Tag: Hvalpekuld

Hvor er man bare priviligeret, når man har valg og muligheder at tage hånd om. Det er jo en kæmpe luksus. Derfor skal jeg heller ikke klage.

Det var ikke givet, at jeg kom frem til den beslutning, som jeg nu har truffet. Slet ikke. Da jeg fik parret Mic, var jeg slet ikke afklaret om, hvorvidt jeg egentlig ville beholde en hvalp selv. Tilbage i oktober tænkte jeg nok nærmere, at timingen var dårlig. Men jeg tænkte også, at der stadig var lang vej til en Mic-datter, så hvorfor bruge energi på valg og muligheder som måske aldrig blev reelle.

Først skulle hun blive drægtig. Det er ikke en selvfølge trods parring. Så skulle hun føde levende hvalpe. Det er heller ikke en selvfølge trods drægtighed. Så skulle der gerne være en tæve. Det er heller ikke selvfølge… Og jeg er pt ikke til hanhunde (har faktisk haft hanhunde i over 20 år før – endda 4 stk). Nu var der så to små piger, og jeg kunne faktisk vælge en, hvis jeg havde lyst. Hvis jeg ikke havde lyst, så ville det være meget let at afsætte dem til andre dejlige familier. Så ingen problem i det. Hvis der havde været to hanner, så havde jeg ikke haft brug for at vælge.

Nu har jeg tygget på mulighederne, og selvom det kun er 3 måneder siden Mic blev parret, så synes jeg alligevel, at der er ting, der ser anderledes ud i dag ift dengang. Ikke mindst pga Corona.

Min hundeflok er mellem 6 og (tæt på) 11 år. Tiden går, og det her vidste jeg jo godt at jeg kunne ske at stå i, da jeg valgte at beholde Fuji for 6 år siden, for så ville der være to år mellem mine hunde. Og Fuji er Fuji. Hun er skøn og min yngste hund, men hendes handicap begrænser os lidt. Inden jeg får set mig om, så står jeg uden en agilityhund, for Mic er lige fyldt 8 år. Så hvis jeg fortsat gerne vil løbe agility, så må jeg nok holde mig lidt til ilden.

Egentlig synes jeg, at fire hunde er rigeligt, tangerende til “for mange”. Driften af fire hunde koster tid og penge. Hvis jeg skulle indsætte en fjerde hund, så måtte det blive en lille hund/sheltie. En border mere fylder noget mere (på alle måder), og vil nok også kræve indkøb af en anden bil. Så griber det bare lidt mere om sig end man lige kan overskue.

Måske ville det passe bedre om et eller to år, men sådan kan man dælme ikke planlægge at få en sheltie. For de hænger virkelig ikke på træerne. Især ikke hvis man også er kritisk. Så må det være nu! Jeg er jo vild med Mic. Hendes skønne humør/temperament og hendes arbejdsglæde.

Tiden lige nu er faktisk særlig gunstig for at have en hundehvalp. For der er ikke udsigt til ud af huset møder de næste måneder, så ingen lange Sjællandsarbejdsdage. Det er jo et kæmpeplus med en hundehvalp i huset. Jeg synes altid at det første halve år er ekstra hårdt og krævende med en hvalp (og jeg glemmer det hver gang!)

Jeg ser sikker på, at Mic vil elske min beslutning. Når border collierne bliver opslugt af leg med hinanden, så kan jeg se, at Mic bare står og kigger på. Der er simpelthen ikke plads til hende i deres leg. Jeg tror også gerne Mic vil ligge og putte sammen med en anden hund, men mine bordere gider ikke at putte med nogen.

Så jeg har tænkt og tænkt de sidste uger og har nu endeligt besluttet af den ene af hvalpene bliver boende her hos mig.

Tilbage står jeg så med det fantastiske luksusproblem, at jeg skal vælge mellem to lækre hundehvalpe. Det bliver faktisk ikke let. Jeg har ikke valgt endnu. Hverken hvilken hvalp, eller hvad den skal hedde.

Nogen vil nok mene, at det har jeg vidst hele tiden. Men jeg kan godt lide at tvivle. Det tvinger mig til at overveje lidt grundigere end bare at sige, at det hele er givet på forhånd. Her hælder alle plusser og minusser så mest til at beholde en hvalp.

Hvem det bliver må tiden vise. For de udvikler sig dag for dag og er allerede små personligheder, som jeg begge kan lide. Bare rolig. Jeg beholder ikke dem begge. Men det bliver ikke et let valg. Den jeg ikke vælger får et aldeles fremragende hjem med en aktiv og omsorgsfuld tilværelse, hvor jeg ved, at jeg vil møde hende igen og igen.

Hvad hun skal hedde, ved jeg heller ikke helt. Jeg har de sidste 10 år haft en liste over hvalpenavne, hvor jeg løbende tilføjer (og sletter, hvis andre bruger “mine” navne). Den har jeg låst fordi det ville være en katastrofe, hvis jeg kom til at slette den. Nu kan jeg bare ikke huske koden og kan derfor ikke komme ind på den. Det er sgu da komisk. Jeg ser det som et tegn på, at jeg skal diske op med et andet navn, fordi der ikke var et brugbart navn på min liste. Så hovedet ligger lidt i blød. Der er også “god” tid. Jeg skal først registrere kuldet om en uge.

Det har været lidt drøjt siden sidste indlæg, hvor jeg lettet fortalte, at det bare kørte på skinner. Jeg har ikke haft tid og overskud til at skrive om det. Jeg har skullet passe hvalpe, familie og job, men nu går det endelig godt igen. Det er bare lidt opslidende, når det går skævt.

I søndags var jeg tæt på at køre til dyrlæge i vagten. Mic havde egentlig være frisk nok fra morgenstunden, og havde været med ude at gå en pæn tur på over en time. Stille og rolig tur i flexline, og hun fulgte fint nok trop. Gennem søndagen blev hun dog mere og mere svingende. Hun prustede som et godslokomotiv, selvom hun ikke lå hos hvalpene. At man pruster, når hvalpene dier og lige efter er ikke så mærkeligt, men det her var lidt for vildt og meget larmende.

Hun havde også prustet om natten, men det havde jeg mere set som naturligt, når mælken løb til, men hun gjorde faktisk også, når de små havde spist. En nat var det så slemt, at Silas stod op og gik ind til sig selv og sov.

Men søndag var det også sådan, at hun havde kvalme, og jeg synes det var svært at få noget mad i hende. Jeg fandt på et tidspunkt en pølse, som jeg ville håndfodre hende med, mens de små spiste hos hende. For hun ville ikke have foder eller den specialblanding af kalorietætte mælkeprodukter. Hun plejer så at hugge sådan et stykke pølse i sig. Nu kiggede hun hjælpeløst på mig, mens hun savlede helt vildt. Det stod helt oppe i halsen på hende.

Hun havde ingen feber og hun passede, fodrede og vaskede sine hvalpe til udmærkelse. Hun havde styr på kroppen. Så det kunne ikke rigtig være kalkchok, som jo kan være ekstremt farlig.

Samtidig drak hun store mængder vand (vi taler nok omkring 2 liter) og havde gjort det over nogle dage. Det resulterede i, at hun tissede på gulvet mere end en gang i løbet af weekenden. Nu er det jo også en barsk omgang med hvalpe og kejsersnit og sterilisation på en gang, så det slog jeg det lidt hen med. Godt nok er Mic andengangsfødende, men første gang døde hvalpen, så jeg kunne ikke drage paralleller til sidste gang. Der var jo ikke noget at passe efterfølgende.

Jeg havde også været flittig til at servere vand og mad på sengen til hende, og det var måske også blevet lidt for meget. Lige den del tror jeg på. Mics kampvægt er 6 kg. Da hun fødte vejede hun 7,5 kg og i mandags vejede hun 9 kg!! Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne servicere sine hvalpe.

