Efter at det endelig lykkedes for mig at få en plads på et rallyhold i september, så gik der ikke lang tid, før det kriblede i mig for at komme ud til et stævne. Ud og konkurrere og samarbejde med Ninja. Bare fordi jeg elsker det!
Jeg skulle bare lige lære at gå en rallybane. At udføre øvelser på rette område, samle benene og stå stille, når de var påkrævet, gå i samme flow, samme skridtlængde indenfor samme øvelse, lære at gå med en snor på i øvelserne – og vel at mærke en meget slap snor. Ja, der var alligevel et par småting at lære, når man nu gerne vil gøre tingene så korrekt som muligt.
Da jeg så i starten af november faktisk følte mig klar til at prøve et stævne, så var der desværre ikke rigtig udsigt til stævner i 2019. Enten var der udsolgt eller fristen var overskredet. Der var dog to DCH stævner i december. Julestævnet i Løgumkloster, hvor jeg pga firmajulefrokost desværre ikke fandt det realistisk at nå hjem fra København og stå i Løgumkloster lørdag morgen. Efterfølgende ved jeg, at det var helt urealistisk, for jeg kom først hjem til Sønderjylland lørdag aften.
Der var også julestævnet i DCH Skive, men der var dælme langt til Lem…. Det var nærmest dødsdømt på forhånd, for Henrik var ikke hjemme, så Silas og jeg var alene. Jeg endte med at planlægge at besøge Tobias og Camilla i Herning sammen med Silas og snuppe en overnatning hos dem. Så var turen til Lem ikke så lang alligevel. Kun ca 70 km.
Lørdag morgen tog Ninja og jeg alene afsted mod Lem, mens de andre hunde og Silas blev tilbage i lejligheden i Herning hos Tobias og Camilla.
Indrømmet. Jeg var sgu lidt stævnenervøs. Faktisk var jeg også tæt på slet ikke at tage afsted. Ikke pga nervøsitet, men fordi Ninja havde opført sig ret underligt fredag aften. Hun havde drukket og drukket af vandskålen. Tydeligt fortalt mig, at hun skulle ud, og det ikke skulle vente. Hun kom ud. Tissede. Ind igen. Kort tid efter var hun igen i vandskålen af flere omgange. Inden for en time efter havde hun sådan set overtisset køkken og gang i lejligheden, inden jeg havde nået at rejse mig for at gå ned med hende igen. Jeg kunne dog nærmest ikke tro, at hun virkelig mente, at hun skulle ud igen. Vildt underligt, for Ninja kan ellers holde sig ufattelig længe (og havde jo lige været ude). Nede i haven tissede hun igen. Jeg var noget nervøs for hende, og nåede at stille mange triste diagnoser i mit bekymrede sind, før jeg faldt i søvn.
Gulvet var dog tørt, da jeg stod op. Hun virkede også opmærksom nok og tog også godbidder, da jeg var ude med hende. Det var lidt underligt. Jeg besluttede at køre afsted mod Lem og så se, om hun var som hun plejede at være. Det var hun heldigvis. Jeg aner ikke rigtig hvad der foregik fredag aften. Der har ikke været hverken overdrevent tørst eller tisseri siden.
Nå men nu til mit første rallystævne. Her stod jeg som rally-jomfru. Helt ny i faget, men heldigvis har jeg da været til stævner før, så jeg var da lidt klar over, hvad der skulle foregå, selvom disciplinen var ny.
Ved indtjekning fik jeg udleveret banetegningen, og jeg skyndte mig at tjekke ud, hvilke øvelser der var på banen. Jeg åndede lettet op. Der var ikke nogen øvelser, som vi ikke var rimelig sikre i. Det var jo meget betryggende.
Det lignede for mig en bane med et fint flow og nogle regulære linjer. Jeg glædede mig faktisk til at gå den.
