Mics første DM

I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.

MicMic og jeg foran et udpluk af fanerne

Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.

Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.

Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.

Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.

Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.

At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.

Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.

Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.

Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.

Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?

Fantastisk vejr til DM

Den korte version

Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.

Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.

Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.

Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.

A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.

Klar til banegennemgang…

Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.

Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.

Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.

Uanset resultat så er Mic og jeg stadig glade for hinanden

Den lange version

Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.

Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.

Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.

Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.

Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.

Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.

Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.

Skønneste Mic hviler på armen af mig, mens vi står og ser agility

Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.

Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.

En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.

Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…

DM generelt

DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.

Nede fra bagtroppen kunne jeg ved åbningstalerne rigtig nyde synet af de smukke faner op mod den blå himmel

At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.

Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.

Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.

Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.

Aktivitetsshopping

Egentlig har jeg altid været ret fascineret af alsidigheden ved hunde. Hunde har i virkeligheden rigtig mange evner, og man kan have så mange fornøjelser i aktiviteten med sine hunde.

Mine hunde er ikke brugsgenstande for mig, men de er aktivitetsvenner. Jeg fascineres af alt det, som man kan lære dem. Og ikke mindst af hvor meget de nyder at blive aktiveret. De er faktisk ret beskedne, hvad det angår. Alligevel har jeg kun haft en aktivitet for øje i min aktivitet med hundene.

Egentlig er de ligeglade med, hvad de laver. Bare vi laver noget sammen

De sidste 25 år har jeg trods fascinationen af alsidigheden primært fokuseret på agilty – året rundt. Jeg synes, ,det har været svært at få plads og tid til andet. Det er svært at lægge noget fra sig, når man har succes i sin aktivitet og har masser af gode hundevenskaber i sin aktivitet. Agilitysporten har et helt særligt sammenhold og fællesskab.

Men nu hvor Ninja ikke kan være med i agilitysporten, og jeg virkelig kan mærke, at vi begge savner at kunne lave noget sammen, så har jeg prøvet at lege med lidt andre ting. Jeg har bare måtte sande, at rehabøvelser ikke bliver rigtig sjovt og frigjort, så det kan jeg ikke sidestille med “hundesport”, som er lidt mere frigjort.

Efter et par måneders ventetid har jeg endelig fået plads på et rallyhold med Ninja. Vi var afsted torsdag aften, og jeg var simpelthen så glad under træningen, og da jeg kørte derfra.

At gense Ninjas glæde og intensitet i sit blik. Hun var så tydeligt begejstret, og det lyste så meget ud af hende. Træneren var imponeret over, hvor fantastisk sød og kvik Ninja er. Trods vores ringe rally erfaring gjorde vi det faktisk ret godt. Det er jo mest min skilte-tolkning, der halter og så har vi heller ikke så stabil en fri ved fod på højre side.

Et lidt sløret aftenbillede af Ninja taget under lørdagens træning i haven

Faktisk gik vi 8-10 gange til Rally, mens Ninja var drægtig, og så var det det. Vi har ikke rørt en rallyøvelse siden 2014, og det var begrænset, hvor meget vi lærte på de få gange. Men træneren på holdet spåede, at jeg ville kede mig ihjel til Rally.

Nu er min tilgang til Rally lidt en anden end for 5 år siden. Jeg har et behov for samarbejde og glæde med Ninja. Jeg synes det var så dejligt at opleve samspillet igen, og som jeg gik der med Ninjas forventningsfulde og glæde blik rettet op mod mit ansigt blev jeg faktisk en smule bevæget og mærkede en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

Ugen har også budt på andre aktiviteter. Min veninde Iben fra gymnasietiden var på besøg et par dage. Hun træner DCH programmet og er udtaget til DM i A-klassen. Hyggeligt at vi også skal til DM sammen, selvom vi jo er optaget af hver vores aktivitet til DM.

En stor del af DCH programmet af sporarbejde, så det ville hun naturligvis gerne træne. Vi har stubmarker rundt omkring vores hus. Da hun alligevel skulle lægge spor til sine to hunde, så tilbød hun at introducere mine hunde til spor også.

