Familiehygge i Tyrkiet

I sidste weekend vendte vi hjem fra en lang påskeferie, som vi
tilbragte i Alanya (eller rettere i Mahmutlar lidt øst for Alanya). Vi har fået
luftet sommertøjet lidt, men er bestemt ikke blevet solbranket. Det gør ikke så
meget for mig, men for Tobias, som er rigtig gode venner med solen, var den del
vist lidt en skuffelse. Men jeg ved, at han nød at holde ferie sammen med os andre uanset vejret.



Tobias tjekker lige vandet – Det var smækfuldt med kræfter

Temperaturen var ca 20 grader med overskyet vejr de fleste
af dagene. Tyrkerne syntes, det var pisse-koldt. Henrik og jeg har det med at befinde
os på feriestederne udenfor sæsonen. I efteråret besøgte vi Samsø, bedst som de
var ved at “lukke” hele øen om ørerne på os. Og nu Alanya, hvor dele af byen
nærmest virkede spøgelsesagtige, fordi restauranterne stadig var lukkede for vinteren.
Ligeså var hele strandområdet med alle de udskænkningssteder, der plejer at
være der. Dog åbnede et par af strandudskænkningerne på vores sidste dag i Tyrkiet, hvor Tobias sagde, at han havde set et termometer vise 31 grader.

Ellers var det som at besøge Rømø  eller Løkken om vinteren. Godt nok hader både Henrik og jeg at være, hvor man skal gå og stå som sild i en tønde, men men vi havde vist ramt Tyrkiet et par uger for tidligt.

Lidt strandhygge blev det også til. Vandet var dog lidt for vildt til Silas

Morgensol på terassen Familien sover, og bollerne er i ovnen. Hvis jeg skal med på et billede, så må jeg som regel selv tage det…

Nå men det har nu ikke ødelagt ferien. Vi var så heldige, at
have lånt en skøn ferielejlighed af en god bekendt. Hun havde samtidig fikset
vores transport til/fra lufthavn samt leje af bil i en uge. Det var meget rart
og trygt, at man blot kunne vælte ud fra lufthavnen og lade sig transportere
hele vejen til lejligheden. Jeg har siden læst, at man bør afholde sig fra selv
at køre bil i Tyrkiet efter mørkets frembrud. At køre bil dernede i dagtimerne
er da heller ikke for folk med “blød hat”, og det kræver en vis portion
koncentration, da man bør forvente at alle andre trafikanter/løse hunde/fodgængere m.fl. er rimelig
utilregnelige. En af dagene oplevede vi f.eks en gadehund, der lavede udfald mod vores bil, da vi kom kørende.

Dejlig udsigt fra 9. etage

Formålet med ferien var primært afslapning og hygge. Men i
anledning af, at vi også havde bilen, så kunne vi lige så godt bevæge os ud på
egen hånd. Vi var inde i Alanya et par gange og et smut oppe at se Dim Grotten.

Faktisk lidt stolt af at det lykkedes mig at tage billeder i grotten – uden at bruge autofunktionen…

Vi var også så naive, at vi troede, at vi måske kunne sejle en tur på Dim
Floden og spise vores mad på en af de flod-restauranter, som vi havde læst om,
men floden synede nu lidt fattig på vand og alle restauranterne var lukkede, så
flodturen vekslede vi blot til en tur til Alanya og en køretur i bjergene, hvor man nok kunne se at boligstandarden var noget ringere end nede i Mahmutlar. Vi mødte også flere “vilde” dyr. Blandt andet ham her:

I byerne skulle man passe på ikke at køre de vilde hunde ned. I bjergene var der helt andre udfordringer på vejene.

Der var så meget afslapning over ferien, at der gik tre dage, før vi fandt ud af hvad klokken var i Tyrkiet, og hvad kursen på den tyrkiske lire var. Det kan man da kalde en rigtig ferie, ikk?

Man skal nok være gjort af et lidt specielt stof for at være med vores familie på ferie. For vi har ikke noget program. Vi står op, når vi synes og giver os god tid. Så det betyder, at vi først kommer ud af døren sidst på formiddagen, eller hvornår vi nu finder ud af, hvad vi skal.

Den eneste dag, hvor vi havde planerne klar før morgenmaden var den dag, hvor der var marked. Der var boder i lange baner og masser af frugt og grønt.

En lille klase bananer. Der var flere banan-plantager rundt om Mahmutlar

Dette er dog fra en landsby, vi kom igennem på bjergturen. Jeg undrede mig bare over, at æggene stod der i en papkasse i 25 graders varme

Hvad har vi så lært om Tyrkiet? 

Tyrkerne er rigtig søde og gæstfrie. Man føler sig meget velkommen hos dem, og de vil rigtig gerne hjælpe. Samtidig fandt vi også ud af, at de gerne vil snyde ved enten at sælge for dyrt eller sælge noget bras. Eller ved at kombinere de to ting i samme handel.

Denne gut ville helt sikkert også gerne snyde….. Vi købte nu ikke noget af ham

Så vi lærte også at det var en god idé at handle i nogle af de butikker med tøj osv som befandt sig i vores eget kvarter, for hvis vi gik ned med noget, som ikke var i orden, så byttede de det da bare. Og man skal forvente, at en del af det går i stykker ret hurtigt. Faktisk synes jeg ikke, at vi købte meget, men af ting, som ikke holdt en uge efter købet var følgende: Et par solbriller, et ur, en polo til Silas, en polo til Tobias samt et etui/cover til mobil. Så “good quality” og “Istanbul quality” er ikke nogen blåstempling af god og holdbar kvalitet. Men noget af det var også bare så billigt, at man da næsten ikke kunne tillade sig at forlange, at det skulle kunne holde ret længe.

Det er så dejligt at være på ferie med familien. Her er et par ekstra billeder fra ferien:

Ja tak – flere is, siger Silas Denne is kaldte vi “Gokkesokken” Den tyrkiske stavemåde af isens navn, lå ret tæt på

Silas hygger på skuldrene af far Under armen er hans trofaste følgesvend på ferien – Theo

En drink på en bar En lille aften-gåtur for Tobias og mig (Tobias ville gerne lige følge med i fodboldkamp)

Tobias og masser af mad fanget på en lokal restaurant Det var faktisk god mad her!

Så går turen hjemad. Silas tegner et fly – med sæder og senere passagere

Vel hjemme igen. Theo 1 genforenes med Theo 2 Kan du gætte hvilken en, der har været i Tyrkiet? (Heldigvis kan de vaskes…)