BAER-test Fuji

Han var enorm sød og empatisk og gav sig virkelig god tid.

“Jeg får ikke rigtig respons fra hende”, konstaterede dyrlægen efter at have prøvet sig frem med forskellige placeringer af elektroder og varierende styrker på apparatet, der udsendte serier af små kliklyde, der var så høje, at jeg let kunne høre det. Han var både grundig og tålmodig og havde næsten brugt en halv time på testen.

Men Fuji kunne desværre intet høre. Hendes hørelse er nu helt væk, og hun er altså stokdøv.

Min triste og lidt humoristisk tanke var, at det her jo var spild af et pænt hundenavn. Et navn, som jeg havde gemt på min liste i flere år, til jeg mødte den rigtige hund. Her var hun så. Fuji! Men hun kommer aldrig til at høre mig kalde det mere. Hjemme har vi joket lidt med at give hende et nyt navn, som f.eks Lola.

Hvad havde jeg forventet? Ja, jeg havde egentlig nok forventet det resultat, som jeg fik ud af BAER-testen, men det gjorde faktisk alligevel lidt ondt. Men nu havde jeg da i det mindste vished. Det er et par måneder siden, jeg fik lavet testen, men det er som om det her indlæg har været lidt svært og træls at skrive.

Måske er du lidt nysgerrig efter, hvordan sådan en test udføres. Man starter med at bedøve hunden. Når du kigger på billedet er det nok let at se hvorfor. Via et apparat sendes der en serie af små kliklyde i forskellig styrke. Elektroderne som er stukket ind i hunden opfanger lydene og hundens respons på lyden (eller mangel på samme)

Sovende Fuji med elektroderne monteret

På Odder Dyreklinik får man lov at være ved hunden hele tiden. BAER testen kostede ca 1750. Jeg tjekkede også en klinik på Sjælland, som lå i nærheden af firmaets hovedkontor. Der kostede det kr. 2200, og det lød ikke til, at man som ejer var velkommen til at overvære testen.

Fuji er stadig min dejlige og friske “Blå Ferrari”. Hun tager sin døvhed med ophøjet ro. Heldigvis! Hun virker tryg. Det er jo ikke nogen selvfølge at en hund trives med at være døv. Men Fuji indretter sig helt sikkert efter det. Hun placerer sig altid, sådan at man skal “forcere” hende for at komme ud af et lokale. Så kan hun jo godt tage en lur og stadig holde sig orienteret. Somme tider kan jeg høre, hvordan hun styrter forvildet rundt i huset for at finde mig, selvom jeg måske sidder og snakker højlydt i telefon i et lokale, men det kan hun jo ikke høre. Hun ved bare, at hun ikke lige har styr på, hvor hun kan finde mig, og det bryder hun sig ikke om.

Strategisk smart placering. Det er svært at liste forbi hende, når jeg skal ud fra hjemmekontoret

Hun kigger ofte på mig og reagerer heldigvis rigtig godt på håndtegn ved indkald, men jeg må indrømme, at hendes frihed udenfor haven er blevet meget indskrænket. Jeg går kun løs med hende på steder, som jeg kender eller hvor mit udsyn er rigtig godt. Responstiden er lidt længere, når man ikke bare kan kalde og skal vente på at hun kigger på en.

MicMic har udnævnt sig selv som hjælper i den forbindelse. Når jeg klapper mig på låret (nogen gange kan jeg få kontakt ved klap, men kun når distancen ikke er for stor), så har MicMic fundet ud af, at det betyder, at Fuji skal komme. Så løber hun op og prikker til Fuji, som så kan vende sig om og se mit håndtegn.

Det er ikke noget, som jeg på nogen måde har lært hende. Inden jeg fandt ud af, at Fuji var døv, har MicMic flere gange fået skæld ud for at løbe op og “drille” Fuji, når jeg nu kaldte på flokken. Men MicMic har stædigt holdt ved, og nu roser jeg hende naturligvis for at yde den hjælpende indsats.

Mic viser her, hvor sej hun er til at hjælpe med indkaldet

Naturligvis skal Fuji også have et godt og sjovt liv, selvom hendes “brugseffekt” er dalet en del. Der er faktisk ikke mange sportsgrene som er nemme at dyrke med en hund med et højt drive, hvor du ikke har verbale kommandoer som værktøj. Men vi hygger alligevel med forskellige aktiviteter, og hun gør det så godt hun kan, og så kan jeg ikke forlange mere.

Hygge på agilitybanen

Jeg bruger verbal kommunikation med mine hunde rigtig rigtig meget. Det tror jeg, at de fleste gør. Det kan både være for at få deres opmærksomhed, bede dem tage det med ro, vente, blive, korrigere adfærd med et a-aah eller “prøv igen” samt naturligvig at hav af kommandoer til tricks, agility osv.

At tage et gruppebillede med attention fra alle tre på en gang er blevet en udfordring 😀

Fuji bliver nok ikke en konkurrencestjerne, men hun elsker at være med til det hele. Døv eller ej. Fuji er fuld af gå på mod, og jeg har aldrig haft en hund, der kaster sig over hvilken som helst aktivitet med krum hals og glæde. Fuji er min bedste løbemakker.

Fuji er en tro følgesvend på løbeturene

Hun er en hund, man kan svømme med i havet. Hun svømmer gerne side om side med mig langs kysten. Hun står gladeligt på Paddleboard. Hun elsker at gå spor, søge, agility, hyrde, lydighed. Måske er hendes præstationer lidt hæmmet, men Fujis gå på mod fejler ikke noget. Det er alligevel det vigtigste. Så er der grobund for et godt og indholdsrig liv for hende. Men som jeg siger, så er hun nok ikke en hund, som jeg tager til stævner med, men jeg kan tage hende med til stævner og lade hende “lege” lidt med, hvis jeg er afsted med en anden hund. Hun er heldigvis ligeglad.

Fuji er frisk på ALLE aktiviteter

Hun er en sjov og særlig hund, som naturligvis også har en varm plads i vores hjem. Jeg glemmer stadig ikke Silas´ reaktion på den telefonsamtale, som han overhørte, hvor jeg talte med en dyrlæge. Dyrlægen havde spurgte om jeg mente, at døvheden var opstået pga traume eller arvelighed. Jeg svarer kort “Arvelighed”. Silas hører det, som om jeg siger “Aflivning”.

Heldigvis konfronterer han mig med det, som han mener at have hørt, fordi han naturligvis ikke synes, at det er rimelig, at jeg vil aflive Fuji bare, fordi hun er døv. Jeg kan berolige ham med, at det kunne jeg ikke finde på, når hun nu er en ellers glad og frisk hund. Silas og Fuji har et helt særligt bånd, og hele kroppen kører på hende, når hun ser ham.

Lektielæsning med Fuji helt tæt på

Hvordan kan jeg så vide, at det er arveligt? Jeg har godt nok ikke fået lavet en DNA test på hende, men for nylig er det konstateret, at også Fujis far også er døv. Jeg ved at to af hans sønner her i DK begge er bærere af EAOD (en affected hund vil altid give genet videre – en bærer kan også, men en affected gør det med sikkerhed). Jeg har også fået oplyst at flere hunde efter “Trust Your Heart A-brødrene” er bærere. Jeg har også fået oplyst, at flere hunde på Ninjas side (Choko) er blevet noget tidligere døve end “forventet”. Så genet har bare ligget og puttet sig, indtil der kom en anden bærer ind i spillet, og der er så kommet afkom med Early Adult Onset Deafness, når man parrer to med genet. Dette kunne man i øvrigt ikke genteste for, da Ninja i sin tid blev parret. Så jeg var chanceløs, hvad det angik.

Fuji med et friskt og spøjst udtryk

Er døvhed et handicap? Ja, det synes jeg, at det er. Men det er ikke umuligt at leve med. Det havde været meget meget lettere, hvis hun kunne høre. Det eneste tidspunkt, hvor det er en fordel er, når DAO kommer og afleverer måltidskasser om natten. De andre hunde er åbenbart overbeviste om, at Fuji har “vagten”, så buddet får lov at sætte kasserne af uden, at nogen som helst kommenterer på det. Lige der synes jeg, at døvhed er smart, men ellers synes jeg det er lidt trist for så ung en hund.

