Tag: Charlie

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Still going strong

Selvom man er en ældre herre, der i dag bliver 15 år, så er man alligevel en frisk og glad hund. Jeg er utrolig glad og taknemmelig for stadig at have min gamle dreng hos mig. Jeg er Charlies et og alt, og han kan være en pine for min familie, når jeg ikke er hjemme. Hvis han er det “mood”, hvor han synes, at han mangler mig, så piber og klager han, men det har han nu gjort hele livet.

I fuld firspring

Charlie er stort set døv. Jeg kan som regel komme i kontakt med ham ved at slå i gulvet med en flad hånd eller klappe. Hvis det følges op med håndtegnet for “kom”, så smiler han nærmest og løber hen til mig.

Han er heller ikke for gammel til leg, og kan da stadig også finde på selv at invitere til en leg. Det synes jeg er ret imponerende.

Leg på græsplænen

Da Ninja var i løbetid for nylig, var han da også ret elektrisk og løb rundt efter hende i haven, mens han prustede og stønnede.

Men Charlie er også den ældre herre, der nogen gange går lidt i stå og står som en saltstøtte på den samme plet i mange minutter. Måske har han glemt, hvad det var, han skulle. Han sover også en del, men han er en rigtig glad hund, der nysgerrigt følger med i, hvad der foregår – når han altså er vågen.

Kært barn har mange navne.
Ham her bliver også kaldet “Nissen”

Lige nu er der heldigvis ingen tegn på, at Charlie er ved at “tjekke ud.

Alle billeder i dette indlæg er i øvrigt fra i går aftes. Ikke de bedste, men dugfriske…

Atter fit for fight…

Der er nu gået lidt over en uge, siden Charlie blev en slingrende hund, og jeg troede, at det nu var slut for ham.

Heldigvis kørte jeg til Rødding Dyrehospital og traf en dyrlæge, der netop havde været på kursus i “hjerne-tilfælde”. Jeg tænker på, om en anden dyrlæge havde rådet mig til noget andet ud fra at kigge på Charlies alder osv.

Jeg håber i hvert fald, at min beretning om Charlie måske kan få ejere til hunde, der mistænkes for hjerneblødning, blodprop i hjernen eller hjernetumor til lige at klappe hesten, inden dyrlægen finder flasken med “blå vand” frem.

Nå men Louise, der er dyrlæge i Rødding, siger til mig, at hun mener, at Charlie har gode chancer for at komme sig, og synes, at jeg skal se tiden lidt an. Hun råder mig til dette, fordi Charlie er et forholdsvist mildt tilfælde, og fordi Charlie er fattet og rolig. Desuden emmer han så meget af nysgerrig og livsglæde, at han skal have lov at forsøge at komme sig. Andre hunde i samme situation, som de får ind kan være i panik, og kaste deres ukontrollerede krop rundt, men de hyler og skriger. Sådan var Charlie ikke, men han plejer også bare, at tage tingene med ophøjet ro, så på den måde var det heller ikke “synd”.

Der er faktisk heller ikke rigtig nogle behandlingsmuligheder, udover smertelindring, hvis man altså fornemmer smerter, samt efterfølgende genoptræning. Charlie ser nu ud til at klare sin genoptræning helt ved egen hjælp, da han ikke skåner sig, og han bruger både den gode og den “dårlige” side.

Jeg har klippet en lille video sammen på et par minutter (hader selv alt for lange videoer), hvor man kan se den positive udvikling. Desværre har jeg ikke billeder fra om tirsdagen, hvor han sejler rundt, som om han er fuld (men han var dog stadig ved godt mod).

Idag springer Charlie glad op ad mig, når jeg kommer hjem – og han holder fint balancen. Han tumler rundt med Ninja på gulvet og er faktisk sig selv igen. Hovedet sidder fint igen, så han slap uden permanent skævt hovedholdning.

Jeg sagde til den Ph.D studerende på KU Sund, at det måske lød skørt, men at jeg faktisk syntes, at Charlie virkede mere opmærksom, glad og nysgerrig efter denne her omgang. Hun synes faktisk ikke, at det lød skørt, for hun havde hørt andre hundeejere i projektet fortælle det samme. Kan hunde mon også “vågne op” og indse, at man skal leve livet mens man har det??

Nej tak til scanning… fortsat masser af bedring

Efter samråd med dyrlægen fra KU-Sund besluttede jeg at takke nej til MR-Scanning. Da der var sket store fremskridt fra igår til i dag, så var dyrlægen næsten sikker på, at der ikke ville være noget at se på scanningen, og faktisk kunne jeg også godt høre, at det scanningsudstyr, som de havde til rådighed lige nu (det på KU) slet ikke var lige så godt, som det de kunne tilbyde i Skejby, men pga sygdom i Skejby kunne Charlie bare heller ikke blive scannet der. Kvalitetsmæssigt var forskellen nok som et billede taget med en gammel nokia kameratelefon holdt op mod et spejlreflekskamera. Det skulle faktisk være grelt for, at de kunne se noget på KUs udstyr.

Jeg fortalte hende om Charlies fremskridt det seneste døgn. Han kan nu fint trave uden at komme ud af balance. Jeg har faktisk også set ham i galop i par meter på gåturen. Her til morgen gik jeg en tur ind på en natursti, hvor der er ujævnt og forholdsvis højt græs. Det gik også fint. Gåturene, som godt nok var korte, kunne holdes i normalt tempo og uden slinger, når først han gik. Meget fint.

Desuden har jeg nu også set Charlie gå op og ned af trappen her i huset, og da jeg kom hjem her til aften, løb han op mod mig og sprang op af mig på den velkendte kåde og fjollede måde. Men det var så lidt mere end balancen kunne magte. Charlie var dog helt ligeglad med at trimle rundt og rejste sig bare fjollet op igen og stod med forpoterne oppe på mine ben. Charlie har masser af energi og gå-på-mod, og bliver mere og mere sig selv.

Pga den markante forbedring var dyrlægen ret sikker på, at det ikke var blodprop eller tumor, men i stedet mente hun, at det var “idiopatisk vestibulært syndrom”. Groft sagt “Noget vi ikke ved hvad er, og hvor kommer fra”. Dette ville man ikke kunne se på et scanningsbillede, og hun var sikker på, at han ganske snart ville komme sig. Muligvis ville han fortsat have skæv hovedholdning, men det sagde hun var ren kosmetik. Deres erfaring fra egne patienter i projektet var, at der ikke var grund til at være bange for, at det ville ske igen. Det skulle han ikke være mere udsat for end alle andre hunde.

Selvom jeg ved, at flere synes, at jeg skulle have aflivet ham i tirsdags, så ville jeg have følt mig som en forræder, for han er så livsglad, og i den hast, som han kommer sig, så kan jeg kun se, at han snart er, som han var før tirsdag eftermiddag. Det ser ud til at det kun går en vej, og det er fremad og det går stærkt. Jeg er glad og lettet over udviklingen.

Fuld af fortrøstning – og mange tanker vedr. scanning

Tak for mange varme hilsner på Facebook og opkald fra jer, mine kære hundevenner. Det har været positivt at læse om andre hundeejere, hvor hundene er kommet sig godt over et “slagtilfælde”.

Lad mig starte med at sige, at det går markant bedre med Charlie i dag. Han er ikke tiltet rundt, men kommer da nogen gange til at sejle lidt til den dårlige side. Han virker også lidt stiv i højre forben og hovedet er stadig lidt på skrå, men han følger med i, hvad der sker og er glad.

Han er jo ældre herre, der plejer at sove en del, men han har ikke sovet mere end sædvanligt. Fra jeg kom hjem kl 17 og til kl 20, lå han dårligt nok ned, men havde travlt med at holde øje med om der blev spildt mad, vente på sit foder, blive nusset osv. Her før sengetid gik jeg en lille tur med hundene, og Charlie gik med i trav. Han valgte dog selv asfalten frem for rabatten, hvilket er forståeligt nok, når man ikke er super sikker på benene. Faktisk lykkedes det ham også at luske sig alene ned af trappen fra 1. sal, hvilket foregik uden styrt. Jeg havde ellers hysterisk gået og lukket trappegitrene, siden vi kom hjem igår og gør det nu stadig, for jeg vil ikke risikere af han trimler ned af trappen.

Nå men jeg har så mine tanker vedr. denne scanning, som KU-Sund (det er sådan den del af “Landbohøjskolen” hedder i dag) har tilbudt mig. Jeg talte i dag med den dyrlæge, som er igang med Ph.D. om apleksi hos hunde. Hun har booket en tid i scanneren på fredag, som jeg uanset hvad gerne må benytte mig af.

Ud fra den snak som jeg havde med hende i dag, sagde hun, at der i princippet kunne være tale om tre diagnoser: blodprop i hjernen, et eller andet syndrom, som jeg ikke husker det præcise navn på eller en tumor i hjernen. Diagnose 1 og 3 kan ses på scanningsbillederne, men det kan syndromet ikke.

Hvis der var yderligere bedring fra onsdag morgen til torsdag morgen var hun ret sikker på, at det ikke var en blodprop i hjernen, men mere sandsynligt, at det var det der syndrom. Hun kunne dog ikke udelukke tumoren, selvom det virker, som noget, der er opstået spontant (en tumor kommer oftest snigende).

Sagt på en anden måde: Hvis der er bedring, hvilket der jo HELDIGVIS er, så tror hun billederne vil være “rene” ift blodprop, og hun er for egen vinding ikke så opsat på at lægge ham i narkose og i scanneren blot for det. Men omvendt vil hun gerne tilbyde mig scanningen, hvis jeg føler mig mest tryg ved det (selvom hun måske ikke kan bruge det til “noget”, da hun jo hellere vil have scanningsbilleder med “propper” på).

Skal jeg tage imod scanningen? Jeg er sådan i tvivl. For det første skal Charlie jo lægges i narkose, men da han for nogle måneder siden var i narkose var hans tal så flotte – og der er naturligvis taget blodprøver denne gang også. Dyrlægen siger, at jeg ikke skal bekymre mig ift narkosen. Ud over narkosen, så skal jeg jo så også køre til Kbh med ham, så det kommer til at tage hele fredagen og er det bare lidt noget pjat at scanne, når man nu alligevel ikke kan behandle nogle af de tre diagnoser.

Umiddelbart kan jeg nok mest bruge det til at udelukke en tumor i hjernen. Og jeg vil gerne vide, hvis det er en tumor i hjernen, for så ved jeg, at det kun vil blive “værre”, og man så i nogle tilfælde ikke skal gå og vente og se tiden an (ikke at jeg farer han og afliver ham, hvis de finder en tumor, men jeg vil være meget obs på symptomerne, og sikre mig, at jeg ikke trækker den for langt, hvis han får det dårligt)

Nu har jeg til torsdag formiddag til at beslutte mig…… Hvad ville du vælge kære hundeven??