Våd camping

Hvor er det bare typisk. I starten af ugen er vejret helt fantastisk. Næsten for fantastisk. Silas og jeg endte dog med at bruge 4 i løbet af en uge med besøg på diverse sygehuse.

Silas døjer for tiden med maveproblemer, og i samråd med lægerne skulle vi forsøge at få taget et røntgenbillede af maven, mens mavesmerterne var der. Men mavepinen kommer og går, så der skulle hele tre sygehusbesøg til, før det lykkedes af få et billede af en mavepine.

Det blev så i stedet en CT scanning, som heldigvis kunne fastslå at årsagen til mavesmerterne var harmløse.

Silas har jo fået sommerferie nu – og ja, jeg er stadig hjemsendt indtil d. 8. juli, så da vi var færdige med at rende på sygehuse, så kunne det jo være fedt med en lille campingtur. Henrik var dog lidt ophængt i sit firma, så vi måtte lige vente til torsdag eftermiddag, før vi kunne køre.

Vi satte kursen mod DCU Odense City Camping. En plads i en overkommelig afstand til byen. Det var let at gå ind til centrum, hvis det var.

Vi ankom i den skønneste aftensol. Det var virkelig en skøn aften, hvor vi nød at se solen gå ned bag træerne i skoven lige bag pladsen.

Smuk solnedgang på pladsen

Fredag kørte jeg mod Sjælland, hvor jeg efter næsten 4 måneders fravær besøgte hovedkontoret. Det var sgu lidt underligt at være der igen. Der er stadig en del hjemsendte, og en del der arbejder hjemmefra.

Det er helt uvant at køre over Storebæltsbroen

Nogen har undrende spurgt mig, hvorfor jeg dog stadig er hjemsendt. “Jamen det hele er jo igang igen”, har jeg hørt mange sige. Vores virksomhed er stadig meget påvirket af nedlukningen rundt om i samfundet. Hjulene er slet ikke igang igen. Hotel- og restaurationsbranchen lider stadig under det, og det smitter af på vores aktiviteter. Der kommer slet ikke den samme mængde vasketøj endnu.

Indtil Corona var det mit job at sætte sortiment til de offentlige udbud. Altså læse finde det sortiment som matchede kundens krav i udbuddet. Det kan godt være en lidt omstændig opgave, da nogle arbejdsgrupper har en lidt livlig fantasi i forhold til, hvad der findes på markedet.

Med Corona nedluk stoppede strømmen af udbud, og der er ikke publiceret et eneste nyt udbud siden – og dog, der kom faktisk et enkelt i fredags. Min hjemsendelse varer indtil d. 8. juli – lige om lidt. Så går jeg så på 3 ugers ferie.

Nå, men jeg havde bestilt et kort møde med min chef vedr. min tilbagevenden. Det skulle have været i Korsør, men blev altså i Søborg i stedet for. Afstanden krydret med trafikuheld på vejen hjem, gjorde at næsten hele min fredag røg på den konto.

Vi nåede dog at gå en dejlig tur sammen, da jeg kom tilbage til campingpladsen. Vi stod faktisk ved det anbefalede ishus, men klokken var næsten 17, og vi blev enige om, at vi hellere måtte få noget aftensmad i stedet for is.

Bag campingpladsen kunne man ad Hunderupstien gå til Skovsøen og videre ind til byen.

Silas havde meget fornøjelse af at studere ænderne ved Skovsøen, og det gik der meget tid med. Så maden endte med at blive Take away burgere fra Jensens Bøfhus, der ligger lige ved siden af Skovsøen/Fruens Bøge. De kan i øvrigt godt anbefales. Vi ilede hjem gennem skoven med kassen med burgere, så vi kunne nå hjem med dem, mens de stadig var varme.

Lørdag havde vi satset på Zoo, men ak nej. Der var bare heldagsregn. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr. Der findes dårlig indstilling.

Man kan heldigvis godt hygge inde i vognen, når det regner udenfor.

Vi tog en tur på det lille museum “Tidens Samling”. Det var rigtig interessant. Især at have Silas med. Udstillingen består af stuer, der er indrettet tidstypisk for 1900 tallet. Henrik og jeg kunne genkende meget fra bedsteforældre, forældre og vores teenagetid. Det var rigtig sjovt. Men sjovest var faktisk at introducere Silas til gamle ting, som telefoner fra 191o, skrivemaskiner og mange andre sjov gamle ting.

I værelset fra 70´erne stod en gammel skrivemaskine, som Silas hyggede sig med.

Man må pille og gramse ved alt i udstillingen og med kaskader af håndsprit var jeg helt fin med det. Der var ikke mange gæster, så det var let at holde afstand. Det var en perfekt regnvejrsaktivitet.

lækre kager og regnvejr passer også rigtig godt sammen.

Så satsede vi på Zoo om søndagen. Men ak nej. Vi pakkede ned i silende regnvejr. Godt det kun var en markise, der skulle rulles op og ikke et helt fortelt (drivvådt), der skulle pakkes sammen.

Vi valgte at slutte vores Odensebesøg af med et besøg på Odense Bunkermuseum, hvor vi kunne se, hvordan de havde indrettet Odense Kommunes kommandocentral i denne bunker under den kolde krig.

Lyskort over Odense i bunkerens hjerte, hvor alle i det vigtigste beredskab havde faste afmærkede pladser

Nu snuppede et besøg udenfor rundvisningstidpunktet, og så var vi kun 3 familier på museet. En bunker er også super at besøge i regnvejr.

Der var også masser af humor i bunkeren. Politibetjenten her med citronmåne og meget sort kaffe, hvor skeen selv kunne stå

Alt i bunkeren var intakt og var effekter, der havde stået i bunkeren siden 80´erne, hvor den var blevet moderniseret. Det var også lidt som at træde ind i en anden tidsalder.

Så trillede vi hjemad mod det jyske. Det gik perfekt indtil et sted før Kolding, hvor jeg konstaterede, at der ikke var lys på campingvognen. Vi havde så et pitstop i Kolding, hvor vi næsten skilte bilen ad for at finde ud af om der var sprunget en sikring. Det viste sig i stedet for, at der stod vand i en af de forreste markeringslygter på campingvognen. Det var årsagen til det manglende lys.

Vand og lygter er ikke en god kombi

Godt at man kender folk alle vegne. Jeg fik ringet en god veninde i Kolding op, og vi kørte derhen og fik skruet lygten af. Så var der igen lys på vognen, og vi kunne fortsætte hjemad.

Det var så den campingweekend. Vejret kunne bestemt have været bedre, men det var det altså ikke. Vi kunne i det mindste konstatere, at campingvognen nu var tæt. For det i blev i hvert fald testet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *