Echo debuterede!

Ribe Hundevenner holdt agilitystævne i Ribe Hallen i denne weekend. Som altid er det rart at holde stævner, når folk bare virker glade og tilfredse. Det er meget motiverende som stævnearrangør. Denne weekend var ingen undtagelse.

Lørdag skulle jeg ikke selv løbe, men “bare” stå for præmieoverrækkelserne og præmier i div. afskygninger. Jeg synes nu, at der var nok at se til alligevel. Henrik og Silas var med mig, men pga isolationen var de gemt væk i det bagerste lokale i sekretariatet. Det var dejligt at have dem i nærheden, men også lidt trist at skulle sidde derinde og kigge ud på alle de andre. Jeg glæder mig til vejret bliver bedre, og vi kan komme udenfor til stævner, for så kan Silas også være med.

Silas var rigtig i hopla lørdag, og mens de alligevel sad der for sig selv i baglokalet, fik Henrik den idé at lave et lille computerspil til Silas. Hvor nørdet! Når man trykker på tastaturet kommer der farvede figurer springende frem på skærmen sammen med babylyde. Jeg vil lige dele et lille videoklip (28 sek) med jer, hvor Silas spiller sit nye spil. Bemærk lige ansigtsudtrykket i starten!

Efter at Kong Silas havde befalet os en søvnfattig nat mellem lørdag og søndag, så blev Henrik og Silas idag hjemme, så de kunne indhente det forsømte i løbet af dagen. Tror faktisk også, at det gav mig lidt ro idag, hvor jeg også selv skulle løbe.

Jeg havde meldt Diva til i to seniorklasser. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Jeg får jo ikke trænet så meget med hende, men hun var tændt og faktisk også lyttende. Hun er sådan en dejlig og lykkelig hund, når hun får lov at løbe agility.

Da vores for-sjov-klasse, Tunnel-kuller, blev stillet op, så fik jeg lyst til at prøve at starte i den med Echo. For banen bestod jo ikke af andet end tunneller og 2 spring. Så der var jo ikke nogen forhindringer, som han ikke var fortrolig med. Jeg havde dog ikke de store forventninger til løbet. Han var supertændt og total upåvirket af lyd, lys,tæppe eller andre hunde i hallen. Hvis det ikke var, fordi jeg et øjeblik glemte, at han jo er helt “grøn”, så havde vi nok ikke fået en vægring på forhindring nr. 8, hvor jeg ikke fik vist Echo, hvilken tunnel han skulle tage, så han løb ved siden af. Det måtte jeg så lige tilbage og rette. Det kostede jo lidt tid, men alligevel rakte de 5 fejl og tiden til en 5. plads ud af 27 hunde. Det er jeg da ganske tilfreds med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *