Det er tilbagevendende at vi tager til Mandø. Enten os alle eller bare dele af familien. I år tog vi alle tre afsted, og startede vores første fællesferieuge på den lille Vadehavs ø sydvest for Ribe.
Vi tjekkede tidevandet og trillede over Låningsvejen. Ganske let og udramatisk, men det er en en laaang laaaang grusvej. Men frem kom vi.
Så var det ned i tempo, og tempoet er helt dernede, hvor det er lige før (og nogle gange ikke kun “lige før”) at man sover til middag.
Hundene bliver også dejlig trætte
De første par dage var det vildt lækkert sommervejr. Faktisk var det ret varmt, og det var rart at have sin sølvdug, som jeg ellers bruger til bilen med. Den gør også en forskel, når man hænger den på markisen. Så bliver man ikke helt grillet.
Ikke kønt, men ganske effektivt
Når det er super sommer, så skal man da en tur ud til sejlrenden. Det er stedet for kendere. Jeg tror aldrig at det er noget, som dagsturisterne med traktorbusserne stifter bekendtskab med. Det er for kendere og indfødte.
Sejlrenden kan noget
Badevandet er varmt og lækkert. Lige på den anden side af sejlrenden ligger Koresand, som på sådan en varm sommerdag får en til at tænke på en strand på Hawaii mikset med en ørken eller noget i den stil.
Koresand
Det er også bare fedt at gå med sine hunde ude på Vaden (havbunden ved lavvande), men jeg synes desværre at mine hunde har en tendens til at blive halte, eller nogle af dem har, sådan lidt på skift. Så jeg bliver alligevel lidt påpasselig med bare at lade dem fræse vildt og tosset rundt.
Lykken er at fræse rundt, men virkelig ikke fedt, når en pludselig er halt
Det er jo en ret ujævn bund, og de kan let træde forkerte i et hul i havbunden eller en lille revle. Jeg bliver sgu bare sådan lidt træt af hunde, der kommer til skade.
Det kan måske godt se lidt towligt ud, når vi sætter kurs mod Vaden i en samlet flok
Det super skønne sommervejr fik dog også en masse vind med sig efter at par skønne dage, så de sidste par dage på Mandø var der ret meget blæst. Så det var på med jakkerne, når man var ude på vandet.
Krabber var der stadig nok af. Silas elsker at fange krabber, og det kan man let på Mandø. Og som regel også store krabber.
Silas med krabbefangst
På vores sidste dag på Mandø fik vi besøg af Tobias og Camilla, som pga Corona har valgt at holde sommerferie i Danmark i år. De ville egentlig gerne have været ude at rejse, inden deres søn kommer til verden i november.
Men grundet skiftende restriktioner og risiko for karantæne i et ferieland, så valgte de at bruge ferien hjemme og blandt andet aflægge os et besøg på campingpladsen. Det var vi jo ikke kede af.
Lækkert – de unge mennesker kom med kage. Kageudvalget på Mandø er nemlig ikke prangende!
Da vi tjekkede ud fra Mandø fulgte de med os til Ribe, hvor vi spiste pizza sammen på en parkeringsplads i aftensolen.
Aftensmad i Ribe
Det var så første lille “rejsemål” i ferien, og vi kunne vende hjem og pakke ud og vaske tøj, og tænke over hvor vi ville tage hen i den sidste del af ferien.
På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.
Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.
Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.
Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.
Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste
Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.
For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.
Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.
Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet
Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.
Mandø er magisk
Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.
Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne
Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.
Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.
7 ud af 12 hunde er fanget på billedet
Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.
Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen
Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!
Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.
Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.
Et af de gode fangststeder
Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.
Smukt så langt øjet rækker
Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.
Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!
Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.
Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet
Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.
Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.
Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.
Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.
Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.
Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.
