Diva – Side 5 – Berits Blog

Så gik den weekend

Vupti, inden man får set sig om, så er sådan en dejlig weekend væk…..

Lørdag skulle vi ikke rigtig noget. Jeg skulle have malet loftet på Silas´kommende værelse, som forhåbentlig snart bliver færdigt. Det har været en langstrakt affære at få det lavet – ikke mindst fordi alle væggene var pil-skæv og uisolerede, så det var ikke bare sådan lige. Det var faktisk ganske rart ikke at have planlagt en hel masse, men dagen forsvandt bare, som sand mellem fingrene.

Lørdag var en rigtig slapperdag – i hvert fald for Echo

Dagen i dag brugte jeg så til et lille hyggeligt stævne hos DCH Varde. Jeg tænkte godt nok lidt på, om de nu også “kunne finde ud af det med at afholde agilitystævner”, da jeg ikke lige kunne mindes at have set dem på stævnekalenderen før. Men jeg havde mest i hovedet, at det måske var sundt nok med et lille stævne inden DM i næste weekend.

Der var vel ca. 50 deltagere, men trods det forholdsvise lave deltagerantal blev stævnet afviklet i to ringe. Sikke en skøn beliggenhed DCH Varde har og total lækkert og stort klubhus. Præmierne var også absolut i topklasse – Imponerende flotte præmier!!

Dagens højdepunkter for mig/os var SP1, som Echo vandt trods 5 fejl på en vægring, som jeg klart må tage på min kappe. Men hans slalom i dette løb var bare SUPER – flot indgang! Echo løber pt kun springklasser, så hans sidste løb i dag var Spring Åben, hvor jeg også var meget tilfreds med ham. Han spilder bare ikke et skridt på banen og havde da også en pæn hastighed uden decideret at være et lyn. Løbet rakte til en 1. plads i Spring Åben. Sejt!!

Dagens præmiehøst – der mangler endda en pokal, som jeg afsatte til DCH Vejle.

Gode gamle Diva er jo stadig vildt tændt på agility, så da jeg gik fra hende ved start i AG3 rejste hun sig fra dæk til sit. Jeg kommanderede hende ned i dæk igen og gik ud for at placere mig. Da jeg vendte mig om for at kalde hende frem til mig, så kom hun tordnende. Et stk. sheltie indfanget og båret ud fra banen. Vel er det sødt at hun i den alder (11 år) har masser af gejst og glæde, men tyvstarter er bare ikke ok. Og Diva er faktisk “snu” nok til at lære sig at det er ok, hvis hun får succes med noget (sjovt nok især uønskede ting). Og jeg lærer nok aldrig at forstå de hundeførere, der stævne efter stævne lader deres hunde tyvstarte. Hver eneste gang får hundene den belønning, at de får lov at løbe trods deres tyvstart. Det var ikke en straf, at Diva ikke fik lov at løbe, men jeg fjernede belønningen (=løbet).

I de åbne klasser var Diva fejlfri, men i Spring Åben var hun noget sejlende, men hun vandt klassen alligevel. Faktisk var vi dermed meget tæt på at være kvalificeret til DCHs DM, men jeg havde besluttet for en måneds tid siden, at jeg faktisk ikke ønskede at deltage til DCHs DM. I hvert fald ikke i år. Tanken om at skulle stille op/vente til ind- og udmarch i sammenlagt timer, fik mig helt til at miste lysten. Og selvom der faktisk ikke er imponerende mange timers aktiv agility, så går der uendelig meget tid med DCHs DM, når man er deltager, og det tiltaler mig ikke lige at spendere på projektet. Jeg indrømmer også gerne at udsigten til et kursus i samme weekend med Sarah Lorentzen i Ribe Hundevenner også trækker i mig. Man kan bare ikke alt!

Jutlandia Cup

Nu er en skøn uge ved Vingsted for længst overstået. Hele familien var afsted til Jutlandia Cup. Jeg skulle løbe med Echo og Diva, og Henrik havde meldt sig som hjælper.

Som en samlet betragtning så var det et super godt stævne. Vel tilrettelagt og godt afviklet. Jeg opdagede personligt ikke andet.

Hver dag blev afviklet efter nøjagtig samme plan. Samme klasser i samme rækkefølge på de bestemte baner, så man skulle ikke forholde sig til et nyt program og vidt forskellige tidspunkter hver dag. Desværre betød det så også, at jeg skulle tidligt op hver morgen, da åben klasse for små hunde startede kl 08 hver morgen, men det var nu alligevel en befrielse, at ens personlige tidsplan ikke ændrede sig fra dag til dag.

For hjælperne var det også ganske lækkert, for de skulle være en del af samme team hver dag og havde samme opgaver hver dag. Henrik tastede resultater i AG3 hver dag og fik da også set nogle spændende agilityløb, selvom sporten ikke interesserer ham synderligt. Men jeg er taknemmelig for, at han gider at give et nap med ved ugestævnerne, og dermed også er med til at forhøje mine chancer for at få en plads til disse ugestævner, for uden hjælpere, så er afviklingen en umulighed. Henrik siger faktisk, at han synes, at det er hyggeligt at hjælpe lidt til. Så er det lidt afveksling i dagen.

Silas i blændende humørDet gik også fint nok med at have Silas med til stævnet, selvom det da er noget nemmere uden en baby. Men Silas er heldigvis en rigtig nem og tålmodig dreng, og ham var der ikke meget ballade med. Trods det, at han ikke var helt på toppen, og vi forlod stævet hele tirsdagen for at bruge tiden på sygehuset i stedet. Der var utrolig mange, som spurgte til Silas i løbet af ugen, og det varmede mig at mærke andres omsorg. Vi var naturligvis bekymrede over de spontane opkastninger, som vi nu håber er fortid. Scanningen tirsdag efter Jutlandia viste ikke noget unormalt i Silas´ maveregion, og han er heldigvis også helt stoppet med at kaste op.

Silas udforsker græssetTilbage til stævnet: Echo skulle løbe springklasse 1 og spring Åben. Han er endnu ikke er klar til agility. Det gik faktisk rigtig godt. Han løb nogle rigtige pæne løb. I det første Spring 1 løb han mellem hjul og ramme, men næste gang vi løb spring 1, havde han et flot fejlfrit løb, og vi rykkede op i klasse 2. Første springklasse 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, da jeg gerne vil bevare hans fremaddrift i slalom, og det var faktisk mig, der fik skubbet ham så meget, at han ikke kunne komme ind i første port. Han sluttede stævnet med et fint klasse 2 løb, hvor han fik oprykningsplacering. Jeg var meget tilfreds med hans indsats, og han har også udviklet sig ift sin opførsel ved ringsiden, for nu er det faktisk muligt at gå med ham langs ringene, uden at han ustandselig gør, skriger, og kaster sig ud mod ringen. Ikke at han er tavs, men klar en forbedring.

Echo i spring 1Diva er jo bare en fantastisk gammel pige, der med sine 11 år kløede på. Hun fik nogle gode placeringer i de åbne klasser. Nr. 5 – nr. 6 og nr. 7 og placerede sig dermed til finalen. Fredag aften var hun dog godt brugt, og hun nærmest hang efter mig på aftenlufteturen. En god nats søvn skadede hende dog ikke.

Finalebanen var rimelig let, men der var meget luft mellem forhindringerne – ikke ligefrem en fordel for en gammel kortbenet sheltie. Selv synes jeg, at Diva løb langsomt i finalen, men det var nok bare, fordi afstandene var så store, men nok også fordi hun var træt. Hun blev nr. 5 eller 6 med et fejlfrit løb. Finalen for de små hunde blev lige som sidste års Dania Cup Finale velfortjent vundet af Nadine Hundsberger med Q.

Diva i agility Åben
Der er ikke meget skidt at sige om Jutlandia Cup, men den smule der er, tillader jeg mig da også lige at nævne, og jeg ved, at jeg ikke er alene om det synspunkt. Præmierne!! Godt nok, skal man ikke følge DKKs præmiepolitik, hvis man bare gør opmærksom på, at man ikke følger den. Men derfor behøver man jo ikke blive fedtet, og det synes jeg, at man er, når man kun uddeler 12 præmier ud af 195 deltagere i en klasse eller under 10 præmier til 100 deltagere. Hvis de få præmier, der så blev uddelt så bare var overfede, så var det en anden snak, men sådan var det nu ikke. Var der 6 personer til præmieoverrækkelse, så lå der 7 ting på bordet, og jeg hørte, da flere være skuffede over det, som de kunne vælge. Der kan naturligvis ikke være guld og glimmer til alle placerede. Sådan i hovedtræk var jeg tilfreds med de præmier, som jeg vandt, og præmie-utilfredshed er som sådan også mest et luksusproblem forbeholdt de personer, som vinder noget. De, som ikke er så heldige eller dygtige, er jo nok fløjtendes ligeglade, men som stævnearrangør i Ribe Hundevenner er det nu dejligt at høre agilityfolkene fremhæve vores stævner pga mange flotte og forskellige præmier. Men vi bruger faktisk også ret mange penge på præmier, og man får sjældent sponsoreret SÅ mange herligheder.

Livets sande værdier

Da jeg vendte hjem efter gårdagens stævnedag i Odense, sad jeg lidt og kiggede på mine efterhånden udrindende muligheder for at kvalificere mig til Fællesudvalgets DM og for den sags skyld også DCHs DM. Jeg mangler et fejlfrit Agility Åben gennemløb og håbede, at jeg fik det igår, men desværre tyvstartede Diva (jeg tror kun, at jeg har oplevet det en eneste gang tidligere til en konkurrence med hende), og vi blev disket for forkert bane. Øv 🙁

Lige siden 1994 har jeg hvert år været kvalificeret med en eller flere hunde til den ene eller begge DM´er i agility. Og det tyder nu på, at det ikke bliver sådan i år. Men jeg har jo heller ikke målrettet gjort en indsats for det, og når jeg mærker efter i mig selv, så er det vist ikke så vigtigt, men det er mærkeligt slet ikke at have noget mål med sin agilitysæson.

Men er der ikke andet i livet end agility? Jeg må svare: JO!! Der er masser af andre værdier, og de fleste af dem er en del mere værdifulde end agility.

En af mine mange store værdier i livet er mine sønner.

Som en meget fin forlængelse af disse tanker, havde jeg om aftenen inviteret Tobias i biffen til en mor/søn-hygge-bif-tur. Vi skulle se “Sorte Kugler” af Anders Matthesen. Jeg havde godt læst nogle facebook-kommentarer om, at den gav stof til eftertanke og havde kun hørt, at det skulle være en god film. Helt ærligt så forventede jeg nok bare at skulle grine en halv film eller mere, men jeg blev klogere. Filmen havde også morsomme elementer, men essensen i filmen var faktisk ikke særlig morsom, men lagde op til eftertænksomhed.

Hovedpersonen i filmen levede et jetset-liv, der var kørt lidt af sporet, men han var også en egoistisk og helt igennem usympatisk fyr, der virkelig dummede sig gang på gang ved at behandle andre folk på nedværdigende vis.

Man fristedes næsten til at sige, at han var så “heldig” at få muligheden for at tage sit liv op til revision. Så selvom han på papiret fik et meget ringere liv, så var det tydeligvis meget rigere.

Jeg synes, jeg kan se et link til mit eget liv. Fra jeg var 15-35 år levede jeg for fuld knald. Altid gang i 1.000 ting, og døgnets timer fyldt ud til bristepunktet. Tju-hej, hvor gik det stærkt. Lige til jeg for 2 år siden gik ned med stress. Det ændrede lidt på min egen livsopfattelse.

Da Silas blev konstateret syg i okt 08, så slog mit liv en total kolbøtte, og jeg synes selv, at jeg har ændret mig og min livsopfattelse rigtig meget de sidste to år, og det er helt klart disse to “livs-crash”, der har fået mig til at stoppe op og “smage på” og nyde livet i langt højere grad end tidligere. Så i livets store spil, hvad betyder et DM i agility og mange andre ting så??

En varm og hyggelig pinse med drøn på

Pinsen har hele familien tilbragt til stævne i vores klub. Vi havde lagt an til et stort stævne, der varede 3 dage – med 158 tilmeldte hunde.

Vores træningsplads blev omdannet til en kombineret camping-/stævneplads, hvor ca. 50 campingvogne og telte var stillet op.

Et kig ned af en af campingrækkerne

Vejret var kanon – næsten lidt for kanon. Igår var der f.eks 26 grader, da jeg forlod stævnepladsen hen under aften. Det er lige varmt nok til agility. Stævnet var en gentagelse af den store succes fra sidste år. Jeg husker med gru tilbage på det stævne. Det var så utrolig opslidende et stævne, at jeg var total stresset længe før og efter stævnet. Faktisk tog det mig langt mere end en uge at geare ned efter sidste års stævne. Idag, som jo er dagen derpå, er jeg ganske afslappet.

Dette stævne gav mig godt nok også vildt meget stress i sidste uge pga programmet, som jeg måtte kæmpe med i de sene aftentimer i et par dage. Desværre havde jeg ikke det, der lignede disponibel fritid i sidste uge. så hvis du spurgte mig for en uge siden, om vi også skal holde et 3-dages stævne i pinsen i 2010, så ville jeg uden tøven have svaret; Nej, nej og atter nej!

Hvis du spørger mig nu, så synes jeg, at vi skal gentage endnu en succes i 2010. Det at se folk i så godt humør og hygge sig i det kanon gode vejr – Det er næsten lønnen i sig selv at være tilskuer til.

Aftensmaden nydes i aftensolen

Jeg kunne dog godt finde punkter til dette stævne, som kunne have været bedre, men jeg må indrømme, at jeg i år ikke har taget det særlig tungt. Det er jo ingen katastrofe, og udfordringer kan man vel løse? Det er trods alt de færreste agilityfolk, som man ikke kan tale sig til rette med, hvis der er fejl eller mangler.

Overbærenhed og udvidet tolerance tror jeg faktisk er en af de “gaver”, som Silas´sygdomsforløb har givet mig. Der er mange ting, som jeg før ville have taget meget ilde op, som jeg nu bare siger “Pyt” til nu. I sammenligning med det at have et barn med en kritisk sygdom, så er der ikke mange problemer, der kan regnes for noget særligt.

Det lykkedes mig også selv at få løbet med Echo og Diva til stævnet. Diva vandt Spring Åben søndag og blev nr. 2 i Agility Åben om lørdagen. Mandag vandt hun Power & Speed, og der blev faktisk også plads til os i Finalen, hvor jeg bare handlede så utrolig dårligt, at det var fuldt fortjent, at vi fik en vægring og en ikke særlig optimal tid.

Et lille kig ved finalen

Echos præstationer var jeg også meget tilfreds med. Han løb kun Spring åben og Spring 1. Han mangler kun 1 oprykningsplacering i Spring 1, og den var han meget tæt på at få søndag. Efter min mening så skal han dog ikke rykkes op i Spring 2 endnu, så jeg skyndte mig lige at komponere en alternativ afslutning på banen, hvilket gav en disk for fejl bane efter et ellers rigtig godt løb. Men som jeg så ofte før har sagt. Det er ikke resultatet, der tæller. Det er præstationen.