Min uheldige Ninja

Ninja hedder for mig “Min fantastiske Ninja”, men lige nu er det vist lige så meget “Min uheldige Ninja”

Under agilitytræning søndag for to uger siden bristede Ninjas korsbånd i venstre knæ. Det skete efter landing på vej ind i et skarpt drej til venstre ind i en tunnel.

Banen så sådan ud. Jeg sendte Ninja over spring nr. 1 og vendte ryggen til for at komme i position ned mod nr. 3 (rød streg). Ninja kommer galt afsted mellem nr. 1 og 2.

Ja, det skete på agilitybanen, men jeg er med på, at det lige så godt kunne være sket, når Fuji og Ninja ræser afsted på stranden eller ude i min egen haven. For der er også fuld fart og masser af vendinger og acceleration. Men nu skete det på agilitybanen. Som læseren af mit seneste blogindlæg nok kan regne ud, så giver det mig lidt selvbebrejdelse. Jeg tror, alle der har båret sin hund ud af banen pga en skade kender den følelse. Jeg indrømmer at jeg først kendte og forstod den efter at det er sket for mig selv (flere gange desværre).

Vi er en lille gruppe, der har selvtræning i en hal syd for Kolding om søndagen. Vi var kun tre personer denne søndag, og de to andre var lige kørt. Så jeg stod helt alene i hallen, da Ninja efter landingen kom med en høj piben. Jeg havde vendt ryggen til hende, for at placere mig et andet sted på banen. Jeg vendte mig straks om mod Ninja, og så hende stå krøllet sammen med venstre bagben helt oppe under sig oppe ved tunnelindgangen.

Jeg kunne tydeligt se, at det der ikke var godt. Min første reaktion var bare at tude, indtil jeg fik hanket op i mig selv, fordi den reaktion gjorde det ligesom ikke nemmere at være hund. Jeg skulle jo hjælpe min hund og ikke bare ligge og tude på jorden. For fanden altså, men jeg magtede bare ikke mere, ikke flere ulykker, ikke flere skadede hunde.

I katastrofesituationer er jeg bare ikke meget værd. Min hjerne smelter simpelthen, når der er panik på. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med Ninja. Hvordan var det nu lige, at det var? Var der noget med at “kolde omslag” var no-go?

Jeg befandt mig en halv time hjemme fra. Havde jeg mon smertestillende “på lager”? Det havde jeg vist opbrugt til MicMic. Jeg følte mig bare lidt magtesløs. Et febrilsk opslag på Facebook kom mig til undsætning.

Stakkels Ninja med venstre bagben trukket op under sig. Det gør virkelig ondt på hende. Billedet er fra en video, som jeg tog.

Sanne havde alt, hvad man skulle bruge. Afsted til Sannes Hundecenter med Ninja i bilen. Der fik Ninja fik smertestillende og arnica dråber. På centret var der agilitystævne og mange mennesker. Jeg var slet ikke in the mood til at svare på spørgsmål. Jeg var bare SÅ ked af det.

Vi “gemte” os i sekretariatet, hvor jeg kunne tude rimeligt i fred, mens jeg sad med is på Ninjas knæ. Jannie, der er uddannet hundemassør, tilbød mig at mærke forsigtigt på Ninja. Efter lidt betænkningstid fik Jannie lov (jeg var så bange for, at nogen gjorde ondt værre). Jannie var så forsigtig og Ninja lå bare lige så stille. Jannie kunne også kun finde smerter og hævelse ved venstre knæ. Alt pegede på korsbåndet, som Sanne og jeg også skød på. Et sprunget korsbånd kan man ikke gøre meget ved på en søndag. Man kan kun smertebehandle og vente på, at telefonerne åbner på dyrehospitalerne mandag morgen.

Efter at have siddet et par timer på gulvet inde i sekretariatet sammen med Ninja trillede vi hjemad. Aftenen gik med at sidde ved siden af Ninja med en pose frosne ærter på det hævede knæ. Hun var sød til at ligge lige så stille, og jeg hørte ikke en lyd fra hende. Det var som om, hun fandt helt ro, når jeg sad ved siden af.

Viskestykket med en pose frosne ærter i. Bare for at få hævelsen til at falde og for at smertelindre

Jeg brugte stort set hele søndag aften på research om korsbåndsoperationer og læse og svare på beskeder på messenger, facebook og telefonen. Jeg fik masser af god information og omsorgsfulde beskeder. Jeg fandt frem til den teknik (TTA), som jeg forventede, at man skulle anvende, hvilke dyrehospitaler, som jeg ville foretrække skulle forestå operationen.

Når jeg læste om korsbåndsskader, så var jeg heller ikke spor i tvivl om, at det var korsbåndet, der var sprunget. Bare måden det skete på, hendes holdning af benet, ja alt hvad jeg læste.

Vi var i haven et par gange, så Ninja kunne få tisset. Det var lidt en opgave kunne jeg se, men Ninja er i forvejen god til at tisse stående på tre ben, så tisseriet gik egentlig rimeligt. Men jeg var klar over, at hun nok også have en anden besørgeropgave. Det var mere udfordrende. Hun stillede an til det mange gange, men kunne ikke rigtig “gå i position”, så det blev kun til trippen og snusen. Det gjorde helt sikkert alt for ondt.

Jeg var godt klar over, at det var ville være et spørgsmål om tid, før hun virkelig skulle. Først på natten lagde jeg mig derfor i gæsteværelset, så jeg var tæt på Ninja. Jeg var jo også nødt til at få lidt søvn. Fuldt påklædt kravlede jeg i seng. Klar til at springe ud af sengen på det mindste vov fra Ninja. Det gik som forudset, så jeg var klar kl 03, da Ninja bjæffede, og hun kom i haven og fik ordnet det sidste.

Mandag morgen kl 8 gik jeg igang med min ringeliste og startede ved min første prioritet, som var Aarhus Dyrehospital, hvor jeg af flere havde fået anbefalet dyrlæge Lars Langerhuus. På dyrehospitalet har også to andre dyrlæger, der kan udføre TTA operationer. Så det var jo et godt bud på nogen, som kunne hjælpe mig. Opkaldet var dog lidt nedslående, for der var ikke umiddelbart kapacitet til at tage Ninja ind pga ferie og bookede kalendere. De ville undersøge nærmere og ringe tilbage.

Jeg tog den næste på listen, og det var temmelig nedslående. Lige denne mandag var lige de dyrlæger med speciale i denne operation ikke særlig tilgængelige. Enten kunne de blankt afslå eller også skulle de lige undersøge og vende tilbage. Jeg ringede videre.

Jeg ville ikke stille mig tilfreds med en operation onsdag eller torsdag. Jeg ville bare have, at Ninja fik fikset det knæ. Selvom hun fik smertestillende, så er det jo ikke det samme, som at hun ikke havde ondt. Jeg havde også en arbejdsuge, som jeg skulle have til at gå op i en højere enhed. Jeg var seriøst max presset den mandag morgen, mens jeg ringede rundt. Topstresset og frustreret.

En lidt betuttet Ninja. Hun forsøgte faktisk at se frisk og oplagt ud, da jeg tog billedet.

Efter små to timer ringede Lars fra Aarhus Dyrehospital og sagde, at han kunne operere Ninja næste dag. Jeg var lettet. Nu havde jeg en plan, og den dyrlæge, som jeg var blevet anbefalet af flere skulle operere. Jeg var så tryg, som jeg kunne blive. Nu skulle jeg “bare” have flyttet lidt rundt på tirsdagens aftaler, så jeg kunne være i Aarhus med Ninja tirsdag morgen.

Det krævede lidt overlevering af opgaver, og der sad jeg med troldehår og jord på knæene af mine tights efter at være faldet på knæ ved Ninja dagen før. Jeg sad bare der i det samme tøj, som jeg havde på dagen før. Det var sgu lidt komisk. Min verden var gået helt i stå. Jeg fik et hurtigt bad og kom til at ligne sådan et menneske, som også kunne tage på arbejde et par timer.

Tirsdag morgen blev Ninja undersøgt, og det tog få sekunder for dyrlægen at stille diagnosen. Nøjagtig som han havde sagt, at det ville tage ham. Sprunget korsbånd og beskadiget menisk. Han ville lave en TTA operation, og han ville gerne beholde hende natten over, så hun var sikret en god smertedækning. Alt det var jeg forberedt på, så nu skulle det bare overstås.

