Tag: Henrik

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Kærlighedens julekalender

Søndag d. 1. dec overrakte Henrik mig en pakke. Jeg gloede meget overrasket på denne pakke. Var den virkelig til mig, og hvad mon det gik ud på? Der sad et lille træhjerte med et et-tal på. I gaven lå en julesok og en opfordring til at hænge den op og se, hvad der ville ske.

Siden er der sket det, at jeg har pakket dejlige, varme, praktiske og hjertelige pakker op hver dag.

Hvor er det hyggeligt med pakkekalender!

Pakkerne har blandt andet indeholdt DVD med Mick Øgendahl, gavekort til 5 x friskbagt hjemmebagt morgenbrød, biobilletter, slik, te, julepynt, blomsterbuket og en sød liste over 10 ting han elsker ved mig. Masser af ting, der er valgt med stort omhu og kærlighed.

Den på alle måder hjerteligste gave

Det er så smukt og personligt, og jeg føler mig så ufattelig heldig, elsket og priviligeret over denne totale overraskelse. Faktisk har jeg kendt Henrik i snart 10 år nu, og jeg har tidligere diskret vinket med en vognstang “udtalt mig positivt” om pakkekalendre fra Matas eller det lokale “chokoladefabrikat”, hvortil Henrik har fnyst og med foragt i stemmen sagt, at det da var død-upersonligt.

Sammenlignet med Henriks juleoverraskelse, så må jeg jo give ham så meget ret. For Henriks pakkekalender tåler ingen sammenligning!!

Spontan tur til Kreta

Min 6 ugers lange ferie/orlov har været så fuld af aktiviteter, og jeg har nærmest ikke haft tid til at blogge i ferien. Noget af det forsømte når jeg måske at indhente og andet kommer nok bare ikke på bloggen.

Men jeg må da nævne feriens absolutte højdepunkt, som var familiens ferie til Kreta.

Egentlig var det planen, at vi skulle have trukket campingvognen til Frankrig. Men både Henrik og jeg havde meget svært ved at blive færdig med job, så vi kunne komme til at holde ferie. Så vi kom faktisk et par dage ind i den første ferieuge (uge 25), før vi fik lukket ned. Dermed vurderede vi, at campingtur til Frankrig havde haft svære odds, når der også manglede rengøring og pakning af vognen, for ikke at nævne den lange køretur, før vi ville være fremme på destinationen.

Så i stedet surfede vi lidt på nettet, og fandt en uspecificeret rejse med Spies med afrejse om torsdagen. Den hoppede vi på. 998,- pr næse + lidt tillæg for garanti for at havne på samme hotel og transport mellem hotel og lufthavn. Vi endte på kr. 5.500,- for os alle fire. Fin fin pris, men lidt mærkeligt bare at rejse afsted uden at vide, hvor man ville havne på Kreta.

Et kig fra stranden inde i byen. Restauranter langs stranden i lange baner…

Ca samme sted – bare aften nu

Indrømmet, jeg er jo lidt kontrolfreak og kan ikke altid styre mit planlægningsgen. Vi endte dog på et hyggeligt lille hotel i udkanten af Hersonissos, som virkelig er et sandt feriested med masser af spisesteder og boder langs strandpromenaden. Det var et helt perfekt sted for os. Der var måske 40 ferielejligheder, og der var stille og roligt – og hyggeligt. Jeg ved, at jeg ville have syntes meget lidt om et af de store all-inclusive hoteller med masser af russere, så det her var faktisk både perfekt og billigt.

Dejligt lille pool-område og blå himmel hver dag
Hvad mere kan man så ønske sig?

Vi havde ingen planer for ferien og tog det bare stille og roligt. Vi sov længe, hentede morgenbrød og spiste sammen i vores lejlighed. Så gjorde vi ellers lige det som lystede os. Gik typisk en tur ned i byen, plaskede lidt i poolen og prustede lidt i varmen.

En dag ved stranden .
Vandet var lækkert, men bunden lidt lumsk

En enkelt dag lejede vi en bil og kørte en tur ud for at se lidt på øen. Egentlig var det planen at køre ud og se Knossos, men kombinationen Silas, 32 graders varme og folk, som sild i en tønde, gjorde, at vi droppede den idé. I stedet for kørte vi en tur til Skt Nikolaos og rundt i bjergene, hvor vi f.eks kom ud at køre i det, som man virkelig kan kalde for smalle gader.

En af de smalle gader, som vi kørte i og vi mødte tilmed en modkørende!
Godt vi bare havde lejet en lille bitte bil

Jeg elsker is-desserter, og i den varme så måtte Nikolaos også vise os,
hvad de havde at byde på

Hjemme i Danmark var det bare tordenvejr og masser af nedbør, men på Kreta var der +30 grader. Pyhaa, det er meget varmt for mig, og lad mig bare være ærlig og sige, at jeg er ret bange for solen. Mine ører bliver fyldt med små brandsår, og jeg bliver rød fremfor brun. Faktisk lykkedes det mig også at være på Kreta en hel uge uden at blive nævneværdig brun (jeg fik langt mere kulør under Fionia Cup i uge 28). Hver dag var jeg pakket ind i solcreme faktor 50 og forsynet med hat.

På med hatten

Denne her ferie var så afgjort bare feriens bedste aktivitet. Jeg var så godt tilpas med ferien, at jeg måtte udtrykke det flere gange dagligt for familien og ellers sad jeg bare flere gange om dagen og frydede mig for mig selv. Det var en ferie for os alle sammen. Ingen skulle gå på kompromis.

Eftermiddagshygge med en enkelt mojito

Skøn ferie for alle.
Ikke altid let at finde noget for både en på 4 og en på 18 år

Jeg blev faktisk ganske forelsket i Kreta, og en anden gang kunne jeg godt finde på, at tage afsted igen – gerne på samme tid af året. Sådan lige inden skolernes sommerferie. Det er billigt og det er til at komme til for gæster på feriestederne. Den græske mad var utrolig lækker, og det var også til at betale sig fra. Vi kom typisk af med 45-55 € for mad og drikke til os alle 4.

Næsten alle aftenmåltider blev indtaget langs vandet

Vi har jo næsten lige været i Tyrkiet, og jeg må sige, at sammenlignet med Kreta, så taber Tyrkiet bare så meget. På Kreta kan man få lov at kigge på varerne uden at blive overfaldet, og man slipper for konstant at skulle prutte om priserne for at nøjes med at betale et nogenlunde rimeligt beløb for tingene. På Kreta er lokalbefolkningen heller ikke så pågående som i Tyrkiet.

Den sidste dag besøgte vi den gamle Hersonissos, 
som ligger oppe i bjergene nogle kilometer fra feriebyen.
Der var anderledes ro på og hygge på en anden måde

Jeg frydede mig også meget over at opleve en stor udvikling med Silas på Kreta. Det er lige som om han ofte rykker en del i udvikling, når vi har ferie og tager væk, om det så er langt væk eller bare et sommerhus 150 km væk betyder ikke så meget for udviklingen.

Fiske-spa.
Ja, jeg måtte have babybløde fødder, inden vi skulle hjem igen

Silas var meget opsat på at prøve at få hænderne ned til de små fisk.
Jeg synes, at han var ret sej

Silas var superglad på hele ferien, og taler meget om vores ferie i “Myggeland”, som Silas døbte det, fordi han nærmest blev ædt af myg den første nat.

Myggeland.!!
Tjek lige de mange røde mærker på Silas…. 

Det var også sjovt at observere hans glæde ved poolen. Silas har aldrig været nogen vandhund, og vi har heller ikke gjort så meget i den retning, da pools/svømmebassiner og Cystisk Fibrose i manges optik er en dårlig kombi. Andre er ligeglade. Vi snakkede med dem på hotellet og vurderede så, at Silas ikke skulle frarøves den oplevelse. Der er dumme bakterier alle vegne, og vi satte vores lid til, at de gik op i hygiejnen.

Familiehygge ved poolen
Åh denne ferie var bare SÅ skøn, og nu her knap to måneder efter er jeg klar til at tage afsted igen…

Familiehygge i Tyrkiet

I sidste weekend vendte vi hjem fra en lang påskeferie, som vi
tilbragte i Alanya (eller rettere i Mahmutlar lidt øst for Alanya). Vi har fået
luftet sommertøjet lidt, men er bestemt ikke blevet solbranket. Det gør ikke så
meget for mig, men for Tobias, som er rigtig gode venner med solen, var den del
vist lidt en skuffelse. Men jeg ved, at han nød at holde ferie sammen med os andre uanset vejret.



Tobias tjekker lige vandet – Det var smækfuldt med kræfter
Temperaturen var ca 20 grader med overskyet vejr de fleste
af dagene. Tyrkerne syntes, det var pisse-koldt. Henrik og jeg har det med at befinde
os på feriestederne udenfor sæsonen. I efteråret besøgte vi Samsø, bedst som de
var ved at “lukke” hele øen om ørerne på os. Og nu Alanya, hvor dele af byen
nærmest virkede spøgelsesagtige, fordi restauranterne stadig var lukkede for vinteren.
Ligeså var hele strandområdet med alle de udskænkningssteder, der plejer at
være der. Dog åbnede et par af strandudskænkningerne på vores sidste dag i Tyrkiet, hvor Tobias sagde, at han havde set et termometer vise 31 grader.

Ellers var det som at besøge Rømø  eller Løkken om vinteren. Godt nok hader både Henrik og jeg at være, hvor man skal gå og stå som sild i en tønde, men men vi havde vist ramt Tyrkiet et par uger for tidligt.

Lidt strandhygge blev det også til.
Vandet var dog lidt for vildt til Silas

Morgensol på terassen
Familien sover, og bollerne er i ovnen.
Hvis jeg skal med på et billede, så må jeg som regel selv tage det…
Nå men det har nu ikke ødelagt ferien. Vi var så heldige, at
have lånt en skøn ferielejlighed af en god bekendt. Hun havde samtidig fikset
vores transport til/fra lufthavn samt leje af bil i en uge. Det var meget rart
og trygt, at man blot kunne vælte ud fra lufthavnen og lade sig transportere
hele vejen til lejligheden. Jeg har siden læst, at man bør afholde sig fra selv
at køre bil i Tyrkiet efter mørkets frembrud. At køre bil dernede i dagtimerne
er da heller ikke for folk med “blød hat”, og det kræver en vis portion
koncentration, da man bør forvente at alle andre trafikanter/løse hunde/fodgængere m.fl. er rimelig
utilregnelige. En af dagene oplevede vi f.eks en gadehund, der lavede udfald mod vores bil, da vi kom kørende.

Dejlig udsigt fra 9. etage
Formålet med ferien var primært afslapning og hygge. Men i
anledning af, at vi også havde bilen, så kunne vi lige så godt bevæge os ud på
egen hånd. Vi var inde i Alanya et par gange og et smut oppe at se Dim Grotten.

Faktisk lidt stolt af at det lykkedes mig at tage billeder i grotten
– uden at bruge autofunktionen…

Vi var også så naive, at vi troede, at vi måske kunne sejle en tur på Dim
Floden og spise vores mad på en af de flod-restauranter, som vi havde læst om,
men floden synede nu lidt fattig på vand og alle restauranterne var lukkede, så
flodturen vekslede vi blot til en tur til Alanya og en køretur i bjergene, hvor man nok kunne se at boligstandarden var noget ringere end nede i Mahmutlar. Vi mødte også flere “vilde” dyr. Blandt andet ham her:

I byerne skulle man passe på ikke at køre de vilde hunde ned.
I bjergene var der helt andre udfordringer på vejene.
Der var så meget afslapning over ferien, at der gik tre dage, før vi fandt ud af hvad klokken var i Tyrkiet, og hvad kursen på den tyrkiske lire var. Det kan man da kalde en rigtig ferie, ikk?
Man skal nok være gjort af et lidt specielt stof for at være med vores familie på ferie. For vi har ikke noget program. Vi står op, når vi synes og giver os god tid. Så det betyder, at vi først kommer ud af døren sidst på formiddagen, eller hvornår vi nu finder ud af, hvad vi skal.

Den eneste dag, hvor vi havde planerne klar før morgenmaden var den dag, hvor der var marked. Der var boder i lange baner og masser af frugt og grønt.

En lille klase bananer.
Der var flere banan-plantager rundt om Mahmutlar
Dette er dog fra en landsby, vi kom igennem på bjergturen.
Jeg undrede mig bare over, at æggene stod der i en papkasse i 25 graders varme
Hvad har vi så lært om Tyrkiet? 
Tyrkerne er rigtig søde og gæstfrie. Man føler sig meget velkommen hos dem, og de vil rigtig gerne hjælpe. Samtidig fandt vi også ud af, at de gerne vil snyde ved enten at sælge for dyrt eller sælge noget bras. Eller ved at kombinere de to ting i samme handel.

Denne gut ville helt sikkert også gerne snyde…..
Vi købte nu ikke noget af ham
Så vi lærte også at det var en god idé at handle i nogle af de butikker med tøj osv som befandt sig i vores eget kvarter, for hvis vi gik ned med noget, som ikke var i orden, så byttede de det da bare. Og man skal forvente, at en del af det går i stykker ret hurtigt. Faktisk synes jeg ikke, at vi købte meget, men af ting, som ikke holdt en uge efter købet var følgende: Et par solbriller, et ur, en polo til Silas, en polo til Tobias samt et etui/cover til mobil. Så “good quality” og “Istanbul quality” er ikke nogen blåstempling af god og holdbar kvalitet. Men noget af det var også bare så billigt, at man da næsten ikke kunne tillade sig at forlange, at det skulle kunne holde ret længe.

Det er så dejligt at være på ferie med familien. Her er et par ekstra billeder fra ferien:

Ja tak – flere is, siger Silas
Denne is kaldte vi “Gokkesokken”
Den tyrkiske stavemåde af isens navn, lå ret tæt på
Silas hygger på skuldrene af far
Under armen er hans trofaste følgesvend på ferien – Theo

En drink på en bar
En lille aften-gåtur for Tobias og mig
(Tobias ville gerne lige følge med i fodboldkamp)

Tobias og masser af mad fanget på en lokal restaurant
Det var faktisk god mad her!

Så går turen hjemad.
Silas tegner et fly – med sæder og senere passagere

Vel hjemme igen.
Theo 1 genforenes med Theo 2
Kan du gætte hvilken en, der har været i Tyrkiet?
(Heldigvis kan de vaskes…)

Missionen lykkedes

Ja ikke fordi det var en stor mission. Det var faktisk blot den cachejagt på Kalvø, som det lykkedes os at gennemføre igår.

Vejret var jo rigtig dejligt. Friskt, koldt og solskin. Og jeg fatter ikke, at jeg har boet så mange år hernede i det sønderjyske og først nu har opdaget den naturperle som Kalvø er. I sommers var vi ude at sejle i havkajak omkring Kalvø, og vi har også været forbi Kalvø et par gange i løbet af det sidste halve år, men har aldrig haft held til at gå langs stien på den lille halvø.

Vinter på Kalvø

Den tur tog vi så igår. På vejen fandt vi en cache. Der er et par caches mere på Kalvø, men vi lader lige et par stykker være til et andet visit.

Silas nyder en forfriskning i en pause

Det er aldrig helt til at vide, hvor man gemmer sådan en cache
(men den var nu ikke gemt i denne fuglekasse)

Efter en kold og frisk tur kunne vi da ikke lade være med at gå ind på Kalvø Badehotel og tage en kop varm kakao, nå nej en KANDE er det jo man får her samt en hjemmelavet fastelavnsbolle med creme og flødeskum. Igen mavepine!!

I næste weekend skal vi altså ikke til Kalvø…..

Smukt – på Østsiden af Kalvø

Snart starter agilitysæsonen, og Ninja og jeg skal ud og lege på banerne igen. Silas taler meget om, at han altså skal med til at agilitystævnerne, når det bliver sommer og varmt, og det glæder jeg mig også til (selvom han griner hånligt, hvis jeg laver fejl på banen).