Berusende sæbebobler

Det var næsten mørk omkring mig. Jeg kunne ane strandkanten oppe over vandspejlet. Silhuetten fra badebroen foran mig tårnede smukt op. Jeg stod vand til navlen. Jeg lagte vægten bagover og lod først ryg og så hele overkroppen glide ned i vandet, mens fødderne stadig støttede på den stenede strandbund. Jeg lavede lidt bevægelser i vandet og min krop svævede i vandet.

Hundene svømmede omkring mig. Lyden af deres hvislende vejrtrækning i vandoverfladen var en dejlig lydkulisse i den skønne augustaften. Stranden var mennesketom. Hvem gider også at være på stranden efter solnedgang? Jeg priste mig endnu engang lykkelig for at bo i Udkantsdanmark, hvor man kan have naturskønne steder mere eller mindre for sig selv. Også kun 3 minutters kørsel fra min dør. Jeg tænkte på mine kolleger i det københavnske, der har berettede om, at man aldrig kan finde mennesketomme steder, der hvor de søger hen, når de vil i naturen.

En tom strand efter solnedgang.

Som jeg svømmede rundt sammen med Fuji og Ninja søndag aften, havde jeg den der følelse af, at livet er perfekt. Jeg nød følelsen og tænkte på, hvorfor jeg følte sådan. Første indskydelsen: “Det er fordi du blev jysk mester i dag”. Ja, det var det måske også, men det var ikke det, som udløste det. Jeg ved, at jeg ville have haft den samme følelse på stranden uden at være nyslået jysk mester. Det var bare så skønt der lige i nuet. Stemningen, samværet med hundene, taknemmelighed over at være vist den tillid, at løbe mesterskab igen med Saras Audi rørte sig også i mig.

Man kan lige ane Fuji og Ninja i vandet

Men lige i nuet var det fremkaldt af noget andet. Jeg elsker at bade i Danmark. Men jeg hader koldt vand. Så antallet af badedage herhjemme er jo sådan set ret begrænset. Jeg hader strandsand (især i min bil) og omklædning/vådt badetøj, er også en forhindring, når jeg overvejer en badetur. Nå ja og så er der også brandmænd og vandmænd. Men jeg nyder at svømme sammen med hundene. Der er ikke rigtig nogen i familien, der ellers deler min passion. Som regel er det også kun Fuji, der sådan frivilligt gider at svømme samme med mig, mens Ninja har travlt med at komme ind på land igen, når først hun er kommet i.

I aftes var hun dog helt ok med at svømme lidt langs kysten. Det var jo super godt, for ud over, at jeg gerne ville svømme, så var det også for at styrke Ninja, at jeg var kørt til stranden. Svømning er også god træning for Ninja, og de briller jeg stadig på, når jeg planlægger aktiviteter.

Ud på badebroen, ned af trappen, svømme i land, ud på badebroen, ned af trappen etc.

Jeg havde hungret efter den badetur i flere timer. Jeg skreg nærmest på en badetur, da vi sad og spiste aftensmad. Det havde været en lang og særdeles varm stævnedag til JM, og jeg følte mig temmelig opkogt. Nu var der endelig tid til at køre de tre km til “min” lokale strand og hoppe i vandet. Temperaturen var stadig omkring 20 grader, selvom solen var gået ned.

Følelsen af en boblende tilfredshed bredte sig i mig. Jeg oplever det ganske ofte, og jeg oplever det oftest, når jeg er midt i nogle af livets små og gratis glæder. Jeg forsøger at holde godt fast i følelsen, når den kommer forbi. For den er så berusende men forsvinder som regel som en stor sæbebobbel, der opløser sig automatisk i luften eller ved berøring.

Nogen gange er det bare så lidt, der udløser det. Alt behøver ikke at være fint, flot og dyr eller langt væk hjemmefra. Nogen gange er banaliteter nok.

Mon jeg er den eneste, der flygtigt beruses over små bagateller?

