Kingsmoor Cup 2018 med Silas på deltid

“Mor, nu skal du svare mig helt ærligt”, sagde Silas. “Er det hyggeligst når jeg er med til agilitystævne eller når jeg ikke er med??”

Sikke et spørgsmål at få. Jeg sad lidt og tænkte over mit svar. For sandheden er, at der ikke er et (1!) svar.  Jeg elsker at have Silas omkring mig. Han er tilmed utrolig nem og altid glad, men når han ikke er med, så giver det jo også en anden frihed. Så jeg forklarede ham, at det var der ikke et nøjagtigt svar på, og det talte vi så lidt om.

Silas er min solstråle i livet

Jeg sagde til ham, at jeg tit havde dårlig samvittighed overfor ham, når han var med, og jeg havde mange starter og var meget oppe ved ringene, og han så sad alene i campingvognen.

Det forstod Silas ikke rigtig. Som han sagde, så kunne han jo bare gå op til agilityringene, hvis han savnede mig eller skulle bruge mig. Ja, jeg ved jo godt, at han egentlig nyder sit eget selskab.

Silas vil helst kun med, når vi camperer på stævnepladsen. Han kan godt lide at have en base, og han synes det er så hyggeligt at sove i samme seng som mig i campingvognen. Derfor er han faktisk også kun med, når vi camperer på stævnepladsen.

Hygge med spil i campingvognen er skønt

Det er hyggeligt at have ham med, men det er også hyggeligt og nærmest lidt befriende at være afsted uden ham. Det giver jo en anden frihed til snak og til at være sådan lidt “sjusket” og impulsiv med mad, div. gøremål og aktiviteter. Det er to forskellige stævneture om han er med eller ej, men jeg savner ham, når han ikke er med.

I pinsen fik jeg lidt af begge dele, fordi Silas havde en soveaftale hos en kammerat fra fredag til lørdag. Jeg valgte derfor at køre til stævnepladsen allerede torsdag eftermiddag, for så behøvede jeg jo ikke at vente på, at Silas fik fri fra skole, før jeg kunne køre. Så kunne jeg også lige slå lejr og give klubben en lille hånd med op til stævnet.

Min lille lejr mens pladsen stadig var næsten tom

Det var så dejligt at være der før de fleste andre og bare se, hvordan pladsen efterhånden blev fyldt op i løbet af fredagen. Som regel så hænger jeg noget bagefter med at få pakket og komme afsted. Hver gang er jeg lige overrasket over, hvor lang tid det tager at pakke tøj, hundefoder, snore, mad til familien, medicin, sengetøj, fylde køleskabet og gøre campingvognen klar. Jeg hader den del!

Nu var jeg installeret og havde kun mig selv og mine tøser at tage hensyn til fredag aften, så det blev til masser af hyggesnak og rødvin med de andre agilityfolk og en lidt sen nattetime fandt jeg hjem i min egen campingvogn. En frihed som jeg ikke rigtig tager mig, når Silas er med.

Da jeg havde nået at løbe et par løb om lørdagen, kom Henrik med Silas. For Silas vil nemlig hverken snydes for stævnet hos Ribe Hundevenner eller stævnet hos DKK Viby. Det er de to bedste stævner, hvis man spørger Silas. Han elsker at se agilitylejren med campingvogne og stævnetelte. Han beskriver det altid som hyggeligt med agilitylejren, og han bliver altid lidt trist, når der pakkes sammen, når det hele er slut.

Vejret var næsten lidt for fantastisk i pinsen. Blå himmel uden skyer hele vejen!

Ribe Hundevenner er jo mit gamle “hunde-hood”. Jeg har før været meget flittig før og under stævnerne, men i år nød jeg i fulde drag, at jeg ikke havde noget ansvar og egentlig bare var deltager. Silas har netop afsluttet en 4 uger lang antibiotikakur, der skulle inhalleres. Jeg vil tippe på, at hver dag, så har vi brugt tæt på en time alene på, at Silas skulle sidde med en forstøver med antibiotika,  oven i det kom der selvfølgelig også rengøring af forstøvermasken. Så det var faktisk rart ikke at skulle stresse rundt med hjælperpligter og bare hygge med Silas passe hans behandlinger og mine hunde i stedet.

