På vandreferien i sidste uge var jeg meget obs på mine hunde. Især var jeg meget obs på Ninja. Hun er jo blevet 10 år nu, og ikke helt grøn. Hun er knæopereret og hendes korsled har det med at gå lidt trægt, så hun skal rettes og løsnes for at være fit for fight.
Men alle tre hunde gik fint på benene alle tre dage. Så det var jo helt fantastisk dejligt, og mine øjne var ellers rettet skarpt mod dem.
Efter et par dages afslapning skulle jeg på agilitykursus med MicMic. Efter at have løbet fem minutter med hende, så synes jeg, at noget er “forkert”. Jeg konstaterer, at hun har ondt, hvis jeg strækker hendes venstre skulder. Det er egentlig kun en bevægelse som vores hunde gør i agility ved landinger og slalom. De gør den også ved leg under høj fart og retningsskifte.
Jeg måtte skifte hund, og Fuji fik lov at løbe på kurset i stedet.
Jeg fik bestilt en tid hos Jacob på Nordre Dyrehospital, og fik ham til at kigge hende igennem. Hans diagnose var en forstrækning af et ledbånd på indersiden af skulderen. Så nu står den på 14 dage med antiinflamatorisk og så ingen leg og agility, men gerne gåture.
For god ordens skyld gik han også Ninja igennem. Jeg synes selv,at hun var fin, og Jacob var heldigvis helt enig. Der var ikke det sædvanlige halløj med korsleddet. Så meget fint trods de lange og lidt hårde gåture i terræn.
Ferien er nu gået rigtig igang. Der er sådan set ingen faste planer. Ikke ud over, at campingvognen og udstyret skal testet. Det er jo altid meget interessant. Dejligt at vide, at man har handlet hos en god forhandler, for der har det med at dukke ting og sager op, når man begynder at bruge vogn og udstyr.
Vi valgte at tage 4 dage til Mandø. Ja, det er det sted, som jeg vender mest tilbage til. Mandø er sådan lidt magisk.
Det er der åbenbart også andre mennesker der synes i år. Der var godt nok gang i traktorbusserne, der fragter folk fra fastlandet og over til øen i vogne spændt efter en traktor. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker på øen. Men der var plads nok til os alle sammen, for Mandø er aldrig som sådan overrendt.
Heldigvis tager dagsturisterne jo hjem igen sidst på eftermiddagen og så sænker den sædvanlige ro sig over øen igen.
Det blev til en skøn tur ud over Vadehavets blotlagte bund. Når tidevandet er nede, så kan man gå flere km ud på havbundet til man når til sejlrenden, hvor det er fedt at bade. I denne omgang var det kun hundene, der badede.
Jeg havde Fuji og Ninja med ud på turen (Mic måtte hellere blive hjemme i campingvognen), hvor de løb 12 hunde rundt mellem hinanden. Fuji er en hund, der har brug for lidt space omkring sig. Hun bryder sig virkelig ikke om anmasende hunde. Sannes hunde, som vi fulgtes med er helt fantastiske på det område. Helt uproblematisk kunne vi gå med hundene mellem hinanden.
Havbunden er lidt ujævn, og jeg forestiller mig, at Ninja har trådt forkert på en eller anden måde. Hun var i hvert fald lige pludselig ikke helt rengående (ikke halt i den forstand) og måtte gå i snor på vejen ind til fastlandet. Så nu er der også dømt ro til hende. Hold nu kæft en sølle flok!!
Men fire dage på Mandø dur også med en lidt handicappet flok. Her står tiden nemlig bare bare stille. Der er afslapning og gåture. Man kan endda gå nogle af turene uden hunde også. For Silas er der i særdeleshed krabbefangeri, der er Mandøs hit. Det kan han få meget tid til at gå med.
Især kan man gå ved faskinerne ved stranden og håndplukke den ene krabbe efter den anden. Små og store – og i massevis. Silas´ evige håndtering af krabber har gennem årene helt fjernet mit ubehag ved krabber. Tidligere kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at bade ved stranden, fordi jeg ikke kunne holde tanken om krabber ud. Nu er det gået op for mig, at de faktisk ikke amputerer tæerne.
Mandø har vidderne. Hvis man vælger at gå østpå, så møder man ikke rigtig nogle mennesker, men kan kigge ud over den flade marsk, gå på diget og kigge ud over Vadehavet og ind mod Jylland.
Man skal ikke tage til Mandø, hvis man er til Tivoli og hoppeborge, for så bliver man nok lidt skuffet. Man skal tage til Mandø, hvis man vil skrue tiden 50 år tilbage og bare nyde naturen.
Man skal tage til Mandø, hvis man vil vækkes af strandskaderne og turtelduerne, og hvis man kan nøjes med udvalget i den lille brugs der i øvrigt lukker kl 17.
Mandø er heller ikke kommet helt med på Corona-beatet, og jeg håber da heller ikke at det sker. Traktorbusserne var propfulde. Der var ingen sprit på campingpladsen (heldigvis en ret lille plads). Der var dog sprit inde i Brugsen, men døren dertil skulle åbnes og lukkes ved at trykke et dørhåndtag ned. Ja, jeg lægger mærke til sådan noget, og kan stort set åbne og lukke alle mulige døre uden brug af mine hænder.
Ja, jeg er lidt hysse. I know! Så det var fint med bare 4 dage – og dejligt med håndsprit i campingvognen. Evt smitteopsporing vil der ikke kunne blive noget af, for ikke alle campister var registreret med navn og kontaktoplysninger.
Faktisk tror jeg stadig at det er mere risikabelt at handle i Bilka eller så mange andre steder, når så mange danskere – og turister bare vader ind uden lige at spritte hænderne først.
Tobias er lige kommet hjem fra 3 dage i Berlin. Der skulle bæres mundbind i butikker, på hotellet og ved indgang på restauranter. Der stod flere steder personale og sørgede for, at folk fik sprittet hænder, og nogle steder skulle man lade sig indskrive, så de vidste hvem, der havde været der.
Her i DK har vi godt nok en smittestop-app, men den kan ikke bruges af alle, og desuden så æder den vildt meget strøm på mobilen. Så jeg ved ikke, hvor valid den er.
Nå, ja nok er der mange, der tænker at Corona er forbi, men jeg er stadig opmærksom, men jeg holder mig ikke hjemme, men jeg tænker over, hvor jeg er og hvad jeg rører ved, og jeg krammer kun med min husstand.