Ferie i sandaler

Men nu kan vi vist godt pakke sandalerne væk igen! Men det var skønt at få mulighed for at lufte dem i sidste uge. Det var en kold omgang at komme hjem til 15 grader tirsdag aften.

Så er de igen pakket væk, men vi fik da luftet dem lidt

Sommerferien skal naturligvis holdes i DK. Der var ingen tvivl hos mig, men efter at have oplevet DK gennem et par ferieuger, så var jeg generelt ikke særlig imponeret af mine landsmænd. Så kunne det ene sted vist være lidt så godt som det andet sted at holde ferie.

I første omgang forsøgte jeg at få gang i en campingferie med gode venner til både mig og Silas, men det ville ikke rigtig gå op i en højere enhed, og da det danske vejr mest ville byde på 16-18 grader og regn, så var det virkelig ikke svært at finde på noget andet.

Vi kiggede lidt på vejrudsigten lidt længere sydpå. Det var virkelig kun lidt længere sydpå. For i Niedersachsen i Tyskland skulle vi kunne få 22-25 grader og lidt sol hist og pist. Det vejr passede faktisk os og hundene ret godt. Godt vejr og familieoplevelser. Det gad vi godt!

Lige det her gad vi godt! Billedet er fra Celle

Campingvognen og mundbind (som det er obligatorisk at bære i butikker og tankstationer osv i Tyskland) blev pakket, og torsdag trillede vi afsted. Tyskland er et nemt og billigt land at holde ferie i, og så ligger det lige ved siden af. Det var bare at starte bilen og køre.

I butikker og fællesfaciliteter på campingpladsen skulle der bæres mundbind.

Vi havde kurs mod Celle, og det var sgu lidt satset at køre afsted uden at have booket camping her i højsæsonen. Vi dumpede ind på en campingplads i nærheden af Celle og var heldig at få en af to ledige pladser, som vi kunne leje i 2 nætter.

Så var det bare at pakke ud og lufte hundene. Vi kunne allerede der mærke, at vi var ankommet til et lidt andet klima. Jakkerne behøvede vi ikke at tage på, selvom klokken var 22.

Fredag brugte vi i Celle. Vi gik rundt og kiggede lidt på byen og de smukke gamle huse. Vi rundede også slottet, og mens Silas og Henrik studerede parkens ænder og de store gnaverdyr, der svømmede rundt ved slottet, satte jeg mig sammen med hundene og kiggede ud over området.

Hundene og jeg venter på slotsplænen, mens Silas (rød jakke) kigger på parkens ænder

Det er helt uvant for mig at tage afsted uden nogen form for research. Denne gang kørte jeg faktisk bare bilen, og Henrik måtte bestemme, hvor vi skulle køre hen.

Hen mod slutningen af ferien viste det sig, at Henrik havde den opfattelse, at han plejede at være den, der fandt ud af, hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle se. Det kunne vi godt grine lidt af. Ja så må alle jo føle sig tilfredse og ikke overhørte, selvom jeg havde den klare opfattelse, at jeg plejede at bestemme destination m.m.

Nå men i min research i Celle fandt jeg ud af, at Celle Slot faktisk har en sammenhæng med det danske kongehus. Det var her Frederik d.7.´s kone, Dronning Caroline Mathilde blev deporteret til, efter at hendes elsker Struense var blevet henrettet for landsforræderi. Den afsatte dronning boede på slottet til hun døde af febersyge som 23.årig.

En sumpbæver i forgrunden og Celle Slot i baggrunden.

Celle var en ganske hyggelig by med mange flotte gamle huse. Det er lige sådan nogle byer, som vi godt kan lide at snuse rundt i. Men det var ikke en by, som vi umiddelbart kunne få mange dage til at gå i. Men den var superfin til en dagsudflugt.

Vi havde også kun to overnatninger på campingpladsen, som var rimelig fyldt op. Selvom vi jo kun var der for at sove, så var det jo også rart, når man kunne sove. Den første nat blev vi vækket af et meget grædende spædbarn i autocamperen bag os. Den sidste nat var vi underholdt af en medcampists højlydte lyde. Vi antager, at han snorkede – og det var på en lidt brutal måde.

Så vi var ikke kede af at bryde op fra en dyr plads med masser af leben og aktiviteter, som vi alligevel ikke skulle bruge. Jeg vil faktisk også helst dele fællesfaciliteter med så få som muligt.Vi havde egentlig bare brug for et roligt sted.

Her var den skønneste ro

Det fandt vi på den næste plads, som virkelig var pudsig. Pladsen bestod mest af fastliggere. En del af parcellerne var der bygget huse på, men andre stod der campingvogne med store faste telte til. Der var høje hegn og hække. Alt det som fastliggere i Danmark ikke må. Men her var hyggeligt, og vi følte os velkomne.

En fastligger-gade på campingpladsen. Her er både huse og høje hække og en masse andet tingel-tangel

Den ene nat talte jeg, at vi var 7 enheder udover fastliggerne på pladsen. Men vi syntes det var en skøn plads. Der var helt stille, når man vågnede om morgenen. Kun fuglene kunne høres og måske lidt vind i bladene i buskene. Perfekt!

Pladsen havde også en lille sø, hvor man kunne bad og fiske

Fra pladsen havde vi ca 15 km til Braunschweig, som vi kørte ind og besøgte efter at have fået stillet campingvognen an og spist vores frokost. Det var endnu en by med gamle smukke huse.

Søjlen hedder 2000 Jahre Christentum og det var interessant at stå og betragte de mange små og fine detaljer for forskellige tidsaldre.

Tyske byer har bare en skøn stemning. Det skønt at kunne sidde udenfor og spise på restauranterne, der i øvrigt krævede at alle gæster udfyldte papirer med navn, adresse og telefonnummer.

Registreringskort, så der evt kan smitteopspores

På den måde havde de styr over, hvem der havde været i kontakt med deres personale og måske havde været inde på deres restaurant. Vi sad nu kun udenfor. Der var over 20 grader hver dag, og vi havde også hundene med.

Det er så nemt at have hundene med. Når der er pause ligger de bare. Når vi spiser, så sover de (så ved de pausen er lang)

Hundene er i sig selv ret nemme at have med, selvom de også udelukker nogle aktiviteter. Jeg er glad for, at jeg altid har slæbt dem med mange steder. Vi kan gå gennem byer uden at de tager spor notits af andre mennesker eller hunde. Når vi stopper op og holder en pause, så lægger de sig ned. Når vi sætter os ved en restaurant, så lægger de sig hurtigt til at sove.

Mexikansk tallerken. Vi blev mætte – meget mætte

Braunschweig har mange gamle og imponerende bygninger. Store bygningsværker med torve/pladser foran.

Dankwarderode Castle

Der var faktisk også nyere og seværdige byggerier i Braunschweig. F.eks dette farvestrålende bygningsværk med alle former og farver. Bemærk de mange forskellige vinduesformer.

Happy Rizzi Haus

Dagen efter kørte vi til byen Goslar, der ligger i det nordlige Harzen. Når man er til gamle, skæve og smukke byer, så er det altså ikke et helt tosset sted at tage hen.

Idyl i Goslar

Vi gik også en tur langs kanalen der løber gennem byen. Bemærk f.eks det lille gule skilt på bygningen til venstre i billedet. Det er en vandstandsmåler. Hertil stod vandet i juli 2017.

Henrik og Silas kigger ud fra Kejserpaladset

Vi har været i Harzen før, og der er masser af charme. Smukke gamle huse og bjerge i baggrunden.

Jeg er ikke færdig med Harzen, så jeg er frisk på en lille minferie til Goslar en anden gang. Jeg observerede også andre danskere i Goslar, så vi er nok ikke ene om at have det sådan.