Ninja indtog en meget afslappet stilling i det store venterum på dyrehospitalet. De var pænt bagefter fra morgenstunden, så vi fik ventet noget tid. Så det var rart, at hun var komfortabel med det

Jeg havde noget arbejde tirsdag og onsdag, som krævede at jeg var væk mange timer, så det var rart at vide, at hun var under professionel opsyn døgnet rundt de to dage.

Jeg var sådan set ikke bekymret for at Ninja skulle i narkose. Jeg tænker, at jeg efterhånden er hærdet. Her tænker jeg mest på Silas, som jo har været i narkose en del gange i sit liv. Det kan jeg også tage roligt den dag i dag.

Som dagen gik tirsdag så blev jeg mere og mere urolig over ikke at høre nyt fra dyrehospitalet. Ud på eftermiddagen blev jeg temmelig rastløs. Hvorfor ringede de dog ikke og sagde, at alt var gået fint? Faktisk testede jeg også lige min telefon ved at ringe til den. Tænk nu, hvis den ikke virkede….

Endelig der sidst på eftermiddagen ringede dyrlægen og sagde, at det hele var gået så fint. Han ringede fra bilen, kunne jeg høre, så han var nok bare så effektiv, at han snuppede opringningerne, når operationsdagen var overstået.

Åh jeg var så lettet. Min kollega og jeg var ved at bryde op hos kunden, hvor vi havde været på opgave hele dagen. Vi krammede farvel, og jeg skulle lige pakke det sidste sammen, inden jeg kunne køre. Men så endte jeg bare med at sidde der helt alene i frokoststuen hos kunden og tude af lettelse. Jeg har bare et meget meget ømt punkt, når det angår Ninja. Hun er noget helt særligt for mig.

Det var dejligt med lidt kort nyt fra Ninja

Onsdag morgen fik jeg en sød SMS fra dyrehospitalet. Det var dejligt at få en lille status på Ninja, som jeg bare glædede mig helt vildt til at hente igen. Min opgave var også kun lige færdiggjort den onsdag, inden jeg ilede afsted fra Svendborg og til Aarhus, så jeg stod klar til at hente Ninja præcis kl 15.00

Efter gennemgang af operationen og udlevering af papirer og medicin til Ninja, så fik jeg hende endelig udleveret. Ninja humpede stadig rundt på tre ben, men det er helt normalt efter operationen. Nogen hunde bruger benet med det samme, andre skal lige bruge et par dage ekstra. TTA operationen er et indgreb, der giver knæet stabilitet med det samme, og de skal faktisk helst i gang med et bruge benet kort tid efter operationen. Mere om det i et andet indlæg.

De første dage aflastede hun stort set altid benet, hvis hun skulle stå stille.

Nu er der gået over en uge siden operationen. Ninja går på alle fire ben. Hun luftes kun i haven i en kort snor. De første seks uger må hun kun luftes i kort snor i skridttempo.

Der er skilte i huset, der skal minde alle husets beboere om at lågen til 1. salen skal lukkes HVER gang. Ninja må finde sig i at blive båret op i stuen og ned igen (hun hader at bliver båret), men Ninja er glad og opmærksom, og hun tror faktisk, at hun kan “det hele”. Hun står klar til at bestige trapperne, hvis nogen skulle glemme at lukke lågen, hun er topklar til at lege med Fuji i haven.

Nu med forklarende og formanende plakater i huset

Jeg passer på hende, sidder med is på det hævede knæ og laver de øvelser, som jeg har fået at vide, der skal laves for at lægge grund for en god genoptræning. Jeg synes det er så unfair, at Ninja skal igennem det her, og jeg havde ønsket noget helt andet for sæsonen 2019.

Fiks hjemmearbejdsplads. Bemærk anordningen med en lille skål som holder for ispose/viskestykke

Lørdag aften før det her skete, havde jeg fået lagt planer for 2019. For nu bliver Ninja jo snart 9 år, så det var nok den sidste sæson sådan rigtig på toppen. Jeg var blevet inviteret med på et fantastisk hold i denne sæson.

