Tag: træning

Fart og motivationskursus

Ugens tre første dage har jeg som regel “Silas-dage”. Dvs der har jeg Silas, som jo stadig er omfattet af hospitalets isolationsregler pga nedsat immunforsvar efter kemobehandlingen. Nu er det jo heldigvis blevet ude-vejr, så det byder jo på meget andet end bare at sidde derhjemme. Jeg nyder ufattelig meget at kunne tage afsted med Silas til div. udendørs arrangementer, såsom agility. Tænk hvis min store lidenskab havde været svømning, så ville jeg fortsat være forhindret i at dyrke det de dage, hvor Henrik skulle arbejde (eller noget andet).

Silas studerer film-samlingen

Silas er ellers blevet en rigtig pil-finger og nu er han pludselig blevet mobil. Han ruller, vender og drejer sig og strækker sig på alle ledder og kanter, så han får pludselig fat på mange ting.
Trods hans efterhånden gode mobilitet er han dog ubeskrivelig nem at have med. Han kræver ikke ret meget, og han kan sidde længe og kigge på verden omkring sig eller på et stykke legetøj i barnevognen. Han har en kæmpe tålmodighed!
Så det har heller ikke været et problem at have Silas med på sidelinjen til “Fart og motivationskursus” oppe i Sannes Hundecenter de sidste 3 dage.

Seje Silas
Sanne startede med at erklære, at det eneste mål, der var med Echo for disse tre dage var, at han skulle lade være med at kigge på mig hele tiden. Derudover så kunne en side-gevinst også være, at Echo kunne bruge mere energi og drive på at “angribe” banen. For han er skam tændt og glad nok, men han giver den sgu for lidt gas på banen.

Efter at have leget lidt med hans elskede gummi-dummies og belønnet ham med dem i mål, så fandt Sanne et kaninskind frem. Et snif til det og Echo var helt stiv i blikket. Ingen tvivl om, at han tændte betydeligt på det. Så fik Sanne en ny idé. Hun fandt en “Spo-doink” frem, ja det var “navnet” på den tunge kanindummi, som var monteret på et meget langt gummibånd. Nærbillede af “Spo-doink”Dummien blev placeret efter slutspringet, og elastikken strakt helt ud (i en forlængelse af hundens løbebane efter slutspringet). Når Echo sprang over sidste spring, blev dummien udløst og susede hen over jorden til stor begejstring for Echo, som tændte vildt af på den her døde kanin. Den fik ham til at være meget målrettet sidst på banen, og han holdt op med det kigge efter mig hele tiden. Faktisk hylede og skreg han bare ved synet af, at dummien blev “arrangeret” nede i mål.

Naturligvis skulle han også prøve at snyde en gang eller to ved at tage den korteste vej (dvs undlade en forhindring eller flere undervejs), men han fandt hurtigt ud af, at det ikke lønnede sig.

Et af gennemløbene med “Spo-doink”-belønning i mål
Echo elskede den her dummi-træning, men nej hvor blev han træt, og da jeg sad og så videoerne her til aften, så kunne jeg godt se, at han blev temmelig mat i sokkerne efterhånden. Og det var ikke fordi jeg syntes, at hundene løb meget på kurset og sværhedsgraden var meget lav, men trætte det blev de.

Ugekursus i Ribe

Tavshed på bloggen er ikke nødvendigvis det samme som, at livet står helt stille.
Uge 23 boede Silas og jeg ude i Ribe Hundevenner, hvor klubben for 8. år i træk afholdt ugekursus med topprof. agilityinstruktører.
Vi var ualmindelige heldige med vejret. I pinsen bagte solen, så det ville have været ulideligt at skulle træne 2-4 timer om dagen. Nu – ugen efter, så står det ned i stænger og blæser, og det ville have været ualmindeligt surt at skulle løbe agility og være ude hele dagen i sådan et vejr.

Træning på en af de 4 baner – bemærk campingpladsen i baggrunden

Jeg havde 2 instruktører på kurset, Peter Crone og Lee Gibson. Man må sige, at de to instruktører er vidt forskellige. Aldrig har jeg haft en instruktør, hvor jeg var så lidt forpustet efter at have været på banen, som hos Lee. I hans træningspas skulle hundene selv søge frem til forhindringerne, og det var lidt af en kunst at holde sig så langt tilbage, men samtidig var det meget interessant at se, hvordan hundene “voksede med opgaven”. Jeg kunne virkelig se, at Echo var selvtilfreds, når han selv havde “fundet” forhindringen. Men tempoet var godt nok i den meget nedre ende, så selvom det ikke lige er den optimale handlingsmåde for Echo, så er det nok alligevel sundt at træne initiativ og selvtillid. Fælles for hundene på vores hold var dog, at de alle blev utrolig trætte (mentalt) af Lees træning.

