Weekend uden planer

En lille Corona dagbog – Afsnit 4

I disse tider hvor weekenderne vel mest er uden planer, ligner dagene så ikke bare hinanden, når man alligevel går hjemme. Er der så forskel på “hverdag” og weekend?

Ja det er faktisk. I hvert fald for mig. Ofte er mine weekender fyldt med sociale aktiviteter i større eller mindre grad. Det er jo min måde at tanke op på, men det går egentlig ok uden. For det er der absolut intet af lige nu. Vi er tre, og kun os tre.

Heldigvis lever jeg i et ret harmonisk parforhold, hvor vi har en stabil hverdag uden skænderier og fnidder. Både Henrik og jeg har gennem årene arbejdet meget hjemmefra, så vi er også vant til være “kolleger”. På den måde ligner den situation lidt en almindelig hverdag. Men stakkels de familier, hvor bølgerne går lidt højt, hvor det hele nu er meget anderledes, og de er tvunget til at være sammen 24/7. Der var det hele være meget meget svært.

Mht skoledagen og mit “job” som lærervikar. Jeg synes, at vi sidst på ugen havde fundet rimelig struktur på skoledagen, og vist bare besluttet, at vi nåede det, som vi nåede. Ugen var lidt kaotisk. Det var nyt for elever, forældre og lærere. Alle skulle prøve noget nyt, og skolens uddeling af opgaver var svært ustruktureret. Men med en konstruktiv dialog med lærerne, så tror jeg faktisk, at vi ender ud med noget bedre i næste uge.

Torsdagens formiddagsprogram for Silas. Det var faktisk en super effektiv formiddag afsluttende med facetime-gruppearbejde om en dansk opgave.

Der er også en hverdag med job. Fredag var der informationsmøde via Skype for hovedafdelingen i Berendsen, som er den afdeling, som jeg er tilknyttet. Selvom det hele ser meget dystert ud, også for vaskerikoncernen! Så synes jeg, at mødet løftede stemningen for mig. Jeg er så imponeret over direktionen hos Berendsen. Det er dejligt at være i et firma, hvor man er åben og informativ. Dejligt, at de ikke afskediger folk, men i stedet hjemsender de folk, som lige nu er tilovers. -Og det er mange, for hoteller og restauranter skal ikke have vasket lige nu, og det kan mærkes på de af vaskerierne, der betjener disse kunder.

Ligesom det er vigtigt, at se Mette Frederiksen tale med ro og have en plan, så er det også rart, at se roen og en optimisme om “det på den anden side” hos ledelsen på ens arbejdsplads. Det gav en lidt bedre start på weekenden. Jeg gætter på, at jeg ikke er der eneste, der nogen gange har en knude i maven af bekymring over diverse ting i forbindelse med alt det her?!

Lørdag vågnede Danmark til en smuk forårsmorgen. Der var intet skoleskema der kaldte, og ingen arbejdsopgaver fra det civile job. Ingen Skypemøder. Dagen var helt vores egen. Jeg lå i sengen og følte mig lidt overskudsagtig.

“Nu gør jeg noget sindsygt!”, udbrød jeg, mens jeg sprang ud af sengen. Henriks tørre svar var “Jamen, god tur!”. Han vidste åbenbart, at jeg ville løbe en tur, selvom det er et halvt år siden, at jeg har løbet sidst. Så han var ikke sådan at overraske, men vi har også været sammen i 15 år.

Der er gode trækkræfter i Fuji

Jeg snørrede skoene og fik hægtet Fuji fast i løbebæltet. Det var en aktivitet, som hun påskønnede. Det var lidt hårdt. Jeg kan stadig godt mærke, at min konstante hosten siden nytår (den er dog aftaget) ikke har gjort noget godt for min kondi. Det var helt rart med en lille løbetur, og jeg har jo tid nok nu. Det handler vel mest om at tage sig sammen og komme afsted. Her dagen derpå kan jeg bestemt også godt mærke det i mine ben og i en masse mindre muskler omkring hofter/bækken (sidstnævnte bliver åbenbart særlig aktiveret, når man løber med hunden koblet til bælte).

Min løbemakker og mig

Huset trængte også til en god gang rengøring. Det er ellers en opgave, som vi har outsourced, men da døren er lukket for alle, så måtte vi selv igang med rengøringsklude og mopper.

Hjemme i haven var der masser af ting at tage sig til. Så man behøver slet ikke at kede sig. Der er masser af timers arbejde i brændestakning/-flækning, flytte træflis, luge ukrudt og listen er bestemt ikke udtømmelig. Bagefter er der lige så mange projekter indendøre.

Silas er gået igang med at fælde et træ. Det kommer nok til at tage nogle dage…..

Hundene står altid klar til alle former for træning, og jeg hygger mig lidt med at pudse på småting i rally og agility. 5-10 min træninger her og der. Det er sjovt at se udviklingen, når man arbejder intenst med en enkelt ting.

Mic er lykkelig for lidt nørderi. Vi er i gang med slalom skills

Jeg er så lykkelig for at bo langt ude på landet og have over 4000 kvm indhegnet have. Vi har heldigvis masser af plads at udfolde os på. Jeg kan godt se, at det kan være svært for folk i storbyerne at få lidt frisk luft. Dermed ikke sagt, at jeg synes det er ok, at folk stimler sammen i parker og på promenader og holder liv i smittekæderne. Jeg kan godt forstå, hvis det må være svært, men det er måske lidt prisen for at bo der, hvor storbyfolkene bor.

En lille pause på en fin naturbænk på en af vores fælles gåture.

Min bil har ikke været ude at køre siden sidste lørdag, hvor jeg var en tur på stranden med hundene. Det er helt uhørt, at den holder stille. Jeg kører i gennemsnit 1.000 km om ugen. Vi går ture rundt omkring i området, og her er ret tyndt befolket, så det med at møde nogen på turene er bestemt ikke nogen selvfølgelighed. Klart mere end undtagelse end reglen. Endnu et privilegium ved at bo i Vandkantsdanmark, andre gange har vi så nogle ulemper.

Hold jer muntre!

Meget kan ske på en uge

En lille Corona dagbog – Afsnit 3

Nu er det en uge siden, at Mette Frederiksen i pressemeddelelse fortalte os, at Danmark lukkede ned. Gradvis er landet lukket mere og mere ned. Det er vildt og skræmmende, hvad der kan ske på 7 dage.

Første skoler og pasningstilbud. Siden er specifikke butikker og services lukket ned. Max 10 personer må samles i det offentlige rum. Jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om dage, før der bliver udgangsforbud.

Ingen kender dagen i morgen. Og der er ikke kun bekymringer for familiens helbred, men også job og økonomi er vel tanker, der ikke er fremmed i ret mange hjem lige nu. Hele verden er fuld af usikkerhed.

Indtil sidste uge havde vi en kalender med masser af planer. Nu er det hele streget ud. Alt er aflyst eller udskudt. Det er lidt mærkeligt at kigge på marts måneds kalenderblad. Vi bruger kun kalenderen til at skrive ekstraordinære ting på, så ikke de ugefaste aftaler.

En lidt amputeret kalender

Vi har holdt os for os selv siden i onsdags og forsøger at planlægge og navigere i det. Ja, det går egentlig ok.

Hjemmeundervisningen finder også et lidt mere roligt leje ser det ud til. Men det er stadig svært at forstå, at “hjemme” ikke er det samme som “fri”. Men når det nu er sagt, så går det bedre med at lave skoleopgaverne herhjemme.

Fuji agerer læsehund

Det er jo en ny verden for både elever, lærere og forældre. Og jeg tror ikke, at børnene kommer i skole igen på denne side af påske.

Silas havde også en hjemmeopgave i KKH (Kunst, Kultur og Håndværk). Det var en rigtig fin opgave, hvor Silas skulle stå for aftensmaden en aften. Silas skulle bestemme, og han skulle egentlig også lave maden. Ja, og det gjorde Silas. Han var hurtig til at beslutte sig til en madtærte.

Sjovt, når man tænker på at barnet faktisk ikke kan lide ting, der er blandet sammen og faktisk heller ikke kan lide grøntsager. Når det kommer i en madtærte, så kan han åbenbart spise alt. Og han nøjes ikke. Han spiste faktisk halvdelen af tærten helt selv, så Henrik og jeg måtte slås om den anden halvdel. Opgaveafleveringen bestod i at sende et billede af det endelig resultat til læreren. Silas har så besluttet sig for at lave det til et helt videoprojekt, så jeg er spændt på hans madlavningsvideo.

Silas´ madtærte, som han stort set lavede på egen hånd. Den var virkelig god!

Ud over at passe på os selv, så holder jeg da også kontakt til min ældste søn, Tobias, der står for skud i Bilka. Han har ansvaret for BilkaToGo i det varehus, som han er ansat i. De har dælme nok at se til. De har rygende travlt, fordi folk ikke vil ind i butikkerne og handle. Jeg inviterede ham og kæresten på FaceTime kaffe. Det smilede han lidt af kunne jeg høre i telefonen, men han ved også godt, at han ikke bliver lukket ind her i huset. Han har alt for mange mennesker omkring sig dagen lang til, at jeg ville turde se ham. Så FaceTime kaffe var, hvad jeg kunne byde på lige nu.

Nå ja også lige følge lidt op på min meget sociale far, der er vant til at flyve rundt til det ene og det andet. Alle de aktiviteter er naturligvis også lukket ned. Jeg kan ikke lade være med at formane og løfte pegefingre for at sikre mig, at han passer rigtig godt på sig selv.

Multijob?!

En lille Corona dagbog – Afsnit 2

Silas har været hjemme fra skolen siden i torsdags. Torsdag og fredag var der var rimelig “fri leg” (Ipad, computer, bøger og et brætspil med mor og far) som underholdning. Så det var måske lidt et chok for ham at vågne op her til morgen til et rimelig tætpakket ugeplan, som skolen havde lagt op i løbet af weekenden. Selvom vi havde fortalt ham, at der også skulle laves skolearbejde, så havde han åbenbart kalkuleret med en Corona-ferie (ja børn ser jo ikke på det med helt samme alvor som os voksne – heldigvis kan man næsten sige)

Inden Silas rigtig kunne komme igang, var der en masse at sætte sig ind i og portaler, der skulle logges på og opgaver, der skulle hentes og printes. Nogle af opgaverne kunne man simpelthen ikke komme ind på, fordi systemet var overbelastet.

Så vi lod Randers Regnskov stå for biologiundervisningen, da de sender live fra deres skoletjeneste hver morgen. Det er måske ikke så tosset en måde at starte skoledagen på.

Derefter fik vi sat den noget modvillige dreng igang med noget dansk, som han skulle læse og efterfølgende løse opgaver sammen med en kammerat over FaceTime.

Fælles skoleopgave med klassekammerat på FaceTime på mobilen

Lad mig bare sige det sådan, at det ikke var nogen særlig effektiv arbejdsdag. Det blev dog til et enkelte Skype møde med kollegerne i min afdeling, som sad 6 forskellige steder. Det var bestemt ikke denne mandag, hvor jeg kunne vinge mange opgaver af.

Og måske var det også heldigt nok, at jeg nøjedes med at blive optaget på lærerseminariet dengang for mange år siden, og slet ikke gik i gang med studiet. Det var ikke efter i dag, at jeg tænkte, at der var gået en lærer tabt i mig.

Vi har også sørget for indkøb til resten af ugen. Det tror vi i hvert fald. I nat kom DAO og afleverede en måltidskasse fra Skagen Food, så er der da styr på aftensmaden tre aftener i denne uge.

Så er aftensmaden i hvert fald sikret for tre af ugens dage.

“Michael” var vores indkøber i Rema 1000. Vi lagde et indkøb op på Vigo App´en og fik leveret tre bæreposer ved døren. Så nu skulle der være mælk, juice, pålæg osv til resten af ugen. Mega fin service.

Det er nemt at oploade en indkøbsliste på app´en, så melder nogen sig til at købe ind og bringe det hjem til dig.

Efter “skoledagen” blev det til en fælles luftetur, så der kunne komme lidt gang i benene. Vi må nok konstarere, at vi ikke er så gode til at få bevægelse med ind i undervisningen her på “vores skole”.

Set fra min lille stol

En lille Corona dagbog – Afsnit 1

Jeg er ingen Corona ekspert, og det forsøger jeg heller ikke at være. Faktisk ville jeg ønske, at det hele bare var en ond drøm, som jeg snart ville vågne fra. Det er alt for svært at finde hoved og hale i det hele. Eksperterne er heller ikke altid helt enige. Tingene skifter fra dag til dag. Nogen gange time for time. Nogle af mine tanker og handlinger er måske ikke helt rationelle, men det er bare sådan at jeg føler, at jeg og familien må agere lige nu.

I starten af ugen var jeg i Søborg (på jobbet). Det var der ikke noget usædvanligt i. Jeg er der hver uge. Indtil denne uge har jeg følt mig rimelig tryg. Der var indtil da forholdsvis få smittede i DK, og man vidste, hvor de havde opsnuset smitten. Men jeg så en udvikling, som nu gjorde mig utryg.

Firmaet har virkelig taget ansvar og været informerende overfor os medarbejdere. De har hele tiden fulgt med i udviklingen og tilpasset deres tiltag for at passe bedst muligt på mine kolleger og på Danmark. Vaskeribranchen har livsvigtige funktioner i form af tøj til sundhedsfagligt personale og plejehjems- og hospitalslinned, så branchen kan ikke bare lukke ned.

Selvom vi internt ikke måtte besøge andre afdelinger end den, som vi har ansættelsesmæssig tilknytning til, så kommer nogle af mine kolleger jo på job med bus, S-tog og Metro. Sådan er det jo i Københavns området. Lige den del gjorde mig til sidst lidt utryg. Men møder var aflyst og håndtryk og berøring forbudt på jobbet. Alt blev sprittet af to gange dagligt, og der var håndsprit alle vegne. Løbende var der flere og flere tiltag og retningslinjer.

Da jeg kørte hjem onsdag eftermiddag, varslede jeg, at nok ikke lige kom igen i den kommende uge, og vi måtte se tiden af. Jeg synes ikke, at der var grund til at køre på kontoret i den kommende tid. Jeg kan klare mit arbejde hjemmefra.

Onsdag aften kom pressemødet, hvor Statsministeren lukkede Danmark ned for foreløbig 2 uger. Sammen med det bredte panikken sig i den danske befolkning. Ja og helt ærligt, den voksede også i mig.

Men allerede inden Danmark lukkede ned, legede mit hoved med tanken om at hive Silas hjem fra skole og hjemmeundervise, fordi jeg var utryg ved skolen (og de mange skiglade mennesker, som vi har i vores lokalsamfund. De skiglade fylder meget i statistikken for smittede…). Jeg var bare ikke tryg ved, at børnene flimrede rundt mellem hinanden. Så langt nåede vi ikke af os selv. Det klarede regeringen for os ved at lukke skolerne de næste to uger.

Nu har vi så spærret os selv inde, mens vi tænker og observerer. Hvor længe kan vi holde Corona væk? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi slet ikke har lyst til at få smitten indenfor dørene her. Når man har et barn med en kronisk lungesygdom, så er man ikke “ligeglad”, og når man selv har været belastet på sine luftveje siden starten af januar, så tænker jeg heller ikke, at det er smart at blive smittet. Vi vil for alt i verden undgå smitte.

Er vi så blevet hysteriske? Ja det vil nogen nok mene, at vi er. Men vi gør i hvert fald vores for at bryde smittekæden og trække den meget viste kurve ud, så vores sundhedssystem ikke spidsbelastes. Og allerhelst undgå selv at blive smittet.

Faktisk så er vores dør lukket for besøg. Det gælder også legeaftaler. Men så længe at der er wi-fi og brætspil, så tænker jeg nok, at Silas klarer det. Han ved faktisk ikke selv, at han ikke må få legeaftaler. Men det finder han ud, hvis han pludselig tager initiativ til det. Men det er ikke en af hans spidskompetencer. Så længe han ikke kender til det forbud, så føler han sig da ikke begrænset. Han kan spille online spil med sine venner i stedet for.

Vi vil meget nødigt ud at handle og stå i nakken af andre folk. Så nej vi har ikke været ude at hamstre. Vi har fået et lille indkøb siden onsdag, og det “klarede” vi på Rema 1000´s app Vigo, hvor andre klarer indkøbet for en og bringer varen ud til ens hjemadresse.

Vi vil dog gerne støtte de lokale restauranter, der tilbyder take a way i stedet for en åben restaurant. Altså hvis de gider at komme ud med maden. Vi vil gerne medvirke til at holde hjulene i gang, for vi kan godt regne ud, at det her gør ondt på rigtig mange i “hygge-industrien”.

De næste to uger er der bestilt måltidskasser fra Skagen Food. Så er aftensmaden da sikret nogle af ugens dage. Det kræver også noget mere mindre i forhold til indkøb.

Isolation er sådan set ikke nyt for os. Vi prøvede det jo i adskillige måneder, da Silas var spæd og i kemobehandling. Den helt store forskel fra dengang og nu er, at dengang var det kun vores lille verden, der var rystet og kun os, der var bange og utrygge. Mens vores verden var gået helt i stå, kørte samfundet videre derude. Sådan er det ikke denne gang.

Denne gang er samfundet omkring os i kaos. Et nedlukket samfund, der også strømmer med folk i panik, folk der er egoister og opfører sig meget dumt og hensynsløst. Markant anderledes end dengang, hvor det kun lige handlede om vores lille familie og om at overleve.

Samtidig ser jeg også ud på at samfund, hvor der tilsyneladende (fortolket fra min lille stol) er folk, der ikke fatter alvoren. Folk, der ikke fatter beskeden om at holde afstand og undgå forsamlinger. Jeg synes det er meget utrygt at være tilskuer til.