Der var også tid til en enkelt is i Ribe

Jeg skulle kun løbe med Ninja og Fuji. Det er bare noget nemmere, når ens hunde har samme størrelse, end når man løber med hunde i forskellige størrelsesklasser. Det er nemlig ekstra hektisk synes jeg.

Mine stævnebuddies i denne omgang

Desuden løber Fuji også kun springklasser, så hun havde kun 3 løb i alt til stævnet. Så der var virkelig tid til hygge nede i campingvognen og til gode gåture.

Aftentur med solnedgang

Vejret var intet mindre en fantastisk i pinsen. Næsten lidt for fantastisk. Solen skinnede fra en flot blå himmel hele pinsen og temperaturen var nok også et par grader over hundenes ønsketemperatur.

MicMic var også med, men pga hendes drægtighed skulle hun selvfølgelig ikke løbe. Hun var faktisk ikke engang frisk på at gå ret meget mere end 1 km, så hun slap for at komme med på de lidt længere ture. Herunder tager hun sig i slapper i indhegningen, mens Ninja lystigt klør sig på ryggen ved at rulle sig i græsset.

Passiv og aktiv livsnyder

For ikke at fodre mine spøgelser vedr Ninja, som beskrevet i sidste blogindlæg, så fik jeg filmet vores løb, så jeg kunne se, at der ikke var noget mønster i det, som ikke helt spillede. Vi skal åbenbart bare lige files lidt til for at komme igang og genfinde hinanden.  Vi blev dog nr. 2 i AG3 om lørdagen, så helt ude af trit var vi da ikke. Men blændende stabil var vi heller ikke.

Ninja

Men så var spøgelserne måske flyttet over til Fuji. Lørdag morgen stak hun ligesom på højre skulder, da hun rejste sig fra kurven inde i campingvognen, men efter at have gået et par skridt, så var der ikke noget at se. Jeg havde hende ude og trave rundt, men kunne ikke se noget. Jeg fik hende masseret hos Kirsten Watts, der heldigvis havde stand på stævnepladsen.

Fuji nyder massagen hos Kirsten

Fuji løb fint. Der var ikke noget at se på hende i løbet af dagen og aftenen. Næste morgen da hun steg ud af kurven syntes jeg, at jeg så at hun “stak” på det ene forben igen, lige da hun rejste sig, altså et enkelt skridt, men så så jeg ikke mere, og tænkte, at der måtte være min hysteriske fantasi, der løb af med mig, for jeg kunne ikke se mere på hende. Hun løb igen fint uden noget at bemærke.

Mandag morgen så ser jeg det igen, og er også heldig at fange et stikkende skridt på video. Jeg trækker hende prompte fra mandagens springløb. Godt nok kunne jeg ikke fremkalde det igen, og der var igen ikke noget at se på hende, når jeg travede rundt med hende. Kirsten masserede hende igen, og hun kunne mærke nogle spændinger, men ikke noget, der virkede alvorligt, men anbefalede en tur til kiropraktor.

Der var så en uges ventetid på en tid hos Jakob på Nordre Dyrehospital. I den uge havde Fuji om natten sovet i bur, og jeg havde filmet hendes gang, når jeg lukkede buret op om morgenen. Men der var ikke noget at se på hendes første morgenskridt. Ingen stikken på skuldrene. Men uanset hvad, så skulle jeg altså bare have Fuji tjekket, før hun overhovedet skulle i nærheden af en agilitybane igen.

Fuji, klar til strandspurt og agility igen

Mandag tjekkede Jakob så Fuji igennem, og han fandt intet! Jubii. Hvad det end var, der drillede hende om morgenen til stævnet, så har Kirstens kyndige massagehænder nok fået bugt med det sammen med en uges rimelig ro (det er jo Fuji).

Mentalt ude af form

Det var min konklusion efter Maxi Zoo Cup i Kristi Himmelfartsferien. Traditionen tro brugte jeg det meste af min miniferie i Åbyhøj sammen med hundredevis af andre agilityfreaks.

Silas brugte jeg også miniferien sammen med. Drengen der kræver laks og oksefilet, så der kun kan blive til koldskål til mig 🙂

Inden jeg fik mig indlogeret i campingvognen i onsdags, kom jeg direkte fra Frijsenborg Dyrehospital, hvor jeg havde fået scannet MicMic. Beskeden var lidt en mavepuster, men det var jo lykkeligt nok, at Mic var drægtig, men sådan lidt ærgerligt med en singleton.

Nu har jeg sundet mig på det, og jeg ser fremad og forsøger forsigtigt at glæde mig til medio juni (men tør ikke glæde mig for fuld udblæsning før jeg står med en sund og rask hvalp, så forsigtig er jeg). Jeg er ikke specielt bekymret for fødsel eller socialisering. Det hele skal nok gå, hvis bare alt går som planlagt herfra, så har jeg en plan.

Når jeg er til Maxi Zoo Cup plejer jeg at skovle præmier ind. Nej måske lidt overdrevent, men jeg plejer i hvert fald at være hyppig gæst til præmieoverrækkelserne. Sådan var det bestemt ikke i år. Meget langt derfra. Som en tør sagde til mig. Du er bare kommet ned til os andre. Ja, der er jo langt flere der ikke kommer op til præmieoverrækkelser til stævnerne, end dem der gør.

Fuji har jeg ikke så mange forventninger til. Hun er så urutineret, og vi skal lige lære hinanden at kende på banen. Jeg har ikke løbet så mange hele baneforløb med hende. Jeg vil ikke lave krumspring og stå i vejen for at få hende knækket af og forhindre, at hun tager en forkert forhindring. Jeg vil helst løbe løbet, så jeg ikke forstyrrer hende, men forsøger at få lagt linjerne. Så må hun se om hun kan ramme forhindringerne.

Fuji fra campingarealet. Man kan nok godt se i hvilken retning agilityarealet befinder sig

Derfor var jeg ikke så overrasket over, at vi ikke fik lavet et fejlfrit løb sammen ud af de 4 springløb, som hun kunne stille op i. Men jeg synes, at hun er i fin udvikling.

Ninja er jo mine gamle udtrådte vandrestøvler, som jeg kan gå lange ture i i alt terræn. Men det er godt nok svært at komme igang igen efter ikke at have løbet så meget i vinter. Så mine “vandrestøvler” virkede noget hullede.

Jeg har brudt mit hoved med noget, der forhåbentligt er spøgelser. Jeg fik den idé at hun ikke kunne løbe agility på normal højde mere, fordi hun lavede nedrivninger her og der. Hun plejer stort set ikke at rive pinde i løbene, og så kan jeg ikke lide, at der pludselig ryger en pind.

I mit hoved spøgte hendes skade fra 2014, fordi div behandlere, som har haft hende i hænderne gennem de sidste par år kan mærke arvæv i hendes venstre lår. Somme tider ser jeg hende nærmest “vinke” med venstre bagben i galop, og jeg bliver helt hysterisk. Hun er behandlet og rettet mange gange, men det er som om det kommer igen fra tid til anden. Det er så ganske afgjort, at skaden fra 2014 ikke er uden betydning, selvom hun fik agilitypause i 9 måneder.

Min helt særlige Ninja <3

For at få syn for sagerne fik jeg optaget nogle af Ninjas løb til stævnet, og nej jeg kunne nok ikke bare entydigt tørre det af på nedrivninger pga dårlige springevner. Langt fra. Det er svært at være hund, når jeg f.eks står i vejen eller hun kommer dårligt på et spring, får en meget sjælden feltfejl eller vi simpelthen ikke connecter og Ninja vælger den forkerte forhindring. Faktorer, der hver især ødelægger det perfekte løb.

På stævnets sidste dag forsøgte jeg virkelig mentalt at hanke op i mig selv, og være ordentlig på for Ninja. Fordi hun løber bedst, når jeg handler hende intenst og tændt. Jeg havde sgu nok været for vattet i min handling de andre to dage.

Måske forsøger Ninja at lære banen udenad

I første løb om lørdagen løb vi bare så super godt sammen, og det hele føltes bare så rigtigt. Sådan lige som i “gamle dage”. Men så fik jeg ikke lige kaldt Ninja ind på en linje i slutningen af banen (altid der flest fejler, når man nu har nået at tænke, at nu kører det bare….) og vi ender med en disk.

Jeg var seriøst grædefærdig efter det løb. Frustreret,  bekymret og generelt bare drænet af lidt for meget, der ikke helt gik min vej. Ikke fordi det altid går min vej, så forvænt er jeg ikke. Men jeg har måske et generelt problem med modgang pt. Der var et eneste løb tilbage på hele stævnet, og indtil da havde jeg  haft ikke et eneste fejlfrit gennemløb ud af mine indtil da 9 gennemløb med begge hunde.

Heller ikke stævneteltet var jeg heldig med. Musene havde muntret sig lidt med det i vinters

I det sidste løb sad jeg lidt og kiggede på nogle af de andre hunde i klassen, og kunne godt se, at det var en bane, hvor der kunne ske mange ting og sager. Men jeg gik til opgaven med oprejst pande. Da jeg nåede til forhindring nr. 10 sprang Ninja den lange vej om en vinge (som mange andre hunde også gjorde), og det var ikke helt, hvad jeg havde planlagt. Jeg fik samlet hende op igen og kom tilbage på sporet, og klarede mig fejlfrit gennem banen og kom jublende i mål. Endelig lykkedes det at komme fejlfrit rundt.

Maxi Zoo Cup er altid et hyggeligt stævne, og jeg har altid været heldig at få en plads på campingarealet ved stævnet. Det er nærmest også en forudsætning for, at Silas vil tage med. Han hygger i campingvognen med Ipad, bøger og tegnegrej. Der er som regel også tid til at gå en tur i området sammen. Om aftenen kan vi hygge sammen med spil eller gåture.

Min far samler cykel

I år kunne Silas indvi sin nye cykel, som min far lige havde nået at samle inden jeg kørte afsted med campingvognen. Ganske hyggeligt kom min far også forbi stævnepladsen fredag (og så et af mine mange elendige løb). Hyggeligt med besøg og aftensmad ude i aftensolen, for vi var generelt set temmelig heldige med vejret.

Aftenhygge på pladsen

I den kommende weekend står den også på stævne. Denne gang hos Ribe Hundevenner. Jeg satser på, at jeg formår at spænde hjelmen og være lidt mere på for mine hunde.

Optur…. og lidt nedtur

Livet er som en rutsjebane. Der er opture og nedture på små og store rutsjebaner. Indlægget her handler om turen i en mindre rutsjebane (set i lyset af den seneste meget store rutsjebane, hvis vi skal blive i metaforerne).

Midt i alt det her halløj med min mor, så synes MicMic, at hun lige ville smide en løbetid i puljen også. Som om jeg ikke havde nok om ørerne. Den løbetid havde jeg (og andre) ventet på med længsel, og nu kom den endelig. Jeg kan vel roligt sige, at mit overskud var sådan rimelig på nulpunktet på det her tidspunkt.

Planen var, at hun skulle parres med Bentlise Hope to play aka Sky. Heldigvis er jeg blevet rigtig gode venner med Skys ejer, Anja, og det er Mic i den grad også.

