Det var godt jeg kom til Varde

Overskriften er beordret af Sara Saron, som i hvert fald havde gjort sit til , at jeg trods dystre vejrudsigter og manglende nattesøvn alligevel valgte at køre de 100 km vestpå for at deltage i DCH Vardes agilitystævne.

Når jeg kiggede på stævnekalenderen, så var dette stævne et af mine must-go stævner.

Sidenhen fandt jeg ud af, at det måske var lidt ubelejligt at skulle tidligt op lørdag morgen, når jeg skulle til firmasommerfest i København fredag aften. Når jeg kiggede på vejrudsigten, så truede den med skybrud lige over middag. Det var jo ikke lige frem en motiverende cocktail. 

Vejrudsigten for lørdag i Varde

Sara forsøgte så at lokke med billeder af nogle af præmierne. Det prellede nu lidt af på mig, for den statistik, som jeg havde haft til sidste stævne i Viby, så var det nok ikke rigtig det, som kunne tiltrække mig. 

Så tilbød hun en plads i hendes telt, og så skulle jeg da ikke tage det med ind min planlægning at skulle slå telt op. Det var helt befriende ikke at skulle tænker over at skulle pakke det og slå det op, når jeg nu var taget hjemmefra torsdag morgen kl 06.00 og vidste, at jeg skulle pakke nat/morgen, inden jeg skulle køre til Varde. 

Jeg kørte hjem fra firmafesten, der blev holdt på Bellahøj sent i aftes. Det blev lidt sent, for det var bare så hyggeligt. Det var en super god måde, at lære mine nye kolleger bedre at kende. 

Jeg er super glad for mit nye job og mine kolleger, så jeg havde ikke lyst til bare at køre efter middagen. Selvom jeg ikke kunne være med til at “tømme baren”, så havde jeg stadig rig mulighed for at lære folk bedre at kende. 

Jeg kæmpede mig hjem. Stoppede som så ofte før i Nyborg, hvor jeg er halvvejs hjemme. Her jeg tankede mig en milkshake, inden jeg kørte de sidste 130 km hjem. Jeg var hjemme lidt over 2 og alarmen lød igen kl 6.15

Nogen synes jo, at jeg er tosset. Det er jeg måske også, men Vardes stævne er bare et af mine yndlingsstævner. Jeg synes, at deres arealer er så skønne. Der er fine luftemuligheder og i dag, hvor vi lagde ud med en let fugtig morgen/formiddag, så er den lidt sandede bund også fin, fordi den ikke bliver så glat, når det er vådt.

Bane-view

Maden er lækker og til meget rimelige priser. Jeg nød en pandekage med fyld og tilhørende salater for kun kr. 25,- 

Atmosfæren er afslappet, og vi (deltagere) var så heldige, at DCH Ikast havde valgt at afholde et agilitystævne samme dag. Det betød, at vi i Varde ikke var flere deltagere, end hvad der overskueligt kunne afvikles i en ring. Så der var ingen stress og jag med at flyve fra ring til ring for at nå sine løb og banegennemgange. 

Flaget er altid hejst til stævnet i Varde

Så er der jo de før omtalte præmier. Varde har altid nogle meget lækre præmier. De er flot pakket ind og pakket sammen, så man får meget med sig i præmie. 

Jeg havde ikke regnet med at skulle indkassere det helt vilde, fordi jeg synes, at mine hunde og jeg er sådan lidt ude af balance sammen. Så er det svært at nå helt i mål. 

Men det lykkedes faktisk for mig at vinde en klasse og blive nr. 3 i en anden med MicMic. Fuji indkasserede faktisk sin første præmie i dag. Hun er disket i rigtig mange løb, fordi jeg ofte vælger en disk ved at tage en hel sekvens om, hvis hun f.eks har en vægring. I dag havde hun så et fuldført løb i bedste tid, men med 10 fejl. Det gav en fjerdeplads og altså også en præmie.

Fuji med sin lille præmie og MicMic sidder næsten begravet i præmier for sine to placeringer

 

Så trods forventningerne om noget andet, så fik jeg faktisk en fin bunke præmier op under neglene. Ikke mindst den eftertragtede frugtkurv. Sådan en har jeg før haft fornøjelsen af at vinde, og kunne igen tage sådan en med hjem i år. 

Det plejer at være Ninja, der vinder den til mig, men hun måtte nøjes med at kigge på fra sidelinjen. Hun har helt sikkert også en rigtig god hepper, som stjal mange nus rundt omkring i teltene. 

Der blev også tid til lidt træning med hende i pauserne. Altså træning i form af rehab-øvelser, hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad ordet træning rummede i den her sammenhæng. 

Ninja var med som tilskuer og hepper
Klik redigerknappen for at rette denne tekst. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.

Langt fra, tæt på…. og så alligevel ikke

Da Ninja rev korsbåndet røg alle mine mål for 2019 for en stund. Jeg havde meldt mig til kvalifikation til EO, men valgte at jeg kun ville gøre forsøget i Viby. 

Der var også kvalifikation i Hvalsø, men det ville betyde, at jeg skulle være på Sjælland en weekend i maj. Maj måned hvor jeg pga mit nye job i forvejen er meget på Sjælland. Jeg vil jo også gerne se lidt til familien, så beslutningen blev, at jeg havde et skud i bøssen, og det var kvalifikationen i Viby. Så måtte det briste eller bære. 

Mic smiler altid i hele fjæset efter et agilityløb

Det var absolut lettere sagt end gjort. MicMic og jeg skal lige finde hinanden igen efter ikke at have løbet sammen en hel sæson pga drægtighed og skader. 

Desuden vidste jeg ikke, om jeg overhovedet kunne løbe med hende til stævnet, da jeg jo havde trukket hende fra stævnet weekenden inden. Jeg havde bare givet hende ro siden den kranio sakral behandling, som hun fik lørdag i Løgumkloster. 

Uanset om Mic kunne løbe eller ej, så var jeg fast besluttet på at tage afsted. Silas og jeg plejer at have sådan en hyggelig tur til Viby. Hvis ikke Mic kunne løbe, så havde jeg da et enkelt løb om dagen med Fuji. Jeg havde dog en god fornemmelse med Mic, og jeg var sikker på, at vi nok skulle få en fin tur. 

Der er flere skønne ting ved Vibystævnet. Stævnearealet ligger tæt ved Brabrandstien, og det giver mulighed for at gå nogle skønne ture i pauserne eller efter stævnedagen. 

Fra en af vores mange gåture

Stævnearealet ligger også tæt ved byen, så man kan let gå til indkøbsmuligheder, eller man kan køre ind til centrum og få lidt Aarhus-kultur.

Henrik kom i løbet af fredagen, og sammen tog vi ind til Aarhus Street Food. Det er et fedt koncept med Street Food. Små lækre madboder samlet i en stor hal. Hver især kan man bare købe mad i den bod, som man føler sig mest fristet af, og så sætter man sig bare sammen ved et bord i fællesområdet. Boderne har hver i sær et relativ begrænset udvalg på menuen, og maden har de hurtigt klar.

Der var også et rigt udvalg af håndlavede ispinde

Klart nok var vi da også nødt til at skulle have en is til dessert. Det var bare pokkers svært at vælge mellem de mange spændende varianter. 35 kroner for en ispind var selvfølgelig også betalt, men det var svært ikke at lade sig friste af de mange flotte is.

Lakridsis til mig og citronsodavandsis til Silas (Henrik deltager ikke på is-seflies)
Hvordan gik stævnet så for os?!

Jeg havde i alt 10 løb med MicMic på de tre dage. 

Fra spring3 fredag. Foto: Tina Hindsgaul

Nogle af de ting, som vi har haft store problemer med til andre stævner (og enkelte også til træning). F.eks at blive på feltet på balancen (det har nærmest virket som om, hun troede, at feltet var giftigt ved sæsonens første to stævner). Nu har hun ligesom fattet konceptet. Det har hun nu fattet hele tiden, men har bare haft problemer med at styre det i sit hoved, når det var en konkurrencesituation. Hun blev på samtlige balancefelter til dette stævne.

Vi har haft den udfordring, at hun i fremadsendelser vender sig mod mig og gør. Det er så ærgerligt at få en vægring på en hjemtur på den konto. Der var flere baner med en afslutning med flere forhindringer i lige linje hjem, og hun var god og holdt fremdrift hele vejen i mål. 

Hun tog slalom færdig, selvom jeg handlede den med en forhindring imellem os. Det har også været svært for hende.

MicMic i slalom. Foto: Tina Hindsgaul

Så selvom der var langt mellem de fejlfrie løb, og der var flere disk, så jublede jeg over de udfordringer, som hun havde løst på banerne. Det var faktisk en sejr i sig selv for mig. 

Der er en rød tråd i de ting, som kiksede for os til stævnet. Tage tunneller placeret under balancen/i det hele tage fravælge tunneller, løbe uden om spring, hvor jeg skifter blindt tæt på, gøre ting færdig, når hun fornemmer, at jeg stikker af, slalomindgange. Så vi har noget at arbejde videre med, og så tror jeg på, at vi også udvikler os der. 

1 stk springcertifikat til MicMic

Faktisk havde jeg kun et eneste fejlfrit løb med MicMic, og det var lørdagens spring 3 løb. Det udløste MicMics andet springcertifikat. Sådan et er dejligt at vinde. 

Løbet var også et af de løb, som talte til udtagelse af EO holdet. Jeg havde ellers skudt en hvid pil efter EO, fordi vi havde fejl på fejl og disk på disk. Men med en 4. plads i spring 3, så pustede det liv i håbet om at kunne kvalificere mig alligevel. 

Det krævede “bare”, at jeg ikke blev disket i agilityløbet om eftermiddagen. Jeg tænkte meget over hvordan jeg ville handle de steder, hvor der var udfordringer for os på banen, og havde desværre ikke selv spottet den røde tråd i vores fejl og været obs på det. 

Nemlig den med tunnel efter tunnel/tunnel under balancebom. Mic vægrer tunnellen, og da jeg vil tage hende tilbage hopper hun op på bommen. Lige der undslipper et Nej! og Fuck! mine læber. Lige der vidste jeg, at det lille håb blev slukket. Men ellers var det nu et meget fedt løb på en bane, som mange havde det ret svært med. Det lidt kedelige “tema” var primært at hente spring fra bagsiden. 

Fuji havde kun ialt 4 løb. Da hun ikke løber agiltyløb endnu, så var der kun mulighed for at melde hende til i 4 løb. Det er lidt ærgerligt, at det ofte kun er agilityklasserne, der udbydes som ekstraløb. 

Fuji havde ikke nogen fejlfrie løb, men jeg synes, at vi havde nogle gode løb sammen alligevel. Vi har lidt mas med slalom, hvor Fuji ikke helt kan se ideen i at skulle bremse for at ramme portene. Fuji er ikke nogen nem hund, men jeg synes alligevel, at hun er sjov at løbe med. 

Fuji i afsæt. Foto: Tina Hindsgaul
Fede ting ved DDK Vibys stævne:
1.
 

2.
 



 

3.

Fast tidsplan hver dag. Det var samme program hver dag. Så man kunne bruge “plejer”-reglen. Hvis man havde banegennemgang kl 07.40 den første dag, så havde man det også de følgende to dage. 

Konsekvent tidsplan. Hvis der i programmet stod, at en klasse startede kl 14.30, så startede den ikke tidligere, selvom den pågældende ring måske var foran. Det var utrolig befriende at vide. Det gav en mulighed for at holde et frikvarter uden stress og jag, hvor man skulle holde øje med ringene for ikke at misse gennemløb eller banegennemgange.

Kompetente hjælpere. Det er bare så dejligt, når hjælperne har forståelse for udøverne og udviser fleksibilitet. Det kan man godt have brug for, når man skal starte med flere hunde. Hver morgen havde jeg to løb lige oven i hinanden, men hvor der var sammenstød fik vi det løst meget let og elegant

En af de lækre ting ved Viby stævnet er de grillede burgere

Så er det jo også værd at nævne de lækre grillede burgere og gentage den dejlige beliggenhed. 

Det er bare super ærgerligt, at der ikke er plads til flere på campingarealet. Personligt måtte jeg fiske min pc frem under et restaurantbesøg sammen med Henrik for at booke en campingplads. Meget romantisk, ikk?! Jeg turde ikke løbe an på at hakke mig frem på en mobil. Jeg var heldig at få en plads på stævneområdet. 

Hvis vi var så uheldige ikke at få en plads, så ville det heller ikke være et hyggestævne for Silas og mig. Silas elsker sin base i campingvognen, hvor han kan gå til og fra. 

Han holder mest til i campingvognen, men vi har også mange hyggestunder sammen i mine pauser. Han kigger af og til ud i agilityverdenen. Som hvis han skal finde mad eller nusse hundehvalpe. Hundehvalpe kan man altid finde på agilityarealerne, og de fleste synes, at det er meget rart, hvis der er børn, der gider at nusse dem lidt. 

Silas nusser Pers Sabai

Det ville ikke blive det samme, hvis campingvognen stod på en campingplads i oplandet. Man kunne ønske sig flere pladser til camping. Når nu Northside kan etablere sig på de omkringliggende arealer, så burde et par campingvogne også kunne 😉

Weekend hvor planerne forsvandt

Der findes helt særlige stævner. Stævner som ikke bare er tilfældige stævner. Men faktisk stævner, som man rigtig gerne vil deltage i. Sådan et stævne holder de i DCH Løgumkloster.

Jeg havde ikke været til stævne i hele maj (det er ellers årets største stævnemåned, hvor jeg plejer at være til stævne hver weekend), men havde glædet mig til at komme til Løgumkloster. Jeg var tilmeldt 8 løb med MicMic og 4 løb med Fuji fordelt på hele weekenden.

MicMic nåede desværre kun et løbe et enkelt løb. Da jeg kom i mål med hende, så observerede jeg, at hun ikke var helt rentgående. Hun var ikke halt, men gik bare ikke rent. 

Jeg valgte at få hende gået igennem af en af pladsens behandlere, som konstaterede, at hun havde en hvirvel ved skulderbladene, der drillede hende, og hun også havde noget ved brystbenet, der drillede. Det var nok forårsaget af spændinger (og måske også af et tidligere “sammenstød” med en border collie med fuld fart på). MicMic døjer lidt med spændinger, og jeg har tidligere ladet hende få regelmæssige osteopatiske behandlinger. Det har dog være lidt i bero de sidste 3 måneder, da Ninja er blevet prioriteret. Det er bare så svært at nå det hele.

MicMic fik en kranio sakral behandling og fik løsnet spændinger, og jeg ville ikke løbe mere med hende i den weekend. Hendes krop havde brug for ro efter behandlingen. Hun fik smertestillende og magnetdækken på over de næste par dage, så hun kunne slappe af og være klar til den kommende weekend. Hun skulle være klar til stævnet i Viby, men det var da virkelig øv kun at nå at løbe et eneste løb med hende i Løgumkloster. Glæde, forventning og penge lige ud af vinduet. 

Efter vores løb gik vi en tur i Løgumkloster

Fuji fik sine to springløb, og så var det den stævneweekend for os. Jeg synes ikke, at jeg gad at køre afsted søndag for at løbe to springløb med Fuji, så ville jeg hellere bruge min søndag på noget andet. 

Mit humør var ikke super højt lørdag, men det var måske ikke så underligt. Jeg synes ikke lige, at det kører specielt glat for mine hunde og mig. Jeg synes virkelig, at jeg ualmindelig uheldig, og jeg bliver oprigtigt ked af det, når sporten går ud over mine hunde. Da jeg kom hjem, blev jeg også lidt Maude-agtig og kravlede i seng og sov et par timer. 

Efter et par timers middagssøvn, havde jeg et lidt friskere syn på det hele, og jeg fik planlagt en formidabel søndag. Det nytter jo ikke at sidde og hænge og være trist og ærgerlig. Derfor gør jeg altid et forsøg på at finde noget positivt eller ændre omstændighederne til noget positivt. Det lykkes ganske ofte for mig, men jeg kan naturligvis ikke trylle. Jeg er jo bare et menneske.

Inden jeg gik i Maude-mode, havde jeg skrevet til Gitte Poulsen og spurgt hende, om hun måske skulle lave Nosework søndag. Det skulle hun egentlig ikke, men de planer ændrede hun. Det var helt fantastisk, for vi trængte til at blive hjulpet lidt videre i vores træning. Tusind tak Gitte!

Søndag kunne jeg sove lidt længere, fordi jeg ikke skulle til stævne. Jeg vågnede kl 07.30, og tænkte om jeg skulle løbe en tur med Fuji. Jeg fik kigget lidt nærmere ud af vinduet fra soveværelset fra første sal. Ved nærmere eftersyn kunne jeg se, at det faktisk regnede. Indrømmet, så tabte jeg lige motivationen til løbeturen, og nåede lige at mærke en tilfredshed med, at jeg ikke skulle til stævne og løbe rundt i regnvejr. Ja ja, det var det med at se det positive i tingene. 

I stedet startede jeg bilen og kørte til nabolandsbyen, hvor jeg handlede ind og købte morgenbrød, så vi kunne hygge med det, inden Silas og jeg skulle mødes med Gitte. 

Vi mødtes i klubhuset i Kolding, hvor vi udfordrede mine hunde lidt ekstra, da det både var nyt miljø og så skruede vi op for sværhedsgraden. 

Fuji finder godbid, der er placeret "oppe"

Det fede ved Nosework er, at Silas også synes, at det er sjovt, og han er faktisk god til at observere hundene og bemærke deres fremskridt. Det er som regel Silas, der gemmer godbid (og duft. Vi er først nu ved at parre duft og godbid).

Nosework på vores hyggeniveau er da en fantastisk sjov adspredelse. Hundene hygger sig bestemt også med det. 

Om eftermiddagen kørte vi op til min gode veninde Mona for at se hendes og kærestens nye paradis ved Randbøldal. Det passede også Silas så fint, for så kunne han hygge med bedste-vennen Oliver. 

Lækker ejendom med fantastik (stor) grund til. Vi gik en tur i deres skov, som naturligvis var dejlig kuperet (stednavnet RandbølDAL siger jo lige som alt om det). Det var jo rigtig godt til Ninjas genoptræning at gå i kuperet terræn. Det var en skøn tur. Endda selvom det regnede. 

Dejlig gåtur i den grønne skov

Vupti så var søndagen gået, og det havde været en rigtig skøn dag. Når nu planerne blev smadret, så var det jo heldigt nok, at jeg kunne arrangere andre gode ting. 

Årø 2019

Vi plejer at tage en tur til Årø en gang om året. Vi kom til at svigte Årø sidste år. Silas var nu begyndt at efterlyse turen til Årø, så med en lørdag helt uden planer og noget der faktisk lignede lækkert forårsvejr (i modsætning til det skybrud, der havde været natten til fredag), så planlagde vi fluks en tur til den lille ø 

Årø er en fin lille ø øst for Haderslev. Der er 150 indbyggere, og der er både mulighed for at få noget at spise flere steder på øen, men også overnatningsmuligheder i form af værelser eller på campingplads. På øen er der både vingård, parkgolf og mulighed for at leje golfvogne at køre øen rundt på, hvis man er lidt for doven til at bruge fusserne

Vi var friske på at slide lidt på fusserne denne dag. Så vi havde pakket rygsækken med madpakke og drikkevarer og snøret skoene. 

En oplagt Silas på færgen
Mor/søn selfie på færgen

Sejlturen tager 6 minutter og en tur/retur for hele familien koster sølle kr. 50. Færgen sejler en gang i timen, så det kræver ikke den helt store planlægning at tage på udflugt på den lille charmerende ø.

Det er nærmest obligatorisk, at Silas skal hoppe på Havne-Grillens Giraf-hoppeborg, som står til fri afbenyttelse. Men lur mig om de ikke sælger et par is, øl og kopper kaffe, når forældrene skal vente på de hoppende unger?!

Vi havde besluttet os for en vandretur langs kysten på øens sydvestside. Det var en flot og hyggelig tur. Selvom vi tidligere har været på øen, så havde vi faktisk aldrig gået på denne rute før. 

Henrik og badenymferne med Årøsund i baggrunden

Der var ikke mange turister på øen i denne weekend. Der var faktisk mest nogle lystfiskere. Der var derfor mulighed for at nyde naturen i fulde drag. Endda mulighed for at dase på stranden, hvor vi gjorde et længere holdt fordi Silas klagede over mavesmerter (hvilket ikke er så usædvanligt, da hans fordøjelse er lidt handicappet pga en bugspytkirtel, der ikke fungerer).

Nogen fik ved den lejlighed en morfar, andre gravede i sandet og nogen helt andre småkedede sig ved opholdet. De sidstnævnte var Fuji og MicMic, som var kommet med på turen. Ninja måtte desværre blive hjemme fra denne tur, da den vil være for lang for hende at gå. Hun kører stadig på skåneprogram, og må somme tider blive hjemme, hvis turene er for lange. 

Årø har en smuk natur

Vi benyttede mest Årøs gratis glæder ved vores besøg. Gik en flot tur på en skøn forårsdag og nød foråret. Købte faktisk også en enkelt is. EN ENKELT! Og den var faktisk ikke til mig, men til Silas! Nogen vil tro at det er løgn, men det er sandheden. Jeg smagte den ikke engang. 

Sikke en skøn forårsdag at gå tur i

Hvis du gæster Haderslev i en weekend eller i en ferie, så kan jeg godt anbefale Årø som et udflugtsmål. Ikke fordi der nødvendigvis sker en hel masse her, men der kan da være aktiviteter ved Havnen.

Hvert år er der i november også Årøs specielle julemarked. Der er jazz på Havnen og forskellige andre aktiviteter i løbet af året. 

Hvis man trækker væk fra “byen” på øen/Havnen, så er der masser af uspoleret natur, og som det er på de danske småøer, så er tempoet trukket helt ned, når man går i land. Man kan næsten kun slappe af. 

Brakmarker med græssende kvæg med den skønneste havudsigt

Det var en skøn dag sammen med familien med madpakker, picnic på stranden, frisk luft og fysisk aktivitet. 

Så kan man godt tillade sig at købe en lækker pulled pork burger på fastlandet, hvor der ligger en lækker Grill, som man kommer til som det første, når man stiger af færgen. 

Nu har vi i hvert fald nået en tur til Årø i 2019. Måske bliver det til en mere. Hvem ved?! Måske med campingvognen, så ved jeg, at man får lidt mere med. Det har Mandø lært mig!

En kamp med vægten

Hvis folk kæmper med vægten, så er det som regel fordi vægten er for høj. Hos Silas har vi i størstedelen af hans liv kæmpet med en for lav vægt.

De sidste par år har lægerne fra tid til anden haft lidt rynker i panden, og en enkelt gang forsøgt at tale direkte til Silas og forklare ham, hvor vigtigt det er for ens krop at få nok næring. 