Jeg løber ellers aldrig hold, og er egentlig ikke vild med at binde mig til at deltage til bestemte stævner. Men jeg lod mig overtale, og var klar til at gå all-in. Når jeg alligevel skulle løbe til så mange DKK stævner, så kunne jeg også lige så godt melde MicMic til landsholdets bruttotrup. Det kunne jo være, at vi kunne finde hinanden. Men det var bare sådan en bi-ting. Det var holdet, der trak i mig.

Nu har jeg haft et par uger til at slikke den skuffelse i mig også. Jeg havde bare glædet mig til at være en del af det fællesskab på et fedt hold. Om der nogen sinde bliver noget agility til Ninja og mig igen, ved jeg ikke. Om jeg vil og om hun kan. Måske skal vi bare lave noget andet sammen. Hvis bare Ninja fortsat kan have et i en eller andet grad aktivt hundeliv, så vil jeg være glad. Vi tager en dag af gangen.

Jeg har været afsindig træt, sådan kørt ned til sokkeholderne. Jeg er gået usædvanlig tidligt i seng de sidste par uger. Dem som kender mig ved, at jeg ellers er en natteravn, der som regel først går i seng samme dag, som jeg står op. Jamen for fanden. Det er jo “bare” en hund, tænker “andre”.

Ninja – hjemme efter operation

MicMic nåede jeg ikke at melde til bruttotruppen, da jeg var mere optaget af at få styr på Ninja, og så blev det faktisk lidt lige meget, og det er det sådan set stadigvæk. 2019 skal nok komme til at byde på oplevelser alligevel, forhåbentlig masser af gode, også gode oplevelser med agility med MicMic og Fuji – og på agilityweekendture med Silas.

Jeg har ikke trukket agilitystikket, og har for længe siden meldt mig til nogle kurser, som jeg naturligvis deltager på. Så må se, hvad jeg føler for i 2019.

Ninja nyder at rulle sig i græsset

Ingen er døde, udover nogle planer. Der byder sig nok noget andet i stedet. Jeg arbejder lidt med ja-hatten, som åbenbart gerne skal have lidt buler her hos mig.

Agility – for min bedste ven?

Det sidste års tid har jeg gået med en knugende ambivalent holdning til min yndlingshundesport, som jeg passioneret har dyrket gennem mere end 25 år.

Jeg elsker at træne med mine hunde. Jeg elsker samarbejdet. Jeg elsker sammenholdet mellem udøverne. Jeg elsker konkurrencer. Jeg elsker at vinde. Jeg elsker fornemmelsen af, at man nærmest kan flyve, når man er igang med et perfekt gennemløb. Det er som narkotika. Mine hunde elsker også agility, for det er en aktivitet, som jeg har belønnet dem for til hudløshed. Mine hunde elsker at arbejde og kan godt lide aktiviteter med høj hastighed. Så er det ikke bare perfekt?

Lige så meget, som jeg bare elsker min sport, lige så meget hader jeg også nogle ting ved den. Jeg hader alle de gange vores hunde kommer til skade under træning og konkurrencer. Naturligvis hader jeg allermest, når det sker for mine egne hunde, for så det min “skyld” eller i hvert fald mit ansvar.

Ninja falder af bommen til Dania Cup 2014

Nogen gange stopper jeg op og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt overfor ens bedste ven. Rimeligt, at man beder dem om at hoppe, springe og forcere div. forhindringer i et så hæsblæsende tempo, at sandsynligheden for misforståelser og fejl bliver stor, og i værste fald kan få fatale konsekvenser, når hundene ikke har tid til at korrigere.

Et tempo, der gør, at vores bedste venner kommer til skade ved det, som vi beder dem om. Det høje tempo, som vi belønner dem for, fordi man skal virkelig stramme sig an, hvis man vil være med i toppen af agility. Vores hunde ønsker bare at please os. Til gengæld for det spiller vi til tider hasard med deres liv og førlighed. Ikke noget vi gør med det for hensigt, men det er bare en del af gamet, når man løber agility.

MicMic er lykkelig, når vi løber agility. Det stråler ud af hendes fjæs

Jeg ved, at der nu vil være nogen, som vil presse håndfladerne for ørene, fordi de ikke vil “høre”, mens de højlydt messer “lalala” for at overdøve sandheden.

Andre vil forsvare vores fælles passion med, at vi jo bare må træne vores hunde godt i alle tænkelig tilgange, vinkler og afstande. Samtidig må vi sørge for, at de er i god grundform og alle muskler i hele kroppen er top-fit. Så har vi jo gjort, hvad vi kan. Og desuden elsker hundene jo at løbe agility. Så er resten bare den risiko, som man må løbe, når man løber agility, for det vil nærmest være synd for hunden, hvis ikke vi løb agility med den. Hundene kan jo alligevel komme til skade ved så mange andre ting.

Sådan kan man naturligvis godt anskue det, men alligevel…. Bare fordi vi gør et godt forarbejde, er det så ikke vores skyld, når hundene går i stykker pga den aktivitet, som vi laver med dem? Er det ikke vores ansvar?

For hvis skyld løber vi agility? Ja, for vores helt egen skyld.
Hvem betaler “prisen”, når det går galt? Vi betaler hos dyrlægen, massører og kiropraktoren, men det er vores hunde, der som oftest trækker det korteste strå og døjer med smerterne.

MicMic til osteopatibehandling på sin vej til at kunne løbe agility igen.

Er det ok, hvis ens hunde kun kan leve et fysisk aktivt liv i 5-8 år af deres liv?
Det findes der talrige eksempler på i vores sport. Det er jo ikke fair.

Nogen gange sidder jeg og piller mig lidt i navlen og spørger mig selv, om det egentlig er rimeligt, at jeg udsætter min bedste ven for faren for skader i større eller mindre grad for dybest set at tilfredsstille mig selv.

Jeg træder lige et skridt tilbage og kigger på den sætning igen. Hvad kan jeg svare på det spørgsmål? Med mit hjerte kan jeg virkelig ikke svare ja. For det er jo ikke rimeligt, men jeg gør det jo alligevel.

Hunden er menneskets bedste ven. Er vi mon også hundens bedste ven?

Lige præcis derfor har det her blogindlæg ligget i mine tanker i lang lang tid. For jeg ved, at fingeren også vil pege på mig selv. Det er da ikke rart at udstille sin egen idioti. For når jeg ikke synes, at det er rimeligt, så burde jeg jo lade være, men jeg bliver jo alligevel ved.

Det er bare ikke så let at lægge agility på hylden. Masser af mine venner kender jeg fra sporten. Agility er vores samlingspunkt og et stærkt fællesskab. Jeg elsker atmosfæren og hundearbejdet. Det er et stort dilemma, og svært bare at lægge en del af sin identitet på hylden.

Jeg sammenligner det lidt med narkomani, hvor man fylder sig med skadelige stoffer, selvom man udmærket godt er klar over, at de er farlige og kan risikere at forkorte ens liv. Men det er jo ikke det samme. I narkomani betaler man som udgangspunkt primært selv prisen. Man gambler mest med sit eget liv.

At løbe en finale er som en rus…..

Når det går galt i agility er det primært hunden, der lider. Ansvaret for det er 100% dit og mit. Os der dyrker agility.

De første 20 år, hvor jeg løb agility, havde jeg stort set ikke oplevet en skade hos mine egne hunde, og det var ikke fordi der var mange skader i sporten. Men jeg har nu fire gange, inden for de sidste 5 år, måtte gå ud af banen med en trebenet hund. Altså skader der er sket på banen.

Senest røg et korsbånd….

Jeg er helt med på, at skader også kan ske, når hundene fræser rundt på stranden, hopper ned fra sofaen eller ved så mange andre ting. Men det er ikke ting, som vi opildner dem til, og jeg stopper også gerne vilde lege af frygt for, at hundene kommer til skade. Agility er noget, som vi beder vores hunde om at gøre – og primært for vores skyld.

Hvad tænker du, som også løber agility?

MicMic er tilbage i manegen

Endelig var MicMic til stævne igen. Jeg havde meldt mig til VAS indendørs stævne i dejlig opvarmet hal. Vejret var nu så fantastisk i går, at vi lige så godt kunne have løbet stævnet udendørs.

Da jeg meldte mig til, vidste jeg dog ikke, om MicMic ville være klar, så det var lidt et sats at melde sig til.

Efter nytår fik hun go til at træne agility igen, og for god ordens skyld fik jeg hende tjekket igennem hos Anja fredag formiddag, så jeg var sikker på, at hun faktisk også var klar til stævne, efter at jeg havde trænet med hende et par gange. Anja sagde heldigvis god for hende.