Jeg kiggede ikke rigtig på, hvad de andre lavede. Jeg havde nok i at finde mig selv og Ninja og pudse lidt af og varme op, inden vi gik ind i hallen, hvor vi skulle på som nr. 6. Da jeg kommer ind i hallen konstaterede jeg, at det faktisk var os efter den hund, som var på banen.
Det bliver jeg lidt stresset over og faktisk også ret irriteret på mig selv over, at jeg ikke har bedre styr på det og mentalt lige får klippet nogle minutters forberedelsestid væk. Det må jeg se at få rystet af mig, for jeg har ikke den tid, som jeg håbede på. Det er bare at få kontakt på de måske 15-20 sekunder der er, før det er min tur. For fanden, jeg er på udebane i alle henseender!
Jeg går til start, tjekker længden på linen, så den ikke er stram. Med højre hånd i hoftehøjde er den fin løs. Den line har jeg virkelig hadet at gå med. Den er bare så meget i vejen i øvelserne. Jeg føler mig klar nu. I stedet for at lave tegn med højre hånd (lille løft helt nede ved hoften = super diskret for hunden), så vælger jeg at få øjenkontakt med dommeren og nikke i stedet. Dumt! Et kort øjeblik har jeg selv afbrudt kontakten med Ninja.
Ninja er ofte lidt ukoncentreret på de første par skilte. Det var ingen undtagelse her. Men altså hun laver øvelserne fint. Dog kæmper jeg lidt for at få hendes fulde fokus og løfter automatisk min højre hånd mere og mere. Jeg opdager så pludselig midt i vores slalom mellem kegler, at snoren ikke hænger så fint slapt mere, som den skal i rally. Heldigvis opdager jeg det selv og får sænket hånden, så jeg er heldig kun at blive trukket 1 point for det, viser det sig senere.
Så kommer vi til bakkeøvelsen, som virkelig var så træls, da vi startede. Nu er hun blevet rockersej til den, men lige inden bakkeøvelsen mister hun lige fokus et splitsekund, og hun er så ikke med mig, da jeg sætter bakkeøvelsen igang. Heldigvis vælger jeg at tage øvelsen om. Det koster mig så 3 point for at tage en øvelse om, men ellers havde jeg mistet hele øvelsen og det koster jo 10 point i stedet. Så det var jo sådan set fornuftigt besluttet. Men det var vist alle hundene i klassen, der mistede bakkeøvelsen, hørte jeg lidt om.
Resten af banen går Ninja så fint. Da vi kommer i mål er jeg dog selv i tvivl om, hvor “fantastisk” gennemløbet har været. Jeg er ikke helt tilfreds, men er også bevidst om de ting, som har kostet point, men ved reelt ikke om der er flere ting, der også kan have kostet noget. Det er jeg jo endnu for urutineret til at se. Ja, jeg ved godt, at jeg sætter barren højt, og at jeg er lidt en flueknepper. For der var mange super flotte ting på banen, og Ninja nød at gå med mig, og jeg med hende. Men jeg er lidt perfektionistisk anlagt og vil helst have, at det hele sidder lige i skabet. Da jeg så banen, så synes jeg også, at jeg burde kunne gå den til mellem 95 og 100 point.
Til julestævnet var der også en ret alternativ åben klasse, som var meget meget uofficiel. Det var faktisk lidt en pointjagt, hvor øvelserne var lavet, så alle kunne være med uanset niveau. Der var nogle af øvelserne, hvor ekspert og champion da nok havde deres fordele. Man kunne score henholdsvis 3, 5 eller 10 point på de særlige øvelser, som dommeren havde sat ind på banen. Det var faktisk ret sjovt at stå at se på, hvordan folk valgte at løse opgaverne.