Det var måske bare lidt som om, at det ikke rigtig bed på den unge mand. Mad har faktisk aldrig rigtig sagt ham noget. 

Det skulle da lige være, hvis det var røde bøffer, oksefiletsteg eller laks. Men Silas er ikke sådan en knægt, der ser frem til at måltid. 

Henrik og jeg besluttede endnu en gang at gøre en ekstra indsats for at få lidt sul på den spinkle drengs krop. Endelig ser det ud til at have båret frugt. Ved den seneste kontrol på Skejlby, rundede vi endelig de magiske 25 kg. Vægten har ellers meget stædigt holdt sig i ro under ved de 23-24 kg i laaaang tid. Vi taler måneder/år. Imens er højden skudt i vejret, og egentlig givet ham en lidt skæv vækstkurve.

Så det er fedt at se, at ens indsats bærer frugt, og at Silas samarbejder om projektet. Jeg synes også, at vi har været inde og stille på flere knapper efterhånden. 

Hver morgen får Silas serveret pandekager, som primært består af æg og proteindrik. Med sådan et par pandekager, så ved man, at der er kommet noget brugbart indenbords fra morgenstunden. Når man så også får Nutella i pandekagerne, så mangler der ikke ligefrem kalorier i det måltid. 

Fast morgenmad. Pandekager lavet af ernæringsdrik og æg fra egne høns

Madpakken indeholder pt en klap-sammen af godt fiberholdigt rugbrød med røget laks på. Hvis han er lidt heldig, så er der også en snack bestående af f.eks et stykke kage. 

Til aftensmad går han som regel godt ombord i særligt kødet. Han spiser med glæde 200 gram eller mere uanset om det okse, svin, kylling eller fisk der serveres. Så er der også plads til lidt ris eller pasta. 

Frugt og grønt er han ikke så sej til, men det er også stort, at han spiser alle de andre ting. 

Desuden er Silas startet til Taekwondo for et halvt års tid siden. Det kan Henrik og Silas hygge sig med sammen. Silas hænger godt i, og det er skønt at se, at han har fundet en god sportsgren for ham. 

Det er sådan lidt svært med udbuddet på den område, hvis man ikke lige er til fodbold/kontaktsport eller gymnastik med opvisningspligt. 

Silas er også lige startet til Cross Fit for børn. Det har han tidligere gået til, men der har gennem et par år ikke været et tilbud med Cross Fit for hans aldersgruppe i byen. Nu er der kommet et nyt tilbud, hvor han kan komme afsted to gange om ugen. 

Øget aktivitet giver muskler, og det giver appetit. Så ryger der mere mad ind, og så har vi lige pludselig en god spiral. Henrik og jeg har længe håbet på de 25 kg, så vi var ret begejstrede over gårsdagens vejning til kontrollen på Skejby. Silas var noget mindre imponeret over det. 

Det er faktisk også lidt en svær balancegang, det med at have fokus på mad og vægt. Man skal jo helst undgå, at det hele går op i mad og måske pres for at spise. Men det er også vigtigt, at Silas forstår, at det er vigtigt for ham at have lidt mere på sidebenene.

Silas i leg med sæbebobler. Foto: Sannes Pletskud

Det er svært for os at være “ligeglade”, for det betyder nemlig noget for patienter med Cystisk Fibrose, at de har lidt af stå i mod med. Deres krop kan lettere bekæmpe infektioner, og undersøgelser viser, at deres lungefunktion generelt er bedre, hvis de ikke er underernærede. 

En gang havde jeg den klare opfattelse, at børn bare måtte spise, hvad der blev serveret. Den opfattelse reviderede Silas så, for han ville ganske enkelt bare lade være med at spise i en længere periode end den, der ville være sund for ham. Men sådan oplever man jo nogen gange, at ens ellers så stålfaste principper ryger sig en tur.