For at sikre, at vi ikke missede noget, så flyttede Mic op til Sky og Anjas dejlige flok, da løbetiden havde været igang i en uges tid. Sidste gang havde jeg været for sent på den, og vi havde ikke fået nogle hvalpe (og i øvrigt kun nogle fesne slipparringer). Jeg erkendte ret hurtigt, at jeg ikke magtede at skulle indpasse flere ganges kørsel, parringsforsøg og hormoner i den uge, hvor min mors urne skulle sættes ned. Og skæbnen ville åbenbart et total sammenfald mellem urnenedsættelse, ægløsning og parring.

Mic og Misty putter i samme kurv hjemme hos Anja

Det var bare lidt, som om det ikke rigtig ville lykkes. Ligesom om de to ikke formåede at få vinklerne til at passe til, at en parring kunne blive vellykket.

Torsdag forsøgte Anja at ringe til mig, fordi hun gerne ville køre Mic afsted til progesterontest og evt inseminering. Det var dagen efter urnenedsættelsen, og der havde jeg det bare så elendigt og magtede ikke at snakke i telefon. Jeg kunne ikke lige overskue det, og tænkte irriteret og trist, at det da for pokker ikke kunne være så svært for to hunde at parre sig….. Men det var det åbenbart. Med frustrationerne siddende udenpå tøjet, så bad jeg Anja om at lade naturen råde, for det måtte da lykkes, for mit hoved kunne ikke rumme mere.

Næste dag, fredag, var der stadig ikke nogen parring, men en villig og lettere irriteret tæve, og en hanhund, der ikke var så villig mere. Hvis vi skulle have noget ud af det her, så måtte vi åbenbart have hjælp. Anja bookede en tid på Frijsenborg og hende og jeg kørte til Frijsenborg Dyrehospital med vores hunde.

Sky og Mic på vej til Frijsenborg 

Progesterontallet var 28. Rigeligt højt. Svab fra skeden viste dog, at der stadig var mulighed for drægtighed.

Dyrlægen tappede sæd fra Sky, og det blev lagt direkte i livmoderen på MicMic. Det forløb ganske fint og Frijsenborg er bare så professionelle og dygtige. De havde oplevet masser af forløb som det vi beskrev her. Sky plejer dog sagtens at kunne parre selv, men han og Mic kan åbenbart ikke få “værktøjet” til at passe sammen.

En lidt bedugget Mic efter insemineringen. På ryggen ses en frugtbarhedsfrø, som er et ritual på Frijsenborg.

Siden har jeg luret på MicMic for at kigge efter forandringer. Nej der var ingen ændringer i sindsstemning, appetit eller på dievorter. Efterhånden som vi kom til den tid, hvor tegnene ofte viser sig, blev jeg mere og mere frustreret.

Derfor endte jeg med at køre afsted til scanning – igen på Frijsenborg. Jeg fik det passet ind sådan, at jeg lige kunne nå at sætte min campingvogn af på stævnepladsen ved DKK Viby og ræse videre til Hinnerup. Så kunne jeg da også få klarhed over, om jeg evt skulle løbe stævne med hende (landsholdskvalifikation, DM kvalifikationer) i denne weekend og svare på spørgsmål om hvorfor jeg ikke løb osv.

Silas var med i bilen og med inde til scanningen. Silas er meget begejstret for hundehvalpe og rigtig sød til at hjælpe med hvalpe. Det så jeg jo, da Ninja havde hvalpe. Han var i bilen godt igang med at lægge planer og “tælle penge”, og smed hurtigt lige et forslag ind om, at han da skulle have nogen af pengene for hvalpene, hvis han hjalp med dem.

Så måtte jeg forklare, at opdræt ikke bare er penge ned i foret. Der er også mange udgifter forbundet med opdræt, og at der allerede var brugt flere tusinde kroner på projektet på dette tidspunkt uden, at vi havde set skyggen af en hvalp og heller ikke engang anede om der overhovedet var nogen hvalp.

Vi kom ind i undersøgelsesrummet, og fik placeret Mic på bordet. De satte scanneren på, og ret hurtigt poppede en fosterblære med fin aktivitet (blodgennemstrømning) op på monitoren. Juhu, jeg var rigtig glad og lettet. MicMic var altså drægtig!! Begejstring begrænsede sig dog mere og mere som minutterne gik, og der ikke dukkede flere op. Dyrlægen vendte og drejede søde og tålmodige MicMic, men hun kunne ikke se flere. Hun fandt derudover kun omridset af en flad fosterblære uden aktivitet i. Altså et foster, der var gået til grunde tidligt.

Et styk fosterblære

Det var virkelig lidt en flad fornemmelse. Jeg har altid sagt, at jeg hellere ville undvære en drægtighed end at stå med en single-hvalp. Jeg var rigtig skuffet og kunne ikke rigtig finde en passende grimasse og sindsstemning ovenpå dyrlægebesøget.

Jeg skulle lige bruge nogle timer henne på stævnepladsen på at fordøje resultatet af scanningen. For jeg anede ikke rigtig, om jeg skulle grine eller græde.

Nu håber jeg af hele mit hjerte, at den sidste hvalp bliver hvor den er og vil berige os i midten af juni (efter en legende let fødsel naturligvis). Jeg er allerede begyndt at gøre mig nogle tanker og har allerede nogle planer klar til opgaven om at have en singleton. For det er da en anden opgave end at få et reelt kuld.

Og så forresten lige tilbage til Silas og hans lille “hvalpekugleramme”, så måtte jeg lige høre ham, da jeg stod og skulle køre betalingskortet igennem hos dyrlægen, om han måske også var frisk på at dele underskuddet. Det var så der han trak sig ud af den økonomiske del af samarbejdet.

Pyt med det, så længe han stadig er med på det praktiske arbejde, så ved jeg, at hvalpen får gode oplevelser med børn, og det er det vigtigste, og ikke mindst at den ender i et dejligt og kærligt hjem. Det er ikke økonomien, der tæller mest i bekymringerne, men mere de udfordringer, der kan være ved fødsel og socialiering.

Stævne i Kloster

Det er bare et af sæsonens allerbedste stævner. Jeg har rost det mange gange før, og jeg gør det gerne igen. Kloster – ja undskyld, men sådan hedder Løgumkloster altså her i det sønderjyske. Der gider vi ikke de der lange bynavne. F.eks hedder Christiansfeld og så kun ´Feld. Nå, tilbage til Kloster. De plejer at have et slogan, der hedder:

Det er os med den gode mad og det dårlige vejr.

Det har holdt stik i rigtig mange år. Regn og blæst  og ofte også kulde i maj måned, men i år skinnede solen fra en skyfri himmel og termometeren var på den rigtige side af 20 grader. Allerede der kunne man jo godt begynde at frygte, at de havde byttet rundt på noget i sloganet.

Vejret var intet mindre end fantastisk

Men nej, ingen grund til frygt. Der var både godt vejr og god mad, og sidstnævnte altid til usædvanlig rimelige priser. Der bliver godt nok også langet noget mad over disken. Hvem kan sige nej til velsmurte håndmadder med pynt. 3 for en 20´er, men ellers pizza, sandwich, pølser mv.

Solskin og glad agility i skøn forening

Jeg var selv enorm spændt på det her stævne. For nu har jeg endelig fået Fuji stævneklar. Det er bare så spændende at skulle starte sin hund op i den første sæson. Kan den magte omgivelserne, stresser den op, er den styrbar på banen eller har den pludselig glemt alt, hvad den kan, når man træner med den?

Fuji var helt fantastisk, og jeg var meget tilfreds med hendes præstationer. Det blev dog ikke til fejlfrie løb. Det havde jeg nu heller ikke forventet. Der skal ikke gå ret meget skævt, før det falder lidt af sporet, når man ræser afsted som Fuji.

Fuji i slalom (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Nogle af tingene kunne jeg godt se under banegennemgangen, at det ville blive en udfordring, men åbenbart ikke nok til, at jeg kunne undgå fejlene netop på den del af banen. Men alene det, at man kan spotte hvor svaghederne er, gør det måske lidt nemmere at arbejde med, og jeg synes hun er i en rivende udvikling.

Ninja plejer faktisk at vinde masser af præmier i Kloster, men det var lidt tyndt denne gang. Hun lavede begge dage fejl i de åbne klasser, hvor der røg en pind i hvert løb. Øv vi plejer ikke at døje med nedrivninger.

Ninja, spring åben (foto: Jens Dixen Mejdahl)

Kloster har også ofte nogle lidt specielle præmier. Jeg løb spring 3 begge dage ud over de åbne klasser, og i klasse 3 gik det noget bedre. Jeg blev nr. 3 begge dage.

Lørdag vandt jeg et fantastisk bilvaske-kit fra Kloster Biler. En spand fyldt med alt det, som man skal bruge til en bilvask. Derunder også en flaske rødvin, mens man gnubber på bilen.

Ninja med gevinsterne fra de klasser, hvor hun var fejlfri

Søndag vandt jeg tre halogenspots, som jeg kan hænge op på mit skur til agilityredskaberne og så få oplyst lidt af min bane.

Om alt går vel, så kommer jeg også tilbage næste år. Ligesom jeg plejer.

Nu er mit lille agilitycirkus havnet i Åbyhøj ved Aarhus. Igang med 3 dage med agility.

Spontan indvielse af agilitybanen

Da vi i sin tid kiggede på huse rundt omkring, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at noget af det første jeg kiggede på var, om der er var et velegnet areal til en agilitybane. Hvis der ikke var det, så kiggede vi slet ikke på huset.

Når man ønsker et agilityareal, så bliver et hus spændende, når haven ser sådan ud

Vi købte huset for snart 10 år siden, og haven var lige rammen om en agilitybane. Græsset var rimelig plan, synes jeg da dengang. Men som årene gik, så blev den mere og mere ujævn og det var faktisk svært at bygge baner efter banetegninger, fordi man ikke kunne være sikker på, hvor man kunne placere forhindringerne pga niveauforskelle.

Flere kloge mennesker har haft opskrifter på, hvordan man kunne få en mere jævn plæne.

  • Kør jord på… God plan, men det ville koste mange kubikmeter jord og koste dyrt.
  • Pløj det hele op…. Nej ikke så god en ide at vende alt jorden rundt, for der er ler, hvis man stikker for dybt
  • Der var flere gode bud…

Forslagene kostede bare mellem 25.000 og 40.000, og det var lige i overkanten, syntes jeg. En god venindes kæreste sagde, at det da var en smal sag at lave det, og han forklarede, at man “bare” skulle flytte rundt på jorden og rette ud med skovlen på maskinen. “Man”?! Hvem fanden skulle dog gøre det?! Nok kan jeg køre havetraktor og bil, men lege med entreprenørmaskiner tror jeg ikke ville give så vellykket et resultat.

Det endte med, at jeg fik ham overtalt til at være dirigent og maskinfører på det projekt.

Så en dag i august sidste sommer lejede jeg materiel for ca 8.000 kr. Jeg gik igang fredag morgen med at fræse det aktuelle område op (ca 50×25 m), så det var klar, når han havde fri og kunne komme til med gravemaskinen.

Fræsearbejde

I løbet af nogle få timer fik han flyttet jorden, så ujævnhederne stort set var væk.

Jorden flyttes og fordeles så det bliver plan

Så skulle stenriven over området masser af gange og området rives af for græs og sten. Det var lidt et knokkelarbejde.

