corona – Berits Blog

Hemmelige julehvalpe

Der er run på sådan en juleaften. Det skal helst klappe med maden, og man skal holde mange bolde i luften. Det er faktisk næsten nemt, når man kun skal holde styr på madboldene. Altså sådan som en juleaften plejer at være. Når man er to om at få madkabalen til at gå op. Det ved jeg nu!

Jeg kigger på MicMic, der ligger i kurven i hjørnet af spisekrogen i køkkenet. Risengrøden er sådan set færdig og klar til servering, og det andet mad er i ovnen. Madboldene er givet op og er sat i spil. Jeg kigger en gang til på klokken. Det er halvanden time siden, jeg sidst tog hendes temperatur, og der er ikke meget ståhej med hende, som hun ligger der i kurven. Jeg beslutter mig. Vi spiser risengrød, og så tager jeg temperaturen bagefter.

Dejligt endelig at sidde ned og hilse på julegæsterne. De nyankomne er Tobias og hans kæreste Camilla. Min far kom sammen med juletræet lille juleaftensdag. Vi spiser risengrød og pakker mandelgaven op, inden der skal jongeleres med de næste “madbolde”.

Retur til køkkenet og for mit vedkommende MicMic. Jeg tager temperaturen igen. Nu er den oppe på normal, og i det samme kommer der en presseve. Åh nej. Nu er det bare en realitet. Juleaften kommer til at stå på en hvalpefødsel for mig. Altså ikke julenat, men juleaften. Jeg trækker ind på gæsteværelset sammen med MicMic og gør mig klar, så godt jeg kan. Resten af julemiddagen og juleaften er nu overladt til Henrik, Silas og vores 3 gæster.

En kort opridsning af min “blændende” opdrættererfaring. For 6 år siden får Ninja 6 hvalpe. En ret træg fødsel, som ender med et kejsersnit af de sidste to hvalpe. En hvalp må aflives efter tre uger. For to år siden føder MicMic en dødfødt hvalp med en svær misdannelse. Det holder hårdt, men hun får født hvalpen selv. Faktisk er det ikke lykkes for mig at overvære en almindelig hvalpefødsel, heller ikke selvom jeg har været “inviteret” til at være med hos en opdrætter. Så jeg sidder ikke med gode erfaringer i “baglommen” sådan en aften.

Derfor har jeg forinden naturligvis allieret mig med en støttepædagog. Det viser sig dog, at juleaften bare ikke er den mest stabile og velvalgte aften for støttepædagoger (Mic kunne åbenbart ikke vente til sin termin d. 26. dec). Så jeg ender med at sidde med “aben” på egen hånd. Nu er det jo også min tæve, og dermed mit eget ansvar, men tryg det er jeg sgu ikke. Jeg har hørt og læst om alt for mange dårlige (især sheltie-) fødsler og sammen med egne erfaringer, så bidrager det ikke til tryghed.

Tiden går. Vandet går. Der er stadig ikke rigtig skred i tingene MicMic presser, men der kommer ingen hvalpe. Så tør jeg ikke sidde med det selv mere. Jeg har tjekket hvem der har vagt rundt omkring, og ved, at jeg ikke slipper for en køretur på 30-50minutter. Dog mangler jeg at tjekke et sted. Dyrehospitalet i Aabenraa. Jeg kender dem ikke. Har bare kørt forbi, og det ser pænt ud (det siger både noget og ingenting). Jeg er heldig. Dyrlægen kan køre til Aabenraa og lukke op og være der indenfor en en halv time. Det samme kan jeg. Valget er let.

Tobias springer til og tilbyder at køre mig, så jeg ikke både skal køre og holde øje med MicMic. Dyrlægen er sød. Tjekker MicMic og synes, at vi skal prøve med noget oxytocin, der skal sætte veerne igang. For fødslen er gået helt i stå på køreturen. Vi går lidt med Mic på gangen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs for om hvalpene stadig lever. Mic ser heldigvis ud til at have det fint. Dyrlægen scanner. Hun finder hjerteblink på den ene, og siger, at nu tager vi et kejsersnit.

Tobias og jeg står udenfor rummet og ser, at de gør klar til operationen. Hvorfor tager det bare så fandens lang tid for dem at gøre klar, når det er ens egen hund. Jeg tænker det. Sådan tænkte jeg også, da det var Ninja. Tobias synes også at det tager en evighed, men det tager den tid, som det tager.

