praktiske modul om massage


Juni:
Denne måned starter også med en Noseworkdag. DCH kreds 4 har lavet nogle forskellige aktivitetstilbud på denne dag. Nosework er et af tilbuddene. Det har jeg meldt mig på, så Fuji og jeg får serveret et par nye og spændende søg.

Skammeligt nok får jeg ikke dyrket så meget mere i det, selvom det jo virkelig ikke er svært og tidskrævende at gemme en filtdut en sprække.

I juni er jeg også til årets første agilitystævne. Der var vist ikke rigtig noget at skrive hjem om, men vi var der da.

Juli:
En af månedens første dage kan jeg holde eksamensbeviset op foran mig udenfor Nordre Dyrehospital og kalde mig “Rehabiliteringsterapeut for hunde.” Corona har trukket dette forløb ud med +50%.

Fedt endelig at være i mål

Der er ingen tvivl om at den viden, som jeg har fået i dette forløb allerede har sparet mig for flere dyrlægebesøg, og generelt også har udvidet min horisont, og givet appetit på mere.

Hele familien var på weekend hos et hold af mine venner. Jeg har kendt dem ret godt i 6-7 år, og jeg har tit overnattet hos dem, når jeg har været på Sjælland. Silas har også været med mig, men de har faktisk aldrig mødt Henrik. Vi havde bare en super hyggelig weekend.

Silas ombord på båden

Vi var ude at sejle på Roskilde Fjord og fik os en dukkert fra båden. Jeg synes det er så lækkert at svømme i havet og lige den dag var vi heldige med sommervejret, som jeg ellers husker noget svingende for sommeren 2021.

Ingen sommer uden Mandø. Sådan bliver det så også i 2021. Altid smukke og dejlige Mandø. Den lille tidevandsø, der er så ukompliceret og naturlig i ordets bogstaveligste forstand.

Solnedgang på Mandø

Noget af det lækreste er, at gå ud til Sejlrenden og bade sammen med hundene. Der er vandet altid så lækkert. Man skal bare lige have lidt styr på tidevandet, inden man kaster sig ud i projektet

5 badenymfer ved Sejlrenden

Der er tryk på campingpladserne i Danmark i år, og ud fra hvad jeg kan læse på nettet, så er der udsolgt på mange af de større pladser. Der er faktisk heller ikke rigtig pladser at få, da jeg er inde på Humlum Campings hjemmeside, men vi får alligevel en plads deroppe .

Fuji med på SUP board

Vi får nogle skønne dage med masser af ture på SUP board og masser af store is. For på Humlum Camping kan man få store is.

Spiser is med Tobias som kom på campingbesøg

Min far er med os et par af dagene og sover i forteltet. Tobias og Camilla kommer også på besøg. Grundet Corona-situationen har de ikke mod på at tage sydpå, da landene lukker ned og indfører restriktioner på skift. Så det er faktisk skønt at se de unge mennesker frlere gange hen over sommeren.

August:
Silas starter på ny skole. Tænk at han nu skulle starte i 7. klasse. Vi vælger, at han skal flytte fra den lille lokale friskole og til en privatskole inde i Haderslev. Det er en helt ny verden for ham, og jeg kan godt mærke, at han på mange måder er vokset meget på de måneder, hvor han nu allerede har gået der.

Indgang til klassens bygning

Han er fagligt meget mere engageret, og det er hans nye lærere også. Men mon ikke også at sådan noget smitter af.

DM i agility afholdes på Vilhelmsborg sammen med DKKs Hund i Fokus. Mic og jeg har inden dette mesterskab kun været til to stævner i 2021, og det er ikke gået prangende. Mic har også holdt sig en god barselsorlov, så vi er godt nok lidt rustne, så jeg bliver virkelig overvældet, da det går op for mig, at vi bliver nr. 2 til DM.

Vicedanmarksmester 2021

Ja, jeg indrømmer, at jeg faktisk tuder. Men det er aldrig nogen skam at blive så glad, at man tuder over det. Vi er flere i samme båd.

Alle tre på podiet tudede, da resultatet blev kendt

September:
Det er den store stand-up måned for os. Jeg har i corona-jeg-støtter-kulturlivet-og-der-er-vel-et-normalt-liv-der-venter-på-os-derude købt billetter til både Geo og Thomas Warberg. To forskellige shows, to forskellige fredage og to forskellige lokationer.

Thomas Warberg

Warbergs show er hylende godt (mine kinder var ømme af at grine), og vi får salens bedste pladser, da de to forreste pladser lige midt for scenen står tomme. Vi har også billetter til første række, men laaangt ude i siden. Ikke ligefrem gode pladser. Warberg spørger os ud over scenekanten, om ikke man ser ret dårligt fra vores pladser. Det kan jeg blot bekræfte. Så anviser han os i bedste stil de to konge-pladser lige foran ham.

Fuji er til kontrolscanning af hjertet og alt ser så fint ud. Det er så dejligt at vide, at medicinen gør sit arbejde, og Fujis hjerte fungerer godt.

Fuji til hjertescanning

Sidst på måneden er jeg sammen med 80 kolleger i Valencia til salgskonference. Det er nogle fantastisk skønne dage, og det er dejligt at få lært sine kolleger bedre at kende. Grundet lockdown er der mange, som jeg aldrig havde mødt.

Byvandring med kolleger

Oktober:
Som vordende farmor deltager jeg i mit første babyshower. Jeg har før tænkt, at det var noget pjat, og noget der var pustet op til noget vildt, men sådan opfatter jeg ikke dette babyshower. Det er super hyggeligt og meget kærligt.

Gætteleg – hvor meget måler maven


November:
Jeg kan ikke en brik førstehjælp, så jeg melder mig til et førstehjælpskursus (Hjerte Lunge Redning) med henblik på at melde mig som hjerteløber. Jeg har dog først fået meldt mig til hjerteløberordningen d. 31/12. Ja, det er måske meget godt at se tilbage til året og lige samle op.

Jeg bliver farmor til lille Pelle. Det skal man jo endelig ikke glemme at nævne.

Farmor – ja, det er jo så mig – med lille fine Pelle på armen

Juledekorationsdag. Vi gjorde det i 2020, så Tobias mente, at det nu var en tradition at lave juledekorationer sammen. Jamen det har han da ret i. Det er da ikke så tosset en tradition. Min far er også med på den tradition, så vi laver juledekorationer, spiser æbleskiver og beundreder lille Pelle.

Det kreative værksted

December:
Den vildeste omvæltning for 2021 sker vist her i denne måned. Efter mange mange år i samme branche skifter jeg til en anden branche. Og tilbage til landevejene og salget. Ud til kunder igen. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt.

December er gået med intro, og det har været hårdt. Der er meget nyt at lære, men jeg glæder mig til at stå på egne ben her fra nytår.

Corona er ligeved at drille vores jul lidt, da min far bliver testet positiv i ugen op til jul. Det bedste er dog, at han forbliver symptomfri. Heldigvis kommer han fri af isolationen og kan faktisk også mønstre en negativ PCR test i julegave.

Så vi får heldigvis også selskab af ham juleaften og af Tobias, Camilla og Pelle første juledag.

2021 bliver også det første år, hvor jeg ikke fik sendt en eneste personlig julehilsen afsted, hverken pr. post eller email. Julehilsener er desværre en uddøende ting, men jeg synes, det er super hyggeligt. Men jeg bidrog ikke til den dette år. Der er faktisk også meget langt mellem de af mine venner, der holder det i hævd.

Ikke tit man kan bygge en julesnemand

2021 vil jeg også gerne huske for et levere en hvid jul, som helt klart kickstarter julestemningen. For det hele er bare lidt smukkere klædt i sne og frostklar sol.

Reflektioner for 2021/2022:

Terapeut
2021 har udvidet min horisont og åbner sikkert også nye døre. Jeg blev tændt på at kunne hjælpe min egne hunde og har også hjulpet andre hunde end mine egne.

Det er altid en fornøjelse at kunne gøre noget for sine egne og andres hunde

Jeg er blevet nysgerrigt på at vide mere og går i krig med Kranio Sakral Terapi og mere viden om bindevæv og teknikker til at løsne bindevævets linjer. Så det er nogle af mine planer for 2022.

Rally:
Jeg nævnte ikke et pip om Rally i mit tilbageblik på 2021, men jeg har faktisk været til en god håndfuld rallyprøver med Ninja. Rally har været en rejse for mig med masser af udvikling. Vi har ikke klaret os specielt godt til prøverne i år.

Jeg nyder at gå rally med Ninja og jeg tror, at vi er ved at knække koden

Jeg har især måtte lære at sætte tempoet betragteligt ned, så Ninja havde en chance for at nå at opfange signaler og kommandoer. Jeg føler faktisk, at vi er et supergodt sted nu, og jeg glæder mig til at komme til næste rallyprøve. Sidste planlagte rallyprøve her inden nytår blev dog aflyst pga corona.

Fuji hygger også med rally. Dog mest bare til træning, men hun udvikler sig virkelig også og vokser med opgaven. Måske bliver det også til en rallyprøve eller to mere for hende i 2022.

Agility:
Det er sheltiernes geschæft. Det har været ret meget på nødblus i 2021 pga hvalpe og lockdown, men jeg synes Mic og jeg er inde i en god udvikling, og jeg glæder mig til at løbe stævner med hende i 2022.

Både Mic og jeg smiler

Så er der jo også lille TikTok. Hun er jo lige blevet et år. Hun er muskuløs og har god kropskontrol, så nu synes jeg, at det er det rigtige tidspunkt at gå igang med noget, der ligner agilitytræning. Indtil nu har vi leget, lavet basisting og øvet selvkontrol.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er til buede tunneller, spring og tight turns om vinger og kegler på hvalpe/meget unge hunde, så jeg venter med de øvelser. Men nu føler jeg, at vi er klar. Jeg er sikker på, at vi får det sjovt sammen, når vi nu tager hul på næste kapitel.

Det bliver så sjovt at komme igang med lidt mere

Vi er her i december startet på en online class til indlæring af løbefelt (til brug på balancebommen). Vi er dog endnu kun nået til det stadie, hvor hun løber over en target på jorden. Det bliver sikkert en sjov (og måske også frustrerende rejse).

Familie:
Jeg har nydt de mange gode ture sammen med familien, og håber vi også kan være gode til at komme afsted sammen i 2022, også selvom der er masser af muligheder for at lave andre ting. Det er så en pil, der peger på mig, for det er mig, der flyver afsted til alt muligt, men jeg nyder også det simple med en rygsæk med mad og drikke og så ud i naturen med min familie.

Pelle skal døbes og i det hele taget, så glæder jeg mig også til at følge ham og hans lille familie. Mon ikke der også bliver listet lidt ekstra samvær ind der.

Mest af alt glæder jeg mig over den gode udvikling, der sker for Silas på grund af den nye medicin. Den højner helt sikkert hans livskvalitet. Det er intet mindre en fantastisk.

Godt nytår til alle min læsere (hvis nogen ellers har hængt på helt til bunden af dette indlæg)

Uge 42 balance

Skolernes efterårsferie. Blandet vejr. Lidt frost på bilen om morgenen. Sol nogle af dagene og stiv kuling midt på ugen. Det var en uge med afveksling på alle fronter.

Efterår er smukke farver

Det er jo ikke nødvendigvis min efterårsferie eller Henriks. Så denne uge har været sådan lidt en balancegang mellem at arbejde og hygge med Silas.

Lidt hjemmebagte fingre blev det da også til en aften

Legeaftaler var ikke så nemme at stampe op af jorden for den unge mand. Det var som om dem, som han spurgte havde mange planer for ugen. Vi havde faktisk ikke så mange planer, men vi skulle nok finde frem til noget hen af vejen. Heldigvis var han i starten af ugen godt beskæftiget med at færdiggøre en animationsfilm, som han har arbejdet på meget længe.

Silas´ film

Nu blev filmen endelig færdig. Han har selv programmeret bevægelserne, scenerne og redigeret med lydefffekter og undertekster. Det ser måske ikke ud af “noget”, men det er faktisk et meget stort arbejde. Han er meget kreativ og omhyggelig med sådan nogle projekter, og det er da fedt, at han fordyber sig i noget, som kan tage mange uger at gøre færdigt. Der er masser af ting i filmen, som jeg fatter hat af, men sådan er det jo nok, når man pludselig er en gammel nisse.

Sidst på ugen kunne jeg så holde helt fri, så vi kunne tage ud på tur.

Gruppeluftning langs vandet

Vi var på Rømø sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt, Oliver. De to drenge har det bare fantastisk sammen. Vi gik tur på Rømø, hvor vores hunde og drenge fik brændt lidt krudt af.

Så gik drengene der i en dyb samtale

Vi havde madpakker og varm te med, og inden vi fik set os om, så havde vi brugt en hel eftermiddag på den lille ø. Peter Plys den kloge bamsebjørn siger så rigtigt: “Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen”

Det var tophyggeligt at sidde bag i Monas kassevogn og kigge ud på de mange aktiviter, der var igang på Rømø. Der var mange mennesker (men god plads). Der var en del drager i luften, og en gang imellem kom solen også forbi.

Det var mega hyggeligt at sidde i kassevognen og nyde en kop te og kigge på aktiviteterne på Rømø

Fredag kørte Silas, Henrik og jeg en tur til “Skovsnogen”/Deep Forest Art ved Kibæk. Stedet har oplevet et kæmpe boom i år, da Corona lockdown og de mange danskere, der skulle ud i den danske natur har givet dem besøgstal, der er flere gange over deres sædvanlige besøgstal.

Silas betragter et kunstværk, der hænger i træerne.

Turen rundt i skoven med de 80 friluftskunstværker er ca 3,5 km. Nogle af kunstværkerne virker som noget tilfældigt skrammel, men andre af kunstværkerne er sjove og interessante.

Et kludeslumretæppe lavet af perler

Jeg kan da godt anbefale turen i skoven, hvis man alligevel er på de kanter, men ikke hvis det bare er for den tur, man starter bilen og kører 1½ time.

Fra “Skulptur kirkegården”

Kulturel tur i skoven med indlagt picnic. Det var det i hvert fald. Det var faktisk en god feriedag. Især når vi fik den afsluttet som vi gjorde. For vi havde nemlig en slutdestination på turen, så det hele gav super god mening.

Kunstpause og picnic. Turen rundt i skoven kan med fordel deles i to.

Det var smart at vi efter skovturen kunne køre direkte hjem til Tobias og Camilla i Ikast og spise og hygge sammen med dem. Det var super skønt, at det kunne lade sig gøre. Når ens børn pludselig bliver så gamle, at de flytter hjemmefra (det er nu mange år siden efterhånden Tobias fløj fra reden) og får deres eget liv, der skal passes, så kan det nogen gange være svært at finde tid til at ses. Især når man ikke lige bor op og ned af hinanden.

Tobias og Camillas “Gris”, som virkelig lugter meget meget dårlig når den fiser. Ingen kan jo se på den, at den på det her billede netop har lukket en fis ud, der lugtede alt for meget af rådne æg.

Ugen igennem har den dårlige samvittighed plaget mig. Jeg føler mig bagud. Anatomi kommer virkelig ikke bare af sig selv, og vi er igang med muskellære på kurset for hundefysioterapi. Jeg synes den del er meget hård, og jeg synes ikke, at jeg kan “nok”. Men der er kun en vej, og det er gentagelser på gentagelser.

Fuji nyder at være demohund. Total afslapning og gengældte kærtegn til Anne med slik på hånden.

Hele dagen i dag har jeg brugt på at læse op sammen med en af de andre fra holdet. Selvom man sidder med det i 6 timer, så når man åbenbart ikke længere end til forbenene. Det er hårdt, men også interessant, og jeg glæder mig faktisk til det sidder på rygraden. Det giver godt at terpe sammen med andre, så jeg håber, at jeg nu er endnu bare rustet til vores næste modul, der starter på torsdag.

Nu banker hverdagen på igen, og heldigvis glæder jeg mig også til hverdagen.

Ferie i sandaler

Men nu kan vi vist godt pakke sandalerne væk igen! Men det var skønt at få mulighed for at lufte dem i sidste uge. Det var en kold omgang at komme hjem til 15 grader tirsdag aften.

Så er de igen pakket væk, men vi fik da luftet dem lidt

Sommerferien skal naturligvis holdes i DK. Der var ingen tvivl hos mig, men efter at have oplevet DK gennem et par ferieuger, så var jeg generelt ikke særlig imponeret af mine landsmænd. Så kunne det ene sted vist være lidt så godt som det andet sted at holde ferie.

I første omgang forsøgte jeg at få gang i en campingferie med gode venner til både mig og Silas, men det ville ikke rigtig gå op i en højere enhed, og da det danske vejr mest ville byde på 16-18 grader og regn, så var det virkelig ikke svært at finde på noget andet.

Vi kiggede lidt på vejrudsigten lidt længere sydpå. Det var virkelig kun lidt længere sydpå. For i Niedersachsen i Tyskland skulle vi kunne få 22-25 grader og lidt sol hist og pist. Det vejr passede faktisk os og hundene ret godt. Godt vejr og familieoplevelser. Det gad vi godt!

Lige det her gad vi godt! Billedet er fra Celle

Campingvognen og mundbind (som det er obligatorisk at bære i butikker og tankstationer osv i Tyskland) blev pakket, og torsdag trillede vi afsted. Tyskland er et nemt og billigt land at holde ferie i, og så ligger det lige ved siden af. Det var bare at starte bilen og køre.

I butikker og fællesfaciliteter på campingpladsen skulle der bæres mundbind.

Vi havde kurs mod Celle, og det var sgu lidt satset at køre afsted uden at have booket camping her i højsæsonen. Vi dumpede ind på en campingplads i nærheden af Celle og var heldig at få en af to ledige pladser, som vi kunne leje i 2 nætter.

Så var det bare at pakke ud og lufte hundene. Vi kunne allerede der mærke, at vi var ankommet til et lidt andet klima. Jakkerne behøvede vi ikke at tage på, selvom klokken var 22.