Iben og Aya går spor med genstande og knæk

Der er ingen af mine hunde, der har gået spor i den forstand. Det er vel også mere end 25 år siden, at jeg har lagt et spor selv. Så startede med et “hvalpespor” i rygvind og med godbidder i hvert fodspor.

Alle mine hunde havde efter Ibens udsagn “sportalent” og brugte flittigt næsetøjet. Det er en fornøjelse at se en hund knokle på. Godt nok ved man som hundefører på disse lette spor selv, hvor sporet ret præcist ligger. Men det ved hunden ikke. Så den må bare have næsen i jorden også afsted. Grundighed lønner sig, for så får man jo de mange lækre godbidder med sig.

Alle 3 hunde fik et ultralet spor på den første dag (korte spor med godbidder i alle fodspor). Næste dag øgede vi sværhedsgraden lidt (lidt længere spor og vekslende afstand mellem godbidderne). Det viste sig, at naturen også skruede op for sværhedsgraden. Vi gik på stubmarken, og inden vi nåede at gå alle tre hunde igennem på sporene, så havde vinden vendt sig, så der nu ikke var rygvind, men fra let sidevind til stik sidevind.

Fuji var den sidste, der gik spor, og det var skisme svært for hende pga den stærke sidevind. Men jeg må bare sige, at også i sporarbejde viste hun sig som en helt exeptionel hund. Det er bare lige meget hvad jeg tilbyder Fuji af arbejdsopgaver, så går hun på dem med krum hals og dygtighed. Hun er virkelig en arbejdsmaskine.

Iben stod og klappede sine små hænder og tænkte på, hvor fantastisk Fuji ville være i et DCH program. Det har hun tænkt mange gange uden at have set hende lave øvelser, der ligger indenfor DCH programmet. Faktisk skulle Iben have haft en hvalp efter Fuji, men de hvalpeplaner blev som bekendt øjeblikkelig skrinlagt, da jeg opdagede Fujis hjertefejl.

Nu har Iben så i øvrigt fundet sin hvalp. Hun hentede den i Holland i august, og har en dejlig lang “barselsorlov”på et par måneder indtil oktober. Lille fine Janis, der ligner en klon af Ninja, fik virkelig et prægningsophold de tre dage, hvor de boede i campingvognen i min have. Der er mange spændende ting i min have for sådan en lille hvalp. Der er høns, ænder og kanin. Der er store vidder ift rækkehushaven derhjemme. Der er biler på vejen, som kan friste en border collie hvalp til at hyrde biler. Lille Janis var den fineste lille hundehvalp med så fint et temperament. Hende glæder jeg mig til at følge.

Dazzling Daybreak Janis Joblin

Som du nok kan se ud af indlægget, så har det været en uge med andre “tilbud” til min hundeflok. Det er bare interessant at se, hvor meget ens arbejdshunde elsker aktivering. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man tilbyder dem af aktivitet, så labber de det bare i sig med glæde.

Længe har jeg egentlig ønsket at være lidt mere alsidig i mine hundeaktiviteter, men agilityen har fået al min opmærksomhed og al den disponible hundetid. Nu er det vist tid til at kigge på andre aktiviteter også.

Det minder mig om, at jeg for fem år siden læste et stillingsopslag fra SKAT, hvor de søgte hundeførere til toldarbejde i Billund Lufthavn. De krævede faktisk ikke erfaring fra “snuseområdet” i opslaget, husker jeg. Jeg synes dengang, at stillingen lød spændende, men vidste, at jeg var nødt til at “krydre” min i forvejen store flok (dengang 4 hunde) med en anden race. Så jeg søgte ikke stillingen. Jeg har tænkt på det stillingsopslag mange gange siden, og jeg har mange gange ærgret mig over ikke at have søgt det. Det må da være så fedt, hvis en job handlede om at arbejde med sin hund, og arbejdet tjente et professionelt formål. Det er ikke sådan en stilling, der slås op hvert år.

Ninja kommer i drømmen

Natten til mandag drømte jeg om Ninja.

Jeg drømte, at jeg havde forsøgt at slutte fred med, at hun vil blive, som hun nu engang ender med at blive. Måske vil hun aldrig blive helt som før. Sådan en lidt opgivende indstilling.Det afspejler nu egentlig også den vågne tilstand. At nu er hun fin nok, og at jeg skal tage den lidt med ro med resten. Det skal nok komme. Jeg skal bare lægge bekymringerne væk. Sådan tænker jeg også nogle dage, men hvad er status egentlig i virkeligheden?

I drømmen bemærker jeg, at det er lige som om hendes venstre bagben var blevet skævt. Lidt som om det var skredet i bruddet. Jeg kunne se det på den måde, som hun lagde trykket i sin gang på venstre bagben, og da jeg kiggede nærmere på det, virkede benet skævt. Men jeg har altså set røntgenbillederne, der viser, at ophelingen var fin efter ca. 10 uger. Der er nu gået mere end 6 måneder siden operationen. Så det er nok ikke blevet mindre fint?!

Kontrolbilledet ca 10 uger efter operationen. Ved den røde pil ses igangværende opheling. Kirurgen på Anicura AArhus Dyrehospital var godt tilfreds

Jeg ved, at hun er blevet passet godt på, og ikke har fjumret rundt. Benet er desuden skruet sammen og holdt fast af nogle titanium-implantater. Så jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan deti drømmen skulle kunne ske. Men det var altså også bare en drøm. En drøm, hvor jeg famlede rundt for at finde ud af, hvem der kunne hjælpe mig, Ninja og det skæve ben. Så jeg syner? Skulle hun opereres igen, hvem kunne operere? Og fuck dækningen hos Agrias på 120 dage er for længst udløbet. Åh nej. Det bliver latterligt dyrt. Kunne man overhovedet hjælpe hende, hvis det var? Jeg vågnede lidt i forvirringen.

I virkeligheden – altså i hverdagen, når jeg er vågen – er det sådan, at bedst som jeg synes, at det går helt forrygende, så ser jeg måske lige pludselig, at hun ikke går helt rent. Egentlig ret opslidende. Det er ikke sådan, at hun halter. Men nogen gange, kan jeg se, at hun ikke træder helt igennem. Jeg kigger, jeg tænker og vurderer og bliver helt idiot.

Det er nok allermest fordi jeg lige nu arbejder på at bygge nogle muskler på hende igen. Jeg synes, det er en meget svær opgave. Egentlig er det ikke unaturligt, at man bliver øm, når man træner og skal opbygge muskulatur.

Fitbone og campingtrappe. Det er vigtigt at belastningen ligger på bagben, når jeg træner med Ninja.

Ligesom hvis man selv har været i træningscenter og givet den lidt gas, så kan man godt være øm en dag eller to efter. Jeg har da mange gange lignet et stykke skamskudt vildt, når jeg har skulle gå op og ned af trapperne dagen efter styrketræning. Selvom jeg passer på ikke at presse citronen for meget med Ninja, så er jeg også nødt til at skubbe lidt til grænsen og prøve mig frem. Så nogen gange vil hun naturligt nok blive øm. Det er bare svært at acceptere. Det føles lidt som et skridt frem og to tilbage, når man så er nødt til at give hende et par dage med ro.

Træning med elastik på venstre bagben

Det er faktisk bare forbistret svært, for hvis jeg bare kunne spørge hende, mens vi laver øvelser og dagen efter. Men det hele hænger på mig og min vurdering.

Det er altså ikke sådan, at jeg har lagt et stramt træningsprogram for Ninja. Jeg har nogle forskellige ting/øvelser, som jeg plukker lidt i, som det ellers passer ind i vores aktiviteter og lokationer. Ellers passer jeg gåturene og bøj/stræk og lidt gør-det-selv massage nogle gange om ugen.

Det er ikke fordi jeg har et mål om at få min agilitystjerne tilbage. Jeg får aldrig de fede agilityoplevelser med Ninja igen. Det er desværre fortid nu. Jeg vil bare gerne have, at hun er velfungerende, kan løbe, lege og have et godt hundeliv og ikke belaster sig selv forkert.

Sommeren har også budt på rig mulighed for at svømme, når nu vi bor så tæt på vandet. Men det er svært at styre, hvordan musklerne bruges under svømning.