Oven i det så tog den ene hvalp ikke ret meget på. For den anden hvalp var det lige modsat. Den overhalede så lige sin søster, og når jorden nu var gødet til bekymring, så skal jeg da lige love for, at den fik næring. Hvalpen der ikke havde taget noget på ville ikke rigtig spise, da jeg når til den her konstatering og bekymring sent søndag aften (jeg vejer altid ret sent). Jeg bliver dog talt til ro over telefon og messenger. Inden jeg går i seng, så ligger begge hvalpe og æder lystigt. Man har også lov til at være træt og mæt (bare helst ikke når jeg er bekymret, forstår man nok…. ).

Jeg prøvede virkelig på at lade være med at piske en stemning op. Søndag havde også været den første dag, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at overvåge alt. I stedet havde jeg forsøgt at få spenderet lidt mere tid udenfor hvalpeværelset og være sammen med familien, fordi jeg nu syntes, at det egentlig lige gik så godt. Så al elendigheden og bekymringerne indhentede mig derfor først op af dagen.

Mandag morgen ringede jeg til dyrlægen, og fik en tid samme eftermiddag. Igen vil jeg sige, at Mic bare var lidt svingende og virkede måske træt og udmattet med nedsat appetit, men alt i input og output fungerede og temperaturen var også helt normalt. Hun var også frisk nok i haven og var nysgerrig osv.

Vi var heldige at komme ind til Lotte, der også var hende, der lavede kejsersnittet. Hun lavede en klinisk undersøgelse af Mic, og det så fint ud. Så tog hun en blodprøve, så vi kunne se om det kunne gøre os klogere. Jeg havde taget et par videooptagelser med, som hun kunne se og ikke mindst høre. For ellers var det måske lidt svært at danne sig et reelt indtryk af pusteriet.

Efter lidt ventetid kom hun tilbage og fortalte, at levertal og nyretal var lidt forhøjede, men at hun ikke mente, at det betød noget for tilstanden. For værdierne var tæt på normalen. Men til gengæld var hendes blodprocent for lav og hun var anæmisk (jernmangel).

Dyrlægen gav Mic nogen kvalmestillende og sendte mig på apoteket efter jerndråber. Det havde ret hurtigt effekt på Mic, og hun blev langsomt bedre. Den første nat pustede hun stadig, men det var dog aftagende.

Rumtemperaturen var efter den første uge skruet ned til et mere normalt niveau på ca 22 grader, og varmepuden var pakket væk, så det var heller ikke fordi Mic var ved at blive grillet. Hun var simpelthen var udmattet, fordi hun havde mistet en del blod under operationen.

Nu er hun heldigvis helt sig selv igen, og vi fortsætter et par dage mere med jerndråberne. Dyrlægen har været sød at ringe et par gange og høre, hvordan det gik.

Hvalpene har fået øjne med en dags mellemrum. De stavrer rundt på deres små gummiben. Det er så sjovt at følge deres udvikling for hver dag. Der er heldigvis så mange hyggelige stunder med de små, og det er fedt når det er dem som dominerer. Jeg nyder, at se Silas´fantastiske smil, når han ligger og kigger på hvalpene eller nusser dem.

Indrømmet så var det faktisk lidt opslidende at stå med, og jeg var ret bekymret. Måske bliver jeg også bare lidt for bekymret, men hellere være opmærksom og tage ting i opløbet end at sove i timen. Det skal åbenbart ikke bare være legende let for lige mig, men nu tror jeg på, at der ikke er flere bump på vejen.

Tænk at det nu er seks dage siden, hvalpene blev født. Det føles både som i går og som længere tid siden. Det er sådan lidt en rutsjetur at skulle igennem. Måske også fordi jeg har været træt og lidt bekymret. Det er nok helt naturligt.

Man skal sikre sig, at Mic er en god mor. At hvalpene spiser og ikke bliver kolde. Holde øje med at Mic ikke lægger sig på dem, eller at de smutter ud af kassen. I aftes fik den ene hvalp mulvarpet sig op på ryggen af Mic og derfra gled den ud over kanten på fødebassinet og ned på gulvtæppet. Kanten kan næsten ikke være højere for Mic skal jo kunne komme ind og ud uden at skulle hoppe over kanten.

I starten lå de dejlig varmt i en donutkurv. Men hold da op, hvor kom de tit på afveje, og det krævede 100% opsyn. Men den var bare så dejlig varm og de små kunne ligge tæt ved deres mor hele tiden. Men badebassinet er altså et bedre valg. Ikke mindst nu hvor de er blevet større og bedre selv kan vælge temperaturen.

Vi startede ugen med et besøg på Aabenraa Dyrehospital. Ikke fordi der var noget galt. Jeg synes selv, at alt så fint ud. Men det er helt almindelig praksis, at de gerne vil se tilse tæven efter et kejsersnit. Så Mic. de små og jeg kørte i afsted i en dejlig forvarmet bil mod Aabenraa tidligt mandag morgen.

Veterinærsygeplejersken havde fået kliniktøj på i stedet for nederdelen og skoene med lidt hæl på, som hun måtte assistere dyrlægen i juleaften. Hun fortalte mig, at hun havde lånt en T-shirt af sin bror, hvor hun havde holdt juleaften, da hun blev kaldt på klinikken. Det var lidt morsomt. Hun fortalte mig også, at hvalpene var så fine og livlige, da de forløste dem. Det var jo rigtig dejligt, for de to kejsersnit jeg har været involveret har budt på slappe hvalpe, der skulle hjælpes igang.

Den dyrlæge, der var på arbejde kiggede på Mic og synes det hele så fint ud. Han ville også gerne lige kigge på hvalpene, som han fandt meget livlige. Alt så fint ud, og vi kunne køre de 20 minutter nordpå igen. Eftersynet var “on the house”. Jeg har virkelig kun meget positivt at sige om Aabenraa Dyreshospital i det her forløb.

Jeg havde mange historier i baghovedet fra mine hundevenner på Facebook, hvor de har oplevet, at den dyrlæge, som de havde lavet aftale med under en hvalpefødsel, ikke tog telefonen. Eller tilfælde hvor dyrlægen beder folk med tæver i fødsel om at vente og vente, og det så ender med døde hvalpe. Hvalpe der erklæres døde, men viser sig at overleve, og jeg har hørt så meget, at man skulle tro, at det var løgn det halve. Steder hvor et kejsersnit i vagten har kostet 30.000ish Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville få fat i, da jeg ringede juleaften, for jeg kendte ikke nogen af dem, som havde vagten.

Men dyrlægen var virkelig lydhør og hurtig til at sige, at hun kunne køre til Aabenraa, og om jeg var indstillet på, at det kunne være nødvendigt med et kejsersnit. Ja spørgsmålet kunne jo virke ret overflødigt for mig, for hvad ville alternativet være? Samtidig nævner hun prisen (måske for at “afskrække” mig), og så er jeg ved er jeg nødt til at spørge, om hun virkelig mener det på en juleaften. Hun begynder at “forklareforsvare” at der er vagttillæg. Men helt ærligt, prisen for et kejsersnit i vagten hos dem var kr. 10.000 (nå ja og så lige kr. 300 oveni, fordi jeg insisterede på en UL scanning). Jeg er faktisk ret sikker på, at det var samme pris jeg betalte for et kejsersnit for 6 år siden, men det var altså uden vagttillæg! Nå men det var ikke prisen, der afgjorde valget. Men det var naturligvis positivt ikke at blive flået, når det nu skulle være. Hov, og så spurgte de slet ikke om min hund var sygeforsikret! Det sidste kan jeg sådan set godt lide, for det kommer da slet ikke min dyrlæge ved. Behandlingen bør jo være den samme uanset forsikringsforhold.

Hjemme med to små hvalpe og en tæve med kejsersnit. De første dage er lidt træge. Jeg synes, at det er hårdt at vente på, at mælken løber til. Der går lige et par dage med meget sutteri for hvalpene, afløst af lidt søvn og så suttes der igen. De har været rolige, og de har egentlig også holdt vægten, så jeg har ledt efter min tålmodighed og været overbevist om, at naturen og Mic kunne klare det hele selv. Og det ser sandelig sådan ud.

Pludselig kom der virkelig mælk på alle “hylder”. De små haler strittede ekstra lystigt ved spisning, og hvalpene faldt bare fede og mætte af patterne og snorksov. Og øgningen i vægt tog nu også fart. Det var dejligt. Mic var heller ikke så urolig og så påvirket, som Ninja, da hendes mælk løb til dengang.

Mine bekymringer har helt sikkert rod i min oplevelse med Ninjas hvalpe. Jeg husker godt, da jeg sad her i samme værelse som nu, og Ninja lå ved siden af mig med 6 store og fine hvalpe. Det var på 4. dage og alt gik så fint. Hvalpene tog på, og jeg tog mig selv i at ånde lettet op og tænke, at vi klarede skærene, og at nu skulle det hele nok gå godt.

Da jeg skulle veje hvalpene samme dag, så havde den ene tabt sig, og det udviklede sig til en ret ulykkelig historie for mig. Hvalpen var den, som jeg havde kastet min kærlighed over. Den som jeg havde fået stukket i hænderne ved kejsersnittet den novembermorgen. Hun var den smukkeste blå border tæve. Og jeg kæmpede en kamp med at få hende i trivsel med sonde og mavemassage, men kampen var forgæves og opslidende. Knap 4 uger gammel blev hun aflivet.

Jeg tror nu ikke, at historien gentager sig denne gang, men det kan da godt have givet mig lidt ekstra bekymringer. Men min oplevelse fra dengang har noget i højere grad lært mig at tage en dag af gangen. Jeg har heller ikke kastet min kærlighed mere på den ene end den anden hvalp. De er begge skøn og livlige. Hvis den ene bliver boende her, så finder jeg nok også ud af, hvem det skal være.

Men det går heldigvis rigtig godt, og man tydeligt se forskel fra dag til dag. Hvalpene bliver stærkere og mere mobile. Sikke hurtigt de kan mose sig fra den ene ende af poolen til den anden. Det fascinerende og livsbekræftende at følge den udvikling.

Mic er nærmest begyndt at kede sig lidt. Hun er lidt splittet mellem at være hos sine hvalpe og være, hvor vi andre er. Hvis jeg går ud af rummet, hvor hvalpene er, så ved hun ikke rigtigt, hvad hun helst vil. Da vi andre skulle ud af døren idag for at gå en tur, var jeg først inde og kigge til Mic, og tænkte at hun skulle blive hjemme (mest pga kejsersnittet). Da jeg stod udenfor, kunne jeg se hende stå oppe i sengen og kigge ud af vinduet. Jeg ombestemte mig og tog hende med. Hvalpene havde lige spist, så de sov jo bare.

Hun nød gåturen og fulgte fint trop. Hun var også oplagt til lidt spas og pjat. Hun lignede ikke en der gik og tænkte på hvalpe. Det er ikke sjovt at være splittet mellem at ville passe sine små og ikke ville gå glip af noget (jeg kan godt sætte mig ind i hendes dilemma).

Hvad siger de andre hunde til hvalpelydene? Ja, Fuji siger naturligt nok ikke noget til lydene, men hun har klart fornemmet “noget”. Hun har mange gange puffet døren til værelset op (Fuji moser bare på låger og døre til de giver efter). Hun har åbenbart godt fornemmet, at man ikke bare må gå ind. Så står hun bare der i døråbningen eller sætter sig og kigger ind.

Det varede et par dage, før Ninja viste interesse, men da det gik op for hende, så blev hun meget nysgerrig og var faktisk på vej hen til kassen (hun var listet ind af døren, der stod på klem – Ninja er en sniger), hvor jeg sad sammen med Mic. Mic tog det heldigvis stille og roligt, og jeg bad bare Ninja om at gå lidt væk og lægge sig ned.

De får jo nok at se, hvad det handler om, når hvalpene rykker ud fra værelset om lidt tid. Men lige nu er ro og en stabil rumtemperatur. Jeg har endda sat en affugter op i rummet, som slår til når luftfugtigheden bliver for høj, da det ellers blev lidt varmt og klamt.