Jysk mester for femte gang i træk

Ja, det er faktisk hvad, der er overgået mig. Utrolig nok, men sandt! Fordelt på 3 hunde i 3 størrelser.

Pokaler for Jysk Mesterskab 2015-2016-2017-2018-2019

“Skal du iøvrigt forsvare dit jyske mesterskab…?” Messengerbeskeden var fra Sara. Sidste år lånte jeg hendes hund Audi til Jysk Mesterskab, fordi hun var blevet forhindret, og ikke syntes, at hendes hunde skulle snydes for at løbe agility, nu hvor de alligevel var meldt til og startgebyret betalt.

Jeg fik dengang æren af at løbe med Audi. Hun er en gammel rutineret agilityrotte forklædt som en FT Cocker. En hund, der kræver lidt stemmevolumen og bestemthed på banen. Noget anderledes at løbe med end mine egne. Men hun minder måske lidt om min gamle sheltie Diva, når det kommer til det. Men tilbage til Audi og mig. Trods vi ikke kendte hinanden, så klarede vi skærene og endte meget overraskende som Jysk Mester 2018.

Jeg takkede ja til invitationen til at forsvare titlen i år. Det kunne jo være meget sjovt, selvom Audi og jeg dybest set ikke kender hinanden, og i øvrigt heller aldrig har trænet sammen.

Det var naturligvis også min plan at løbe med MicMic, så når jeg alligevel var der, så kunne det jo være sjovt nok at løbe med Audi også.

Så jeg meldte både Audi og MicMic til. I første omgang valgte jeg dog at trække MicMics tilmelding, da hun blev halt til stævnet i Kolding for tre uger siden. Jeg aner ikke hvorfor. Hun var gennemgået hos en kiropraktor tirsdag inden stævnet uden anmærkninger, og der var ikke sket noget op til eller under stævnet, så vidt jeg havde observeret. Men det var som om højre skulder pludselig drillede hende søndag, hvor hun begyndte at halte, og så var den stævneweekend slut for hende.

Jeg gav hende ro og smertestillende og fik hende tjekket efter en lille uge. Der var ikke noget at finde på hendes skulder. Så har jeg trænet lige så stille og har ikke kunnet se noget. Så jeg meldte hende til JM igen (Tak for fleksibiliteten DCH Vejle) og kunne så stille til start med begge hunde i dag.

Jeg løb to fejlfri løb med Audi i de åbne klasser, og dermed kvalificerede vi os til finalen og lå placeret som den næstebedste ekvipage til finaleløbet. Vi var lige som mere sammentømret i år end sidste år. Hun kunne lige så godt være min egen hund. Jeg følte jeg faktisk også “tryg” på banen sammen med hende. Jeg var ikke nervøs for, at hun ville flyve i alle verdenshjørner eller selv finde på en masse.

Minsandten om ikke også MicMic løb to fejlfrie løb i de åbne. Hvad fanden sker der??? Vi var bedst placeret i de to åbne og skulle dermed starte sidst i finalen. Det vil sige med maksimalt pres. Fedt nok. Blæret nok at ligge helt i top med begge hunde.

Jeg synes, man har lidt travlt, når man skal løbe med to hunde, selvom de løber i hver sin størrelse, og faktisk havde jeg også gået forkert bane (et spring skulle tages fra den anden side end det jeg havde gået) Godt jeg opdagede det, da jeg så de store hunde løbe. Efter at have set et par store hunde løbe en sekvens et andet sted på banen på samme måde, som jeg havde besluttet at løse den, så tænkte jeg, at jeg aldrig ville få trukket Audi rundt i min “plan”. Så jeg stod ude på sidelinjen og “komponerede” en ny løsning, som jeg ikke havde gået og dermed ikke havde i “kroppen”. Faktisk ændrede jeg min handling tre steder på banen i forhold til det, som jeg havde gået og valgte at handle begge hunde ens.

Audi og jeg holdt skansen indtil sidste forhindring, som hun slet ikke så, men i stedet så hun mål-spanden med sit legetøj. Så kunne jeg kalde alt hvad jeg ville. Hun kom først, da hun havde legetøjet med retur. Meget ærgerligt.