Går det godt? Ja, jeg ved det i virkeligheden ikke…

Jeg har været til ganganalyse hos Hundefysio i Værløse to gange med cirka 4 ugers mellemrum. Der tages tre målinger på løbebåndet, når hunden er kommet op og går jævnt på båndet.

Til den første analyse kom jeg med store forventninger, fordi jeg selv havde en følelse af, at hun nærmest gik helt perfekt. Jeg var så nedslået over at se analysen. Jeg var trist hele vejen hjem fra Sjælland. Jeg havde ellers på forhånd bestemt mig for at blogge om status, når jeg havde fået lavet analysen, men jeg var så skuffet over udfaldet, at jeg havde brug for at sunde mig lidt. Analysen viste, at hun ikke trådte igennem på venstre bagben. Trykket var ikke så hårdt og længden af skridt var også kort.

Hendes muskel over knæet var spændt som på en teltbardun. Det burde i stedet føles som en elastik. Hundefyssen Line gav mig nogle teknikker til at blødgøre musklen. Samtidig sagde hun, at det var naturligt, når man tænker på, at man ved operationen sætter et implantat ind, som ændrer i knæets vinkel ved så at sige, at skyde knæet fremad. Derved skal muskler og sener også strække sig længere. Ret logisk egentligt.

Jeg tog teknikkerne med hjem og arbejdede med dem. Nogle øvelser var jeg desværre nødt til at indstille lidt, fordi vi var på byferie i Tyskland, hvor vi gik en del i rundt i byerne hver dag, og jeg ville ikke belaste Ninja ved også at lave styrkeøvelser med hende. Tænk hvis hun pludselig blev øm?!

Efterfølgende havde jeg en uge på højskole, hvor min søde far tog sig kærligt af Ninja. Så var jeg sikker på, at hun kom ud at gå sine kontrollerede gåture, fik lavet sine cavaletties og blev nusset om. En hel uge alene med min far, hvor man også kunne komme med til Krolf og blive nusset af alle pensionisterne. Det burde jo i sig selv være en god heling.

Efter ferien tog jeg igen Ninja til ganganalyse. Analysen viste, at hun nu tog længere skridt på venstre bagben. Det tilskriver jeg min massage og udstrækninger. Hun lagde også en lille smule mere tryk på venstre bagben under gang, men nu var hun begyndt at træde med mindre tryk på venstre forben også. Så nu lå hendes tryk primært på hendes højre side.

Til det kan jeg tilføje, at vores hunde normalt bærer 60% af vægten på forparten og 40% på bagparten. Så Ninja er noget afsporet, kan man sige.

Hvordan får jeg hende så tilbage på sporet? Hvis jeg træner venstre bagben med øget belastning, så synes jeg, at hun trykker sig lidt skæv, og da hun fik massage af Rikke Stengade i sidste uge, så var der rigeligt at tage fat på i højre forpart.

Ninja med håndklædedækken efter en tur i vandet.

Jeg er faktisk lidt i vildrede. Hvordan dælen får jeg hende på rette spor? Jeg synes, at jeg famler i blinde og tager lidt input fra hist og pist. Selvom jeg nogen gange drømmer om at lukke øjne og ører og lade som ingenting, så er jeg ikke sikker på, at det er den løsning, som jeg vil blive mest glad for i længden. Omvendt ville jeg gå mindre op i om jeg selv var fit for fight på mit bevægeapparat. Det er er måske lidt tosset, og nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne være lidt mere “ligeglad”

En buket af indtryk

Jomfruen
121 personer. De fleste af os var fremmede for hinanden. Nogen havde mødt hinanden før. Nogen havde været før, andre aldrig. Alle var vi nok lidt nysgerrige på hinanden. Vi præsenterede os lidt efter lidt for dem, som vi nu lige kom til at sidde sammen med. 