Da de bærer Mic ind på operationsbordet, hvor alt er linet op og klar, så lukker de døren, og jeg står udenfor sammen med Tobias. Som minutterne går bliver mine ører længere og længere. Jeg venter på hvalpelyde. Det er ubeskrivelig forløsende at høre hvalpeklynk, når man står der på den anden side, og jeg får tårer i øjnene og bag mundbindet kommer et lille lykkeligt smil. Tobias giver mig et dejligt kram.

Endelig kommer sygeplejersken ud på gangen med et håndklæde med den fineste lille hvalp i. Jeg gnubber lidt på det lille livlige væsen og holder den varm. Jeg tænker, at det så nok var “det”. Men efter nogle minutter kommer hun til min glæde ud med endnu et håndklæde og en hvalp mere. Pyha. Vi fik reddet dem begge. Mic var scannet til to hvalpe, måske tre. Så jeg kan kun være tilfreds med at stå med to hvalpe. Vi sender billeder hjem til familien, så de kan se det lykkelig resultat. Jeg tjekker kønnet. Det er sørme to piger. Store og fine på 265 og 280 gram. Det skal man slet ikke klage over.

Vi sender dette billede hjem til familien fra dyrehospitalet

Efter lidt tid får vi en lidt groggy MicMic ud også. På dyrlægens anbefaling blev hun steriliseret ved samme lejlighed. Ikke noget, som jeg nåede at tænke så meget over, men det er også lige meget nu, for det er gjort. Dyrlægen sagde efter indgrebet, at Mics livmoder var stor og slap, og hun vurderede, at det var årsagen til, at hvalpene ikke var kommet ud ved egen hjælp.

To timer efter ankomsten tjekkede vi ud fra dyrehospitalet igen. Tobias og jeg kørte tilbage mod Haderslev. Jeg var rasende sulten ved tanken om den julemiddag, som jeg ikke havde deltaget i. Efter at have fået installeret Mic og de små, så fik jeg endelig lidt julemad og derefter kunne Tobias og jeg pakke vores julegaver op.

Det var så skønt med julemad efter sådan en omgang

Det var sgu en lidt underlig juleaften. Den vil jeg sent glemme. Efter have pakket op og spist lidt juleslik kravler jeg hurtigt ned i hvalpehulen igen. Tobias og Camilla kører hjem igen, og vi fordeler husets sovepladser mellem os. Silas og jeg sover i gæsteværelset sammen med Mic og hvalpene. Altid rart med et ekstra øre på hvalpene og Mic.

Det er svært at falde i søvn ovenpå sådan en juleaften. Jeg våger over Mic og hvalpene. Går alt som det skal? Har de det varmt nok? Sutter de? Har alle det godt? Jeg tager et par billeder af de små og lægger på Facebook og røber min meget velbevarede hemmelighed. Det vælter ind med skønne lykønskninger (og lidt undren).

For INGEN kendte til denne drægtighed – ud over de praktisk involverede (det er trods alt ikke Helligånden, der er far til de små, selvom de er født juleaften). End ikke mine allerbedste veninder eller familie kendte til drægtigheden. Faktisk havde jeg også parret Mic uden Henriks vidende (hvilket jeg egentlig ikke syntes var helt fair, men det siger måske alligevel lidt om “diskretionsgraden”). Jeg kunne ikke overskue at dele det med nogen, og jeg har brugt meget lidt energi på det i drægtighedsperioden. Silas fik det at vide i fredags, og min far, da han kom lillejuleaften. Så ingen behøver altså at føle sig forbigået eller være fornærmet over, at lige præcis de ikke kendte til det. For det var det samme for ALLE!

Med masser af dårlige erfaringer så havde jeg brug for at holde det for mig selv

Hvorfor var det hemmeligt? På grund af det, som jeg har været igennem med de to tidligere parringer (Mic gik tom første gang og fik dødfødt solohvalp anden gang), så magtede jeg bare ikke at dele det med nogen, og ville faktisk helst ikke selv forholde mig ret meget til det (hvis nu det gik galt igen igen).

Jeg valgte dog at få hende scannet for at vide, om hun var drægtig, så jeg kunne fodre korrekt, men ellers ikke noget. Jeg ønskede virkelig ikke, at folk skulle spørge til drægtighed eller “lægge billet ind” på de hvalpe, som måske slet ikke blev til noget. For min egen skyld var det nødt til være sådan, men til syvende og sidst er det jo også min egen sag, om jeg har drægtig tæve….. Det er trods alt ikke underretningspligtigt.

Parringen skete i øvrigt også som en beslutning i 11. time. Jeg har flere gange afslået at ville gøre forsøget med en parring igen. Jeg synes måske ikke rigtig, at jeg havde modet, og nu ville jeg egentlig også bare gerne have lov til at løbe agility med MicMic uden en drægtighedspause. Så var der jo også lige det der med arbejdet. Det er ikke nemt med at kuld hvalpe, når man skal regne med arbejdsdage på Sjælland fra tid til anden.

Corona gør det muligt at have et kuld hvalpe

Men pga corona så ser verden bare så meget anderledes ud. Der er ingen stævner at holde pause fra, og hvornår kommer de igen? Min arbejdsplads opfordrer til hjemmearbejde, så vidt det lader sig gøre, så ikke udsigt til Sjællandsture på den front. MicMic var 7 år ved parringen, så det var CHANCEN. Den allersidste. Jeg greb den i sidste øjeblik og håbede på det bedste.

Når det nu ikke er Helligånden der er far. Hvem er det så? Han hedder Sheltie4You Guardian of Faith (Sammy). Jeg havde i første omgang udset mig en anden hanhund, men han holdt en avlspause. Så jeg valgte roligt Sammy, fordi jeg en gang tidligere havde forholdt mig til hans linjer, da Mic har været parret med hans far.

Hvalpenes stamtræ
(tak til Anja fra Sheltie4You for design)

Hvalpene er af rene engelske linjer, og det synes jeg sådan set er meget fedt. Ikke fordi jeg har noget imod amerikanske linjer. Men hvis man gerne vil bevare lidt af de oprindelige engelske linjer, så er det vigtigt, at der også laves rene engelske kuld. Ellers forsvinder de. Det er ikke en religion for mig, men fordi jeg nu er så heldig at have en utrolig skøn og arbejdsivrig ren englænder med et fantastisk væsen, så kan jeg godt forsøge at bidrage lidt til den bevarelse. Så det blev mit valg. Når jeg samtidig kender familien til hvalpenes far. Jeg ved, at der kan falde en bombe bag dem, uden at det vil bekymre dem det mindste. Det er tilmed glade og livlige sheltier med et godt hoved og god bygning. Det er ikke et tosset fundament at arbejde ud fra.

Så popper de næste spørgsmål op. Er de afsat? Skal du beholde en selv? Der findes et eneste svar til begge spørgsmål. Jeg tager en dag af gangen. Så ser vi hvad der sker!

Nye juletraditioner

2020 er et år, hvor traditioner vendes på hovedet. Vist ikke kun i vores familie. Måske endda meget lidt i vores familie, da vores familie ikke er så stor.

Julen kommer f.eks umiddelbart ikke til at se anderledes ud end planen hele tiden har været. Min far, min store søn Tobias og kæresten Camilla. Det er i forvejen dem som vi har haft vi vores “sociale bobbel” de sidste måneder, og lige pt er det faktisk også de eneste, som kommer ind i huset hos os. Vi har ikke planer om at ses indendørs med andre resten af året.

Ja det er sådan vi forventer julen, men man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske på sølle 5 dage. For det er hvad der er tilbage før det er juleaften.

Nytår bliver vist bare en 3 mands aften med Henrik, Silas og jeg. Men det er jeg sikker på, at vi nok skal få en hyggelig aften ud af. Vi plejer at holde nytår med nogle venner, men sådan bliver det ikke i år.

Men indtil videre har det alligevel være en hyggelig og julet december, som nok har budt på andre aktiviteter end den plejer.

Vi plejer at lave juledekorationen til juletræsfesten hos Foreningen Cancerramte Børn, hvor jeg også altid sælger kort til fordel for foreningen. Men sådan en aktivitet var naturligvis udelukket i år.

I stedet blev det til, at vi inviterede Tobias og Camilla ned for at lave juledekorationer sammen med os. Egentlig udsprang invitationen af at Tobias gerne ville sætte lyskæden op ved vores tagrende på 1. salg. Henrik og jeg er egentlig ikke så vild med at klatre rundt på høje stiger. Tobias er iskold. Min far blev også inviteret, så kunne Silas lave hans kalenderlysdekoration, og vi kunne alle hygge med æbleskiver.

Ja, så fik vi også prøvet at lave juledekoration herhjemme. Måske skal det være en ny familietradition. Det var da ikke det værste, som Corona kunne bringe med sig.