Audi: “Hej “Dame”. Se mit fine legetøj…… ”
Dame: “Det havde været lidt federe, hvis du lige var sprunget over spring nr. 22 på vej ud efter legetøjet”

Jeg havde ikke studeret denne fælde/vinkel, da det netop var på næstsidste forhindring, at jeg havde gået forkert bane. Vi var ellers blevet Jysk Mester trods en nedrivning på startspringet, hvis ikke lige Audi var løbet udenom sidste spring.

Næsten Jysk Mester igen…

Det måtte jeg bare ryste af mig og gøre klar til at løbe med MicMic. Jeg har haft store problemer med at få samarbejdet mellem Mic og jeg til at køre igen efter vores lange pauser. I denne weekend og de sidste par træninger synes jeg, at det ser ud til, at vi endelig har fundet melodien sammen.

Jeg elsker at løbe finaler, og jeg har været heldig at få lov til/været dygtig nok til at løbe mange finaler gennem årene. Der farer en djævel i mig, når der er finale, og jeg kan ikke lade være med at give den gas. Hold kæft hvor var det skønt at prøve – også med Mic, som jeg ikke er så finaleerfaren med.

Mic og jeg holdt skansen hele vejen gennem banen og leverede et fejlfrit løb, som indbragte os titlen Jysk Mester 2019. Jeg blev sgu lidt rørt, da det gik op for mig, at det faktisk var Mics allerførste titel. Godt det ikke var AC, der skulle forestå den præmieoverrækkelse. Det var blevet en tudekoncert. Det siger jeg bare.

MicMic Jysk Mester 2019

Hvor er jeg stolt af MicMic. Jeg er stolt af, hvordan vi i vores træning har rykket de sidste par måneder. Det er så fedt, når det man har trænet så meget med, pludselig også er noget man tør bruge i en konkurrencesituation og endda, når det er noget så vigtigt som en finale til et mesterskab.

Som en ekstra bonus, så har MicMic (meget uventet) kvalificeret sig til DCHs DM. Det har hun aldrig prøvet før, og det er faktisk også nogle år siden jeg selv var med sidst.

Jeg kunne næsten ikke tro det, for vi har heller ikke været for heldige til stævnerne. Enten er det ikke gået helt til held på banerne eller jeg har måtte trække hende et par gange, fordi hun ikke virkede helt ok. Heldigvis har der ikke været noget særligt at finde på hende, når jeg har fået hende tjekket op efterfølgende.

Meget træt MicMic

Nu ser jeg frem til at opleve et DM sammen med MicMic. Jeg har da en måneds tid at træne videre i, så vi kan finpudse vores “værktøj” endnu mere. Det er bare så meget nemmere og sjovere at løbe med sin hund, når man har flere strenge at spille på, og man rimeligt kan stole på sin hund. Fokuseret træning må der til.

Karriereskift?

Det er nu næsten 6 måneder siden Ninja blev opereret for sin korsbåndsskade. Hendes muskelmasse er virkelig reduceret. Hun har tabt et kg ift hendes vægt inden skaden. Det er faktisk pænt meget for en hund, der bare var topfit og vejede 16,5. For hun er faktisk ikke blevet tyndere, når man mærker på hende. Det er det samme.

Jeg har endda sat hende op i foder (+20%). Det er vildt, som man skal bruge ekstra energi til at restitutere. For mange ville det være logisk at skære ned på fodermængden, når nu hunden ikke kan være så aktiv.

Der er gået mange måneder. Nu synes jeg bare, at Ninja skal igang med noget, så hun også føler, at hun får lov til noget sjovt. Jeg tror faktisk ikke altid, at hun finder rehab-øvelserne så festlige sammenlignet med samarbejde og bevægelse, som hun har været vant til. Jeg har gennem det sidste halve år brugt meget energi på at kontrollere og begrænse hende. Røvkedeligt for hende, men nødvendigt. Jeg ved, at hun ikke har lavet tossestreger. Hun har ikke spurtet op til lågen, hun har ikke løbet om kap med Fuji, hun har ikke leget trækkelege i haven eller hoppet op og ned af diverse ting og sager i mange mange måneder.

Nu er jeg begyndt at bløde lidt op, men hun får stadig ikke love at lege vildt og tosset eller fræse afsted på stranden. Hun mangler stabilitet og muskler. Det er svært at sætte muskler, hvis man konstant er pakket ind i bobbelplast, så jeg er langsomt begyndt at slække lidt på begrænsningerne, og lade hende få lidt friere tøjler. Det er en svær balancegang, synes jeg. Mest af at vil jeg jo bare gerne passe rigtig godt på hende.

Vi er slet ikke der, hvor agility på nogen som helst måde er en mulighed inde i mit hoved. Om agility nogensinde bliver det igen ved jeg stadig ikke. Derfor jeg har besluttet mig, at jeg vil prøve rally med Ninja.

I dag var jeg i DCH Kolding til en lille prøvetræning. Det var mest for at jeg lige kunne blive “målt og vejet”. Om jeg havde en hund, der ville arbejde med dig, og om jeg havde den basale lydighed på plads. Lad os bare hurtigt konkludere, at der ikke var noget at komme efter.

Klar til rallystart?!

Det var så bare lige det der med at lære skiltene at kende og udføre de øvelser, der passer til skiltene. Det er virkelig noget at arbejde med for os. Første udfordring bliver at få en naturlig lineføring på højre side. Det er da helt bagvendt (for os begge).

Nu skal træneren så se, om han kan putte mig ind på et hold, hvor jeg passer ind. For det ville være spild at sætte mig på et begynderhold. Jeg har faktisk gået til Rally i et par måneder, da Ninja var drægtig, men det er jo lige som fem år siden…. Hvis nu ikke DCH Kolding kommer op med noget, så må jeg jo søge andre steder i nærområdet.

Nu håber jeg, at jeg kan få nogle søde rally-venner i Kolding (eller et andet sted) og få lyst til at dyrke lidt rally med Ninja, så hun også føler, at hun får lov at træne. Det er lidt svært for hende at ligge i haven og se, når jeg træner med de andre. Hun kunne bare så godt tænke sig at være med.

Hvis jeg så kunne tilbyde hende nogle øvelser i de andres pauser, så vil hun måske også føle, at hun er lidt med. Jeg håber virkelig, at vi begge kan finde rally interessant.

Ninja fortjener i hvert fald også aktivitet. Jeg synes desværre, at jeg har kunnet mærke, at hun har været lidt nedtrykt. Tom i blikket og opsøger ikke det som hun plejer, men virker bare ligeglad og bliver liggende. Ikke fordi jeg tror, at hun har smerter, for der er aldrig noget at se på hende, når hun rejser sig. Så det er nok ikke grunden til at hun bare bliver liggende. Jeg tror bare, at de mange mange uger med begrænsninger har fået hende til at give lidt fortabt. Det gør sgu lidt ondt at se.

Vi tager på ferie, men hvorhen?

Søndag morgen. Jeg rakte ud efter mobilen på natbordet. Googlede: “Tysk by med slot og sø”. Et af de øverste links beskrev kort byen “Schwerin”. Jeg åbnede linket og læste lidt og vendte mig mod Henrik og sagde: “Jeg har fundet ud af, hvor vi tager hen i morgen.”

Henrik og jeg havde besluttet os for at tage på nogle dages ferie i uge 29 (min første ferieuge), men vi havde ikke fundet ud af, hvor vi skulle tage hen. Vi havde faktisk også inviteret min far med. Han var jo hos os for at hjælpe os med at få has på de store træer, der var blevet væltet. Måske ville han egentlig også gerne vide, hvor vi skulle hen? Det var søndag, og planen var, at vi ville køre mandag og være retur om fredagen.