Hun præsenterede sig og fortalte, at hun havde været her på Testrup Højskole for 9 år siden. “Jeg er jomfru” sagde jeg som svar på hendes præsentation. Et øjeblik så hun lidt forvirret ud og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til det udsagn. “Altså i højskolesammmenhæng”, fulgte jeg op. Hun smilede lettet. Så var der ligesom løsnet op. 

indtryk fra bordet første aften

Syv sure mænd
Vi sidder i vores gruppe bestående af 12 personer. Vi er igang med vores personlige præsentation. Vi fortæller lidt om os selv, og hvad vi skriver. Der er i gruppen to lidt ældre herrer. Det må man godt sige, for den ene er faktisk 80, selvom jeg aldrig ville have tippet ham mere end et par og halvfjerds.

De præsenterer sig som nogen af de første. Den ene har en fortid som folketingsmedlem, jurist og nu gestaltterapeut. Den anden skriver politiske debatindlæg og elsker at hade Bjarne Lomborg. De to filer lige lidt kanter af overfor hinanden. Jeg tager mig selv i at tænke, at de minder mig om mændene fra programmet “Syv sure Mænd”.

90% af alle mennesker vinder ved nærmere bekendtskab, sagde den ene af de “sure mænd”, da jeg den sidste aften ærligt fortalte ham om mit førstehåndsindtryk af de to. Nu havde jeg nemlig nydt deres gode feedback, deres livsvisdom og gode humør gennem hele ugen. Man skal nemlig ikke bare skue hunden på hårene.

Digte
Du skriver så stærkt og kraftfuldt. Har du overvejet at skrive digte? Det ville egne sig fantastisk til digte? Ordene kom fra en lidt ældre herre, og jeg var lidt uforberedt. Jeg læser faktisk aldrig selv digte, og jeg havde heller ikke tænkt mig at skrive digte. Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, at det måske ville virke meget godt. Måske skulle jeg lege lidt med genren?!

Man kan udtrykke sig skriftligt på mange måder

Noderne
“Jamen så kan jeg jo ikke se, hvordan den skal synges”, sagde damen som jeg delte de omdelte sangsider med. Jeg havde lige opfordret til, at vi kunne blade væk fra noderne og om på siderne med versene. Nå.. tænkte jeg lidt undrende. Jeg kan jo ikke læse noder, så det har jeg egentlig aldrig tænkt over. By the way så synger jeg jo heller aldrig efter sangbøger (men bare til det musik jeg streamer eller hører i radioen). Men jo flere (for mig) ukendte sange, vi sang, jo mere idé fik jeg om, hvordan de skulle synges ved at støtte mig til noderne, der stod sammen med første vers. Jeg forventer ikke, at min musiklærer fra folkeskolen vil være stolt af en af ugens aha-oplevelser.

Højskolesangbogen
I løbet af min højskoleuge har jeg sunget flere sange, end jeg har gjort de seneste 10 år tilsammen. Alene det, at jeg kunne sidde i mere end halvanden time til højskolesangbogsfællessang den ene aften var virkelig at betræde uvante områder. Jeg var ikke rigtig klar over, at der var Beatles og Dylan i højskolesangbogen. De svenske viser var smukke, men lidt besværlige at synge, og dem fik vi sunget en del af i løbet af ugen. Nu er jeg kommet hjem, og kunne de første uger høre “I den lyse sommernat” og “Sommervisen” for mit indre øre. Det er både smukt og irriterende.

Kønsbegreber
“Du er nødt til at forklare mig, hvad det “fremmede” er som du vil skrive om. Hvorfor kommer folk med tilråb til dig?”, spørger jeg nysgerrig hen over mit glas med rosévin. Musik og snak fra de mange andre på terrassen på den varme sommeraften gjorde det lidt svært at høre hinanden.

Måske sagde han “Androgyn”. Jeg kunne faktisk ikke helt høre det, men om jeg så havde hørt det klart og tydeligt, så kunne det for mig lige så godt være en fisk som en intelligent tekstilfiber. “Det må du nok lige forklare lidt nærmere”, sagde jeg.

“Det betyder, at man ikke altid kan se, om jeg er mand eller kvinde”. Nåja, det da lidt nemmere at forstå, tænkte jeg bare. Hvorfor skal man i øvrigt også kategorisere alle de køns- og seksualitetsidentiteter, som om det var en diagnose. Måske er det bare fordi jeg er ligeglad, hvem og hvad folk tænder på. Det er bare fedt, når de er enige.