Silas nød at sidde og kigge på det helePeter havde tegnet de mest hjernedøde baner, jeg længe havde set, og jeg vil anse det for at være en katastrofe af karat, hvis Peter tog en dommeruddannelse og tegnede den slags baner til stævnerne. På mit hold var vi mildt sagt noget skeptiske under banegennemgangene – tangerende til opgivende. Men jeg må sige, at Peter gjorde alle vores forbandelser lidt til skamme, for banerne kunne faktisk godt løbes med et fint flow, men det krævede, at man gjorde det rigtigt (dvs som Peter havde udtænkt), ellers gik det næppe ret godt. Det var skam meget interessant og bedst af det hele, så fik jeg igen mod på at putte blindskift ind i min handling.


En lidt doven instruktør underviste fra sin campingstol………

“Fotofælder” og træningsvideo

Her er vi stadig inde i en god periode. Silas er total i hopla og gråd er næsten ikke noget, som vi bliver belemret med fra hans side. Men vi får MASSER af smil og charmerende kontakt. Det er bare så skønt og livsbekræftende, når Silas´ ansigt lyser op i et kæmpe smil.
I lørdags var vi på besøg på Djursland og fik ved samme lejlighed besøgt Cookie. Han har det bare SÅ fantastisk. Han var rigtig glad for at se mig igen, og da vi kom ud på gårdspladsen så løb han også direkte hen til bilen, men det var ikke for at komme med os hjem igen, men bare for at kigge efter de andre hunde, som vi havde ladet blive hjemme. Idag har Cookie været til den første gang agilitytræning med sin nye familie. Det glæder jeg mig til at høre om.

Silas er fuld af smil

Så må jeg erkende, at jeg er gået i en “fotofælde”. Det er dog ikke politiets, men det kan let blive lige så dyrt. Først lokkede PhotoCare med gratis fotografering til konkurrencen om “Danmarks sødeste baby”. Naturligvis vil de også gerne sælge optagelserne. Men eftersom at Silas slet ikke gad at smile eller overhovedet at blive fotograferet den dag, så er det vist ikke de billeder, der vil gøre mig fattig.

Et superskud – synes jeg!

Igår var Silas og jeg inde hos en fotograf, som har et samarbejde med den lokale ugeavis. Gratis fotografering og der kommer et billede i ugeavisen med fødselsdata osv af den lille nye verdensborger. Egentlig skulle billederne have været taget, inden Silas fyldte 6 mdr., men fotografen har været småsløj de sidste 1½ måned, og optagelserne har af samme grund været udskudt. Sikke nogle fantastiske billeder, der blev taget. Det kan godt være at optagelserne er gratis, men det er selve billederne ikke. Puha, jeg må tænke mig om, inden jeg beslutter mig, ellers bliver det MEGET dyrt.

Total charme

Afslutningsvis vil jeg give mine bloglæsere indblik i træningen af Echo. Jeg arbejder ihærdigt på slalommen, så vi om ikke andet kan starte springklasser i 2009. Echo er dejlig at arbejde med, og han ELSKER agility!

Nytår og træning hos Sanne

Så kom vi også ind i 2009. Nytårsaften var ellers ikke helt som planlagt. Min gode veninde, Iben, som vi har fejret nytår med de to foregående år, var inviteret til at komme og hygge sammen med os endnu engang. Desværre måtte hun et par dage forinden melde afbud pga sygdom. Min bror fik også buddet, men ringede onsdag formiddag og beklagede, at han var blevet snottet. Det er jo normalt ikke noget som holder folk hjemme, men pga Silas´ nedsatte immunforsvar så er der adgang forbudt i vores hjem for snottede og folk, der er mere eller mindre syge.

Silas betragter nysgerrigt nytårspynten

Så vi endte bare med at være os 4. Det var nu også rigtig hyggeligt. Ganske stille og roligt, men sådan plejer vores nytår også at være. Indendøre kunne vi ikke høre fyrværkeriet, så der var ro på både de to- og firbenede. Endnu en grund til at elske vores hjem.


Når man ikke må spise chokolade, så må man nøjes med at sniffe til papiret

Dagen før nytårsaften var jeg oppe hos Sanne for at træne med Echo. Der var lavet en træningsdag, hvor hver deltager havde meldt sig på 2x½ times intensiv træning. Dvs vi var to personer på for hver halve time. Det var rigtig godt, og ikke mindst fordi Sanne virkelig kunne se, at Echo havde rykket sig, siden jeg var deroppe i september. Som hun sagde, så var han blevet ca 90% bedre. Og det på trods af, at det ikke er blevet til meget træning i okt/nov pga alt det her med Silas. Da jeg var hos hende i sept, så kunne Echo nærmest ikke tage en forhindring uden at skulle kigge på mig først. Det bliver man jo ikke særlig fremadrettet af. Men det går meget bedre nu. Se selv de to videoklip. Det ene med en fremadsendelse optaget hos Sanne, og den anden optaget tidligere idag hjemme i haven med træning af slalom på 8 pinde m/buer på.