Sommerens sidste…

I år har vi været meget flittige med den. Brugt den i tide og utide. Aldrig har jeg set så mange campingpladser på en sommer. Det er faktisk heller ikke hver sommer, at vores campingvogn overhovedet kommer på en registreret campingplads. Det er primært en tourbus til agilitystævnerne, men af flere grunde har der ikke været noget af det for mig i år.

Det her var så sommerens sidste campingweekend. Nu er Silas også mæt af camping. Han kan som udgangspunkt bedst lide, at vi bare er hjemme hos os selv. Det er nok nemmest at overskue.

Men hvilken finale det har været!! Ufattelig skøn weekend. Det er næsten ikke til at forstå, at man kan vride så meget aktivitet, afslapning, samvær og sommer ud af en sølle weekend.

Campingpladsen skal have en del af æren for den storslåede succes – ja og vejret naturligvis. Total lækkert sommervejr med omkring 30 grader og badevand på 22-24 grader. Helt fantastisk.

Jeg har efterhånden læst om en del – især hundefolk, som pegede på Madeskov Camping ved Sønderborg. Jeg tjekkede pladsen ud på Google Maps og kunne se, at det var en lille plads, som lå helt ud til Augustenborg Fjord. Pladsen er meget overskuelig og har ry for at være rolig og hyggelig. At den ligger op til en hundeskov er sådan set ikke et plus for mig, men det er det måske for andre, så jeg vil da lige nævne det. Hunde er i øvrigt gratis på pladsen – og den er faktisk i forvejen en ret billig plads.

Sikke en smuk aften. Silas og Henrik står på badebroen. Jeg havde også luret at man kunne være heldig at få de smukkeste solnedgange på pladsen. Det passede!

Så fredag efter fyraften pakkede vi sneglehuset og trillede sydpå. Vi fandt en fin lille plads i en lomme, hvor vi nærmest lå for os selv. Pladserne ned til vandet var desværre optaget, men der var seriøst ikke meget mere end 80 meter, før man stod med tæerne i vandet – og vi lå altså på bagerste række med udsigt til markerne.

Så er vi ankommet og klar til aftensmaden fredag aften. Der er lukket af for aftensolen. Den var lidt krads

SUP boardet blev pumpet op. Altså med håndkraft. Jeg hader den del, og bare tanken om at skulle pumpe det op er lidt demotivator for mig. Men udsigten til tre dage med SUP gav mig energien.

Solnedgangen på Madeskov Camping er helt fantastisk. Det var så flot en oplevelse at padle af sted i den ildrøde solnedgang med Fuji på boardet. En tilfældig tysker tog et billede af os. Desværre en ret ringe kvalitet, men man kan da se de smukke farver, og man kan se, at jeg endnu ikke havde fået rejst mig op på boardet, da hun tog billederne 😀

Campingpladsen er ingen tivoliplads, men der er pænt og rent (og masser af sprit). Der er gjort meget for hyggen med opstillede grill og borde ved vandet, og stearinlysbægere på bordene.

Rosé og hygge ved vandet til solnedgangen. Smukt, især med voksne øjne

Der er en lille legeplads, og de fleste børn vil nok kede sig, men Silas bruger aldrig legepladserne på campingpladserne. Der er for mange børn og alt for meget at forholde sig til. Så der er ingen grund til at opsøge de pladser. Silas vil meget hellere fange krabber. Det fik han sandelig gjort i spandevis i denne weekend.

Silas fanger krabberne med hænderne. Ikke noget med net og klemmer. Det lader han små børn og tøser om.

Det blev også til en tur til Sønderborg for at gensmage en is fra det ishus, der er kåret som Danmarks bedste. Det er også noget særligt og det er prisen egentlig også, men hold op hvor har de meget lækkert hjemmelavet is. Så det er værd at betale for.

Obligatorisk isselfie fra Iskonditoriet

Jeg havde pakket mine lektier fra hundefys-uddannelsen, men helt ærligt, så vandt stranden. Jeg har aldrig spenderet så mange timer af en weekend i bikini, som i denne her.

Alle hunde har været nede og bade på skift. Både for at blive kølet af, men også for at svømme. Mic og Ninja skal man styre ud i vandet og afskære dem muligheden for at svømme ind ved at blokere med sit lår for at de kan svømme ind på land. Men de fik begge svømmet, fordi jeg bestemte at de skulle det. Fuji derimod er af en helt andet kaliber. Hun laver udspring fra badebroen og man kan nemt svømme rundt med hende i en halv time. Så svømmer man der side om side. Det er sgu så hyggeligt.

Udspring

Fuji er også frisk på at være med på SUP board, og hun tilføjer en ekstra sværhedsgrad, når hun vandrer rundt på boardet. Jeg har lidt svært ved at bede hende om at forholde sig i ro. Hvordan siger man det på tegnsprog med en padel i hånden??

Min mave og lår er temmelig ømme efter mange timers stående paddelen. Der er virkelig meget arbejde for coremusklerne, men jeg holdt mig på boardet alle dage. Jeg havde også Silas med på det, men det var noget nemmere, for han sad da i det mindste stille.

Vi var heldige og fik næsten hele søndagen med også, for campingfatter var ikke så firkantet med, hvornår vi forlod pladsen. Det er bare så dejligt, når de er lidt large. Det er så stressende, når man skal være ude kl 11 eller 12. Men jeg forstår godt, at det kan være nødvendigt, når belægningen er høj. Men nu fik vi så mange dejlige strandtimer på kontoen i dag også.

Jeg er faktisk stadig helt høj over sådan en skøn weekend. Ja, der skal faktisk ikke så meget til, før jeg virkelig glædes. Det fedeste er de små og simple ting. Det er nuet. Det er det spontane og samværet og de fælles oplevelser. Det fik jeg virkelig tanket op på i denne weekend. Jeg er glad for, at jeg ikke lod mig friste af andre gode tilbud i denne weekend, for det her var outstanding!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *