Missionen lykkedes

Ja ikke fordi det var en stor mission. Det var faktisk blot den cachejagt på Kalvø, som det lykkedes os at gennemføre igår.

Vejret var jo rigtig dejligt. Friskt, koldt og solskin. Og jeg fatter ikke, at jeg har boet så mange år hernede i det sønderjyske og først nu har opdaget den naturperle som Kalvø er. I sommers var vi ude at sejle i havkajak omkring Kalvø, og vi har også været forbi Kalvø et par gange i løbet af det sidste halve år, men har aldrig haft held til at gå langs stien på den lille halvø.

Vinter på Kalvø

Den tur tog vi så igår. På vejen fandt vi en cache. Der er et par caches mere på Kalvø, men vi lader lige et par stykker være til et andet visit.

Silas nyder en forfriskning i en pause

Det er aldrig helt til at vide, hvor man gemmer sådan en cache
(men den var nu ikke gemt i denne fuglekasse)

Efter en kold og frisk tur kunne vi da ikke lade være med at gå ind på Kalvø Badehotel og tage en kop varm kakao, nå nej en KANDE er det jo man får her samt en hjemmelavet fastelavnsbolle med creme og flødeskum. Igen mavepine!!

I næste weekend skal vi altså ikke til Kalvø…..

Smukt – på Østsiden af Kalvø

Snart starter agilitysæsonen, og Ninja og jeg skal ud og lege på banerne igen. Silas taler meget om, at han altså skal med til at agilitystævnerne, når det bliver sommer og varmt, og det glæder jeg mig også til (selvom han griner hånligt, hvis jeg laver fejl på banen).

Sommervejr… nej vintervejr

En weekend uden andre planer end at afhente det bestilte nyslagtede økologiske oksekød fra Fuglsøgaard, som ligger 5 km herfra. Ja, det giver jo masser af ekstra tid, som kan bruges til alt mulig andet.

Fredag aften besluttede jeg på for igen at forsøge mig med at komme igang med at løbe. Jeg har forsøgt mig en del gange, men der går ikke ti gange med løbeskoene på, før jeg stopper igen. Dårlig form og dårlig motivation gør det ikke let at komme videre.

Denne gang har jeg forsøgt at alliere mig med en App der hedder “c25k”, som gerne skal guide mig frem til at kunne løbe 5 km uden, at jeg tror, at jeg skal dø. Og ikke mindst uden, at jeg skal kigge på ure eller taste div ting ind i et program. App´en fortæller mig, hvornår jeg skal løbe og hvornår jeg skal gå.

Lørdag var det perfekt vejr, og min App og jeg tog os en 25 minutters tur rundt i området. Det gik fint, og jeg kunne afslutte turen med at trykke “done” til sidst, så App´en næste gang ved, at jeg nu skal videre til step 2. Nu håber jeg så bare, at det vil lykkes mig at hænge i, men nu prøver jeg da i det mindst på en ny måde – og er nu også komme til at fortælle det på bloggen.

Det blev da også til lidt oprydning og en tur på genbrugspladsen. Jeg arbejder stødt og roligt videre med “projekt oprydning”. Det går ikke stærkt, men dog fremad. Jeg sælger en del til ret billige penge på en lokal køb/salg gruppe på Facebook. Det giver hurtige handler, men sjældent så gode priser, men så sker der da noget, og tingene, som vi ikke bruger, kommer væk.

I dag synede vejret ikke ret fantastisk. Vi sov længe og nød friskbagte boller. Jeg fik en ide om, at vi kunne kombinere en geocaching med kaffe/kage på Kalvø Badehotel. Vi pakkede løbecykel og hundene med i bilen. Da vi bakkede ud begyndte det at regne.

Vi håbede på bedre vejr, hvis vi satte os ind og fik lidt varmt og drikke en kop varmt. Vi fik varm kakao – faktisk en hel kandefuld med en skål flødeskum til. Den tilhørende æblekage var en enorm portion, som jeg bare ikke kunne spise op, selvom den smagte skønt. Silas fik chokoladekage, som tjeneren havde sagt bare var et lille stykke. Øh, jeg vil nødigt have et stort stykke serveret dernede.

Silas og Henrik er klar til at smovse

Vejret blev ikke bedre. Nu regnede det ikke mere. Nu sneede det. Vi vovede os på en gåtur, men den blev ikke mange hundrede meter lang, for snefnuggene nærmest skar i vores ansigter. Det blev ikke til nogen geocaching denne gang, men så har vi da en undskyldning for at komme tilbage og få serveret kakao og kage en anden gang.

Glædelig Jul

Så blev det sandelig jul igen. Jorden gik ikke under, og dermed var det lidt for dumt at udskyde det der med julegaveindkøb!

Nå, jeg havde da kun udskudt en enkelt, som jeg målrettet gik efter 10 minutter i lukketid lørdag d. 22. dec.

Jeg har forsøgt at bruge tanke og hjerte til at købe årets gaver. Nogle gaver var lettere at finde på end andre, men jeg håber, at modtagerne kan lide, hvad jeg har indkøbt. Oven i købet er jeg så heldig at få lov at overvære langt de fleste af dem pakke deres gave op.

Her på denne sjaskede juleaftensdag vil jeg gerne have lov at ønske alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul.

Årets julekort

Klar til julen….

Jeg har aldrig været den store jule-entusiast – og jeg tror heller ikke, at jeg bliver det. Det er ikke hvert år, at jeg overhovedet får pyntet til jul – udover kalenderlys og et par dekorationer. I år er ingen undtagelse.

Julemusik er heller ikke lige noget, jeg dyrker. Jeg har rigeligt i at høre det, som spilles i radioen i dec (gud ske lov har radioerne i det mindste begrænset sig til at spille det fra 1. dec-24. dec).

I dag har jeg dog julet lidt mere end sædvanligt.

Jeg stod op kl 10, hvilket vel sker en gang om året, at jeg sover så længe.Men hold op hvor har jeg været dødtræt i denne uge. I går formiddags fik jeg brugt et par timer på at lave årets sidste arbejdsopgaver, hvorefter jeg kvalte arbejdspc og -telefon. Jeg trængte bare så meget til ferie, og det holder jeg så nu.

Da jeg så endelig fik øjne og fik spist frokost, lavede jeg konfekt sammen med Silas og Tobias. Det var vildt hyggeligt – endda med julemusik kørende på Spotify (for sådan noget ejer jeg naturligvis ikke selv). Vi fik lavet lidt blandet juleknas, som jeg havde fundet frem til på Odense Marcipans hjemmeside.

Sådan – veludført job med muslikuglerne af Tobias og Silas

Natten igennem havde snestormen raset landet over, og det var da også blevet til lidt her i det sønderjyske. Så vi måtte hellere komme ud at vælte lidt rundt i sneen, inden det hele tøede igen.

Ninja er altid frisk på en sneboldkamp

Silas sluttede dagen af med at lære at spille Ludo.
Kvik lille fyr, der i første spil tæver sin far i Ludo og bagefter også vinder over mor.

Silas spille Ludo – og vinder!

Nu har jeg lige siddet og pakket de sidste gaver ind. Jeg er altid i sidste øjeblik….

Enten gør man det helt, ellers også gør man det slet ikke

Det må afgjort være Silas´ motto. Det er meget meget længe siden, at Silas fik en fin potte med lys og lyde. Når der er gevinst i potten, spiller den en fin lille melodi. Vi har barne-toiletsæde, så man kan sidde på det store toilet, hvis man synes, at potter er for fimsede at sidde på.

Afledt af et møde i børnehaven for en måneds tid siden begyndte vi at tænke i renlighedsbaner. Silas har aldrig vist nogen interesse for at komme af med noget andre steder end i bleen, og har da også spurgt hvorfor voksne ikke bruger ble, hvortil vi har fortalt om alle toilettets fortræffeligheder. Vi har bare fået en lyd ala “NÅ! – og hvad så?!” til svar.

Da Silas har haft mange andre ting at arbejde med end lige toilet vs. ble, så har børnehaven faktisk opfordret os til at stille det på standby, så Silas kunne få ro til at udvikle sig på andre punkter.

Men nu skulle vi så igang. Silas elsker at spille på Tablets, Wii, Smartphones mv. så vi lagde ud med at sige til ham, at han ikke fik lov til at spille igen, før han havde tisset på potten. Sådan gik det i par dage. Efter en ide fra min veninde, der delte ud af sine gode erfaringer på området, skiftede vi taktik til, at han fik lov at sidde på potten i stuen med Ipaden. Meningen var så at fjerne fokus fra potten og tiden, man skulle sidde der. Og så, efter 45 minutter senere tissede han sørme på potten!!

Siden den aften har han takket nej til bleen (dog accepterer han at få den på om natten) og har kun haft et eneste uheld på 3 uger. Selv om morgenen er det en tør ble. Jeg er målløs, men konstaterer bare, at det vist er sådan Silas generelt gør. All-in eller nej tak! Jeg glæder mig meget til han får samme indstilling til mad og kaster sig over at smage en helt buffet!