Julen 2010 – vores og andres……

Julen har for mange mennesker været lidt kaotisk og måske ikke været afholdt som planlagt. Kong Vinter gav os i den grad hvid jul, og jeg har læst om familier, der var rejst til Bornholm for at fejre julen, og dermed endte på en kaserne eller en sportshal. Eller en familie, der var strandet i en engelsk lufthavn (rettere sagt indlogeret på et lufthavnshotel…). At læse ud fra avisernes artikler, så var det ih og åh så synd for de stakler. Til sidst var jeg ligefrem ved at brække mig over at læse om al den elendighed det kunne betyde ikke at være hjemme omkring sit eget juletræ og spise sin mors and og holde julen med Gerda, sådan ligesom man plejer…..  Og nej jeg er ikke nogen julehader eller er ligeglad med julen. Jeg sætter bare tingene lidt i perspektiv. Hvis de skulle holde jul på intensiv afdelingen, så var det rigtig synd for dem!

Jeg er sikker på, at de fleste af dem havde en uforglemmelig jul på mange måder, og hvis de ellers gik til “opgaven” med åbent og positivt sind, så har den sikkert også været ganske fantastisk. Jeg hørte en kort reportage fra Bornholm i juledagene, hvor et af de børn, der var strandet på kasernen havde spurgt sin far, om ikke de også kunne booke en tur til næste år, for det havde bare været SÅ sjovt og hyggeligt.



Vi skulle også holde jul på en ny måde. Vi skulle holde jul hos Henriks forældre sammen med Henriks søster med mand og børn. Vi har altid holdt juleaften hos mine forældre, og jeg har en enkelt gang holdt jul hos en svigerfamilie, men Tobias har aldrig prøvet andet end min forældres jul. Nu er der nok heller ingen, der kunne finde på at kalde det en katastrofe, at skulle holde jul sammen med en anden gren af familien, og det var heller ikke sådan, vi tænkte.



Klar til julemad


Svigermor laver også lækker julemad, og her fik vi besøg af selveste julemanden. Nej, hvor fedt. Det kan jeg kun huske er sket, for 1.000 år siden, da jeg var barn, og jeg tror ikke, at det var hjemme hos mine forældre, at han dukkede op (min far plejer at “undskylde” sig med, at julemanden får sveden bagdelen af, når min far hele tiden fyrer i brændeovnen).

Silas mødte nu julemanden for 3. gang denne jul (til juletræsarrangement og i dagplejen), og han er nærmest klikkertrænet på julemanden kunne man se på ham. For han lyste helt op, da julemanden (Henriks søster – det var pay-back for alle de juleaftener, hvor Henrik har måtte trække i den mundering for sine små nevøer) trådte ind af terassedøren. Han vidste godt, at det betød pakker!

Silas krammer villigt Julemanden

Julemanden roder efter pakker til de søde børn….

Det var en rigtig dejlig juleaften, og sidst på aftenen kæmpede vi os ud på de glatte veje med kurs mod mine forældre, hvor vi skulle fejre 1. juledag med mine forældre, min bror og min yngste niece.

2 meninger om “Julen 2010 – vores og andres……”

  1. Jeg kan godt lide din måde kort og præcist at få sat tingene i perspektiv, og ja der findes da værre ting end holde jul i en kaserne, men lur mig om ikke pressen har en del af skylden for den udlægning – strander man med ungerne var det da bare at følge med og få det bedste ud af det.

    Hyggelig at I er så mange sammen i julen, og at Silas ikke er bange for julemanden.
    Godt nytår til dig og dine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *