Hundeskader, Mandø og Corona

På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.

Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.

Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.

Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.

Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste

Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.

For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.

Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.

Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet

Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.

Mandø er magisk

Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.

Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne

Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.

Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.

7 ud af 12 hunde er fanget på billedet

Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.

Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen

Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!

Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.

Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.

Et af de gode fangststeder

Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.

Smukt så langt øjet rækker

Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.

Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!

Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.

Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet

Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.

Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.

Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.

Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.

Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.

Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.

Våd camping

Hvor er det bare typisk. I starten af ugen er vejret helt fantastisk. Næsten for fantastisk. Silas og jeg endte dog med at bruge 4 i løbet af en uge med besøg på diverse sygehuse.

Silas døjer for tiden med maveproblemer, og i samråd med lægerne skulle vi forsøge at få taget et røntgenbillede af maven, mens mavesmerterne var der. Men mavepinen kommer og går, så der skulle hele tre sygehusbesøg til, før det lykkedes af få et billede af en mavepine.

Det blev så i stedet en CT scanning, som heldigvis kunne fastslå at årsagen til mavesmerterne var harmløse.

Silas har jo fået sommerferie nu – og ja, jeg er stadig hjemsendt indtil d. 8. juli, så da vi var færdige med at rende på sygehuse, så kunne det jo være fedt med en lille campingtur. Henrik var dog lidt ophængt i sit firma, så vi måtte lige vente til torsdag eftermiddag, før vi kunne køre.

Vi satte kursen mod DCU Odense City Camping. En plads i en overkommelig afstand til byen. Det var let at gå ind til centrum, hvis det var.

Vi ankom i den skønneste aftensol. Det var virkelig en skøn aften, hvor vi nød at se solen gå ned bag træerne i skoven lige bag pladsen.

Smuk solnedgang på pladsen

Fredag kørte jeg mod Sjælland, hvor jeg efter næsten 4 måneders fravær besøgte hovedkontoret. Det var sgu lidt underligt at være der igen. Der er stadig en del hjemsendte, og en del der arbejder hjemmefra.

Det er helt uvant at køre over Storebæltsbroen

Nogen har undrende spurgt mig, hvorfor jeg dog stadig er hjemsendt. “Jamen det hele er jo igang igen”, har jeg hørt mange sige. Vores virksomhed er stadig meget påvirket af nedlukningen rundt om i samfundet. Hjulene er slet ikke igang igen. Hotel- og restaurationsbranchen lider stadig under det, og det smitter af på vores aktiviteter. Der kommer slet ikke den samme mængde vasketøj endnu.

Indtil Corona var det mit job at sætte sortiment til de offentlige udbud. Altså læse finde det sortiment som matchede kundens krav i udbuddet. Det kan godt være en lidt omstændig opgave, da nogle arbejdsgrupper har en lidt livlig fantasi i forhold til, hvad der findes på markedet.

Med Corona nedluk stoppede strømmen af udbud, og der er ikke publiceret et eneste nyt udbud siden – og dog, der kom faktisk et enkelt i fredags. Min hjemsendelse varer indtil d. 8. juli – lige om lidt. Så går jeg så på 3 ugers ferie.

Nå, men jeg havde bestilt et kort møde med min chef vedr. min tilbagevenden. Det skulle have været i Korsør, men blev altså i Søborg i stedet for. Afstanden krydret med trafikuheld på vejen hjem, gjorde at næsten hele min fredag røg på den konto.

Vi nåede dog at gå en dejlig tur sammen, da jeg kom tilbage til campingpladsen. Vi stod faktisk ved det anbefalede ishus, men klokken var næsten 17, og vi blev enige om, at vi hellere måtte få noget aftensmad i stedet for is.

Bag campingpladsen kunne man ad Hunderupstien gå til Skovsøen og videre ind til byen.

Silas havde meget fornøjelse af at studere ænderne ved Skovsøen, og det gik der meget tid med. Så maden endte med at blive Take away burgere fra Jensens Bøfhus, der ligger lige ved siden af Skovsøen/Fruens Bøge. De kan i øvrigt godt anbefales. Vi ilede hjem gennem skoven med kassen med burgere, så vi kunne nå hjem med dem, mens de stadig var varme.

Lørdag havde vi satset på Zoo, men ak nej. Der var bare heldagsregn. Men som bekendt findes der ikke dårligt vejr. Der findes dårlig indstilling.

Man kan heldigvis godt hygge inde i vognen, når det regner udenfor.

Vi tog en tur på det lille museum “Tidens Samling”. Det var rigtig interessant. Især at have Silas med. Udstillingen består af stuer, der er indrettet tidstypisk for 1900 tallet. Henrik og jeg kunne genkende meget fra bedsteforældre, forældre og vores teenagetid. Det var rigtig sjovt. Men sjovest var faktisk at introducere Silas til gamle ting, som telefoner fra 191o, skrivemaskiner og mange andre sjov gamle ting.

I værelset fra 70´erne stod en gammel skrivemaskine, som Silas hyggede sig med.

Man må pille og gramse ved alt i udstillingen og med kaskader af håndsprit var jeg helt fin med det. Der var ikke mange gæster, så det var let at holde afstand. Det var en perfekt regnvejrsaktivitet.

lækre kager og regnvejr passer også rigtig godt sammen.

Så satsede vi på Zoo om søndagen. Men ak nej. Vi pakkede ned i silende regnvejr. Godt det kun var en markise, der skulle rulles op og ikke et helt fortelt (drivvådt), der skulle pakkes sammen.

Vi valgte at slutte vores Odensebesøg af med et besøg på Odense Bunkermuseum, hvor vi kunne se, hvordan de havde indrettet Odense Kommunes kommandocentral i denne bunker under den kolde krig.

Lyskort over Odense i bunkerens hjerte, hvor alle i det vigtigste beredskab havde faste afmærkede pladser

Nu snuppede et besøg udenfor rundvisningstidpunktet, og så var vi kun 3 familier på museet. En bunker er også super at besøge i regnvejr.

Der var også masser af humor i bunkeren. Politibetjenten her med citronmåne og meget sort kaffe, hvor skeen selv kunne stå

Alt i bunkeren var intakt og var effekter, der havde stået i bunkeren siden 80´erne, hvor den var blevet moderniseret. Det var også lidt som at træde ind i en anden tidsalder.

Så trillede vi hjemad mod det jyske. Det gik perfekt indtil et sted før Kolding, hvor jeg konstaterede, at der ikke var lys på campingvognen. Vi havde så et pitstop i Kolding, hvor vi næsten skilte bilen ad for at finde ud af om der var sprunget en sikring. Det viste sig i stedet for, at der stod vand i en af de forreste markeringslygter på campingvognen. Det var årsagen til det manglende lys.

Vand og lygter er ikke en god kombi

Godt at man kender folk alle vegne. Jeg fik ringet en god veninde i Kolding op, og vi kørte derhen og fik skruet lygten af. Så var der igen lys på vognen, og vi kunne fortsætte hjemad.

Det var så den campingweekend. Vejret kunne bestemt have været bedre, men det var det altså ikke. Vi kunne i det mindste konstatere, at campingvognen nu var tæt. For det i blev i hvert fald testet.

Jomfrurejsen

Torsdag trak jeg det nye indkøb hjem. Den gamle var dødsdømt af forsikringen, så hvis vi igen ville ud i det blå med sneglehus på, så måtte der en anden til.

Det blev igen med køjer. Ikke fordi vi har så meget brug for køjer, men vi har brug for gulvplads, så hundene har et sted at ligge. Nå ja, og vi gider heller ikke at skulle rede op, når vi skal i seng.

Det blev ikke nyt. Jeg vil ikke have for kr. 200.000 stående i indkørslen, og nægter at låne penge til en campingvogn. Trods det, at vognen er 15 år, så har vi alligevel opgraderet gevaldigt på comforten i forhold til den gamle. Så nu med aircondition, mover, varmt vand, bruser, 12 v strøm, veksel mellem gas- og elvarme.

Ud på tur – aldrig sur

Nogle af opgraderingerne gør vognen mere anvendelig uden at have adgang til strøm end den gamle var.

Når man får noget “nyt”, så er det jo vigtigt at teste om det virker. Derfor besluttede vi os for en kort tur ud i det blå. Ikke på campingplads (vi har ikke trang til at dele toilet/bad med fremmede lige nu). Vi ville bare køre ud et naturskønt sted, hvor vi kunne bruge vognen som base.

Så kunne vi gå en tur i området og søge hjem i vognen og spise og hygge. Vi ville så snuppe en enkelt overnatning og køre hjem igen dagen efter. Det ville også være en god måde at få et afbræk fra hjemmets fire vægge, og ikke mindst få Silas hevet lidt op i omdrejning. Det er let for alle at sumpe hen i pc og Ipad, når man ikke kommer ud blandt andre.

En forespørgsel på facebook gav mange gode forslag fra forskellige facebookvenner. Vi valgte at køre til Stenderup ved Kolding. Vi kørte til Løverodde, hvor vi fandt en stor parkeringsplads tæt ved strand og skov.

Skoven ved Løverodde

Det var et fantastisk området. Vejret var ikke sådan super duper, men når man gik, hvor der var læ, så var det faktisk ret dejligt.

Skoven strakte sig helt ned til vandkanten, og det har også sin charme at gå under bøgetræer i vandkanten.

Skoven når helt ud til den smalle strand

Skoven var så lækker. Det er nu, hvor alle træerne springer ud, og det hele er lysegrønt.

Skøn udsigt fra skoven og over mod Skærbæk v/Fredericia

Skoven er meget kuperet. Jeg forestiller mig, at den er hård at løbe i af samme grund. Vi var ret vilde med skoven.

Her går det brat ned ad bakke

Efter at have gået halvanden time, så fandt vi retur til campingvognen. Så skulle vi dælme have en kop varm chai latte. Frem med gryden…. men men der var ingen lighter eller tændstikker i vognen, så det kneb altså lidt med at få gang i gasblusset. Det er bare ikke nemt at få pakket alt i første hug, når man starter lidt fra scratch i en ny vogn.

Hundene gik til ro efter en skøn tur langs stranden og i skoven. De var ligeglade med om der manglede ild

Det endte med, at Henrik kørte den lange tur til en Rema for at købe tændstikker. Der gik noget tid med at løse tændingsproblemet. Så kunne vi lige så godt hoppe direkte til aftensmaden, da han var retur.

I bedste rejsegildestil, så var menuen hotdogs og bajer. Silas fik dog juice i stedet for bajer.

Sikke et festmåltid!

Hyggen sluttede lidt brat, da stedets opsynsmand bankede på og gjorde os opmærksom på, at man ikke måtte overnatte på pladsen. Det var lidt en streg i regningen. Nu skulle vi finde på noget andet.

Jeg luftede hundene på egen hånd og gik langs vandet. Der kom jeg til en primitiv lejrplads med rigtig god plads. Fedt, tænkte jeg. Her skal vi bare køre hen. For at sikre at adgangsforholdene var ok, gik jeg hele vejen tilbage ad vejen i stedet for på de små skovstier.

Vejen hen til lejrpladsen langs vandet

Tilbage ved familien pakkede vi os sammen og satte kursen mod pladsen, som jeg havde fundet. Lige da vi drejede af vejen ind mod den mindre skovvej, så jeg det lille bitte skilt med “motorkøretøjer forbudt”

Hvor ægerligt, for jeg vidste, at familien ville have elsket lejrpladsen og den fantastiske skov, der omkransede pladsen.

Nu måtte vi altså bare være lidt kreative her klokken 22.15, for vi ville skisme ikke bare køre hjem. Tak til Google for satellitkort, hvor man kunne forsøge at regne ud, om man kunne holde med større vogntog et eller andet sted langs kysten.

Vi fandt Stenderup Hage på kortet og krydsede fingre. Der var gudskelov en fin lille holdeplads, hvor der bortset fra en dykker ikke var et øje. Jeg læste mig i øvrigt til, at dykkere var glade for stedet, fordi der havde været masser af bopladser omkring Stenderup Hage.

Vi fik parkeret, så vi næste dag ville have den fineste udsigt fra sengen ud over vandet.

Fin morgenudsigt

Det var også skønt bare at slå smut med sten i vandet. Silas fik masser af øvelse i det. Det er ellers ikke let at komme til, når hundene er med. De har lidt svært ved at holde styr på de sten, der kastes i vandet i en lind strøm. Nu kunne de blive inde i campingvognen.

Så kunne vi i ro og mag spise vores morgenmad og bare nyde dette stille sted, inden vi skulle se os om i området.

På den anden side af campingvognen græssede en lille flok heste

Fra tid til anden fik vi dog “gæster” i form af fiskere, som lige skulle tjekke vandet ud. De fleste var ikke særlig vedholdende og forduftede rimelig hurtigt igen. Vi så ikke en eneste gå derfra med så meget som en fisk. Om eftermiddagen overvejede jeg faktisk at sige til nyankomne med fiskestænger, at de ikke behøvede at ulejlige sig, for der var ingen, der havde fanget noget i dag. Men hvor ødelægge det for dem?

Der lå en lejrskole for enden af vejen. Vej og vej er nu så meget sagt, for havet havde faktisk ædt halvdelen er vejen på et stykke, så en skolebus kunne i hvert fald ikke køre ungerne det sidste stykke. Der var en lille skov bag lejrskolen, og den var spækket med ramsløg!

Skovbunden var dækket af ramsløg

Over middag startede vi bilen og trillede hjem igen. Det var sådan en fin lille sviptur på 24 timer med masser af forskelligartede oplevelser og mulighed for at teste vognen lidt af. Jeg er sikker på, at vi nok skal blive rigtig glade for den.

Vognen har så fin en indretning, og en rigtig seng i stedet for en siddegruppe (som den gamle havde) der skal redes op med skumhynder som madras. Man sover da bare så meget bedre i sådan en seng her.

Siddegruppe og dobbeltseng bagerst

Der kan lukkes af til sengen, så man undgår snavsede hunde i sengen (hvis ens hunde nu kan finde på at hoppe i sengen), når man forlader campingvognen. Når jeg er til stævne er campingvognen base for mine hunde, så er de der, når de ikke er ude at være aktive.

To køjer. Den nederste kan slås op. Så er der fin plads til hundene.

Der er to køjer i vognen, men vi skal sådan set kun bruge den ene. Så det er megasmart, at man kan slå den nederste køje op. Så er der god plads til at hundene kan ligge i deres kurve (eller bure der). Så ligger de ikke i vejen rundt omkring i vognen og skal flytte sig hver gang en eller anden rejser sig.

Jeg er sikker på, at vi nok skal få rigtig meget glæde af den nye campingvogn, og sådan en smuttur ud i naturen med den på krogen kan vi bestemt også godt finde på at gøre en anden gang. Når man bare gerne vil gå nogle skønne ture og nyde lidt natur, så har man ikke nødvendigvis brug for en campingplads.