Vi bookede to overnatninger centralt i Schwerin og kørte mod syd ved middagstid om mandagen. Så måtte vi se, hvad ugen ellers ville bringe.

Schwerin er en charmerende lille by, hvor det store smukke Disney-agtige slot helt klart gør byen attraktiv. Det er et meget smukt slot, der ligger ude på en lille halvø. Den gamle bydel på den ene side og en stor park på den anden side af slottet, der ligger helt ud til Schwerin See, som er Tysklands tredjestørste sø.

Min far foran Schwerin Slot

Vi startede bare med at gå rundt i byen og se os lidt omkring. Ret hurtigt fandt jeg et sted, hvor man kunne købe nogle af de mange skønne isdesserter, som er en selvfølgelighed (for mig) syd for Danmark. Så var jeg lige som kommet på ferie.

Jeg elsker de mange lækre isdesserter, som kan købes på næsten overalt i Tyskland.

Min far er uddannet murer. Deraf kommer nok helt automatisk en interesse for bygninger og især for det gode gamle murerhåndværk. Der var engang, hvor man kælede noget mere for detaljerne, og hvor bygningerne var lidt mere kunstfærdige. Henrik har altid haft interesse for gamle bygninger, slotte, herregårde, ruiner osv. Så det var et selskab, der fik nørdet lidt over de flotte gamle bygninger i byen.

De bygningsinteresserede studerer murerhåndværker fra dengang det virkelig var et håndværk
Nogle bygninger i byen var måske mere specielle end andre. Her skulle man passe på knolden, når man gik under 1. salen udenfor.

Det var fint med to overnatninger i byen. Det passede meget fint til at gå rundt og snuse i byen. Vi var naturligvis også inde at se slottet.

Et maleri fra slottet. Jeg håber maleren havde en dårlig dag, og ikke at personen så sådan ud i virkeligheden.

Godt nok er slottet stort, men der var ikke meget af slottet, som var åbent for turistbesøg, da det også husede delstatsrådet for Mecklenburg-Vorpommern , som Schwerin er “hovedstad” i.

Hvis man var til forskellige former for vandaktiviteter, så havde byen og området helt sikkert meget mere at byde på, men det blev altså ikke lige denne gang.

Model af Schwerin. Pfaffenteich ses nederst i billedet.

I den ene ende af byen var en kunstigt anlagt sø, Pfaffenteich, som vi var ude at gå en tur rundt om. Det var en skøn aften, og Silas var så betaget af en flok små ællinger. Den ene ælling svømmede helt hen til Silas´ hånd og smånappede i hånden. Det var så faktisk Silas´ største oplevelse i Schwerin. Jeg vil lige tilføje,at han godt kunne lide at være i Schwerin, men kærligheden til dyr er måske lidt stor.

De små søde ællinger var den største oplevelse i Schwerin for Silas. Tag ikke fejl. Silas elsker dyr!

Han havde ellers også været oppe i tårnet i Schwerin Domkirke, hvor der var en fantastisk flot udsigt ud over byen. Jeg besteg ikke selv tårnet, men sad på byens markedstorv med hundene, mens de andre studerede kirken og udsigten.

Vi venter og kigger lidt på livet i byen

Pludselig kom google-bilen forbi og kørte en runde. Så hvem ved, måske kan man se os sidde på torvet i Schwerin, hvis man snupper et kig på street-view

Google Street View var på farten

Efter at have tjekket ud fra vores hotel om onsdagen kørte vi en tur ud i den zoologiske have i Schwerin. Jeg havde nok forventet en mindre og måske lidt tarvelig zoo. Sådan var det heldigvis ikke.

Dyrenes anlæg var placeret på et større skovareal, og det var faktisk generelt nogle meget fine anlæg. Inden vi havde set os om, så havde vi brugt det meste af en dag der.

Man kunne virkelig komme meget tæt på havens dyr. Ingen zoom her. Bare lappen ind over hegnet og et tryk på udløseren på mobilen

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det egentlig var billigt at komme ind. Det kostede under kr. 400 for 4 personer og 3 hunde. Hundene var nemlig også velkomne.

