Tag: Echo

Stævne i Odense

Sidste weekend var Echo og jeg til stævnet, som DCH Odense arrangerede. Stor ros til arrangørerne for at vælge et sted med nemme tilkørselsforhold (lige op ad E20), have lækker hjemmelavet frokost, give en mulighed for at veksle sin pokal til en flaske vin, flotte præmier, en tidsplan der holdt og i øvrigt søde og venlige hjælpere.

Det er jo ikke arrangørerne, der bestemmer, at banetiderne skal være strammere end til et VM, så den må dommerne tage på deres kappe. Echo undgik med nød og næppe at få tidsfejl i spring 2, selvom han løb i et pænt jævnt tempo. Tænker, at det måske ikke er helt fair, og at nogen af landsholdshundene om lørdagen fik flere sekunders tidsfejl hører da ingen steder hjemme.

Trods mindre gode præstationer fra Echos og min side, så fik jeg faktisk præmier i 3 ud af de 4 gennemløb, jeg havde. Det var tydeligt at se, at det var først på sæsonen. Først var jeg faktisk en smule chokeret over så lang tid klasse 1 hundene var om at komme gennem banerne, men for mange var det jo nok stævne-debut, og jeg havde jo nok et øjeblik glemt, at nogen gange er klasse 1 jo både begynderhunde og -førere. Og ikke altid en rutineret hundefører, der har haft sin hvalp og unghund med rundt til stævner og fremmed træningsarealer og forhindringer.

Det er ikke fordi der ikke sker noget…

Men omvendt så sker der da heldigvis ikke det helt vilde, men der har været stille på bloggen. Siden sidste blogindlæg har jeg været afsted på en to-dages konference ifm jobbet, og så var der jo også lige et indendørs stævne i Ribe Hundevenner, som skulle afvikles.

Jeg deltog med Echo om søndagen, hvor lille og mellem hundene løb. Echo og jeg havde ikke set hinanden mere end to gange siden 30. okt, hvor vi løb stævne sammen sidst. Så det har været sparsomt med træningen, da jeg er den eneste, der løber agility med ham. Så hvad kan man forvente? Ingenting!!

Det indfriede han til fulde – og gav faktisk lidt mere end forventet. Den første AG1 gik han forkert ind i slalom og røg desuden udenom sidste spring. I næste AG1 fik han slalomfejl på nøjagtig samme kombination (dele af banen var det samme, som den foregående). Men det er jo helt ok, for han har ikke trænet og slalom er nok ikke altid den letteste forhindring. Han laver så godt nok også en feltfejl på A´et, men vi bliver da alligevel nr. 2 i klassen. I SP3 er han fejlfri og bliver nr. 3 i klassen. Det var jeg faktisk ret godt tilfreds med.

Måske jeg skulle træne lidt med ham inden næste stævne i starten af marts? Det vil nok ikke skade.

Nu banker vinterferien på døren, og jeg glæder mig til at slappe af sammen med drengene, Henrik og hundene. Jeg håber på hygge med afslapning, wii, gåture og pandekager – og lidt besøg udefra. God ferie til alle I andre, der også er så heldige

Agility kursus

I lørdags var jeg så heldig at få lov til at deltage i et agilitykursus med Ann Britt på Sannes Hundecenter. Da Ninja jo stadig er alt for ung og “uvidende” til sådan et kursus, så hentede jeg Echo hjem fra “aflastningsfamilien”. Det var 10 uger siden, at vi havde set hinanden sidst, og han har heller ikke set skyggen af en agilitybane siden.

Så jeg havde ikke skyhøje forventninger til ham, må jeg indrømme. Jeg forventede dog godt, at han kunne huske hvordan man løber agility, men regnede nok med, at han hurtigt ville brænde ud. Men han holdt faktisk gejsten på alle 3 træningspas.

Vi var 3 ekvipager på hvert hold og startede med 45 minutter på første bane. Temaet på banen var blandt andet at finde frem til, hvilke forhindringer vores hunde ville foretrække. F.eks er det meget nyttigt, når dommeren har bygget en bane, hvor der ligger tunnel under en feltforhindring.

Bane 2 kom vi til efter 1½ times pause. Der skulle vi arbejde med slalom-indgange. For at hundene ikke skulle gå døde i at tage slalom mange gange i træk, så var den delt i 2. Dvs. først 4 pinde og så en kort tunnel og derefter 4 pinde igen. Det gav godt nok også ekstra skub i slalom, så det vil jeg klart tage til mig og bruge fremadrettet. Jeg føler mig overbevist om, at det også kan være med til at give fart og motivation i slalom generelt – og ikke bare noget man kan bruge for at “skåne” hundene, når man træner indgange intensivt.

Efter en frokostpause havde vi 1 times træning på en springbane, der var sat op i en boksopbygning. Der var temaet blandt andet afstande, serpentiner og at “hente bagsiden” af et spring.

Det var et godt kursus, der kom rundt om mange ting uden at det hele blev en stor pærevælling. Der var indbygget en del pauser, hvor der altid stod 2 af de små baner ledige, hvilket gav mulighed for at træne enten med sin “kursus-hund” eller en af sine andre hunde. Jeg fik leget lidt med Ninja i nogle pauserne. Ikke at hun kunne træne de ting, som vi havde lavet, men man kan lave meget med 6 springstøtter.

Echo 4 år

I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel – og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.

Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund….

Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en “aflastningsfamilie” en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset – og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! – i hvert fald i Familien Eriksens verden.

Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.

Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.

Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos “sirene”, som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.

En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : “Nej det der kan man da ikke leve med…..  Det kan jeg godt se!” Rart at få den tilkendegivelse.

Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig “for sjov”. Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.

Et lille stævne, der voksede sig meget stort

I starten af måneden meldte jeg mig til et DCH stævne i Kolding. Det var bare et lille kredsstævne, så det var jo nok begrænset, hvor mange deltagere, der ville være. Sådan 40-50 stk ville være meget passende for mig, tænkte jeg.
Pludselig var stævnet blevet landsdækkende og dermed var søgningen steget kraftigt, da det var en af de sidste chancer for at kvalificere sig til DM – og ja, man kvalificerer sig til DM, man udtages ikke…. Kald mig bare ordknepper, men i min verden er der meget stor forskel på de to ord.
Min plan var at tage Silas med til stævnet og have en lille hyggedag deroppe, men vejret lovede ikke for godt, og det ville derfor nok blive en lang og klam dag for Silas, så han blev hjemme hos FarMan. Dagen blev også lang (og formiddagen klam), selvom DCH Kolding sled i det for at få afviklet stævnet hurtigst muligt. Jeg kørte kl 17 – efter agility klasse 1, og der manglede de stadig at afvikle ag2 og ag3 (mon de løb med pandelygter til sidst?)
Jeg havde alle fire hunde med, og for første gang i mange måneder fik Diva lov til at løbe igen. Dog kun seniorklasserne i spring. Dem vandt hun begge, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at hun er blevet en ældre dame, men hun synes det er rigtig sjovt, ingen tvivl om det.

Juhu – Endelig agility igen!

Echo løb faktisk rigtig godt – især i springløbene, som var de første. Der var der mest energi i ham. Jeg hentede ham fredag eftermiddag, så han var nok også lidt “sulten” efter samarbejdet. Han vandt ret overbevisende Spring 2, og føler mig også overbevist om, at han vandt Agility 1 (jeg var kørt inden præmierne for denne klasse blev overrakt, så jeg kunne komme hjem og spise aftensmad sammen med Henrik og Silas). I Spring Åben blev han nr. 3 i og han fik en disk i Agility Åben, da han pludselig laver sin egen bane.

Charlie fik sig også en afslappende tur til stævne. Normaltvis lader jeg ham blive hjemme, da han jo ikke løber mere, men naboens tæve er i løbetid, og han er virkelig helt fra snøvsen og græder hele dagen lang. Faktisk så meget, at jeg har været nødt til at lukke ham i udestuen, når jeg har arbejdet hjemmefra, da det vil være umuligt at føre en seriøs telefonsamtale med kunder, når han klynker og skriger i baggrunden.

Nu håber jeg, at nabotævens løbetid er ved at være ovre, så vi igen kan få lidt ro. Med mine 20 år som hanhundeejer har jeg aldrig oplevet noget som det her. Det her er virkelig slemt.