Testrup Højskole

Det var bare en lille smuk sommerbuket og små og store indtryk fra mit ophold på Testrup Højskoles i uge 30. Temaet var “Tag og skriv! Romanen”.  

Berusende sæbebobler

Det var næsten mørk omkring mig. Jeg kunne ane strandkanten oppe over vandspejlet. Silhuetten fra badebroen foran mig tårnede smukt op. Jeg stod vand til navlen. Jeg lagte vægten bagover og lod først ryg og så hele overkroppen glide ned i vandet, mens fødderne stadig støttede på den stenede strandbund. Jeg lavede lidt bevægelser i vandet og min krop svævede i vandet.

Hundene svømmede omkring mig. Lyden af deres hvislende vejrtrækning i vandoverfladen var en dejlig lydkulisse i den skønne augustaften. Stranden var mennesketom. Hvem gider også at være på stranden efter solnedgang? Jeg priste mig endnu engang lykkelig for at bo i Udkantsdanmark, hvor man kan have naturskønne steder mere eller mindre for sig selv. Også kun 3 minutters kørsel fra min dør. Jeg tænkte på mine kolleger i det københavnske, der har berettede om, at man aldrig kan finde mennesketomme steder, der hvor de søger hen, når de vil i naturen.

En tom strand efter solnedgang.

Som jeg svømmede rundt sammen med Fuji og Ninja søndag aften, havde jeg den der følelse af, at livet er perfekt. Jeg nød følelsen og tænkte på, hvorfor jeg følte sådan. Første indskydelsen: “Det er fordi du blev jysk mester i dag”. Ja, det var det måske også, men det var ikke det, som udløste det. Jeg ved, at jeg ville have haft den samme følelse på stranden uden at være nyslået jysk mester. Det var bare så skønt der lige i nuet. Stemningen, samværet med hundene, taknemmelighed over at være vist den tillid, at løbe mesterskab igen med Saras Audi rørte sig også i mig.

Man kan lige ane Fuji og Ninja i vandet

Men lige i nuet var det fremkaldt af noget andet. Jeg elsker at bade i Danmark. Men jeg hader koldt vand. Så antallet af badedage herhjemme er jo sådan set ret begrænset. Jeg hader strandsand (især i min bil) og omklædning/vådt badetøj, er også en forhindring, når jeg overvejer en badetur. Nå ja og så er der også brandmænd og vandmænd. Men jeg nyder at svømme sammen med hundene. Der er ikke rigtig nogen i familien, der ellers deler min passion. Som regel er det også kun Fuji, der sådan frivilligt gider at svømme samme med mig, mens Ninja har travlt med at komme ind på land igen, når først hun er kommet i.

I aftes var hun dog helt ok med at svømme lidt langs kysten. Det var jo super godt, for ud over, at jeg gerne ville svømme, så var det også for at styrke Ninja, at jeg var kørt til stranden. Svømning er også god træning for Ninja, og de briller jeg stadig på, når jeg planlægger aktiviteter.

Ud på badebroen, ned af trappen, svømme i land, ud på badebroen, ned af trappen etc.

Jeg havde hungret efter den badetur i flere timer. Jeg skreg nærmest på en badetur, da vi sad og spiste aftensmad. Det havde været en lang og særdeles varm stævnedag til JM, og jeg følte mig temmelig opkogt. Nu var der endelig tid til at køre de tre km til “min” lokale strand og hoppe i vandet. Temperaturen var stadig omkring 20 grader, selvom solen var gået ned.

Følelsen af en boblende tilfredshed bredte sig i mig. Jeg oplever det ganske ofte, og jeg oplever det oftest, når jeg er midt i nogle af livets små og gratis glæder. Jeg forsøger at holde godt fast i følelsen, når den kommer forbi. For den er så berusende men forsvinder som regel som en stor sæbebobbel, der opløser sig automatisk i luften eller ved berøring.

Nogen gange er det bare så lidt, der udløser det. Alt behøver ikke at være fint, flot og dyr eller langt væk hjemmefra. Nogen gange er banaliteter nok.

Mon jeg er den eneste, der flygtigt beruses over små bagateller?