Tag: Cookie

Agility er som medicin….

Det var min konklusion efter torsdagens træning i Sannes Hundecenter. Jeg havde ikke været til træning de sidste to torsdage pga frost-lukket i centret/bisættelse og noget arbejde, som forhindrede mig. Faktisk var jeg bare flad og doven og derfor tæt på ikke at køre de 55 minutter til Hedensted og i stedet blive liggende på min sofa. Men jeg fik sparket mig afsted alligevel.

Dejlig træning. Ninja var skøn at træne med – som altid! Da jeg kørte derfra, så var jeg næsten helt høj og tænkte faktisk, at denne træning var det mest energi- og glædegivende, jeg havde oplevet i flere uger. Jeg tænkte de snart 5 år tilbage, hvor jeg var stress-sygemeldt og huskede også, hvor stor en forskel agilityen gjorde for mig dengang. Det er da fantastisk!

Den sidste måneds tid har faktisk ikke budt på særlig mange glædelige ting, synes jeg. Jeg synes nærmest, at det ene har været værre end det andet. Jeg kan forholde mig til at skulle kysse gode Diva godnat for sidste gang efter et godt langt liv og vide, at det hele var fredfyldt. Det kniber noget mere med Cookies måde at forlade blive revet ud af denne verden på. Jeg havde det meget skidt med det i flere dage, for jeg ved jo, at hans liv var for kort, og at hans sidste oplevelser absolut var alt andet end positive, og vejen til døden ikke fredfyldt og smuk. Jeg græd så mange tårer over den måde, som Cookie kom herfra. “Min” lille Cookie fortjente bare bedre.

Men det var som om alt med Cookie blev så ligegyldigt (set i perspektivet i hvert fald), da jeg for to uger siden modtog beskeden om, at mine venners søn på 15 år var sovet ind efter mange års sygdom. Selvom et dødsfald kan være “rigtigt”, fordi en træt og slidt krop for fred, så er det i mine øjne så forkert, at forældre skal begrave deres børn, og jeg kan desværre godt tillade mig at sige, at jeg kender frygten for at miste, men heldigvis ikke til at miste. Det, som jeg har følt på egen krop berører nok også nogle andre knapper i mig end hos de fleste andre i vennekredsen (heldigvis for dem). Siden jeg fik den triste besked har mine tanker nærmest konstant været hos familien, som trods det hele tackler det hele så flot og åbent.

Tja den sidste måned har som man kan se ikke budt på mange solstrålehistorier eller overskud til at blogge (eller læse div blogs for den sags skyld). Jeg tror på ordsproget om at efter regn kommer altid solskin…………..

R.I.P Cookie

Gennem de sidste par år, har jeg tænkt på, hvordan jeg mon ville reagere, den dag, hvor en af mine tidligere hunde (her tænker jeg på Cookie og Echo, som jeg har fundet nye hjem til) ville rejse til de evige agilitybaner.

Tankerne har været der, fordi jeg jo havde både Charlie og Diva, som er/var over 13 år, og jo derfor godt har vidst, at de to ikke ville leve evigt, men alligevel har jeg tænkt, at det ikke havde den store relevans at tænke tankerne for de to unge hunde, som er født i 2002 og 2006. For der ville jo være mange år til det var relevant….. men sådan skulle det ikke være.

Cookie

Her til aften fik jeg en SMS fra min veninde Janne (som Cookie flyttede hjem til for et par år siden). Hun skrev til mig, at Cookie var blevet overfaldet af en løs hund og havde brækket nakken. Der havde ikke været noget at gøre, og Cookie er nu væk – død –  borte!!

Jeg er faktisk rigtig ked af det, selvom han jo ikke var “min” hund mere, og jeg i mit hjem ikke kan mærke forskel på igår og imorgen ift Cookie. Jeg kan bare ikke rigtig forstå, at han ikke ER mere, og at jeg aldrig ser ham igen. Så på en måde synes jeg, at jeg har mistet endnu en hund! Men min sorg er jo trods alt vand sammenlignet med Jannes og hendes to pigers sorg. Jeg ved, at han betød meget for dem alle, og Cookie var en lille konge, der nød livet som kontorhund i Jannes firma.

Cookie fiser den af på kontoret

Den måde som Cookie blev revet fra dem, er vel enhver hundeejers frygt? Det er en meget ringe trøst, at den overfaldende hund aflives i morgen. Det kommer Cookie ikke tilbage af, men samme hund bliver da trods alt ikke årsag til at andre skal opleve det samme.

2009 – året i tekst og billeder

Godt nytår til alle mine bloglæsere. Jeg ved, at I er mange, og I skal vide, at jeg synes, at det er hyggeligt, hvis I af og til lægger en kommentar. Lad dette være en opfordring.

Når man når til nytår, så er det jo meget naturligt at lade sine tanker løbe gennem det gamle år og vende blikket frem mod det nye, og det har jeg da også gjort.

Her er det vores lille solstråle, Silas, som med sit “nytårskrudt” hilser bloglæserne velkommen til min personlige årskavalkade:

Januar:
Vi startede nytåret herhjemme. Desværre uden gæster, da de to, som vi havde inviteret begge var blevet for “syge” til at komme på besøg hos os, mens Silas stadig var isoleret. Men vi havde nu alligevel en meget hyggelig aften.

Vi fik i janaur en god tilbagemelding på Silas´ behandling, og på baggrund af gode resultater blev behandlingsforløbet afkortet med ca. et halvt år. Uden at jeg nogen sinde har siddet i fængsel, så kan jeg alligevel ikke lade være med at sammenligne det med at blive løsladt før tid. Ikke kun fordi vi hurtigere ville få vores “frihed” tilbage, men også fordi Silas ikke skulle fyldes med kemopræparater og binyrebarkhormoner i længere tid end højst nødvendigt.


Echo og jeg deltog i det første af årets mange kurser, som var et Fart og motivationskursus hos Sanne.

Februar:
Jeg startede på job igen – dog kun 2 dage om ugen, da Henrik og jeg skiftedes til at være hjemme hos Silas, der pga isolationen ikke måtte komme ud i pasningstilbud.

Jeg fik for alvor søsat mit projekt med at sælge lykønskningskort til fordel for Foreningen Cancerramte Børn. Jeg havde til start et mål om kunne bidrage med noget i omegnen af kr. 5.000 i løbet af 2009, men til mine store stolthed så fik jeg, inden 2009 rindede ud, realiseret et bidrag på kr. 30.000.

Jeg brugte meget tid i 2009 på at fremstille og distribuere kort

Echo debuterede til vores stævne i Ribe Hallen, hvor han dog kun startede for sjov klassen “Tunnel-kuller”. Han blev nr. 5 ud af 27 hunde. God start synes jeg.

Diva fik opereret en fedtknude på størrelse med et vagtelæg væk. Den sad ved hendes ene forben og var efterhånden begyndt at genere hende.
Marts:
Cookie flyttede hjem til min veninde Janne, og jeg tror, at det er det bedste, der er sket for Cookie. Nu er han midtpunkt, og kan i det daglige ligge på Jannes kontor og holde styr på det hele. Når han ikke lige er “vagthund” i hendes firma, så løber han agility med Jannes ældste datter, og sammen har de allerede høstet en del metal.


Annemai fremviser stolt en hendes og Cookies mange medaljerApril:
Vi startede denne måned med at rejse på skiferie i Skeikampen i Norge sammen med 29 andre familier med børn i kræftbehandling. Det var en fantastisk tur arrangeret af Foreningen Cancerramte Børn og den tænker vi ofte tilbage på – ikke kun i vores egen lille familie, men også sammen med nogle af de andre deltagende familier, som vi har kontakt med.

Efter 169 dages behandling fik Silas sin sidste af sine 17 kemobehandlinger. Det var lige som et af de store højdepunkter i denne måned.

Silas med behandlingsplanens sidste sprøjte medicinDet var Tobias´ konfirmation også. Ufatteligt at ens “dreng” pludselig er blevet så stor. Det var en rigtig dejlig dag, og jeg nød virkelig at holde sådan en fest for min teenage-søn.

Den sidste weekend i april holdt Ribe Hundevenner stævne, og her havde Echo sin debut i en officiel klasse og lagde flot ud med at vinde springklasse 1.

Maj:
Silas og jeg inviede familiens nye campingvogn, da vi deltog i DKK Vibys stævne. Diva vandt finaleløbet om søndag, og det var jeg faktisk ret stolt af. Hun er jo en ældre hund, og præmien var ganske fantastisk. Nemlig et motiv efter eget valg printet på lærred og monteret i ramme.

Juni:
Ribe Hundevenner var igen vært ved et stort stævne i pinsen, og det var igen ufattelig hårdt at være arrangør, men det var vellykket og vejret var i høj grad med os hele pinsen. Deltagerne var glade, og det er jo lønnen i sig selv for alt ens knokleri.

I uge 23 boede vi igen på pladsen ved Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog i ugekurset med Echo. Jeg havde Lee Gibson og Peter Crone som instruktører, og det var som altid spændende og lærerigt – og ikke mindst hyggeligt pga det sociale at deltage på ugekurset.

I uge 25 var jeg atter på kursus med Echo -dog kun i 3 dage. Det var hos Sanne med temaet “fart og motivation”. Silas, hundene og jeg flyttede ind på centret i campingvognen. I disse dage handlede det kun om fart og motivation. Og ved hjælp af en kanin-dummy fik vi sparket lidt mere liv i Echo.
Juli:
Ribe Hundevenner afholdte i starten af juli juniorhandlerkursus med Johanna Allanach. Jeg var der til at sørge for, at poderne fik noget at spise, så igen flyttede vi i campingvognen for nogle dage. Selvom jeg ikke selv havde deltagende børn, synes jeg, at det var skønt, at se ungerne hygge sig så godt med hinanden og deres hunde.

Juli måned var desværre også præget lidt af angst, da Silas gennem et par uger kastede spontant op, og Henrik og jeg blev meget bekymrede for om det kunne være et tilbagefald, og vi endte da også med at måtte aflægge OUH et par besøg for at få Silas undersøgt. Der var heldigvis ikke noget unormalt at se, så vi kender ikke årsagen til de mange opkastninger (som let kunne være 6-8 gange om dagen), men vi var også mere lettede over, at lægerne ikke fandt noget ved ultralydsscanningen.


En af ferieugerne boede vi ved Vingsted Centret, hvor der blev afholdt Jutlandia Cup. Diva havde nogle rigtig pæne løb i de åbne klasser og kvalificerede sig da også til finalen. Flot af den gamle tøs. Echo havde også fine løb, men startede kun i springklasserne, men han rykkede da også op i klasse 2 i løbet af denne uge. Dog var ugens størte begivenhed nok alligevel, at Silas´isolationsperiode på 8 måneder sluttede i samme uge som der var Jutlandia Cup. Endelig kunne vi bevæge os frit: Tage i indkøbscentre, svømmehaller, sportshaller, familiefødselsdag osv.
Tobias nød også at kunne tage sin lillebror med i badeland
Vi fejrede faktisk også den afsluttede isolation med ugen efter at tage på camping på Hvidbjerg Strand Feriepark, hvor der er et lækkert vandland. Juhu, endelig kunne Silas komme med i en svømmehal, og vi kunne være samme alle steder. Det var en dejlig ferieuge for hele familien.

August:
Vi fik besøg af Ude og Hjemme, der havde kontaktet mig på Facebook, fordi de gerne ville skrive en artikel om Silas og hans sygdomsforløb. Jeg havde et lidt ambivalent forhold til artiklen, men da den først blev trykt, så blev jeg faktisk ret glad for den, og jeg har da også efterfølgende fået mange positive reaktioner på den.

Et af de mange billeder, som fotografen fra Ude og Hjemme tog
September:
Diva og jeg deltog i DM i agility, hvor vi fik en ganske flot 4. plads. Hundene foran os var udtaget til det danske agilitylandshold, så det skulle dermed også være DKs bedste små hunde, så at blive nr. 4 var da ganske godt.

Sidst på måneden deltog jeg med Echo på et kursus med Sarah Lorentzen, som instruktør, så endnu en gang fik Echo lidt lærdom puttet ind under hjelmen. Her fik vi blandt andet taget hul på at løbe en feltforhindring i et forløb.
Oktober:
Denne måned bød igen på kurser. Et af årets bedste kurser var dette måneds kursus med Gitte Hoffmeister og Ann-Britt Holmegaard Krat. Echo løb fantastisk godt, og jeg synes faktisk, at jeg kunne bruge en del af det, som vi lavede og ikke mindst var det psykologisk set ret motiverende, at Echo fungerede så godt på kombinationerne. Det kan godt være svært at komme fra en rutineret hund og så til processen med at bygge en ny konkurrencehund.
Henrik og jeg var på et fantastisk ophold på Niels Bugges Kro i Dollerup Bakker ved Viborg. Det kan jeg helt klart anbefale. Super omgivelser og fantastisk mad. Det var helt klart god pleje til vores forhold, hvor Silas og sygdom uundgåeligt har fyldt meget.

November:
Silas startede i dagpleje, da vores orlov udløb og Henrik og jeg igen er tilbage for fuld skrue på arbejdsmarkedet. Selvom det var lidt svært for Silas til at starte med, så er det godt for ham at komme ud mellem andre børn.

Siden Silas blev født, har Echo haft det meget skidt med Silas´ gråd, og det er stressende og frustrerede, da Echo begynder at skrige som en fastklemt ved det mindst klynk, protest eller gråd fra Silas´ side. I november fandt jeg endelig en løsning, som alle kan leve med. Echo fik en aflastningsfamilie og bor hos dem mere end halvdelen af tiden og er primært hjemme hos mig, når jeg skal træne eller til stævner.


November nåede også lige at byde på et kursus for Echo – igen med Ann-Britt og nu assisteret af hendes kæreste Kim Gravlund.

December:
Da Silas er en lille klein fyr og udviklingen står lidt stille, så besluttede vi at prøve med zoneterapi til ham, og indenfor en uge efter første behandling kravlede Silas endelig (i en alder af 16 måneder) og kan nu også rejse sig op ved gelændre, kravlegårde, tremmeseng osv. Og han viser efter et par uger også interesse for at gå med støtte fra os eller gåvognen.


Ugen op til jul oplevede vi et fantastisk flot snevejr og huskede også at nyde det flotte vejr, selvom det generede dagligdagens gøremål, som i et eller andet omfang måtte aflyses eller udskydes.

2010:
Man kender aldrig fremtiden, men planer har man lov at have, og det har vi da også for det år, som endnu er så nyt og næsten urørt.

I foråret er det vores plan at tage på en længere tur til USA. Vi regner med et tur på ca. 4 uger. Man skal ikke bare drømme om sådan en tur, for ingen kender dagen imorgen og måske får man aldrig sine drømme opfyldt, hvis man udskyder dem i evigheder.

Tobias skal på efterskole i Rønde på Djursland, hvor han kan få lov at nyde sin store passion: Badminton, som han skal have som linjefag. Jeg glæder mig utrolig meget på Tobias´ vegne og er glad for, at jeg har muligheden for at give ham denne oplevelse, som mange unge betegner som deres aller bedste år.

De to drenge kommer helt sikker til at savne hinanden, når Tobias rejser på efterskole

2010 skulle gerne bringe mig en ny agility- og familiehund. Jeg håber, der bliver født en rigtig lækker hvalp til mig et af de steder, hvor jeg er skrevet op. Diva og Charlie er begge på vej mod de 12 år, og da Echo nu kun er “part-time” hund, så synes jeg, at det er tid til at finde en ny hund.

Hvad året ellers bringer ved jeg ikke, men jeg håber det bringer masser af held, gode oplevelser og lykke for mig og mine kære.

Nyt fra Cookie

Her til aften fik jeg en dejlig mail fra min gode veninde Janne, som nu er Cookies “mor”.

Annemai og Cookie på banen

Cookie har idag været til sin første konkurrence i DCH Grenå. Det var vist bare en lille intern hyggekonkurrence, men jeg synes, det var flot af Annemai, der kun er 10 år, at hun efter så kort tid med agilitytræning allerede havde mod på at prøve en konkurrence.

Første klasse blev de desværre disket i, da Cookie var lidt for fikseret på godbidsbøtten i mål og tog kursen udenom et spring.

Næste klasse vandt de. Super flot af Annemai og Cookie.

FLOT!! – Tillykke
Jeg er så glad for, at Cookie har sådan et fantastisk hjem, hvor han bliver virkelig værdsat og elsket som hund nr. 1.
Cookie i sin konge-kurv på Jannes kontor, hvor han fiser den af hver dag. Kan man ønske sig mere?

Af hundeaktiviteter hos mig idag, så har vi haft prøve på vores Kørekort Til Hund hold. Jeg aflagde prøven på sølv niveau med Diva og bestod med glans. Diva var total i hopla og betog alle med storm. Hun er også en dejlig hund, der bare gerne vil arbejde, arbejde og arbejde.

“Fotofælder” og træningsvideo

Her er vi stadig inde i en god periode. Silas er total i hopla og gråd er næsten ikke noget, som vi bliver belemret med fra hans side. Men vi får MASSER af smil og charmerende kontakt. Det er bare så skønt og livsbekræftende, når Silas´ ansigt lyser op i et kæmpe smil.
I lørdags var vi på besøg på Djursland og fik ved samme lejlighed besøgt Cookie. Han har det bare SÅ fantastisk. Han var rigtig glad for at se mig igen, og da vi kom ud på gårdspladsen så løb han også direkte hen til bilen, men det var ikke for at komme med os hjem igen, men bare for at kigge efter de andre hunde, som vi havde ladet blive hjemme. Idag har Cookie været til den første gang agilitytræning med sin nye familie. Det glæder jeg mig til at høre om.

Silas er fuld af smil

Så må jeg erkende, at jeg er gået i en “fotofælde”. Det er dog ikke politiets, men det kan let blive lige så dyrt. Først lokkede PhotoCare med gratis fotografering til konkurrencen om “Danmarks sødeste baby”. Naturligvis vil de også gerne sælge optagelserne. Men eftersom at Silas slet ikke gad at smile eller overhovedet at blive fotograferet den dag, så er det vist ikke de billeder, der vil gøre mig fattig.

Et superskud – synes jeg!

Igår var Silas og jeg inde hos en fotograf, som har et samarbejde med den lokale ugeavis. Gratis fotografering og der kommer et billede i ugeavisen med fødselsdata osv af den lille nye verdensborger. Egentlig skulle billederne have været taget, inden Silas fyldte 6 mdr., men fotografen har været småsløj de sidste 1½ måned, og optagelserne har af samme grund været udskudt. Sikke nogle fantastiske billeder, der blev taget. Det kan godt være at optagelserne er gratis, men det er selve billederne ikke. Puha, jeg må tænke mig om, inden jeg beslutter mig, ellers bliver det MEGET dyrt.

Total charme

Afslutningsvis vil jeg give mine bloglæsere indblik i træningen af Echo. Jeg arbejder ihærdigt på slalommen, så vi om ikke andet kan starte springklasser i 2009. Echo er dejlig at arbejde med, og han ELSKER agility!