Kørsel med stenrive i timevis

Græsset blev sået, da mørket faldt på. Ganske rettidigt, for dagen efter regnede det hele dagen. Siden har jeg ikke haft noget arbejde med arealet. Det har regn og temperaturerne taget sig af.

Månederne er gået, og området med det nysåede græs har ligget fredet og urørt hen. Jeg ville ikke bruge det, før rødderne og græsset var tæt. I 8 måneder har jeg bygget baner på lidt mindre arealer rundt om i haven. Men nu var det vist ved at være. Og sådan blev det lige pludselig, og det endte med at blive lidt festligt alligevel.

Det var sådan et lidt impulsivt nummer jeg lavede i fredags, da jeg lavede et opslag på min facebookvæg og spurgte om der var et par stykker, der havde lyst til at kigge forbi og træne i min have søndag formiddag. Ingen var personligt inviterede eller afskrevet. Det var bare at stikke en “finger i vejret”.

Jeg synes bare lige, at det kunne være hyggeligt at træne sammen med nogen i stedet for at gå med mine egne små baner i haven og terpe på små moduler. Jeg synes, at det meste af min træning går med at fordybe mig i små elementer, hvilket betyder, at jeg ikke får løbet hele baner. Det giver også lidt bedre mening at bruge en halv time på at bygge en bane, som flere kan få glæde af.

Banen er klar

Der var ganske hurtigt bid på opslaget, og jeg måtte hellere lukke for flere tilmeldinger. Jeg havde også andre planer for søndagen, og mine naboer virker ikke til at dele min begejstring for sporten, selvom mine hunde er relativ støvsvage på banen. Men hvis jeg har besøg af flere hunde, så giver det jo støj.

Jeg endte med at kunne se frem til at få selskab af Gitte, Cherie, Lene og Annmari. Pludselig gik det op for mig, at når jeg skulle til at bygge banen til søndagens hyggetræning, så var jeg nødt til at brede mig ud på det nye græs. Dermed blev det jo pludselig en indvielse af min længe ventede agilitybane.

Derfra stak det måske lidt af med den sjove begivenhed. Jeg lagde Asti på køl og arrangerede en rød snor, som jeg kunne klippe ved højtideligheden. De sidste elementer havde jeg holdt for mig selv, men der var også overraskelser fra gæsterne i form af kage, chokolade og cocktailpølser til hundene.

Der skænkes “champagne”

Så det blev faktisk lidt højtideligt på den sjove måde. Man har jo kun det fis, man selv laver.

Den røde snor klippes, som det hører sig til ved en indvielse

Det var så dejligt at kunne bygge en bane i fuld længde og bredde. Baneopstillingen var frit fortolket fra en bane af Morten Juhl Hansen. Jeg satte bare forhindringerne som på tegningen. Derefter stak jeg Silas nummerskiltene og bad ham “komponere” en bane. Så fik Silas også æren af at have designet den bane, som arealet blev indviet med. Det var han meget stolt af.

Fuji
Fuji

Vi løb Silas´ bane først. Der var mange fine sværhedsgrader i den bane. Bagefter løb vi banen ala Morten.

Fuji ligger lavt i slalom

Det var en fantastisk hyggelig og helt igennem uhøjtidelig formiddag. Det er så fedt, når man lige giver plads til spontaniteten. Ikke fordi at jeg er god til at være spontan, for jeg har det med at planlægge helt til kanten. Men denne formiddag gav mig vildt meget energi.

Fuji, hun ligner næsten en hvalp

Vi glemte næsten helt at spise kage og chokolade, fordi vi var så optaget af banen og hundene. Gitte havde taget kameraet med, og der blev skudt nogle billeder af hundene.

Inden stævnestarterne er det en god ide at bruge de mere specielle forhindringer. Fuji forcerede flyvet fint i alle forsøg

Det er altid dejligt med gode skud af hundene på banen. Det var bare en lille hyggelig bonus ved arrangementet. Faktisk havde Ninja også sneget sig ind på et par billeder, men Fuji var lidt overrepræsenteret.