Nu kommer Teenageren hjem…

Skoleåret er slut. Det var første år på Rydhave Slots Ungdomsskole for Tobias. Fredag kørte jeg op til efterskolen for at deltage i afslutningen og for at hente alle hans ting.

Tobias får overrakt sit afgangsbevis

Det bliver helt mærkeligt, at have ham hjemme igen. Jeg glæder mig til alle hans dejlige teenage-livsbetragtninger og hans underlige og sjove kommentarer.

Så langt øjet rakte i alle retninger holdt der pakkede biler

Han giver så meget livsenergi, selvom man somme tider kan få helt lyst til at ruske sådan en teenager i nakken, fordi den “slags” bare nogen gange har en meget alternativ vej til at nå frem til “fornuften”. Som om det mest er af princip, at de ikke vil forstå.

Tobias er en sand mester i at hygge og lave lækre specialiteter til os om aftenen. Jeg håber virkelig, at vi får en rigtig dejlig sommer sammen hele familien, inden han igen drager afsted til Rydhave for at tage 10. kl. og vi alle igen skal undvære ham i et år.

Der skrives i mindebøger.
Jeg er sikker på, at denne bog er guld værd for dem bagefter.

Efter at have skrevet dette indlæg, så vil jeg starte bilen og køre op til Tobias´ svigerforældre for at hente min teenager hjem til en dejlig lang sommerferie. Nu får jeg nok at se, om det passer, hvad alle forældre siger. De fortæller alle, at det er nogle nye unge mennesker, der kommer hjem fra et efterskole-ophold……

Året der gik – 2010

Endnu et år er gået. Og endnu en gang et år med bølgegang – op og ned! Jeg synes, at livet byder mig og min familie mange ting, som jeg egentlig gerne ville være foruden, men der er visse ting i livet, som man ikke selv vælger, og så må man bare prøve at få det bedste ud af det alligevel. Nogen gange lidt svært, men det plejer at lykkes at finde de positive ved de mest trælse ting. Den evne håber jeg fortsat at kunne bevare.

Beklager venner, men årets gennemgang vil indeholde en del om sygdom, så hvis I bare ikke magter at læse om det, så kan I med fordel scrolle ned til april måned og starte med at læse der. ….

Januar:
Familien var sammen i sommerhus på Lolland. Det var super hyggeligt, og der var meterhøje snedriver. Det blev til flere besøg i Lalandia, selvom Silas ikke var så begejstret for Lalandia, som jeg havde håbet (han er desværre en til tider ret reserveret dreng).


Sommerhuset i Rødby. Rammen om familiehygge

 En uddannelseslæge i vores lægehus synes under et lægebesøg, at Silas´ mave er “forkert”, og dermed starter et større udredningscirkus med mistanke om cøliaki/gluten intolerans

Februar:
Det her var vist frustrationens måned. Silas blev undersøgt og indlagt, men udskrevet igen uden nærmere afklaring. Den ene læge efter den anden gloede på den lille dreng, og han var til diskussion på den ene lægekonference efter den anden.


Bemærk de meget tydelige indtrækninger på halsen
Silas kunne næsten ikke få luft og gispede konstant efter vejret
(Det her er et af de billeder, der virkelig gør ondt LANGT ind i hjertet på mig!!)



Yderligere undersøgelser blev aflyst gang på gang pga dårlig vejrtrækning og/eller feber.
Først var jeg meget nedtrykt over blodprøvesvar, der tydede på cøliaki (i dag ville jeg give min højre arm for at bytte med hans diagnose ud med cøliaki), men ved nærmere undersøgelser troede lægerne ikke på, at det var cøliaki alligevel, og man ville undersøge ham for tilbagefald af den cellesygdom, som han fik konstateret i okt 08. Det var også meget belastende at tænke på, da det sikkert ville betyde kemokure igen.

Få dage efter havde en anden læge kigget på blodprøverne, og nu følte de sig alligevel sikre på, at det var cøliaki. Februar måned havde desværre intet andet indhold end frustrationer og ventetid. Selvom februar på dage er årets korteste på dage, så var det helt klart den længste for Henrik og mig.

Okay, der var nu alligevel et enkelt højdepunkt i februar. Vi var nemlig til Depeche Mode koncert. Jeg har været helt pjattet med Depeche Mode siden midten af firserne, og har oplevet dem live en håndfuld gange efterhånden.

Marts:
D. 11. marts skulle Silas have været indlagt på OUH (Odense Universitets Hospital) til en biopsi, der skulle fastslå, at han havde cøliaki, men få dage forinden, får han feber og er forkølet – og hiver meget efter vejret. Denne undersøgelse må så aflyses igen! – og vi opsøger egen læge for at få lyttet på lungerne. Hun indlægger os akut i Kolding, og der går 16 dage – og en tur til Skejby, før vi igen kommer hjem.


En meget afkræftet Silas. på 5. indlæggelsesdag – stadig uden diagnose
Denne dag var han helt apatiskog svær at få kontakt med.
Tragten som Henrik står med giver Silas ilt, da hans iltoptagelse var meget ringe

I Kolding bliver Silas bare dårligere og dårligere. Han er tydeligt afmagret, og taber på under en uge 500g, hvilket er meget, når man er meget tynd og kun vejer 7700 g. Mange læger kigger på Silas, og han er igen genstand for diskussioner på lægekonferencer med flittig korrespondance til OUH. Endelig kommer en læge, der straks ser, hvad ingen andre (og vi taler om MANGE læger) åbenbart har kunnet se. Hun er sikker på, at Silas har Cystisk Fibrose, hvilket vi afviser, fordi vi allerede har foreslået det for en læge på OUH, som blankt afviste den diagnose. Men efter nærmere undersøgelser (svedtest og gentest) viser det sig, at Silas faktisk har Cystisk Fibrose. Vi synes, det er en meget kedelig diagnose og forstår ikke lige, hvorfor Silas og vi skal være så uheldige. Men omvendt findes der mange andre langt kedeligere diagnoser.
 
Den rette behandling er igangsat
Gløden i øjnene vender tilbage



Vi overføres til Cystisk Fibrosecentret i Skejby, hvor vi er indlagt i 10 dage, dels for at Silas kan få IV-behandling med antibiotika og for, at vi kan lære om sygdommen og den fremtidige daglige behandling. Silas kommer faktisk meget hurtigt i bedre trivsel. Her er lige et link til et indlæg, der beskriver forandringerne på bare fire(!!) dage. Det er vildt!

April:
Egentlig skulle have været på rundrejse i USA i april, men pga Silas´ lange udredning og hans ustabile helbred må det aflyses, da vi ikke kunne tegne rejseforsikring på ham, men det var også godt det samme, for vi havde ikke energi til den lange rejse.

Det bliver i stedet for til en tur i sommerhus på Nordvestsjælland. Det var en utrolig dejlig uge, hvor familien endelig var samlet igen og kunne hygge sig sammen. Jeg nød det og tænker stadig tilbage på den skønne uge i sommerhuset. 


Tobias og jeg spiller Wii


Det blev også til hele to kurser med henholdvis Johanna Allanach og Sarah Lorentzen. Det var rart at løbe lidt agility og tænke på noget andet end sygdom.

Henrik og jeg tog sidst på måneden på et lille ophold på Norsminde Kro . Bare for at være samme og hygge os – kun ham og mig. Da vi stod op om lørdagen var det en smuk forårsdag, og jeg fik mange gode fotominder med hjem fra vores tur på stranden. 


Forår på Norsminde Strand

Det blev også i denne måned, at Echo debuterede i agilityklasserne efter en slutspurt for at få indlært vippen.

Maj:
Det var en dejlig måned fyldt med store og positive ting.

Det mest positive indslag i 2010 for mig var vist min dejlige Ninja, som flyttede hjem til mig i maj. Hun er sådan en fantastisk dejlig og mild hund, og jeg elsker at arbejde med hende. Jeg synes, at hun virker klog og omhyggelig. Hun er så blid og sød ved Silas, og så har jeg aldrig haft så lydløs en hund. Dejligt! Tusind tak til Sarah, fordi jeg fik lov til at købe denne skønne hvalp.



Lille Ninja

Der skete dog flere store ting i maj. Silas tog sine første skridt. Og af alle steder valgte han at tage dem i forhallen på Skejby Sygehus klokken halv elleve om aftenen. Underligt sted og tidspunkt. Nok var han lang tid om at lære at gå, men det forstår man godt. Jeg vil dog sige, at da han så endelig kunne, så var det også uden ret megen vaklen.

Det blev faktisk også til ikke mindre end 3 stævner, hvoraf de to af dem var 3-dages stævner. Det ene af stævnerne var Ribe Hundevenners pinsestævne, som jeg jo er medarrangør på. Hvordan fa´n fik jeg da tid til alt det i maj?!

Juni:
Det som jeg nok husker bedst fra juni måned er nok den campylobacter-infektion, som jeg fik med hjem fra et salgsmøde. Det var ikke “skidesjovt” skal jeg lige sige, og det tager noget tid at komme ovenpå efter sådan en omgang.

Samme infektion fik også ødelagt min ugekursus-planer i Ribe Hundevenner, hvilket jo plejer at være en af denne måneds store begivenheder.

Tobias fyldte 15 år, og sikke tiden flyver afsted. Når jeg kigger på billeder fra de sidste to år, så ser jeg en kæmpe forvandling fra en stor dreng til en ung mand.

Tobias 15 år

Tobias 13 år

Juli:
Sommerferie – juhu. Den første uge af ferien går med at male huset. Det er en større omgang. Heldigvis er Tobias også meget flittig med malerrullen, og huset er som forvandlet efter sådan en gang maling. Det var bestemt hele knokkelarbejdet værd.

Før



Delvist – efterbillede

 Næste uge af vores ferie var vi afsted på Dansk Hundeferie i Nymindegab. Jeg deltog på klikkerholdet med Ninja. Ferien bød på hyggeligt samvær, og jeg har da også tilmeldt i 2011 og reserveret den samme gode og centrale plads til min lille familie.

Divas gåture under hundeferien foregik mest i barnevognen

Under hundeferien var begge mine gamle hunde lidt ustabile. Charlie tabte bagparten et par gange og dejsede halvvejs rundt. Han virkede meget påvirket af varmen. Diva var pludselig meget halt og ville slet ikke gå tur. Hun blev røntgenfotograferet og alt så fint ud. Så tid og smertestillende fik hende på rette køl igen. Jeg var en kort overgang ved at frygte for de to gamle hundes liv.

August:
Vi startede måneden med en tur til Jesperhus Resort, hvor hele familien camperede. Dejlig afslapning og en campingplads med masser af tilbud for store og små. Vi overvejer at vende tilbage i 2011.

Silas pløkker forteltet

En stor forandring var det i familien, da Tobias rejste afsted på efterskole. Sjovt at opleve, hvordan sådan et ophold hurtigt forandrer sådan en teenager. Tobias elsker at gå på efterskolen, og det er dejligt og høre om alle hans gode oplevelser deroppe.

En af årets store koncertoplevelser var U2 koncerten i Horsens. Det var første gang, jeg oplevede U2 live, og ved en tilfældighed fik min bror og jeg en plads på første parket i inner circle.

September:
Denne måned bød blandt andet på en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Silas var helt vild med de landskaber og byer, der er bygget i Lego. Der kunne han gå i timevis.


Silas hilser på Lego-figurerne


Sidst på måneden rejste jeg sammen med Pia, Morten og Søster til VM i agility. Det var en superhyggelig tur, vi havde sammen, og vi fik også set masser af fed agility og virkelig i high-speed. Jeg synes bare, at især de der border collier havde et megavildt tempo.

Oktober:
Hele familien var på ferie i Prag. Det var bare en hygge og daske ferie i den iskolde hovedstad. Men det var især skønt at have en uge med teenageren i familien.

Ninja fik konstateret hårsækmider, og jeg kunne da næsten ikke tro, at jeg skulle have den sjældne “oplevelse” at have prøvet at have hårsækmider i min hundeflok hele to gange. Ninja fik straks et krads kemi-bad, og efter nogle uger, så blev det hårløse område langsomt dækket af hår igen. I dag er der et par hvide hår mellem de sorte på det område, men det ser i øvrigt fint ud.

November:
På månedens første dag var til fødselsdag hos Robin og Ian, som fejrede deres fødselsdag i Kattegatcentret. Som til så mange andre arrangementer på den her side af august, havde vi kun Silas med, men det var også sjovt at se, hvor meget han fik ud af de mange fisk. En hyggelig dag med familien Brigo og venner.

NM i agility blev afholdt i DK, og jeg synes da lige, at jeg ville køre derover og kigge på. Hvilket jeg faktisk fortrød, at jeg brugte tid og penge på. Det var skisme ikke noget særlig godt arrangement. Tidtagningsanlægget havde udfald fra tid til anden. Der var så ringe akustik, at man ikke kunne høre, hvad der blev sagt i højttalerne, og informationstavlen var så lille, at man ikke kunne se, hvad der stod. Så man kunne slet ikke følge med i tider eller placeringer.

November bød også på lidt hundearbejde. Jeg havde igen fornøjelsen af at deltage i et kursus, hvor Johanna var instruktør. Ninja viste bare supergode takter på dette kursus, hvor der var fokus på tricks og samarbejde. Jeg kunne næsten flyve hjem på Johannas mange rosende ord

December:
Jeg har holdt orlov fra mit job i dec (bortset fra nogle enkelte arbejdsdage med planlagte møder). Der var så mange ting, der skulle ordnes samtidig med jobbet. Rygtræning, tandlægebesøg, lægebesøg, møder og aftaler ift Silas. Jeg havde også drømt om overskudstid til mig selv og ekstra gøremål, men det blev der ikke meget af.


Vilstrup Kirke titter op bag den kolde grøftekant


Men jeg har forstået at nyde, at jeg ikke var tvunget ud på lange køreture i det fantastisk smukke vintervejr, som jeg har nydt. Hvor har det bare været flot. Her nytårsdag er næsten alt sneen desværre ved at være væk igen

En dejlig juleaften blev holdt sammen med Henriks familie, og juledagen sammen med mine forældre. Igår sagde vi farvel til 2010 og goddag og velkommen til 2011 hjemme fra Havvejen, hvor vi bare var os (to- og firbenede) samt vores Wii, som holdt os lidt igang.

Ja, det var så det år. Nu er der allerede hul på 2011, og jeg håber, at dette år bliver knapt så “udfordrende” som de foregående 4 år.
Godt nytår til alle mine bloglæsere. Det har været hyggeligt, når I lidt mere “hemmelige” læsere ind i mellem har givet jer til kende. Vi ses til flere blogindlæg i 2011.

Driving home for Christmas…..

Vores julehjemrejse startede ret tidligt d. 23. dec. Dagen før havde jeg haft et par kundebesøg i Varde og Holstebro og havde kørt gennem Vestjylland i det smukkeste landskab. Dog havde jeg noteret mig, at motorvejen ikke ligefrem var nogen fornøjelse at køre på. Den var nemlig lumsk og spejlglat – sort is!

Rydhave Slot klædt i hvidt

På den smukke tur, som blev afsluttet med en hyggelig juleafslutning på Rydhave Slots Ungdomsskole og afhentning af teenageren, hørte jeg naturligvis også radio og hørte der, at de gentagne gange opfordrede folk til at køre afsted på juleferie allerede d. 22. dec eller vente til selve juleaftensdag. Det lod sig bare ikke rigtig gøre for os, da jeg først var retur fra efterskolen kl 20.30.

Sidst på aftenen begyndte sneen at dale ned over Haderslev, og jeg besluttede at køre bilen op til vejen. Selvom der kun er 50 meter fra huset og op til vejen, så ved vi, at der godt kan komme nogle trælse driver, når det fyger.

Da vi stod op næste morgen, kunne jeg da også erfare, at det havde været en ganske klog beslutning, for der lå en íkke helt usynlig snedrive.

Billede fra huset og op mod vejen
 – “Dejlig” snedrive i højre side af billedet

Vores juletur startede med et kontrolbesøg med Silas på Skejby. Turen plejer at tage 1½ times tid, og vi havde sat 3 timer af til turen, og det holdt da nogenlunde stik, men turen var aldeles rædselsfuld. Motorvejen var meget anstrengende og glat at køre på, og jeg glædede mig helt vildt til turen ville være overstået. Dertil skal siges, at jeg ikke ligefrem betegner mig selv som trafiksart, da jeg normaltvis kører ca. 60.000 km om året i både sne og slud, men jeg ville utrolig gerne nå frem i sikkerhed, og jeg følte mig alt andet end sikker på motorvej E45.

En tætpakket bil (hunde i bunden og bagage øverst)
Der var også trængsel på bagsædet

Juleplanerne efter Skejby besøget var så at indlogere os hos mine forældre på Djursland og juleaftensdag køre ned til Henriks forældre i Horsens. Derved sparede vi en tur til det meget snedækkede Sønderjylland, hvor man direkte beskrev vores område (ret specifikt egnen Diernæs/Sønderballe), som nærmest ufremkommeligt.

Og slutteligt kan jeg lige tilføje, at professoren på Skejby var meget imponeret over Silas´ vækstkurve. Han har igen taget på og er vokset. 11,75 kg og 83,2 cm. Hans vækstkurve er meget stejl og hvis han følger den, så skulle han ramme 100 cm, når han fylder 3 år.

Dejlig veloverstået weekend

Det har været en skøn weekend, som startede med, at jeg hentede en meget tilfreds teenager på efterskolen i fredags. Jeg var meget spændt på at høre om efterskolen og alle hans oplevelser – og ikke mindst om det gik godt osv.

Lørdag sørgede Charlie af en eller anden grund for, at jeg kom lidt for tidligt op. Men da jeg først var vågnet, så var jeg egentlig godt tilfreds. For nu kunne jeg jo få en masse ud af dagen. Klokken 07.15 stod jeg på terassen og trænede med Ninja. Bagefter kom jeg til at stikke hovedet ind i vores skur, så der gik jeg igang med lidt oprydning (der står faktisk stadig flyttekasser fra, da vi flyttede ind for to år siden).

Efter at have rodet rundt i skuret, så passede det lige med, at familien havde fået lidt øjne, og der kunne så familiehygges lidt, inden turen gik ind til byen sammen med Tobias og Silas.

Resten af min lørdag gik så godt nok med at arbejde, da jeg har en besvarelse på et udbud, der skal afleveres mandag kl 12. Så kan det godt være, at nogen tænker, at det så nok også lige var lidt sent at sidde med det, men det er et meget stort arbejde, og det er sjældent, at alle brikkerne falder på plads i supergod tid. Det er jo en masse med strategier og andet, som også skal diskuteres på lidt højere plan end bare på mit skrivebord, da det er ordrer i millionklassen. Den, som jeg skal aflevere tilbud imorgen, er på over 10 millioner…… Mange penge!

Søndag morgen startede Tobias med at cykle afsted efter rundstykker, og det var bare superhyggeligt at sidde og spise morgenmaden sammen alle fire.

Min søndag var mest helliget kort-mageriet. Jeg fik besøg af et par piger (måske lidt for modne til den betegnelse, men damer, nej det vil jeg nu ikke kalde dem). Vi lavede kort til mit kortprojekt (www.cancerkort.dk), og det var rigtig hyggeligt. Vi fik virkelig snakket, hygget – og ikke mindst lavet kort.

Nu er weekenden slut, og imorgen skal Tobias tilbage på efterskolen, og hvornår mon han vil beære os med et besøg igen?

Ovenpå sådan en dejlig og tilfredsstillende weekend passer det mig nu da meget fint, at jeg alligevel ikke var tilmeldt nogen stævner, for det lyder til, at stævnerne i denne weekend har været ved at drukne i regn og mudder.

Intet nyt er godt nyt

sådan tænker jeg i hvert fald om Tobias lige nu. Torsdag afleverede jeg ham nemlig på efterskolen, og jeg har siden ikke hørt et suk fra ham. Jeg har dog hørt fra bekendte i lokalområdet, at de har set ham på cykel i dag, så jeg ved da, at det er lykkes ham at stå op. Det der med at stå op om morgenen er absolut ikke lige hans stærke side.

Jeg synes ellers, at det var en ret dårlig dag at skulle sende ham på efterskole på. For det var faktisk min fødselsdag, og jeg havde en ret ambivalent følelse ift at skulle aflevere ham.

Tobias var meget spændt og forventningsfuld, og jeg glædede mig utrolig meget på hans vegne til, at han skulle afsted. Jeg er så glad for, at jeg har kunnet give ham den mulighed for et efterskoleophold, som jeg pga. af 80´ernes krisetider desværre ikke selv fik (ja, sådan et ophold er jo langt fra gratis, og det er heldigvis længe siden, at jeg startede på en opsparing, så jeg ikke ville blive flået i dette skoleår).

Tobias på vej op til intromødet

Men trods alt min glæde på hans vegne, så kunne jeg også godt mærke det vemodige banke på, og jo tættere vi kom på dagen, så kunne jeg af og til næsten mærke en klump i halsen ved tanken om at skulle sende ham afsted. Tobias er bestemt mere til gavn og glæde her i huset end til besvær. Jeg vil gerne gå så langt at sige, at han er en af de mere fornøjelige teenagere at leve sammen med. Det kan godt være at værelset ikke er ryddet op hver dag, men han indordner sig under vores aftaler og det der med at skændes og råbe af hinanden, det bruger vi ikke her i huset. Og så er han utrolig hjælpsom, og den del vil vi alle helt sikkert også savne.

Hvor længe mon der er så sirlig orden i det skab?

Nu glæder jeg mig allerede til, at han skal hentes på fredag, så jeg kan høre en masse om efterskolen, fagene og alle de nye kammerater. Samtidig er jeg også spændt på at se, hvad Tobias´ fravær det kommende år betyder for familiens samlede vandforbrug og saldoen på madkontoen……