Fredag brugte vi i Celle. Vi gik rundt og kiggede lidt på byen og de smukke gamle huse. Vi rundede også slottet, og mens Silas og Henrik studerede parkens ænder og de store gnaverdyr, der svømmede rundt ved slottet, satte jeg mig sammen med hundene og kiggede ud over området.

Hundene og jeg venter på slotsplænen, mens Silas (rød jakke) kigger på parkens ænder

Det er helt uvant for mig at tage afsted uden nogen form for research. Denne gang kørte jeg faktisk bare bilen, og Henrik måtte bestemme, hvor vi skulle køre hen.

Hen mod slutningen af ferien viste det sig, at Henrik havde den opfattelse, at han plejede at være den, der fandt ud af, hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle se. Det kunne vi godt grine lidt af. Ja så må alle jo føle sig tilfredse og ikke overhørte, selvom jeg havde den klare opfattelse, at jeg plejede at bestemme destination m.m.

Nå men i min research i Celle fandt jeg ud af, at Celle Slot faktisk har en sammenhæng med det danske kongehus. Det var her Frederik d.7.´s kone, Dronning Caroline Mathilde blev deporteret til, efter at hendes elsker Struense var blevet henrettet for landsforræderi. Den afsatte dronning boede på slottet til hun døde af febersyge som 23.årig.

En sumpbæver i forgrunden og Celle Slot i baggrunden.

Celle var en ganske hyggelig by med mange flotte gamle huse. Det er lige sådan nogle byer, som vi godt kan lide at snuse rundt i. Men det var ikke en by, som vi umiddelbart kunne få mange dage til at gå i. Men den var superfin til en dagsudflugt.

Vi havde også kun to overnatninger på campingpladsen, som var rimelig fyldt op. Selvom vi jo kun var der for at sove, så var det jo også rart, når man kunne sove. Den første nat blev vi vækket af et meget grædende spædbarn i autocamperen bag os. Den sidste nat var vi underholdt af en medcampists højlydte lyde. Vi antager, at han snorkede – og det var på en lidt brutal måde.

Så vi var ikke kede af at bryde op fra en dyr plads med masser af leben og aktiviteter, som vi alligevel ikke skulle bruge. Jeg vil faktisk også helst dele fællesfaciliteter med så få som muligt.Vi havde egentlig bare brug for et roligt sted.

Her var den skønneste ro

Det fandt vi på den næste plads, som virkelig var pudsig. Pladsen bestod mest af fastliggere. En del af parcellerne var der bygget huse på, men andre stod der campingvogne med store faste telte til. Der var høje hegn og hække. Alt det som fastliggere i Danmark ikke må. Men her var hyggeligt, og vi følte os velkomne.

En fastligger-gade på campingpladsen. Her er både huse og høje hække og en masse andet tingel-tangel

Den ene nat talte jeg, at vi var 7 enheder udover fastliggerne på pladsen. Men vi syntes det var en skøn plads. Der var helt stille, når man vågnede om morgenen. Kun fuglene kunne høres og måske lidt vind i bladene i buskene. Perfekt!

Pladsen havde også en lille sø, hvor man kunne bad og fiske

Fra pladsen havde vi ca 15 km til Braunschweig, som vi kørte ind og besøgte efter at have fået stillet campingvognen an og spist vores frokost. Det var endnu en by med gamle smukke huse.

Søjlen hedder 2000 Jahre Christentum og det var interessant at stå og betragte de mange små og fine detaljer for forskellige tidsaldre.

Tyske byer har bare en skøn stemning. Det skønt at kunne sidde udenfor og spise på restauranterne, der i øvrigt krævede at alle gæster udfyldte papirer med navn, adresse og telefonnummer.

Registreringskort, så der evt kan smitteopspores

På den måde havde de styr over, hvem der havde været i kontakt med deres personale og måske havde været inde på deres restaurant. Vi sad nu kun udenfor. Der var over 20 grader hver dag, og vi havde også hundene med.

Det er så nemt at have hundene med. Når der er pause ligger de bare. Når vi spiser, så sover de (så ved de pausen er lang)

Hundene er i sig selv ret nemme at have med, selvom de også udelukker nogle aktiviteter. Jeg er glad for, at jeg altid har slæbt dem med mange steder. Vi kan gå gennem byer uden at de tager spor notits af andre mennesker eller hunde. Når vi stopper op og holder en pause, så lægger de sig ned. Når vi sætter os ved en restaurant, så lægger de sig hurtigt til at sove.

