På græs igen….

Foråret lader jo vente på sig, men i sidste weekend var vi egentlig ret heldige med vejret om lørdagen, hvor vi i Ribe Hundevenner afholdte vores klasse 1 og 2 stævne.

Det er altid sådan et hyggeligt stævne. Det er ret lille med kun en ring og masser af nye hunde, som ofte debuterer til dette stævne. Det giver sådan en afslappet stemning, for der er ikke noget som helst, der tæller til “noget”. Ikke noget DM og ikke noget landshold mv.

Ninja var også støvet af i dagens anledning. Jeg startede med sammen med Silas at køre ud i klubben om fredagen med sneglehuset efter bilen. Så var der plads til at installere sig lidt og gøre præmier klat til lørdagens stævne. Vi startede dog med lidt undervisning ved Sarah fredag aften.

Silas graver efter regnorme, mens jeg træner
(fredag aften var piv-kold)

Jeg/Ninja blev til fredagens træning præsenteret for nogle baner, som vi ikke plejer at løbe og blev bedt om at løse dem lidt anderledes end jeg plejer, når jeg træner hos Sanne.

Her er lidt video fra træningen – Dygtig hund!

For mig er den ene handlingsmetode ikke mere korrekt end den anden, og selvom det for nogle andre lidt er som en religion, så er agility i mine øjne ikke en religion. For mig udelukker den ene måde at handle hunden på ikke den anden .

Lørdag til stævnet fik jeg da også lejlighed til at prøve at lege lidt med begge handlingsformer (karakteriseret ved enten at handle meget bagved eller meget foran). Jeg indrømmer gerne, at jeg mest har trænet Ninja ved at løbe meget bag hende.

Et lille kig ud over banen.
Der var masser af plads til teltene

Jeg fik da også spørgsmålet om hvorfor jeg nu valgte mest at handle bagved til stævnet, når nu fredagens træning med at handle mere foran hunden var gået så godt. Dertil kan jeg kun svare, at jeg kigger på en banen og vælger den handlingsform, som jeg umiddelbart synes passer bedst til mig og hunden på den givne bane.
Så for mig er det lidt som at kigge i værktøjskassen og tage det værktøj der passer til “jobbet” – og ikke bare insistere på at tage boremaskinen, når man egentlig skulle save.

Nå men hvordan gik det så?
Ninja gennemført to af sine fire løb – begge uden fejl og begge ved at vinde klassen. Dvs hun vandt en Agility klasse 2 samt en spring klasse 2. Jeg var ret stolt, for jeg synes der var flere rigtig gode hunde i klassen.

Forude venter maj måned, hvor der stort set er stævne i alle weekenderne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *