Det blev så ikke sjette gang

5 år i træk blev det til. Med tre forskellige hunde i tre forskellige størrelser. Jeg taler om DCHs Jyske Mesterskab, som jeg har vundet tre gange i træk med Ninja, derefter en gang med Saras Audi og så i 2019 med MicMic.

I dag går det så løs igen. Desværre uden min deltagelse. Jeg ville så gerne have forsvaret mesterskabet, men MicMic har været ude med en skulderskade, og blev først endelig “frigivet” af dyrlægen i går. Altså ikke frigivet til at løbe stævner i dag.

Fordi der ikke er nogen reaktion i skulderen, så er det jo ikke lig med, at man bare skal ræse afsted på en agilitybane dagen efter. Foran mig ligger lidt “klargøringsarbejde” med styrke- og balancetræning.

Jysk mester 2019

Hun har ikke løbet agility siden starten af sommeren, hvor jeg tror, at hun havde en udskridning i græsset, der var vådt af aftenduggen. Efterfølgende i den træning var hun lidt ustabil i sine afsæt. Det tænkte jeg først over efterfølgende, hvor jeg konstaterede, at hendes skulder ikke var ok.

Jysk mester med Audi 2018 (og nr. 3 med Ninja)

Det var ikke noget, man kunne se på lufteture mv, men jeg synes alligevel, at der var “noget”. Faktisk gik der en hel måned før jeg konstaterede det, for det kom kun, når skulderen blev belastet i yderstilling (f.eks slalom, landing med drej). I den måned havde jeg heller ikke løbet agility. Ikke af pga det, for jeg anede ikke, at der var sket “noget” til den træning. Så hun havde været en fri hund, der havde leget og løbet med de andre, og dermed havde vedligeholdt sin krop. Nu stod jeg til et agilitykursus og efter opvarmningsløbet trak jeg hende fra kurset.

Jysk Mester med Ninja 2017

Afsted til dyrlægen, så jeg kunne få en klog mands (Jacob på Nordre Dyrehospital) ord for, hvad der drillede hende. Så efter et par uger med antiinflammatorisk medicin og lufteture i flexlinen, så hjalp det en del på hendes bevægelighed i skulderleddet, kunne jeg selv mærke, når jeg testede skulderleddet manuelt. Jeg har efterfølgende holdt hende i flexlinen på ture, der ellers kunne blive lidt vilde. Jeg har i det små lavet lidt genoptræningsøvelser med hende, og det vil jeg så intensivere nu, hvor dyrlægen har sagt god for hende.

Jysk Mester med Ninja 2016

I forbindelse med skaden har jeg allerede haft gavn af at have påbegyndt min uddannelse i fysioterapi til hunde. Selvom vi endnu ikke er langt i forløbet, så kunne jeg selv lokalisere problemet og havde også selv fundet hende ok, men jeg vil nu godt lige have dyrlægen til at sige god for det også. Tænk hvis jeg frigav hende for tidligt, og skaden brød helt op igen?!…

Jysk Mester med Ninja 2015

Ja så Jysk Mesterskab bliver desværre uden min deltagelse her i 2020, men jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at løbe agility med MicMic igen! Jeg håber, at vi måske kan være klar til DM….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *