Intet nyt er godt nyt

sådan tænker jeg i hvert fald om Tobias lige nu. Torsdag afleverede jeg ham nemlig på efterskolen, og jeg har siden ikke hørt et suk fra ham. Jeg har dog hørt fra bekendte i lokalområdet, at de har set ham på cykel i dag, så jeg ved da, at det er lykkes ham at stå op. Det der med at stå op om morgenen er absolut ikke lige hans stærke side.

Jeg synes ellers, at det var en ret dårlig dag at skulle sende ham på efterskole på. For det var faktisk min fødselsdag, og jeg havde en ret ambivalent følelse ift at skulle aflevere ham.

Tobias var meget spændt og forventningsfuld, og jeg glædede mig utrolig meget på hans vegne til, at han skulle afsted. Jeg er så glad for, at jeg har kunnet give ham den mulighed for et efterskoleophold, som jeg pga. af 80´ernes krisetider desværre ikke selv fik (ja, sådan et ophold er jo langt fra gratis, og det er heldigvis længe siden, at jeg startede på en opsparing, så jeg ikke ville blive flået i dette skoleår).

Tobias på vej op til intromødet

Men trods alt min glæde på hans vegne, så kunne jeg også godt mærke det vemodige banke på, og jo tættere vi kom på dagen, så kunne jeg af og til næsten mærke en klump i halsen ved tanken om at skulle sende ham afsted. Tobias er bestemt mere til gavn og glæde her i huset end til besvær. Jeg vil gerne gå så langt at sige, at han er en af de mere fornøjelige teenagere at leve sammen med. Det kan godt være at værelset ikke er ryddet op hver dag, men han indordner sig under vores aftaler og det der med at skændes og råbe af hinanden, det bruger vi ikke her i huset. Og så er han utrolig hjælpsom, og den del vil vi alle helt sikkert også savne.

Hvor længe mon der er så sirlig orden i det skab?

Nu glæder jeg mig allerede til, at han skal hentes på fredag, så jeg kan høre en masse om efterskolen, fagene og alle de nye kammerater. Samtidig er jeg også spændt på at se, hvad Tobias´ fravær det kommende år betyder for familiens samlede vandforbrug og saldoen på madkontoen……