Hvordan gik det så med det stævne? Jeg havde nok selv sat barren lidt højt, da jeg satsede på et enkelt cert ud af de fire muligheder.

Mic løb faktisk rigtig pænt. Hun kiggede lidt for meget på mig, men helt ærligt, så var jeg virkelig heller ikke særlig klar i spyttet overfor hende, og jeg var ikke særlig målrettet og tydelig i min handling. Det er jo ikke ligefrem at gøre det let for en hund, der skal støtte sig op af gammel rutine.

Det blev vist til 3 gange disk og 1 løb med fejl i de fire løb, som vi havde. Vi skal nok finde hinanden igen. Det er jeg meget sikker på.

Mic er ligeglad med resultater. Bare det er sjovt på banen. Hun er så lykkelig efter hvert løb.

Efter at have løbet hver bane med Mic, så skulle jeg løbe samme bane med Ninja, og der kunne jeg ganske glimrende finde ud af det. Men vi er også så fint sammentømrede. Men jeg kunne da godt dunke mig noget oven i knolden over det.

Ja min gamle tøs kan skam godt endnu

Ninja og jeg opnåede på de tre gennemløb vi havde en 1. plads, 2. plads og en 3. plads. Så det var altså Ninja, der tog præmier med hjem fra Sjælland.

3 dejlige gavekort fra præmiebordet blev det til

Turen til Sjælland faldt ellers på et tørt sted. Jeg plejer at sige, at der er andet i livet end agility, men jeg må også sande, at det er meget godt, når der også er agility i livet. Jeg har brugt en del krudt på at være meget frustreret over flere forskellige ting, og nogle af tingene kan pine mig i sådan en grad, at jeg fra tid til anden nærmest er rasende.

Det fede ved agility er, at det ikke levner plads til tanker og følelser vedr. andre ting. Ikke for mig i hvert fald. Det er sandhed et frihed, og et sted hvor jeg tanker op og kobler af. Men på vejen hjem fra Sjælland kom frustrationerne dog snigende igen. Tydeligt tegn på, hvad agility betyder for mig.

Uge 7 er vinterferie for Silas, men allerede mandag efter ved Taekwondo virkede han lidt mat i koderne, og tirsdag havde han 40 i feber. Feberen kom på trods af, at han var igang med en antibiotikakur for stafylokokker (fundet i hans luftveje ved sidste kontrol).

Efter et par dage med feber fik han et nyt præparat, så han nu er på 2 forskellige præparater. 4 dage med feber til Silas og så var den vinterferie stort set gået.

Silas er ikke sådan en pyller-fis, når han er syg, men det lagde da alligevel en dæmper på ferie-aktiviteterne, da han somme tider gik lidt kold og sov et par timer. Men ligge i sengen?! Nej det blev kun til en enkelt dag. Men hvorfor også ligge der og blomstre, hvis man føler sig frisk nok til at være oppe?! Nu er han dog frisk igen og klar til en ny skoleuge. Det er så ikke ham, der kan komme tilbage i klassen og berette om en spændende vinterferie.

Forandringens vinde

2019 er et helt nyt og friskt år!! Yes!! Det har jeg set frem mod med glæde og forventning, men måske havde jeg ikke lige forestillet mig, hvad året kunne have i ærmet allerede på de første tre uger af 2019. Jøses, altså!

Men jeg er sådan set stadig fast besluttet på, at året 2019 skal blive et godt år. Den ene ting, der var i ærmet, kan uanset hvordan jeg vender og drejer det ikke blive godt, så den skriver jeg ikke noget om i dette indlæg. Det skal jeg nok lige fordøje lidt mere, før jeg er klar til det.

Den anden ting i ærmet kommer, uanset hvordan jeg vender og drejer det til at berøre mig, min familie og min hverdag. Det behøver jo ikke at være på den dårlige måde, så indtil andet er set, så går jeg efter og tror på gode forandringer.

Fredag d. 3. januar modtog jeg en opringning fra min chef, der ville fortælle mig, at den lille fikse 4 x Gazelle virksomhed med ca 70 ansatte, som jeg gennem de sidste 4 år har arbejdet hos var blevet solgt til branchens mastodont. Det har været en helt fantastisk rejse med masser af udvikling, hvor jeg virkelig synes, at jeg har haft mulighed for at påvirke forretningen og bestemt også har andel i den store succes.

Chefens besked var jeg ikke helt forberedt på. Dem som kender mig ved måske også, at jeg er kontrol-freak med stort K. Jeg vil gerne selv bestemme, hvor jeg går hen og hvornår jeg går derhen, og faktisk også helst hvilken vej, jeg går derhen. Sådan har jeg det stort set i alle livets henseender. Det passer mig bestemt ikke, når jeg får “dukkefører” på. Men livet er jo ikke altid tilpasset den mentalitet, og det har jeg overlevet masser af gange. Jeg finder alligevel altid en plads og ro, der hvor livet og omgivelserne skubber mig hen.

Nå, men efter at være blevet solgt sammen med ringbind, vaskemaskiner og brugt arbejdstøj, så brugte jeg lige året første weekend på at drømme underlige ting om natten og tænke mange urolige tanker. Det hele fløj rundt i hovedet på mig. Det var seriøst nogle rodede drømme, hvor elementer og personer, som jeg har oplevet og kendt gennem mine 23 år i branchen optrådte som en skør collage. For jeg er en person, der trives meget dårligt med uvished, og nu var der rod i mit “billede”.

I årets første weekend sendte jeg mange tanker til de af mine facebookvenner, der gennem det sidste års tid har delt deres bekymringer og følelser i forbindelse med fyringsrunder på deres jobs – uanset om de blev prikket ud eller gik fri. Nu kendte jeg pludselig godt deres følelse af afmagt og uvished. Jeg smagte en lille flig af den, selvom det måske alligevel var anderledes. Jeg har faktisk aldrig oplevet ufrivilligt at blive “sat af posten”, og det frustrerede mig lidt, at jeg ikke lige var klar med en plan eller vidste, hvad min fremtidige position ville blive, når jeg sådan blev taget med bukserne nede. Det er ikke fordi, at jeg er fyret, men der vil uanset, hvordan jeg vender og drejer det blive ændret i mine arbejdsopgaver mm.

Er jeg bekymret nu? Nej faktisk ikke. Jeg har mødt den store koncerns HR-direktør og talt med flere interessante personer i koncernen, som har interesse i mine mange kompetencer, hvis man kan sige det sådan. Når man kommer fra en mindre virksomhed, så er man rustet til at klare rigtig mange opgaver på egen hånd.

Man vil gerne “genhuse” så mange af mine kolleger som muligt, og min opfattelse er bestemt også, at man vil forsøge, at finde nogle gode jobs til os, hvor vores kompetencer kan blive brugt bedst muligt. Jeg kan godt øjne et match mellem den nye og ejer og mig selv. Jeg ser en interessant virksomhed, hvor jeg sagtens kan se mig selv bidrage med masser af ting i. Jeg kan også se dem bidrage med nogle nye og interessante udfordringer til mig. Lige nu går jeg bare og venter på at et konkret udspil fra dem på baggrund af de 3 samtaler, jeg har haft med forskellige mennesker i firmaet.

Samtidig oplever jeg, at min LinkedIn profil er ekstra ordinær varm lige i øjeblikket – uden at jeg vel at mærke har gjort noget for det. Der har været en del “kiggere” forbi end der plejer at være. Deriblandt også en konkret henvendelse. Når jeg nu ikke selv har gjort en indsats for noget, så ser det bestemt ud som om der findes muligheder derude, hvis “genhusningsprojektet” ikke kommer til at virke for mig.

Fordi jeg har bestemt, at 2019 bliver et nyt og fantastisk år, så tager jeg imod denne nye situation med åbne arme. Jeg trænger også lidt til nye udfordringer. Nu håber jeg bare, at jeg lander et godt og spændende sted.

Agilitysulten

Efter at have været sulten efter agility i nogle måneder var det skønt at være afsted til stævne i går.

DCH Ikast havde arrangeret deres stævne i IEC – Indog hallen i Viborg. Det var jo en fornøjelse at løbe i hallen med det lækre kunstgræs i stedet for i en ridehal. Eneste ulempe ved hallen er, at tilskuerforholdene ikke er så optimale. Det er ikke så nemt for tilskuerne at følge med, men det er vel også vigtigere, at performance-forholdene er optimale.