Silas elsker at være i Zoo, og han var ikke til at drive derfra. Det sjove er, at den del af haven, som nærmest har hans største interesse er “bondegårdsafdelingen”, hvor der er høns og ænder (som vi jo også har hjemme i haven). Han nyder også at være inde hos gederne.

Geden er et sjovt dyr, der elsker at blive fodret

Efter Zoo satte vi kursen nordpå mod Lübeck. Hverken Henrik eller jeg havde været i Lübeck før, men min far havde været der sammen med min mor for nogle år siden, hvor de var til julemarked. Der var det mørkt og koldt. Nu var det lyst og noget varmere.

Temperaturen var egentlig passende for os og ikke mindst hundene i de dage, hvor vi var afsted. Vi havde 18-22 grader, og det var fint for alle. Det er ikke så fedt at gå ind i byen i 30 graders varme.

I Lübeck boede vi igen meget og tæt ved floden Trave, der delvist omkranser den gamle del af byen. Det var meget praktisk, når man bare ville ud for at lufte hundene.

Det var en fin lille tur langs Trave for at komme hen til den historiske byport “Holstentor”

Vi havde som regel hundene med os rundt i byerne på ferien, men særligt af hensyn til Ninja, så var de af og til et par timer på hotelværelset. Der var nu ikke noget at se på Ninja, selvom vi nogle af dagene gik ret langt rundt i byen, men der var også mange pauser, hvor hundene lagde sig ned og slappede af. Men jeg indrømmer gerne, at mine øjne var naglet fast til Ninjas bagben, når vi havde gået meget. Men der var intet at se på hende.

Hundene er nemme at have med. De har lige som lært, at hvis resten af familien efterlader mig og dem udenfor en bygning, så kan de lige så godt lægge sig ned, for så er der pause, indtil vi alle er samlet igen. Sådan var jeg lige ved at få en nogen på de sociale medier til at koge, fordi jeg havde filmet mine hunde, hvor de bare lå ved en bygning udenfor Mariekirken i Lübeck. Jeg stod måske 5 meter fra hundene, der lå som om de var let spredt ud på pladsen foran Lübeck domkirke. Snorene lå på jorden, og hundene slappede af, mens en flok spansktalende turister gik forbi dem. Nogle af dem, som så klippet troede, at mine hunde var blevet efterladt ude foran kirken og havde ikke forstået, at jeg bare stod og filmede min egne hunde, som bare lå i venteposition. Jeg vil naturligvis aldrig efterlade mine hunde uden opsyn sådan et sted.

Hundene i venteposition udenfor en af Lübecks kirker

Når vi har hundene med på sådan nogle ture, så får jeg heller ikke set helt så mange kirker og bygninger, som resten af familien, men det er ok for mig. Hvis bygningen er rigtig interessant, så snupper jeg en speedtur derinde, mens Henrik er ved hundene udenfor.

Mariekirken blev bombet af RAF under krigen, og kirkens klokker ligger stadig på gulvet som vidne om dengang.

Trave, floden der omkranser byen dannede også rammen om en af vores aktiviteter, mens vi var i byen. Vi fandt ud af, at man kunne leje små motorbåde og sejle rundt på egen hånd. Der er også masser af turbåde, men vi ved, at det er særdeles dræbende for især Silas at sidde og høre på tysk (og for ham uforstålig) tale i en time. Når vi sejlede rundt på egen hånd, så bestemte vi selv tempoet og kunne tale sammen under turen. Det var rigtig fint.

Sejltur på egen hånd rundt om byen

Lübeck er en super smuk by. Der er 5 store kirker i byen og masser af andre gamle smukke bygninger. Byen byder også på mange charmerende baggårde, som det er svært ikke lige at kigge ind i. Byen er perfekt til en weekendtur, og ligger jo forholdsvis tæt på den dansk-tyske grænse.

Et baggårds-kik

Fredag morgen var vi på samme utrolig gode morgenrestaurant, som vi havde været morgenen før. Dejlig udendørs servering og de lækreste frühstuck anretninger. Vi havde endnu ikke en plan for turen hjem. Altså vi kunne jo lige så godt få lidt på opleveren på vejen op ad.

Ingen var sulten efter at have indtaget morgenmaden på Wiener Cafehaus

Jeg kiggede lidt på kortet og studerede mulige ruter. Jeg tænkte: “Kiel! Der må da være et eller andet interessant”. Efter få minutters googlen fandt jeg frem til, at der var en u-båd, som man kunne komme ind og se.

Der var bred enighed rundt om bordet. Det lød som en spændende måde at afslutte ferien. Vi pakkede vores happengut sammen hjemme på hotellet og tjekkede ud. Satte kursen mod Kiel og fandt U-995.

Silas i U-995

Det var ret interessant at se u-båden, selvom det var rimelig hurtigt overstået, for der er ikke meget plads i sådan en karl. Man kan virkelig kun være imponeret over, hvordan 66 besætningsmedlemmer kunne fungere i ubåden. Jeg synes der var rigelig proppet til, hvis der var mere end 15 turister i ubåden på samme tid.

Overalt var der håndtag og knapper, som man kunne skrue ved og trykke på

Vi havde købt en kombi-billet, så vi også havde adgang til det store 86 m høje mindesmærke for søens faldne på den anden side af vejen. Udover et højt udsigtstårn med en fantastisk udsigt, hvor man i klart vejr kunne se helt til Danmark, så var der også en stor udstilling. En udstilling som alle med bare den mindste flig af krigsinteresse garanteret vil finde interessant.

Min far nyder udsigten fra mindesmærket med kameraet klar til skud

Så kunne vi så heller ikke vride mere ud af de fem dage i Tyskland. Jeg kan godt lide at holde ferie i Tyskland. Ikke kun pga de før omtalt isdesserter.

Man skal altså spise isdesserter, når man er i Tyskland

Der er mange smukke og gamle byer i Tyskland. Der er mange ting at se på, uden at man nødvendigvis skal ind nogen steder. Når man skal ind og se noget, så er min erfaring, at entrépriserne er rimelige. Jeg synes godt at entrébilletter i DK kan være en stor udskrivning for en familie.

På Restaurant Barcio fik Silas skønne alkoholfrie drinks

Det er også billigere både at tage ud at spise og overnatte på hotel. Tyskland er generelt et hundevenligt land, og det er også meget rart, at man kan rejse med sine hunde. Tyskland er stort, og der er meget at se. Det er let tilgængeligt, så vi kan helt sikkert finde på at gøre det igen.

47 er jo bare et tal

Alder er jo bare et tal. Det er jo også rigtigt. Sådan lige nu er tallet tilfældigvis også min alder.

I mandags var det min fødselsdag. Ikke fordi det i sig selv var noget særligt. Jeg var stort set alene hjemme hele dagen, og vejret var egentlig noget trist og egnede sig bedst til bare at arbejde.

Begyndte alderen alligevel at trykke lidt? Ja, ved nærmere eftertanke, så er jeg da nok tættere på døden end på fødslen. Men jeg har oplevet og følt meget på de år, der er gået. Så hvis vi nu antager, at jeg er halvvejs gennem livet, så er der plads til meget mere i mit liv.

Så jeg ved egentlig ikke om det var alderens trykken, der gav mig trangen til at løbe en tur med Fuji i mandags. Jeg har ikke løbet i mere end 5 måneder. Jeg har lagt energien i gåture for Ninjas genoptræning. Der har de andre hunde også kunnet deltage, og jeg kan kun bruge tiden en gang, så Ninjas genoptræning har domineret, for det er nu, det skal gøres.

Men nu trængte jeg altså til at løbe. Så Fuji fik løbeselen på, og jeg trak løbebæltet om numse og mave, stoppede iphonen med løbeplaylisten igang ned i lommen bagpå løbebæltet, og så kom vi af sted. Det var en lidt frisk tur, for der kom også lige en byge.

Fuji, mens hun stadig var fremme i selen

Jeg var sikker på, at jeg var i meget dårlig form, men min distanceform er slet ikke så slap, men det kniber mere med sprintformen, har jeg bemærket, når jeg skal løbe agility. Fuji havde det vist lige omvendt. Efter 2,5 km ud af de 3,2 km, så var der ikke så meget trækkraft tilbage i hende.

Løbetur med sved og regnpjask

Mandag går Silas (og Henrik) til taekwondo, og så kunne jeg da lige så godt snuppe en plads på et tabata hold i fitnesscenteret, hvor jeg netop er startet igen efter 8 måneders pause. Mine knæ var begyndt at te sig lidt. Det var bare lidt som om kroppen havde brug for træning igen.

Alt det motion, bare for ikke at føle sig som en 47-årig. I de følgende dage har jeg til gengæld følt mig som en 67-årig. Det er ikke en gave at bo i et hus med to etager og faktisk heller ikke at arbejde i hus med 3 etager (hvor jeg så sidder på 2. sal). Mine ben er stadig som stive brædder efter mandagens træninger.

Der er også gode ting ved at have fødselsdag. F.eks får man gaver. Jeg fik da blandt andet gave af H&M og af Matas. Procenter ved køb. Så det er gaver, der betinget af, at de får noget den anden vej.

Matas gav 20% rabat på alle varer ved et køb inden 25. august. Så jeg ville da lige være god ved mig selv, da jeg alligevel var to dage på Sjælland og havde noget “alene-tid” mellem arbejdsdagene. Jeg trængte til en ny mascara og ville også lige forkæle mig selv med en ny duft, når nu Matas ville forære mig de 20% af duften.

Inde i Matas blev jeg da også lige mindet om, at jeg var kommet øst for Storebælt. Ikke kun fordi den jyske accent ikke var så dominerende, som de arabiske gloser i Ishøj Bycenter. Men mere fordi, at ingen af de tre ekspedienter i butikken lod til at tage særlig notits af, at der var kunder i butikken. Det er åbenbart sjældent at ekspedienterne på Sjælland tager initiativ til en handel. Det er i hvert fald min oplevelse. De to af ekspedienterne var mere optaget af at snakke om, at den ene af pigerne havde minus tusind kroner til resten af måneden, og så desværre gik glip af muligheden for at købe en ny smartphone, der så altså lige var på tilbud i den her uge. Det var næsten ikke til at bære, og hendes kollega/veninde var kreativ i sin problemløsning. “Kan du ikke låne nogle penge?” Den smartphonehungrende af pigerne kunne slet ikke se nogen løsning, men lød helt fortabt og længselfuld.

Jeg listede lidt rundt nede foran parfume-burrene, hvor alle dufte incl testere, var forsvarligt låst inde (i Matas i Haderslev kan du bare selv teste løs). Endelig løsrev en af pigerne sig fra samtalen og tænkte, at det måske var en god idé og se, om hun kunne gøre noget for mig. God idé når alle duftene var låst inde!

Efter at have duftet til flere fine dufte i butikken og kredset mig ind på den, som det skulle være, gik vi til kassen, hvor jeg betalte og indløste min fødselsdagsrabat. Den søde ekspedient med unaturligt lange kunstige øjenvipper og lidt for svulmende læber hapsede lige to prøver i en krukke på disken og smed dem med i min pose.

Faktisk var der ikke kun en, men hele to prøvetuber.

Det var da sødt af hende. Det syntes jeg i hvert fald, lige indtil jeg kom hjem og fik kigget på de små prøver. Anti-rynkecreme! Også hele to små tuber. Tak!

Er rynker ikke bare erfaringsdraperinger?

Men altså 47 er jo bare et tal, og måske kan cremen bremse de rynker, som jeg også godt selv har bemærket. Dem havde ekspedienten så nok, trods sin uopmærksomhed, også bemærket.