Sidste weekend skulle jeg have været på hundefys uddannelse på Nordre Dyrehospital. Så overnatter jeg altid hos min far. Silas og Henrik havde aftalt, at vi skulle have et nisselandskab. Jeg kom til at tænke på, at i mit barndomshjem var der altid et nisselandskab (som min bror og jeg til min mors irritation altid skulle pille ved). De sidste mange år har nisselandskabet dog ikke været fremme.

Jeg spurgte min far efter nisserne, og han mente nok, at han kunne finde dem i gemmerne. Så kunne jeg passende få dem med hjem, når jeg alligevel skulle derop. Så kom de skærpede restriktioner og de hastigt stigende smittetal, og vores uddannelsesmodul blev aflyst (også) denne gang.

Men de der nisser skulle jo hjem til Haderslev. Silas har flere gange beklaget sig over, at han/vi ikke rigtig kommer nogen steder. Utroligt at det kommer fra ham, der i den grad ellers nyder bare at være hjemme, men det kan åbenbart også blive for meget. Så Silas og jeg tog en tur op til min far for at hygge og for at hente nisserne.

Der var vi så lørdag i sidste weekend. Vi slog også et smut forbi min mor og ønskede hende en god jul, eller hvad man nu kalder det.

Min far kom med den super gode idé at vi kunne køre ud og fælde vores juletræ, så vi alle tre var med til det (det er nemlig min far, der leverer vores juletræ gennem en af sine gode venner, der sælger juletræer). Så Silas, min far, alle hundene og jeg gik på juletræsjagt. Det kan godt være svært at udvælge det rigtige træ. Er det slank nok? Er det symmetrisk? Er det højt nok eller for højt måske? Det er sgu ikke let at være juletræ.

Det var bare så hyggelig en dag sammen med min far og Silas. Henrik nød vildt at have hele huset i fred og ro. Det har jo været en sjældenhed siden marts. Nærmest ikke-eksisterende.

Nu er nisselandskabet bygget. Jeg havde faktisk aldrig set for mig, at jeg skulle have et hjem med et nisselandskab, men det giver det en meget stor værdi, at nisserne kommer fra mit barndomshjem.

Et uddrag fra nisselandskabet – med en detalje i baggrunden. En nisse der står og tisser. Silas har naturligvis farvet sneen gul der. Meget autentisk.

Det næste bliver så juleaften. Alle gaverne er i hus. Vi er nu gået igang med at skrive varerne til juledagene ind på Føtex´ Køb og Hent. Vi er ret enige om, at vi ikke behøver at foretage julehandelen af dagligvarer ved fysisk fremmøde i varehusene. Det er fint, at andre finder varerne for os og gør dem klar til afhentning.

Vi er gået tilbage i Coronaskjul, og det kan vi sagtens leve med.

Er din jul anderledes i 2020?

Tilbage i sneglehuset

En besked på skoleintra om, at en forælder til et barn på Silas´ skole var testet Corvid19 positiv fik os lige til at stoppe op og gå lidt i “skjul” igen.

Haderslev Kommune har gennem alt det her ståhej udmærket sig ved at være næsten corona-fri. Men lige pludselig var en forælder til to børn på den lille friskole med ca 125 elever, hvor Silas går, smittet. Så kom det alligevel lidt for tæt på. Måske var børnene også smittet, og måske havde de også smittet andre på skolen…. Det aner vi jo ikke.

Henrik og jeg besluttede at holde Silas hjemme igen, mens vi lige tænkte os lidt om, afventede testsvar på børnene og passede lidt ekstra på Silas. Heldigvis er Silas god til hjemmeundervisning og kan godt selv arbejde med mange af opgaverne. Men han kan naturligvis ikke bare sidde her helt på egen hånd. Så denne uge har stået på skoledag herhjemme, og med lidt ekstra forstyrrelser i løbet af dagen for os voksne.

Henrik og jeg har jo hver vores job. Henriks arbejde har slet ikke været påvirket. Jeg har en del hjemmearbejde, men også dage ude af huset i nogle af vores afdelinger rundt om i landet.

Enkelte møder, hvor en kollega og jeg har siddet sammen hele dage, har vi henlagt til hendes stue i stedet for en afdeling, hvor flere har deres daglige gang. Det var dog også ved at være lidt for spændende, da der pludselig var en del smittede i den klub, hvor hun har sin fritidsaktivitet. Det kan godt være lidt svært at navigere i, når man bare gerne vil have et rimelig normalt liv, passe sit job og for alt i verden ikke gider at dele hus med Corona.

Jeg tager mine bedste forholdsregler, når jeg kommer ud i vores afdelinger. Jeg afspritter det bord jeg sidder og arbejder ved og er ret flittig med håndspritten.