På vores sidste dag kørte vi ud til en borgruin. Der var ikke et øje, og desværre var selve turen op i tårnet ikke mulig pga Corvid-19, men der var dog stadig noget at se.

Resterne af Lichtenberg Slot

Vi valgte at slutte af med en tur til Braunschweig, hvor vi også kunne få feriens sidste eisbecher.

Feriens sidste Eisbecher med mandel og marcipan

Så tænkte vi egentlig også at ferien var forbi for denne gang. Vores mission lykkedes til fulde. Vi fik sommervejr og slap for det danske møgvejr, som vi kunne læse om på facebook.

Vi fik set noget nyt og oplevet noget sammen. Som Henrik så klogt sagde til Silas, der umiddelbart hældte mest til bare at blive hjemme (og hænge ved pc og IPad), så er det, når man tager afsted på ture og ferie, at man får minder sammen, som man sammen kan se tilbage på.

Med 5-6 dage i sommervejr var det tid til at vende snuden hjem mod DK. Kun en enkelt morgen og formiddag med regn, hvor vi bare blev inde i campingvognen og hyggede os med spil og tilhørende latter.

Formiddagsregn – Vi spiller Scribblish og morer os!

Fordi vi ikke gad at holde i kø ved Hamburg og måske forventede at vi kunne ske at komme til at se noget smukt på turen, så valgte vi at køre lidt øst om og krydse Elben ved Lauenburg. Det var en kæmpefejl. Vi blev mødt af omkørsel på omkørsel. Vi blev ledt igennem en masse små tyske byer (ikke som i DK, hvor der er omfartsveje udenom snart hver en lille by), så det blev til rigtig mange igangsætninger og hastighedsbegrænsninger ned til 30 km/t. Lad mig bare sige det sådan, at det er en hel anden oplevelse at køre på autobahn, når man nu har fået en tempo 100 godkendt vogn. Det her var både anstrengende og irriterende.

Lauenburg. En brostensbelagt og egentlig ret charmerende gade, der var lukket for biler

Da vi endelig nåede frem til Lauenburg og havde satset på en sen frokost med kig ud over Elben, så blev vi svært skuffet. Der var intet sted, hvor vi kunne få noget at spise. Byen var nærmest lidt spøgelsesagtig med sin ellers hyggelige og specielle gader og huse. Flere små butikker var Coronalukkede. Skuffede og sultne måtte vi køre videre og finde noget at spise ved motorvejen i stedet.

Det bedste vi kan sige om den hjemtur var, at vi slap for kø ved Hamborg, for vi kørte via Kiel. Vi slap også for kø for at komme ind i DK, hvor der ellers havde været kilometerlang kø for at komme ind i landet, da vi kørte over grænsen til Tyskland.

Det var en helt fin tur til Tyskland. Tyskerne er mindst lige så gode til håndsprit, som danskerne. Vi oplevede, at de er bedre til at holde afstand. Måske er mundbindet med til at hjælpe dem til at huske, at noget er anderledes. Jeg følte mig i hvert fald lige så tryg i Tyskland som i Danmark, men vi hang jo heller ikke ud, hvor der var mange mennesker, og vores ferie foregik udenfor – eller i vores egen campingvogn.

Hundeskader, Mandø og Corona

På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.

Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.

Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.

Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.

Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste

Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.

For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.

Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.

Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet

Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.

Mandø er magisk

Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.

Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne

Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.

Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.

7 ud af 12 hunde er fanget på billedet

Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.

Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen

Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!

Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.

Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.

Et af de gode fangststeder

Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.

Smukt så langt øjet rækker

Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.

Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!

Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.

Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet

Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.

Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.

Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.

Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.

Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.

Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.

Vandreferie – Bramslev Bakker

Efter en kold nat i teltene, hvor ingen af os faktisk sov supergodt, så skulle vi finde ud af, hvad dag 2 skulle bruges på.

Jeg er glad for, at jeg i det mindste havde taget håndklædedækkener med, så hundene havde noget om sig om natten. De føltes heldigvis dejlig varme under dækkenet.

Hvor skulle vi vandre henne i dag? Der er jo mange muligheder, når man bare kan starte bilen og køre.

Fuji kigger ud på en ny dag – Hvad mon den bringer?
Vores lille teltlejr den første nat

Vi drøftede mulighederne over vores spartanske morgenmad, som vi havde indkøbt i Løvbjerg, før vi rejste teltene dagen før.

Vi lægger planer over morgenmaden

Vi blev enige om at starte dagen med at gå en tur ud til Hald Ruin. Det var en lidt kortere vandretur, der startede ved p-pladsen, hvor vores biler holdt.

Det var faktisk også en ret flot tur, hvor vi gik af en gammel autentisk sti, som førte os ud til Hald Ruin.

En del af stien ud til borgruinen

Borgen blev opført i 1528 under urolighederne ved reformationen, og der arbejdes lige nu ihærdigt på at restaurere ruinen og gøre den lidt mere til “oplevelsesrig”

Tårnet ses bag den vilde bevoksning

Fra borgruinens tårn var der en fin udsigt ud over Hald Sø

Udsigt fra tårnet

Hundene klarede fint turen op og ned af de smalle trapper på tårnet. Selvom Fuji har en ide om, at trapper altid skal forceres i løb.

Lidt smalle trapper

Med en smuttur ud over terrænet mod Hald Hovedgård, som vi valgte ikke at gå omkring, så blev turen på ca 3,5 km. Det er jo en tur alle kan holde til at gå.

Der er bare et helt igennem smukt og varieret landskab i det område.
Hvis der er vand, så skal Fuji i. Denne gang havde Ninja lyst til at trække pind med Fuji – i vandet!

Efter dagens første tur var det jo bare at starte bilerne og køre videre til næste vandrerute. Men “bare” var det nu ikke, for Ibens bil ville ikke starte. Så frem med startkablerne, så vi kunne puste liv i Toyotaen (troede ikke at det kunne ske for en Toyota – de starter da altid!).

Førstehjælp til Toyota

Med liv i begge biler gik turen videre til Hobro. Efter at en gammel kollega havde gjort mig opmærksom på, at Bramslev Bakker “lige var mig”, og en facebookven havde delt billeder fra Panoramaruten, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at vandre den rute.

Vi besluttede os for at vælge en campingplads denne gang. Så kunne vi slå teltene op og skulle ikke bøvle med det efter turen. Vi kunne også få et dejlig varmt bad. Der var flere fordele ved det.

Campingpladsen havde en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt ud over Mariager Fjord. Den lå strategisk smart på ruten. Nemlig yderst på ruten ift Hobro.

Udsigt fra campingpladsen

Derfor kunne jeg hurtig se det smarte i at gå fra campingpladsen og ind til byen. Der kunne vi tjekke deres ishus på havnen ud, når vi samtidig skulle snuppe os et hvil. Som ukronet is(vaffel)dronning, så var det jo åbenlys god planlægning.

Campingfatter rådede os til at tage turen ind til byen oppe i bakkerne og retur langs kysten, så ville vi havde vinden i ryggen nede ved vandet. Godt råd fra campingfatter. Han var i det hele taget en positiv oplevelse. Han fortalte, at han selv havde bygget den lille campingplads tilbage i 1998. Ikke en plads med en masse halløj, men pæne og rene faciliteter til en meget fin pris. For 2 telte, 2 personer og 5 hunde kom vi af med 119 kroner for en overnatning.

Nu ventede der bare den mest fantastiske tur gennem Bramslev Bakker. Udsigten var skøn og varieret på vejen ind mod byen.

Udsigten fra bakkerne over Mariager Fjord ind mod Hobro

Terrænet var til tider krævende. Stierne var nogle steder lidt smalle, og det gik op og ned.