Ninja var så opslugt af at være tilskuer. Hun startede med at spring over banden.

Jeg havde ikke trænet ret meget baneforløb med Fuji siden i sommers. Hendes hjertediagnose slog lige luften ud af mig i et par måneder, og jeg mistede faktisk lysten til at løbe – især med Fuji. Så min sæson stoppede et par måneder før de fleste andre, som jeg plejer at “følges med”.

Efterårsmånederne brugte jeg på on-line springteknikkursus, hvor det egentlig mest var MicMic, der skulle have været med, men da hun jo stadig ikke var klar, så fik Fuji lov at lave øvelserne, og jeg nørdede rundt i nogle få øvelser i mange mange uger. For Fuji kan ikke se nogen idé i at samle sig. Hun vil bare gerne vise, hvor langt hun kan springe.

Min have har ikke rummet andet end små sære opstillinger siden sept, så efteråret har ikke budt på ret meget baneforløb for mine hunde.

Nu er jeg altså bare sulten efter stævner igen.

Ninja var så skøn at løbe med. Hun var ligesom at få de gode gamle vandrestøvler på. Hun er bare så glad, når det er hende, der får lov.

Fuji er lidt anderledes spændende at løbe med. Med alt hvad ordet “spændende” indebærer. Det er vist nærmere som at få et par skøjter på. Nogen gange kommer man ud af balance, og kroppen kæmper for at genvinde den. Man genvinder og kommer tilbage, eller man ryger måske lige på halen, og må rejse sig op og finde balancen igen.

I går følte jeg ikke, at det var skøjter, men i stedet et par gode løbesko, som jeg havde noget mere en fornemmelse af, hvordan jeg skulle komme frem i. Jo vist skete der da fejl. Hun har også bare en power og et tempo, der ikke levner meget plads til forsinket korrektion. Jeg synes bare, at hun arbejdede helt fantastisk. Det var så skønt, at folk kom hen og sagde til mig, at hun da virkelig havde rykket siden i sommers. Vel at mærke uden den store træning, vil jeg lige tilføje i samme åndedrag.

Fujis løb

Pauser har nu aldrig skadet, siger min erfaring mig. Det er som om hundene finder en ro med mange af de ting, som man har trænet med dem, når de får nogle måneder helt uden træningen eller med meget begrænset træning. Som om tingene finder deres rette pladser i knolden på dem.

Da Ninja efter en skade og et kuld hvalp ikke løb agility i 8 måneder kom hun tilbage til en sæson i 2015, som var så ovenud fantastisk. Sikke nogle løb hun fyrede af. Det har været min bedste sæson nogensinde.

Med det i tankerne, er der vel ikke noget at sige til, at jeg glæder mig helt fantastisk til at løbe med MicMic igen. Hun har ikke løbet meget agility i hele 2018, og det har ikke været med hendes frie vilje. Hun har for nylig fået lov at løbe “et stakit” uden overliggere på springstøtterne, og hun var simpelthen for vild til den “leg”. Hun var så glad, at hun slet ikke fokuserede på opgaven, men var ved at torpedere springstøtterne. Så ja, hun skal nok blive sjov at komme igang med igen.

Nå men stævnet i går. Jeg tog altså top tilfreds hjem fra Viborg. Det var fantastisk dejligt at løbe på et godt og pålideligt underlag.

Nielsens-Dyreshop var også til stede i hallen. De var endda så søde, at give en lille gave til hver deltagende hund til stævnet. Det var da en flot gestus.

Deltager-gave fra Nielsens Dyreshop

Præmierne var boner, som vi kunne indløse i deres stand. Det synes jeg jo var superfedt, så kunne jeg vælge lige det, som jeg synes, at hundene havde brug for.

Jeg valgte lækre snacks til hundene for mine boner

Hvis stævnet holdes efter samme koncept næste år, så kommer jeg helt sikkert igen. Det var virkelig velafviklet med gode forhold for løbene.

Det er dejligt at komme igang igen. Allerede næste søndag tager Fuji, Ninja og jeg på tur igen. Denne gang i ridehal, når DCH Højme holder stævne.