Mexikansk tallerken. Vi blev mætte – meget mætte

Braunschweig har mange gamle og imponerende bygninger. Store bygningsværker med torve/pladser foran.

Dankwarderode Castle

Der var faktisk også nyere og seværdige byggerier i Braunschweig. F.eks dette farvestrålende bygningsværk med alle former og farver. Bemærk de mange forskellige vinduesformer.

Happy Rizzi Haus

Dagen efter kørte vi til byen Goslar, der ligger i det nordlige Harzen. Når man er til gamle, skæve og smukke byer, så er det altså ikke et helt tosset sted at tage hen.

Idyl i Goslar

Vi gik også en tur langs kanalen der løber gennem byen. Bemærk f.eks det lille gule skilt på bygningen til venstre i billedet. Det er en vandstandsmåler. Hertil stod vandet i juli 2017.

Henrik og Silas kigger ud fra Kejserpaladset

Vi har været i Harzen før, og der er masser af charme. Smukke gamle huse og bjerge i baggrunden.

Jeg er ikke færdig med Harzen, så jeg er frisk på en lille minferie til Goslar en anden gang. Jeg observerede også andre danskere i Goslar, så vi er nok ikke ene om at have det sådan.

På vores sidste dag kørte vi ud til en borgruin. Der var ikke et øje, og desværre var selve turen op i tårnet ikke mulig pga Corvid-19, men der var dog stadig noget at se.

Resterne af Lichtenberg Slot

Vi valgte at slutte af med en tur til Braunschweig, hvor vi også kunne få feriens sidste eisbecher.

Feriens sidste Eisbecher med mandel og marcipan

Så tænkte vi egentlig også at ferien var forbi for denne gang. Vores mission lykkedes til fulde. Vi fik sommervejr og slap for det danske møgvejr, som vi kunne læse om på facebook.

Vi fik set noget nyt og oplevet noget sammen. Som Henrik så klogt sagde til Silas, der umiddelbart hældte mest til bare at blive hjemme (og hænge ved pc og IPad), så er det, når man tager afsted på ture og ferie, at man får minder sammen, som man sammen kan se tilbage på.

Med 5-6 dage i sommervejr var det tid til at vende snuden hjem mod DK. Kun en enkelt morgen og formiddag med regn, hvor vi bare blev inde i campingvognen og hyggede os med spil og tilhørende latter.

Formiddagsregn – Vi spiller Scribblish og morer os!

Fordi vi ikke gad at holde i kø ved Hamburg og måske forventede at vi kunne ske at komme til at se noget smukt på turen, så valgte vi at køre lidt øst om og krydse Elben ved Lauenburg. Det var en kæmpefejl. Vi blev mødt af omkørsel på omkørsel. Vi blev ledt igennem en masse små tyske byer (ikke som i DK, hvor der er omfartsveje udenom snart hver en lille by), så det blev til rigtig mange igangsætninger og hastighedsbegrænsninger ned til 30 km/t. Lad mig bare sige det sådan, at det er en hel anden oplevelse at køre på autobahn, når man nu har fået en tempo 100 godkendt vogn. Det her var både anstrengende og irriterende.

Lauenburg. En brostensbelagt og egentlig ret charmerende gade, der var lukket for biler

Da vi endelig nåede frem til Lauenburg og havde satset på en sen frokost med kig ud over Elben, så blev vi svært skuffet. Der var intet sted, hvor vi kunne få noget at spise. Byen var nærmest lidt spøgelsesagtig med sin ellers hyggelige og specielle gader og huse. Flere små butikker var Coronalukkede. Skuffede og sultne måtte vi køre videre og finde noget at spise ved motorvejen i stedet.

Det bedste vi kan sige om den hjemtur var, at vi slap for kø ved Hamborg, for vi kørte via Kiel. Vi slap også for kø for at komme ind i DK, hvor der ellers havde været kilometerlang kø for at komme ind i landet, da vi kørte over grænsen til Tyskland.

Det var en helt fin tur til Tyskland. Tyskerne er mindst lige så gode til håndsprit, som danskerne. Vi oplevede, at de er bedre til at holde afstand. Måske er mundbindet med til at hjælpe dem til at huske, at noget er anderledes. Jeg følte mig i hvert fald lige så tryg i Tyskland som i Danmark, men vi hang jo heller ikke ud, hvor der var mange mennesker, og vores ferie foregik udenfor – eller i vores egen campingvogn.

Hundeskader, Mandø og Corona

På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.

Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.

Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.

Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.

Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste

Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.

For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.

Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.

Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet

Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.

Mandø er magisk

Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.

Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne

Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.

Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.

7 ud af 12 hunde er fanget på billedet

Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.

Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen

Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!

Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.

Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.

Et af de gode fangststeder

Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.

Smukt så langt øjet rækker

Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.

Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!

Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.

Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet

Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.

Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.

Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.

Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.

Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.

Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.

Vandreferie – Bramslev Bakker

Efter en kold nat i teltene, hvor ingen af os faktisk sov supergodt, så skulle vi finde ud af, hvad dag 2 skulle bruges på.

Jeg er glad for, at jeg i det mindste havde taget håndklædedækkener med, så hundene havde noget om sig om natten. De føltes heldigvis dejlig varme under dækkenet.

Hvor skulle vi vandre henne i dag? Der er jo mange muligheder, når man bare kan starte bilen og køre.

Fuji kigger ud på en ny dag – Hvad mon den bringer?
Vores lille teltlejr den første nat

Vi drøftede mulighederne over vores spartanske morgenmad, som vi havde indkøbt i Løvbjerg, før vi rejste teltene dagen før.

Vi lægger planer over morgenmaden

Vi blev enige om at starte dagen med at gå en tur ud til Hald Ruin. Det var en lidt kortere vandretur, der startede ved p-pladsen, hvor vores biler holdt.

Det var faktisk også en ret flot tur, hvor vi gik af en gammel autentisk sti, som førte os ud til Hald Ruin.

En del af stien ud til borgruinen

Borgen blev opført i 1528 under urolighederne ved reformationen, og der arbejdes lige nu ihærdigt på at restaurere ruinen og gøre den lidt mere til “oplevelsesrig”

Tårnet ses bag den vilde bevoksning

Fra borgruinens tårn var der en fin udsigt ud over Hald Sø

Udsigt fra tårnet

Hundene klarede fint turen op og ned af de smalle trapper på tårnet. Selvom Fuji har en ide om, at trapper altid skal forceres i løb.

Lidt smalle trapper

Med en smuttur ud over terrænet mod Hald Hovedgård, som vi valgte ikke at gå omkring, så blev turen på ca 3,5 km. Det er jo en tur alle kan holde til at gå.

Der er bare et helt igennem smukt og varieret landskab i det område.
Hvis der er vand, så skal Fuji i. Denne gang havde Ninja lyst til at trække pind med Fuji – i vandet!

Efter dagens første tur var det jo bare at starte bilerne og køre videre til næste vandrerute. Men “bare” var det nu ikke, for Ibens bil ville ikke starte. Så frem med startkablerne, så vi kunne puste liv i Toyotaen (troede ikke at det kunne ske for en Toyota – de starter da altid!).

Førstehjælp til Toyota

Med liv i begge biler gik turen videre til Hobro. Efter at en gammel kollega havde gjort mig opmærksom på, at Bramslev Bakker “lige var mig”, og en facebookven havde delt billeder fra Panoramaruten, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at vandre den rute.

Vi besluttede os for at vælge en campingplads denne gang. Så kunne vi slå teltene op og skulle ikke bøvle med det efter turen. Vi kunne også få et dejlig varmt bad. Der var flere fordele ved det.

Campingpladsen havde en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt ud over Mariager Fjord. Den lå strategisk smart på ruten. Nemlig yderst på ruten ift Hobro.

Udsigt fra campingpladsen

Derfor kunne jeg hurtig se det smarte i at gå fra campingpladsen og ind til byen. Der kunne vi tjekke deres ishus på havnen ud, når vi samtidig skulle snuppe os et hvil. Som ukronet is(vaffel)dronning, så var det jo åbenlys god planlægning.

Campingfatter rådede os til at tage turen ind til byen oppe i bakkerne og retur langs kysten, så ville vi havde vinden i ryggen nede ved vandet. Godt råd fra campingfatter. Han var i det hele taget en positiv oplevelse. Han fortalte, at han selv havde bygget den lille campingplads tilbage i 1998. Ikke en plads med en masse halløj, men pæne og rene faciliteter til en meget fin pris. For 2 telte, 2 personer og 5 hunde kom vi af med 119 kroner for en overnatning.

Nu ventede der bare den mest fantastiske tur gennem Bramslev Bakker. Udsigten var skøn og varieret på vejen ind mod byen.

Udsigten fra bakkerne over Mariager Fjord ind mod Hobro

Terrænet var til tider krævende. Stierne var nogle steder lidt smalle, og det gik op og ned.

Forholdvis smalle stier, der snoede sig ind i bevoksning og bakker

Andre steder gik man vi på græsstier eller grusveje og kunne kigge ud over marker eller områdets store golfanlæg.

Det var fantastisk at kigge ud over bakkerne, terrænet og fjorden. Vi nød virkelig synet og variationen.

Udsigt ned gennem bakkerne

Faktisk var vi lidt høje af at gå turen. For det var virkelig så smuk en rute.

Iben og jeg på ruten

Det er også vigtigt at holde pauser, så vi og hundene kunne få noget at drikke – og måske ekstra tid til at nyde udsigten.

Under en pause i bakkerne fik hundene ligefrem en lille morfar, mens vi nød udsigten

Vi nåede Hobro og gik lidt ekstra for at komme over til ishuset. Iben gjorde holdt og besøgte det (efter hendes udsagn) det klammeste offentlige toilet. Godt jeg ventede med håndsprit og hunde udenfor.

Mon hun er professionel hundelufter??

Isen gjorde os godt. Ærgerligt var det for mig, at mit meget elskede guf gled af vaflen sammen med flødebollen og havnede i Ninjas pels. At dømme ud fra hendes udtryk, så satte hun slet ikke pris på det.

Ispause – min is er stadig intakt på billedet

Efter en god pause på havnen var vi klar til at gå retur til campingpladsen via lystbådehavnen og langs kysten.

Retur langs kysten. Der er masser af får i Bramslev Bakker, og de tager ikke meget notits af hundene. Fuji og MicMic var lidt på dupperne, når fårene var tætte på
Retur mod campingpladsen

Her klagede vi bestemt heller ikke over udsigten.

Et kig op i bakkerne fra kyststien

Det værste ved denne vandretur var de mange led, som skulle åbnes og lukke mellem fårefoldene. I disse coronatider er jeg faktisk ikke særlig begejstret for at dele kontaktflader med andre, men det var umuligt at undgå på denne tur.

På vej mod endnu en låge = kontaktflade der deles med andre

Nogle af passagerne mellem foldene var sådan nogle, som man skulle kante sig igennem, og hvis man havde sådan lidt nervøse eller meget frembusende hunde, så kunne det godt være sin sag at komme gennem passagerne uden at hundene risikerede at komme i kontakt med stødhegnet.

Iben kigger tilbage. Der var virkelig ikke meget plads. Man skulle krænge sig rundt om pælen i V´et på leddet – og undgå at hundene rørte hegnet

De smalle passager vil nok være en udfordring, hvis man har gigantracer eller selv er en sværvægter.

Men både Iben, vores hunde og jeg kom helskindet igennem uden at få rap af hegnene.

Vi mødte underligt nok ikke mange på turen. Det kan man godt undre sig over, for turen er virkelig skøn, og vandreruten er fint afmærket.

Ruten var godt afmærket, så det var rimelig nemt at finde vej

Jeg kan virkelig anbefale denne smukke tur. Det er en god idé at starte på campingpladsen og vandre ind mod byen og retur igen. Man kan nemlig slutte af med at spise aftensmad eller måske kagebord på restauranten, der ligger i forbindelse med campingpladsen.

Gennem et vådområde var der etableret en fast gangbro, så man kunne gå tørskoet

Jeg havde en ide om, at vi kunne spise i restauranten, men dels lå vores is pænt tungt i maven på os, og vi nåede heller ikke retur til campingpladsen, før restauranten havde lukket. Så vi måtte spise, hvad der lige kunne støves op af nødrationerne.

Altså ikke fordi jeg koger Iben. Jeg måtte nøjes med en pasta snack pot.

Det var skønt at komme retur efter de mere end 13 km og vide, at vi allerede havde installeret os. Hundene kunne gå direkte ind i teltet og lægge sig, hvis de havde behov for det.

Fuji lukkede hurtigt øjnene

Bedst af alt, så kunne vi bare sætte os ned og slappe af efter at have gået mere end 30.000 skridt på vores to ture den dag.

Panoramaruten med afstikker til ishuset

Bramslev Bakker og Panoramaruten får mine varmeste anbefalinger. Jeg undrer mig over, at jeg kan have overset så smukt et stykke natur i Jylland, som jeg gennem mange år på landevejen har kørt så meget på kryds og tværs i. Det her var virkelig en fantastisk tur.

Jeg sov helt klart bedre på nat nr. 2. Nu havde jeg også fået indkøbt mig en hovedpude og tilhørende betræk i en genbrugsbutik. Temperaturen var nede omkring 9 grader. Brrr hvor koldt! På med uldsokkerne og op med hætten på fleecejakken og soveposen lynet helt op!

Vi stod op til fuglefløjt og smuk udsigt over Mariager Fjord og uden helt at vide, hvor vi skulle gå på denne 3. og sidste dag på vores lille miniferie.

Fortsættelse følger…… (Hvis du har misset dag nr. 1, kan du se her)