Forholdvis smalle stier, der snoede sig ind i bevoksning og bakker

Andre steder gik man vi på græsstier eller grusveje og kunne kigge ud over marker eller områdets store golfanlæg.

Det var fantastisk at kigge ud over bakkerne, terrænet og fjorden. Vi nød virkelig synet og variationen.

Udsigt ned gennem bakkerne

Faktisk var vi lidt høje af at gå turen. For det var virkelig så smuk en rute.

Iben og jeg på ruten

Det er også vigtigt at holde pauser, så vi og hundene kunne få noget at drikke – og måske ekstra tid til at nyde udsigten.

Under en pause i bakkerne fik hundene ligefrem en lille morfar, mens vi nød udsigten

Vi nåede Hobro og gik lidt ekstra for at komme over til ishuset. Iben gjorde holdt og besøgte det (efter hendes udsagn) det klammeste offentlige toilet. Godt jeg ventede med håndsprit og hunde udenfor.

Mon hun er professionel hundelufter??

Isen gjorde os godt. Ærgerligt var det for mig, at mit meget elskede guf gled af vaflen sammen med flødebollen og havnede i Ninjas pels. At dømme ud fra hendes udtryk, så satte hun slet ikke pris på det.

Ispause – min is er stadig intakt på billedet

Efter en god pause på havnen var vi klar til at gå retur til campingpladsen via lystbådehavnen og langs kysten.

Retur langs kysten. Der er masser af får i Bramslev Bakker, og de tager ikke meget notits af hundene. Fuji og MicMic var lidt på dupperne, når fårene var tætte på
Retur mod campingpladsen

Her klagede vi bestemt heller ikke over udsigten.

Et kig op i bakkerne fra kyststien

Det værste ved denne vandretur var de mange led, som skulle åbnes og lukke mellem fårefoldene. I disse coronatider er jeg faktisk ikke særlig begejstret for at dele kontaktflader med andre, men det var umuligt at undgå på denne tur.

På vej mod endnu en låge = kontaktflade der deles med andre

Nogle af passagerne mellem foldene var sådan nogle, som man skulle kante sig igennem, og hvis man havde sådan lidt nervøse eller meget frembusende hunde, så kunne det godt være sin sag at komme gennem passagerne uden at hundene risikerede at komme i kontakt med stødhegnet.

Iben kigger tilbage. Der var virkelig ikke meget plads. Man skulle krænge sig rundt om pælen i V´et på leddet – og undgå at hundene rørte hegnet

De smalle passager vil nok være en udfordring, hvis man har gigantracer eller selv er en sværvægter.

Men både Iben, vores hunde og jeg kom helskindet igennem uden at få rap af hegnene.

Vi mødte underligt nok ikke mange på turen. Det kan man godt undre sig over, for turen er virkelig skøn, og vandreruten er fint afmærket.

Ruten var godt afmærket, så det var rimelig nemt at finde vej

Jeg kan virkelig anbefale denne smukke tur. Det er en god idé at starte på campingpladsen og vandre ind mod byen og retur igen. Man kan nemlig slutte af med at spise aftensmad eller måske kagebord på restauranten, der ligger i forbindelse med campingpladsen.

Gennem et vådområde var der etableret en fast gangbro, så man kunne gå tørskoet

Jeg havde en ide om, at vi kunne spise i restauranten, men dels lå vores is pænt tungt i maven på os, og vi nåede heller ikke retur til campingpladsen, før restauranten havde lukket. Så vi måtte spise, hvad der lige kunne støves op af nødrationerne.

Altså ikke fordi jeg koger Iben. Jeg måtte nøjes med en pasta snack pot.

Det var skønt at komme retur efter de mere end 13 km og vide, at vi allerede havde installeret os. Hundene kunne gå direkte ind i teltet og lægge sig, hvis de havde behov for det.

Fuji lukkede hurtigt øjnene

Bedst af alt, så kunne vi bare sætte os ned og slappe af efter at have gået mere end 30.000 skridt på vores to ture den dag.