Når jeg handler ind tager jeg gerne scan selv butikker (Coop), hvor jeg ikke behøver at stå i kø eller bruge butikkens kurve/vogne eller to go/køb og hent (Salling Group), hvor jeg slet ikke behøver at gå ind i butikken. Men vi lever nu ellers ret almindeligt. Men hvor man lige kan ændre lidt i en mere safe retning, kan man da lige så godt gøre det.

Dog har vi fravalgt et par private arrangementer. Der er ingen grund til at sidde alt for mange mennesker og “råbe” ind over det samme spisebord. Specielt ikke hvis flertallet af dem bor i de kommuner med et højt smittetal.

Vi passer bare på, uden at være vildt hysteriske. Silas skal helst ikke smittes, og det vil være mega træls lige nu, hvor vi også har en sygehuskabale, som det endelig ser ud til er gået op. Pt er der udsigt til sygehusdage i morgen fredag og igen på onsdag. Men uanset hvad skal han ikke smittes! Men vi skal også leve!

Nu vil jeg gøre klar til virtuel skole-/hjemsamtale.

Klar til job – nyt job endda

Nu er det slut med ferie og hjemsendelse. I morgen skal jeg på arbejde, og jeg glæder mig rigtig meget.

Jeg har ikke været på arbejde siden 8. april, hvor jeg blev hjemsendt på regeringens hjælpepakke. Så jeg er noget ude af træning med at arbejde, kan man sige.

De første mange uger brugte jeg dog på at hjemmeundervise Silas, så det føltes egentlig ikke som fri eller ferie. Men jeg har nydt nærheden og de mange ekstra timers samvær med Silas.

Jeg ville også være et skarn, hvis jeg ikke har nydt de mange ekstra uger uden undervisning og arbejde. Jeg er fantastisk taknemmelig for at bo i Danmark. Jeg er fantastisk taknemmelig for at være ansat i Berendsen, som meget tidligt erklærede, at det var vigtigt for dem, at holde på medarbejderne frem for afskedigelse ifm. Corona.

Mit vikariatet udløb 1. maj, så jeg havde nogle dage, hvor jeg var ret bekymret, fordi min jobsituation var uafklaret efter d. 1. maj. Med min bedste ja-hat på, så forsikrede jeg mig selv om, at det nok skulle gå, hvis jeg lige som blevet fadet ud i alt det her, og endte med at stå uden et job på hånden.

I ugerne op til Corona-nedlukningen havde jeg en dialog med HR-direktøren og Marketingsdirektøren vedr. nye muligheder, men hvordan så det ud, når Corona kom og drillede midt i det hele?? Hvad kunne man overhovedet regne med i hele verden?? Ingenting….

Heldigvis faldt det hele på plads, og inden jeg blev hjemsendt var jeg klar over, at jeg efter nedlukningen kunne vende tilbage til en ny og fast stilling hos Berendsen.

Jeg glæder mig rigtig meget til at starte som projektleder i afdelingen for storkunder på det private marked, hvor jeg skal arbejde med kundeopstarter og koordinering af disse. Jeg elsker at få “kabaler til at gå op” og jeg elsker gode kundeoplevelser og har altid været meget optaget af at “komme rigtigt fra start”. Så jeg er sikker på, at det bliver super spændende!

Nu mangler jeg bare at finde min arbejdstaske og min nøglebrik frem samt pakke min lille rejsetaske, så er jeg klar til to dage på Sjælland og klar til at forme mit nye job.

Jeg har også fået lavet den Corvid 19 test, som min afdeling har opfordret alle ansatte til at få lavet i et ansvarligt hensyn til kollegerne i afdelingen, inden vi igen møder ind på hovedkontoret. Den var som forventet ganske negativ.

God ferie til jer, der nu har det!

Hundeskader, Mandø og Corona

På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.

Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.

Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.

Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.

Fuji fik Mics kursusplads. Hun gør sit bedste

Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.

For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.

Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.

Vi indviede det nye luftfortelt på turen, og ja, det første døgn pumpede vi det 5 gange. Indtil videre løser gaffatape næsten problemet

Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.

Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.

Adskillige traktorer kører turister til Mandø i disse vogne

Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.

Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.

Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.

Efter sådan en tur er der ro et par timer og der er sand overalt i pelsen

Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!

Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.

Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.

Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.

Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.

Gåtur ved vandet. Silas og Henrik har et forspring. Fuji drages af vand!

Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.

Mandø kan sådan noget her. En stille aften med et kig ud over havet

Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.

Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.

Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.

Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.

Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.

Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.