Det har været lidt drøjt siden sidste indlæg, hvor jeg lettet fortalte, at det bare kørte på skinner. Jeg har ikke haft tid og overskud til at skrive om det. Jeg har skullet passe hvalpe, familie og job, men nu går det endelig godt igen. Det er bare lidt opslidende, når det går skævt.
I søndags var jeg tæt på at køre til dyrlæge i vagten. Mic havde egentlig være frisk nok fra morgenstunden, og havde været med ude at gå en pæn tur på over en time. Stille og rolig tur i flexline, og hun fulgte fint nok trop. Gennem søndagen blev hun dog mere og mere svingende. Hun prustede som et godslokomotiv, selvom hun ikke lå hos hvalpene. At man pruster, når hvalpene dier og lige efter er ikke så mærkeligt, men det her var lidt for vildt og meget larmende.
Hun havde også prustet om natten, men det havde jeg mere set som naturligt, når mælken løb til, men hun gjorde faktisk også, når de små havde spist. En nat var det så slemt, at Silas stod op og gik ind til sig selv og sov.
Men søndag var det også sådan, at hun havde kvalme, og jeg synes det var svært at få noget mad i hende. Jeg fandt på et tidspunkt en pølse, som jeg ville håndfodre hende med, mens de små spiste hos hende. For hun ville ikke have foder eller den specialblanding af kalorietætte mælkeprodukter. Hun plejer så at hugge sådan et stykke pølse i sig. Nu kiggede hun hjælpeløst på mig, mens hun savlede helt vildt. Det stod helt oppe i halsen på hende.
Hun havde ingen feber og hun passede, fodrede og vaskede sine hvalpe til udmærkelse. Hun havde styr på kroppen. Så det kunne ikke rigtig være kalkchok, som jo kan være ekstremt farlig.
Samtidig drak hun store mængder vand (vi taler nok omkring 2 liter) og havde gjort det over nogle dage. Det resulterede i, at hun tissede på gulvet mere end en gang i løbet af weekenden. Nu er det jo også en barsk omgang med hvalpe og kejsersnit og sterilisation på en gang, så det slog jeg det lidt hen med. Godt nok er Mic andengangsfødende, men første gang døde hvalpen, så jeg kunne ikke drage paralleller til sidste gang. Der var jo ikke noget at passe efterfølgende.
Jeg havde også været flittig til at servere vand og mad på sengen til hende, og det var måske også blevet lidt for meget. Lige den del tror jeg på. Mics kampvægt er 6 kg. Da hun fødte vejede hun 7,5 kg og i mandags vejede hun 9 kg!! Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne servicere sine hvalpe.
Oven i det så tog den ene hvalp ikke ret meget på. For den anden hvalp var det lige modsat. Den overhalede så lige sin søster, og når jorden nu var gødet til bekymring, så skal jeg da lige love for, at den fik næring. Hvalpen der ikke havde taget noget på ville ikke rigtig spise, da jeg når til den her konstatering og bekymring sent søndag aften (jeg vejer altid ret sent). Jeg bliver dog talt til ro over telefon og messenger. Inden jeg går i seng, så ligger begge hvalpe og æder lystigt. Man har også lov til at være træt og mæt (bare helst ikke når jeg er bekymret, forstår man nok…. ).
Jeg prøvede virkelig på at lade være med at piske en stemning op. Søndag havde også været den første dag, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at overvåge alt. I stedet havde jeg forsøgt at få spenderet lidt mere tid udenfor hvalpeværelset og være sammen med familien, fordi jeg nu syntes, at det egentlig lige gik så godt. Så al elendigheden og bekymringerne indhentede mig derfor først op af dagen.
Mandag morgen ringede jeg til dyrlægen, og fik en tid samme eftermiddag. Igen vil jeg sige, at Mic bare var lidt svingende og virkede måske træt og udmattet med nedsat appetit, men alt i input og output fungerede og temperaturen var også helt normalt. Hun var også frisk nok i haven og var nysgerrig osv.
Vi var heldige at komme ind til Lotte, der også var hende, der lavede kejsersnittet. Hun lavede en klinisk undersøgelse af Mic, og det så fint ud. Så tog hun en blodprøve, så vi kunne se om det kunne gøre os klogere. Jeg havde taget et par videooptagelser med, som hun kunne se og ikke mindst høre. For ellers var det måske lidt svært at danne sig et reelt indtryk af pusteriet.
Efter lidt ventetid kom hun tilbage og fortalte, at levertal og nyretal var lidt forhøjede, men at hun ikke mente, at det betød noget for tilstanden. For værdierne var tæt på normalen. Men til gengæld var hendes blodprocent for lav og hun var anæmisk (jernmangel).
Dyrlægen gav Mic nogen kvalmestillende og sendte mig på apoteket efter jerndråber. Det havde ret hurtigt effekt på Mic, og hun blev langsomt bedre. Den første nat pustede hun stadig, men det var dog aftagende.
Rumtemperaturen var efter den første uge skruet ned til et mere normalt niveau på ca 22 grader, og varmepuden var pakket væk, så det var heller ikke fordi Mic var ved at blive grillet. Hun var simpelthen var udmattet, fordi hun havde mistet en del blod under operationen.
Nu er hun heldigvis helt sig selv igen, og vi fortsætter et par dage mere med jerndråberne. Dyrlægen har været sød at ringe et par gange og høre, hvordan det gik.
Hvalpene har fået øjne med en dags mellemrum. De stavrer rundt på deres små gummiben. Det er så sjovt at følge deres udvikling for hver dag. Der er heldigvis så mange hyggelige stunder med de små, og det er fedt når det er dem som dominerer. Jeg nyder, at se Silas´fantastiske smil, når han ligger og kigger på hvalpene eller nusser dem.
Indrømmet så var det faktisk lidt opslidende at stå med, og jeg var ret bekymret. Måske bliver jeg også bare lidt for bekymret, men hellere være opmærksom og tage ting i opløbet end at sove i timen. Det skal åbenbart ikke bare være legende let for lige mig, men nu tror jeg på, at der ikke er flere bump på vejen.