Panoramaruten med afstikker til ishuset

Bramslev Bakker og Panoramaruten får mine varmeste anbefalinger. Jeg undrer mig over, at jeg kan have overset så smukt et stykke natur i Jylland, som jeg gennem mange år på landevejen har kørt så meget på kryds og tværs i. Det her var virkelig en fantastisk tur.

Jeg sov helt klart bedre på nat nr. 2. Nu havde jeg også fået indkøbt mig en hovedpude og tilhørende betræk i en genbrugsbutik. Temperaturen var nede omkring 9 grader. Brrr hvor koldt! På med uldsokkerne og op med hætten på fleecejakken og soveposen lynet helt op!

Vi stod op til fuglefløjt og smuk udsigt over Mariager Fjord og uden helt at vide, hvor vi skulle gå på denne 3. og sidste dag på vores lille miniferie.

Fortsættelse følger…… (Hvis du har misset dag nr. 1, kan du se her)

3 generationer på sommerhustur

Tiden flyver afsted. Denne tur foregik faktisk i marts, men jeg synes det har været et lidt hektisk år med nyt job og “rehabiliteringstidsrøveren”, så jeg har aldrig nået at skrive, mens det var “aktuelt”.

Men denne skønne sommerhustur skal jeg da lige skrive et par ord om alligevel. Så old news, men gode minder for familien.

I forbindelse med nyt job havde jeg en masse opsparet frihed, som jeg skulle have brændt af. Så jeg havde i store træk fri hele april måned.

Henrik havde travlt på jobbet, og jeg “hang” på Ninja og genoptræning af hende efter korsbåndsoperationen nogle uger forinden, så det var faktisk ret begrænset, hvad vi kunne gøre af vilde udskejelser.

Så det endte med en sommerhustur til Falster, hvor vi lejede en god hundevens sommerhus. Det er så dejlig afslappende, når der ikke er nogen, der forholder sig skeptisk til, at man vil leje et sommerhus, når man har 3 hunde med. Det får jo let “almindelige” mennesker til at bakke. Mine hundevenner kender mig og ved, at både mine hunde og jeg ikke smadrer hele huset. Så det er faktisk meget mere lige til.

Vi havde inviteret min far med, og han takkede ja. Vi pakkede alt vores habbengut for 4 personer og 3 hunde ind i min Grand Picasso. Ja, det er sgu et meget rummelig bil. Der var ikke plads til så mange madvarer, så vi bestilte også en måltidskasse fra Skagenfood. Så skulle vi da ikke handle ind til aftensmad. Troede vi.

Maden var klar ved ankomsten til sommerhuset. Eller ingredienserne var

Da vi ankom, var hængelåsen, ind til hvor sommerhusnøglen hang, gået i baglås. Efter at alle mand havde forsøgt at låse op, så måtte vi opgive og ringe efter assistance hos ejeren. Nu var vi ved at være sultne og kørte derfor afsted for at finde en pizza, som så blev vores aftensmad den første aften.

Sommerhuset ligger tæt ved vandet (Sortsø Strand). Ninja måtte på daværende tidspunkt stadig ikke gå særlig langt (kun 10 minutter) og kun i skridttempo, så hun kunne lige nøjagtig gå med ned til molen og så hjem igen.

Min lille trio ved vandet på Sortsø Strand

Når vi rigtig skulle ud at gå på de lidt længere ture, måtte hun pænt blive tilbage i sommerhuset.

Når man ikke kan gå mere end 10 minutter ad gange, så må man varme hundekurvene i stedet for

De andre hunde nød at komme ud at ræse afsted uden at have Ninja på slæb. Vi andre nød også at gå en god tur i skoven eller langs vandet. Det hele var lige udenfor døren, så det var dejlig nemt.