Jeg var ret vild med den klasse. Selvom jeg er konkurrencemenneske, så valgte jeg at kigge på opgaverne og forholde mig til, hvad der med sikkerhed kunne blive en succes for os. Selvom det ville være federe at få 10 point i stedet for 5, så ville jeg kun gå efter de 10, hvis jeg følte mig nogenlunde overbevist om, at det var noget, som vi kunne gennemføre. Jeg var egentlig lidt stolt af min egen betragtning og disposition. Mit mindset er at jeg så gerne vil vinde! Men alligevel fik jeg skippet den indstilling til side til fordel for en lidt længeresigtet strategi.
Jeg kunne godt mærke, at jeg faktisk var lidt mere afslappet, da jeg skulle på denne bane. Måske fordi jeg synes, at jeg var chanceløs i forhold til de seje hunde i klassen, der kunne score 10 point på alle øvelserne. Så min forventninger var ikke så superhøje. Vi skulle bare have det sjovt. Måske fordi jeg allerede havde fået taget min rally-mødom i begynderklassen. Det tog ca 5 minutter at komme gennem banen med de 17-18 skilte. Jeg tror dommeren dømte lidt large rundt omkring. Så intet var til at forudsige, men det var supersjovt.
Da alle klasser var afviklet, blev der linet op til pakkeleg for hundene. Pakkerne blev lagt ud på et areal på ca 10×10 meter. Alle som havde haft en pakke med selv, måtte gå ind og hente en pakke eller sende hundene ind og hente en pakke. Det var da en sød lille leg. Vi fik også vekslet vores pakke, og Ninja syntes at det var en fest at hente en pakke til sig selv.
Så kom vi til præmieoverrækkelsen. Åben klasse blev uddelt først. Jeg tror, at jeg blev nr. 7-8ish ud af lidt over 20 deltagere. Det var jeg da ret tilfreds med. Et af de steder, hvor jeg tabte point, var der i pebernøddekast, hvor jeg ikke kunne ramme skålen, men dog placerede alle 3 pebernødder indenfor den røde ring. Det havde vi ikke lige trænet på i rally-timerne.
Begynderklassen blev uddelt til sidst, og efterhånden som vi fik os arbejdet op gennem placeringerne (vi var 10 i klassen), så kunne jeg godt regne ud, at vi faktisk lå meget lunt. Vi nåede til top 3, og da både nr. 2 og 3 var kaldt op, så blev jeg klar over, at jeg faktisk havde vundet klassen. Det havde jeg ærlig talt ikke forventet med de fradrag, som jeg kendte til. Måske var der flere? Men vi vandt klassen med 96 point ved vores allerførste rally stævne. Jeg var virkelig stolt og glad.
Der var fine præmier, og ingen gik tomhændet derfra. Vi vandt den fineste glashund for vores førsteplads i begynderklassen, men fik også præmie for deltagelse i åbenklasse, selvom vi havnede udenfor præmierækken.
Et fint lille tiltag var, at der var placeret en post-it blok og en kuglepen ved et af bordene i rytterstuen. Opfordringen var, at man skulle skrive, hvad man mente, at hunden synes havde været fedt. Altså man var kun interesseret i at høre om det “ja-hatten” kunne frembringe. Alle sedler blev læst op ved præmieoverrækkelsen, og man kvitterede med en lille præmie for hvert af de positive input. Det tiltag kunne jeg godt lide.
Der var præmie for den bedste juleudklædning. Der var vi ikke lige frem kandidater. Jeg synes ikke lige, at jeg ville adde nissekostyme til vores program.
“Det giver da blod på tanden” var nogle af kommentarerne på Facebook, da jeg delte opslaget fra stævnet. Jeg havde masser af blod på tanden i forvejen. Jeg er meldt til rallystævner både i januar, februar og marts i DKK, og jeg glæder mig allerede.
Hvis nu nogen sidder og tænker på Ninja og helbreddet. Så var hun helt sig selv til stævnet og også her efterfølgende. Hun hænger ikke i vandskålen og har ikke nogen overdreven vandladning. Det var åbenbart bare en mærkelig fredag d. 13.