Hvor længe vi så sidder her og gemmer os, kan jeg ikke sige noget om, men jeg kan sige, at både Henrik og jeg kan udføre vores jobs hjemmefra, og Silas kan vi nok også godt lære noget.

Billederne i dette indlæg er fra en strandtur på en mennesketom strand på en frostklar morgen lørdag d. 14. marts

Rallyprøver, agilitystævner og samtræning betyder intet noget for mig lige nu. De prøver, som skulle have været de næste uger er så heldigvis også aflyst, og jeg har ikke travlt med at melde til andre. Der står ikke en eneste “hunde-forlystelse” i min kalender i 2020 lige nu. Hundene er mit psykofarmaka, men jeg kan heldigvis medicinere mig selv i haven.

Generelt synes jeg bare, at folk skulle tage at blive hjemme og ikke søge sammen med andre mennesker, hvis det bare er for fornøjelsens skyld.

Personligt veksler jeg lidt mellem at tage det rimelig roligt (det er når jeg påfører mig skyklapperne) og blive voldsomt bekymret. Ikke bare for os selv, men for Verden, Danmark, samfundsøkonomien og sundhedssystemet. Jeg kan mærke, at jeg er vanvittig træt tidligere på aftenen end sædvanligt. Situationen er drænende.

Ja, det var bare, hvad jeg havde at sige, når jeg lige snuppede mig et par minutters taletid og fattede mig i korthed. Fik lidt tanker skrevet ned….

Værdier for en 11-årig

Ja det kan man nok ikke generalisere, men nu vil jeg fortælle jer om en samtale, der foregik hen over aftensmaden i vores lille hjem en helt tilfældig aften for et par uger siden.

Silas beretter om, at en klassekammerat har fået en Iphone 11. Henrik og jeg udveksler garanteret sådan nogle “Okay??!-det-var-sgu-da-lidt-vildt-for-11-årige-blik”.

Vi kommenterer kort, at det godt nok er en dyr telefon at have, og ikke mindst at give sine børn.

Vi er enige om, at vi ikke ville hælde så mange penge efter en telefon. Hverken til os selv eller til en 11-årig lille guldklump (trods alt).

Silas beretter videre, at klassekammeraten faktisk havde fået to telefoner. For han fik først en Iphone 11 Pro, men den var for stor, synes klassekammeraten. Derfor fik han en Iphone 11.

Henrik og jeg udveksler vantro “Vi-kan-næsten-ikke-tro-hvad-vi-hører-blikke”. Jeg må bede Silas om at gentage. Jeg tror da, at jeg har hørt helt forkert.

Henrik og jeg snakker om, at det da lyder helt tosset, og det aldrig ville ske hos os. Der ville hverken 11´eren eller 11 Pro være blevet købt. Nå men måske har de vundet den eller noget? Det skal vi ikke blande os i. Men det lyder da lidt utroligt, og vi snakker om, at det ikke kom til at ske hos os.

Silas sidder stille, mens Henrik og jeg taler om emnet, og da det jo er soleklart, at han aldrig ville få sådan en dyr telefon af os, så bliver jeg da lidt nysgerrig på, om han tænker og føler.

“Bliver du misundelig, når andre får sådan en telefon, og du ved, at du ikke får sådan nogle dyre ting? ” Spørger jeg nysgerrigt. “Nej”, siger Silas og fortsætter: “Jeg vil slet ikke have sådan en dyr telefon. Jeg synes, den koster alt for meget. De penge vil jeg hellere bruge på noget andet.”

Nu bliver jeg da nysgerrig. “Hvad ville du bruge pengene på i stedet? ” Han svarer: “Noget som vi alle kan få noget ud af. F.eks en lille ferie i Tyskland eller sommerhustur”

Der blev mit moderhjerte meget meget varmt. Silas er meget ærlig og direkte, så jeg betvivler ikke et sekund, at han mente, hvad han sagde. Det glæder mig i hvert fald, at han sætter fællesskabet over materielle ting.

Som et lille efterord vil jeg da lige indskyde, at folk jo må bruge deres penge, som de lyster, men derfor kan man godt tale om, hvordan man selv ville prioritere. Vi forholdt os bare til, hvad Silas fortalte.

Vi ved jo i øvrigt ikke, om klassekammeraten har talt sandt eller om Silas har fået forkert fat i noget, men det er sådan set også ligegyldigt. Vi fik os bare en snak om værdier og prioriteringer i vores familie.