Når det så er sagt, så er jeg glad for stadig at have Fuji, og døvhed er ikke noget, som giver hende smerter, ubehag eller nødvendigvis afkorter hendes liv. Det er nok mest mig, der føler mig lidt ekstra udfordret.

Sidste vandredag

Da vi vågnede i Bramslev Bakker, havde vi ikke helt styr over, hvor vi skulle trave på denne sidste dag. Men vi startede med at sparke liv i Toyotaen, hvis batteri igen var blevet mat i løbet af natten.

Vi kørte til Skanderborg og spiste frokost og håbede på at finde et turistkontor, men den slags er åbenbart blevet en sjældenhed. Det var faktisk noget andet i Hobro, hvor der var et lille turistkontor på havnen. Der var helt fantastisk og engageret betjening. I Skanderborg var der ingen hjælp at hente. Hvis man ringede til VisitSkanderborg (som havde adresse i en hel anden by), så fik man en telefonsvarer. Der er nemlig kun åbent for telefonbetjening mellem 10-14. Så der var ikke mere at komme efter denne dag. Jeg havde bare håbet at et menneske kunne hjælpe bedre end det, som jeg kunne finde på nettet.

Jeg var lidt lun på Den Genfundne Bro ved Vestbirk, og den ide var Iben frisk på. Problemet var bare, at man ikke rigtig kunne vandre en tur på 10-12 km uden at komme ud at gå langs landevejen (eller gå frem og tilbage af samme rute).

Trods min stædighed og læsen kort, så lykkedes det ikke at strikke en interessant tur sammen, der kunne gå omkring Den Genfundne Bro. Men vi besluttede os for at køre til Vestbirk, og så se den bro og gå på en del af Bryrupbanen, som broen ligger på.

Parkeringspladsen ved broen var godt fyldt op. Man kan parkere 300 meter fra broen, så den er jo meget let at komme til.

Den Genfundne Bro

Umiddelbart var jeg lidt skuffet over broen. Men det var nok mest fordi det irriterede mig, at man ikke kunne flette og god vandretur sammen for os, som omfattede en tur til broen.

Som Henrik sagde til mig, da jeg kom hjem og udtrykte min skuffelse over broen, så skulle jeg måske ikke fokusere så meget på, hvad mine øjne så, men også tænke på broens historie og se det i et lidt større perspektiv. Han har så meget ret.

Broen set nede fra

Hvis vi var taget dertil med picnickurven (der er bord-bænkesæt under broen) og havde tulret rundt der og kigget på billeder og plancher, så ved jeg, at det havde været en helt anden oplevelse. For broen i sig selv er meget smuk, og det er fantastisk at man kan pakke sådan en bro ud af en dæmning, hvor den har været “pakket” væk i næsten 100 år.

Bryrupstien med ridespor til højre og gang-/cykelsti til venstre

Men nu skulle vi jo altså ud at gå. Vi gik over broen og ind mod Vestbirk og fortsatte et par km inden vi vendte om og gik den samme vej retur. Vi fik da også et indblik i Bryrupstien, som jo også er en af de ruter, som man kan tilbagelægge med en oppakket barnevogn.

Vestbirk Sø
Fordelen ved en gammel jernbanesti er også at der er meget uberørt landskab langs jernbanerne. Det er også skønt at se på. God afveksling mellem by og land

Iben skulle hjem med bil og aflevere den på værkstedet, så den kunne få fikset det batteri. Derfor brød vi op her, da klokken var ved at være mange.

Jeg fortsatte alene til en foreslået rute ved Sukkertoppen, som var en fin tur kun et kvarters kørsel fra Den Genfundne Bro.

Der hvor min tur startede, var der en overnatningsplads for dem, som var på kano på Gudenåen. Jeg troede seriøst, at det var en stor spejderlejr. Der var virkelig mange mennesker, som havde slået lejr der for natten. Danskerne er rigtig kommet ud og kigge sig omkring i deres eget land.

Dejlig sti gennem skoven og langs Gudenåen
Aftenlys over Gudenåen

Jeg gik et stykke langs Gudenåen, inden jeg kom til stigningen op mod Sukkertoppen. 108 meter.

Det går synligt opad

Det var opstigningen værd, for der var så fin en udsigt oppe fra toppen.

Bemærk den smukke udsigt fra stien på toppen

Efter 10 minutter havde jeg så toppen for mig selv sammen med hundene. Jeg tog snorene af hundene, som vist trængte til at folde sig ud efter 3 dage i snor. Straks gav Fuji og MicMic sig til at lege.

De er enige om at have spilopper i øjnene

Jeg satte mig ned på bænken og nød udsigten og roen.

Inden jeg så mig om, havde jeg siddet der i en lille time.

Solen er på vej ned og vi havde pladsen for os selv

Nu var det tid for mig at vende snuden hjemad. 3 skønne dage med masser af timer og kilometer til bens rundt om i skønne Danmark var nu forbi.

Det var rigtig skønt, og jeg gør det helt sikkert gerne igen. Nu er teltet jo indkøbt, og det var meget ukompliceret at sove i det med hundene (jeg havde virkelig heller ikke regnet med andet). Selvom det ikke lige var den her ferie, vi havde planlagt, og slet ikke de ruter, vi skulle have gået, så fik Iben og jeg alligevel en masse godt ud af turen. Mest af alt var missionen bare, at vi skulle gå nogle ture på hundenes præmisser og hygge os med hinanden.

Mine tre vandrevenner – MicMic, Fuji og Ninja

Bedst af alt, så fik vi ikke en dråbe regn på vores ture. Vi fik lidt regn i teltet, men der sov vi jo. Eller prøvede på det, for søvnkvaliteten var vist svingende. Jeg sov ikke så godt den første nat, men nat nr. 2 var jeg nok mere træt, og så havde jeg jo i øvrigt også fået indkøbt en hovedpude, så jeg kunne putte mig lidt bedre.

Jeg gør det helt sikkert gerne igen og kigger allerede på interessante ruter, som man kan gå.

Opsamlingsnote: Vores lille vandreferie var fordelt på tre dage. Vi skulle have gået tre dage med hunde og barnevogn med vores oppakning og så gået fra overnatning til overnatning, men pga en ringe vejrudsigt valgte vi at tage en destination og dag ad gangen.

Jeg har skrevet et indlæg om hver dag. Dag 1 ved Hald/Stanghede, Dag 2 ved Bramslev Bakker, hvis du har lyst til en opsamling.

Vandreferie – Bramslev Bakker

Efter en kold nat i teltene, hvor ingen af os faktisk sov supergodt, så skulle vi finde ud af, hvad dag 2 skulle bruges på.

Jeg er glad for, at jeg i det mindste havde taget håndklædedækkener med, så hundene havde noget om sig om natten. De føltes heldigvis dejlig varme under dækkenet.

Hvor skulle vi vandre henne i dag? Der er jo mange muligheder, når man bare kan starte bilen og køre.

Fuji kigger ud på en ny dag – Hvad mon den bringer?
Vores lille teltlejr den første nat

Vi drøftede mulighederne over vores spartanske morgenmad, som vi havde indkøbt i Løvbjerg, før vi rejste teltene dagen før.

Vi lægger planer over morgenmaden

Vi blev enige om at starte dagen med at gå en tur ud til Hald Ruin. Det var en lidt kortere vandretur, der startede ved p-pladsen, hvor vores biler holdt.

Det var faktisk også en ret flot tur, hvor vi gik af en gammel autentisk sti, som førte os ud til Hald Ruin.

En del af stien ud til borgruinen

Borgen blev opført i 1528 under urolighederne ved reformationen, og der arbejdes lige nu ihærdigt på at restaurere ruinen og gøre den lidt mere til “oplevelsesrig”

Tårnet ses bag den vilde bevoksning

Fra borgruinens tårn var der en fin udsigt ud over Hald Sø

Udsigt fra tårnet

Hundene klarede fint turen op og ned af de smalle trapper på tårnet. Selvom Fuji har en ide om, at trapper altid skal forceres i løb.

Lidt smalle trapper

Med en smuttur ud over terrænet mod Hald Hovedgård, som vi valgte ikke at gå omkring, så blev turen på ca 3,5 km. Det er jo en tur alle kan holde til at gå.

Der er bare et helt igennem smukt og varieret landskab i det område.
Hvis der er vand, så skal Fuji i. Denne gang havde Ninja lyst til at trække pind med Fuji – i vandet!

Efter dagens første tur var det jo bare at starte bilerne og køre videre til næste vandrerute. Men “bare” var det nu ikke, for Ibens bil ville ikke starte. Så frem med startkablerne, så vi kunne puste liv i Toyotaen (troede ikke at det kunne ske for en Toyota – de starter da altid!).

Førstehjælp til Toyota

Med liv i begge biler gik turen videre til Hobro. Efter at en gammel kollega havde gjort mig opmærksom på, at Bramslev Bakker “lige var mig”, og en facebookven havde delt billeder fra Panoramaruten, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at vandre den rute.

Vi besluttede os for at vælge en campingplads denne gang. Så kunne vi slå teltene op og skulle ikke bøvle med det efter turen. Vi kunne også få et dejlig varmt bad. Der var flere fordele ved det.

Campingpladsen havde en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt ud over Mariager Fjord. Den lå strategisk smart på ruten. Nemlig yderst på ruten ift Hobro.

Udsigt fra campingpladsen

Derfor kunne jeg hurtig se det smarte i at gå fra campingpladsen og ind til byen. Der kunne vi tjekke deres ishus på havnen ud, når vi samtidig skulle snuppe os et hvil. Som ukronet is(vaffel)dronning, så var det jo åbenlys god planlægning.

Campingfatter rådede os til at tage turen ind til byen oppe i bakkerne og retur langs kysten, så ville vi havde vinden i ryggen nede ved vandet. Godt råd fra campingfatter. Han var i det hele taget en positiv oplevelse. Han fortalte, at han selv havde bygget den lille campingplads tilbage i 1998. Ikke en plads med en masse halløj, men pæne og rene faciliteter til en meget fin pris. For 2 telte, 2 personer og 5 hunde kom vi af med 119 kroner for en overnatning.

Nu ventede der bare den mest fantastiske tur gennem Bramslev Bakker. Udsigten var skøn og varieret på vejen ind mod byen.

Udsigten fra bakkerne over Mariager Fjord ind mod Hobro

Terrænet var til tider krævende. Stierne var nogle steder lidt smalle, og det gik op og ned.

Forholdvis smalle stier, der snoede sig ind i bevoksning og bakker

Andre steder gik man vi på græsstier eller grusveje og kunne kigge ud over marker eller områdets store golfanlæg.

Det var fantastisk at kigge ud over bakkerne, terrænet og fjorden. Vi nød virkelig synet og variationen.

Udsigt ned gennem bakkerne

Faktisk var vi lidt høje af at gå turen. For det var virkelig så smuk en rute.

Iben og jeg på ruten

Det er også vigtigt at holde pauser, så vi og hundene kunne få noget at drikke – og måske ekstra tid til at nyde udsigten.

Under en pause i bakkerne fik hundene ligefrem en lille morfar, mens vi nød udsigten

Vi nåede Hobro og gik lidt ekstra for at komme over til ishuset. Iben gjorde holdt og besøgte det (efter hendes udsagn) det klammeste offentlige toilet. Godt jeg ventede med håndsprit og hunde udenfor.

Mon hun er professionel hundelufter??

Isen gjorde os godt. Ærgerligt var det for mig, at mit meget elskede guf gled af vaflen sammen med flødebollen og havnede i Ninjas pels. At dømme ud fra hendes udtryk, så satte hun slet ikke pris på det.

Ispause – min is er stadig intakt på billedet

Efter en god pause på havnen var vi klar til at gå retur til campingpladsen via lystbådehavnen og langs kysten.

Retur langs kysten. Der er masser af får i Bramslev Bakker, og de tager ikke meget notits af hundene. Fuji og MicMic var lidt på dupperne, når fårene var tætte på
Retur mod campingpladsen

Her klagede vi bestemt heller ikke over udsigten.

Et kig op i bakkerne fra kyststien

Det værste ved denne vandretur var de mange led, som skulle åbnes og lukke mellem fårefoldene. I disse coronatider er jeg faktisk ikke særlig begejstret for at dele kontaktflader med andre, men det var umuligt at undgå på denne tur.

På vej mod endnu en låge = kontaktflade der deles med andre

Nogle af passagerne mellem foldene var sådan nogle, som man skulle kante sig igennem, og hvis man havde sådan lidt nervøse eller meget frembusende hunde, så kunne det godt være sin sag at komme gennem passagerne uden at hundene risikerede at komme i kontakt med stødhegnet.

Iben kigger tilbage. Der var virkelig ikke meget plads. Man skulle krænge sig rundt om pælen i V´et på leddet – og undgå at hundene rørte hegnet

De smalle passager vil nok være en udfordring, hvis man har gigantracer eller selv er en sværvægter.

Men både Iben, vores hunde og jeg kom helskindet igennem uden at få rap af hegnene.

Vi mødte underligt nok ikke mange på turen. Det kan man godt undre sig over, for turen er virkelig skøn, og vandreruten er fint afmærket.

Ruten var godt afmærket, så det var rimelig nemt at finde vej

Jeg kan virkelig anbefale denne smukke tur. Det er en god idé at starte på campingpladsen og vandre ind mod byen og retur igen. Man kan nemlig slutte af med at spise aftensmad eller måske kagebord på restauranten, der ligger i forbindelse med campingpladsen.

Gennem et vådområde var der etableret en fast gangbro, så man kunne gå tørskoet

Jeg havde en ide om, at vi kunne spise i restauranten, men dels lå vores is pænt tungt i maven på os, og vi nåede heller ikke retur til campingpladsen, før restauranten havde lukket. Så vi måtte spise, hvad der lige kunne støves op af nødrationerne.

Altså ikke fordi jeg koger Iben. Jeg måtte nøjes med en pasta snack pot.

Det var skønt at komme retur efter de mere end 13 km og vide, at vi allerede havde installeret os. Hundene kunne gå direkte ind i teltet og lægge sig, hvis de havde behov for det.

Fuji lukkede hurtigt øjnene

Bedst af alt, så kunne vi bare sætte os ned og slappe af efter at have gået mere end 30.000 skridt på vores to ture den dag.

Panoramaruten med afstikker til ishuset

Bramslev Bakker og Panoramaruten får mine varmeste anbefalinger. Jeg undrer mig over, at jeg kan have overset så smukt et stykke natur i Jylland, som jeg gennem mange år på landevejen har kørt så meget på kryds og tværs i. Det her var virkelig en fantastisk tur.

Jeg sov helt klart bedre på nat nr. 2. Nu havde jeg også fået indkøbt mig en hovedpude og tilhørende betræk i en genbrugsbutik. Temperaturen var nede omkring 9 grader. Brrr hvor koldt! På med uldsokkerne og op med hætten på fleecejakken og soveposen lynet helt op!

Vi stod op til fuglefløjt og smuk udsigt over Mariager Fjord og uden helt at vide, hvor vi skulle gå på denne 3. og sidste dag på vores lille miniferie.

Fortsættelse følger…… (Hvis du har misset dag nr. 1, kan du se her)

Vandreferie

Der findes ikke dårlig vejr. Der findes dårlig indstilling.

Dårlig vejr må man sige, at vi havde, da vores planlagte vandreferie startede.

Regn i Viborg ved 11-tiden. Det fremmer ikke lysten til at vandre og sove i telt

Oprindeligt havde min gode veninde fra gymnasietiden, Iben og jeg planlagt, at vi ville vandre 3 dage med barnevogn til vores oppakning og tilsammen 5 hunde ved siden af. Vores plan var at gå af Himmerlandsstien fra Viborg mod Løgstør. Udvalget af vandrestier, når man vil have en barnvogn med, er lidt begrænset, når man heller ikke vil gå i biltrafik. Så derfor faldt valget på Himmerlandsstien, som er en nedlagt jernbanestrækning belagt med stenmel.

Men vejrudsigten sagde regn og blæst. ikke så motiverende. Men give op skal man da ikke. Jeg havde indkøbt spritnyt telt til mine hunde og mig. En ældre barnevogn var indkøbt. Rute og overnatning var planlagt. Men plan A så ikke ud til at blive en succes. Og det skulle være en hyggelig og rar tur.

Plan B var Als – uden barnevogn. Overnatning i telt eller hjemme hos mig, hvis vejret var for surt.

Da vi stod op tirsdag morgen lovede de så også regn frem til aften på Als. Regn og torden. Det er ikke smart at flagre rundt ude på Kegnæs i lyn og torden og stiv kuling. Heller ikke rigtig andre steder for den sags skyld.

Plan C var at køre til Viborg og træne med hundene i IEC hallen og overnatte på motellet. Det var godt nok langt fra vores planer og ønske om at vandre sammen.

Plan D var noget helt andet, og den kom først i stand da vi sad udenfor Cafe Baghuset i Viborg og spiste en i øvrigt lækker frokost. Regnen holdt op og vejrudsigten lovede tørvejr resten af dagen.

Efter en lækker frokost på Baghuset, så tænkte man straks mere klart

Barnevognen var droppet. Vi satte kursen mod Dollerup Bakker og med en god venindes anvisning fik vi stykket en god lang og flot tur sammen i området.

Lad mig bare spamme jer lidt med billeder fra turen.

Vi stoppede ved Niels Bugges Kro, hvor der er en fin parkeringsplads overfor. Derfra gik vi ind i Troldslugten på højre side af kroen.

Troldeslugten. Lidt udfordrende når man skulle under stammerne med hunde i bæltet og rygsæk på nakken

Da vi kom ud af skoven gik vi mellem skoven og Stag hede. Vejret var lidt blandet, men det var tørvejr og ret fantastisk vejr for os og hundene at gå i.

Stien mellem skoven og heden

Vi besluttede at krydse ind over heden, så vi fik en længere tur i hedeterræn. Det var et skønt terræn.

Skønt terræn med gode brede stier
Lækkert at gå her
4 på stribe og en sheltie, der viser vej lidt længere fremme

Vi krydsede over vejen og gik ind på Inderøen, hvor vi gik i skoven med udsigt til Hald Sø.

Hald sø set var skoven på Inderøen
Kan få en soppetur, så skal man have en soppetur filg Fuji

Det var også en smuk tur. Den er nok især lækker at gå på en solskinsdag, hvor man nyder godt af skyggen fra træerne, men stadig kan nyde en flot udsigt.

Gode brede skovstier
Fuji ved Hald Sø
Man kan se over til herregården Hald Hovedgår på den anden side af søen
På vej retur mod bilen
Vi gik også ganske kort af Hærvejen og kunne nemt konkludere, at den ikke kunne bruges til en barnevognsvandretur

Da vi kom retur til vores biler, havde mit ur målt turen til 12,89 km.

Nu var det tid til at lægge en mad- og overnatningsplan. 50-100 meter fra kroen ligger en lejrplads med shelters og toilet (af en slags…). Der fandt vi plads til vores telte. De fire shelters var optaget af vandrere (der ikke som os amatører var kørt dertil i bil). Jeg vil da også lige nævne, at der ligger en ret god skovlegeplads tæt ved shelterpladsen, hvis nogen børnefamilier skulle have lyst til at kigge på området.

Mit nye Cadac “feltkøkken” varmer frikadellerne og senere vandet til Chai Latte. Det er købt til campingvognen og picnic, men fungerer glimrende til vores vandretur
Hundene er klar til at blive puttet. De i dækkener og jeg i soveposen

Første dag var slut og vi var klar til at lyne telte og soveposer. Spændte på at se, hvordan det mon ville gå? Ingen af de fem hunde havde nogensinde sovet i telt før…

To be continued….