Gøgl i skoven. Natur-PacMan
Min far og Henrik får en mandesnak langs vandet

Silas havde et ønske for denne lille ferie, og det var en tur til Lalandia. Det var faktisk lidt fjollet at køre i det gamle og lidt slidte Lalandia i Rødby, da vi havde en pæn køretur dertil fra sommerhuset. Vi bor jo selv en times kørsel fra det nyere i Billund. Så det kunne i princippet altid gøre, men nu blev det altså til en tur til Rødby.

På vej i Lalandia

Men hele familien havde en super skøn dag i Lalandia. Vi var klogeligt taget afsted fredag formiddag, så vi nåede at være der før weekendgæsterne tjekkede ind i feriehusene. Det var meget heldigt, for der var ikke mange mennesker, men som timerne gik kom der flere og flere. God timing.

Jeg kan huske, at jeg faktisk var lidt imponeret over deres cafeteria, som havde andet end det sædvanlige junkfood og mad til rimelige priser. Nogen gange er det, som man bare får lov at betale kassen sådan et sted, fordi de ved, at man ikke har andre muligheder, når først man har betalt for at komme ind.

Vi var også en tur ved Møns Klint. Det var en rigtig flot tur. Vi var så heldige med vejret. Der var rigtig forår i luften.

Ninja var blevet hjemme, så jeg havde kun de andre to hunde med. De fik så godt nok også noget af en tur. Jeg var tæt på at skyde Fuji nede på stranden, hvor der var en del mennesker, som naturligt nok smed mange af de fristende sten i vandet. Fuji stressede vildt op, hylede og skreg og kastede sig ud linen. Det må have været en parodi at overvære, for Fuji var nærmest ukontaktbar.

Masser af folk på stranden, og de fleste skulle kaste sten i vandet. Det var udfordrende for Fuji

Så når folk på div. fora kan finde på at fraråde, at man tager sine hunde med på Møns Klint, så læser jeg kun, at det er pga de mange trapper, som kan være hårde for hundene, men da mine er ret fit, så anså jeg ikke det for et problem.

Det var faktisk mere problematisk, at Fuji kunne lugte vandet og havde meget travlt ned af trapperne mod stranden. Det var balancekunst for mig at komme helskindet derned med en ivrigt trækkende hund. Bagefter var hun total uden for rækkevidde på stranden. Det var ikke Fujis fortjeneste, at det var en dejlig tur, lad mig bare sige det sådan.

Afsted det går. Der er vand i sigte

Den lange opstigning var der dog ro på tropperne. Altså stadig masser af krudt i de to unge tøser, men vi nød vejret, skoven og den flotte udsigt.

Udsigten er smuk og terrænnet lidt vildt. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Møns Klint. Tjek bare videoen herunder, hvor Silas lige demonstrerer sikkerheden.

Der var meget bakket og blotlagde rødder. Jeg blev helt nervøs for min far og for, at han skulle falde. Det er sgu lidt underligt, når man får sådan en beskyttertrang for sine forældre. For min far har nu ikke en tendens til at falde, men hvis nu… bare for at være sikker.

Pas på her! Der er stejlt. Pas på de her rødder. Nå ja, men jeg vil også bare gerne passe på min far, men det er da lidt overbeskyttende og lidt fjollet. Min far klarede da turen i fin stil, og jeg var nok mere udsat for at gå en røvtur med de to knaldskaller, som jeg havde for enden af snorene.

Det var en skøn lille forårsferie, og jeg nød at se billederne fra turen, for der var rigtig mange forårsbilleder, og det kan man godt bruge ovenpå så mange sure og våde måneder.

Der var liv i skovbunden

Vi brugte faktisk også flere timer i haven ved sommerhuset med kaffe, te, øl og sodavand på terassen, mens hundene hyggede udenfor hos os. Ninja var ikke kun glad for sommerhusets kurve, men også for de firbenede beboeres legetøj

Søde Ninja <3

Man får helt lyst til at smutte en tur i sommerhus igen.

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!