Træning på tid

Kender du det, at have hunde, som vil arbejde til de segner?

Ud over at det ikke er særlig sundt for hundene at køre på så længe, så er ryger kvaliteten af ens træning også jo længere tid, man kører på.

En del af min træning med hundene foregår hjemme i min egen have, hvor jeg har mine egne rekvisitter til agility, rally og hoopers. Alle mine hunde er vilde med at træne, og alle tre ville være villige til at give den gas til deres tunger når jorden.

Fuji er klar til at arbejde til tungen bliver meget meget lang

For at jeg ikke lader tiden løbe af med mig, så træner jeg faktisk altid med stopur/timer herhjemme. Der står jo ikke andre og venter på, at det bliver deres tur, så det er alt for nemt (og dumt) bare at blive ved. Derfor er tidsstyring et godt redskab for både mig og mine hunde.

Her er mit smartwatch uundværligt. Jeg sætter som regel timeren til 3 eller 5 minutter.

Styr på tiden med nedtælling

Når de 3 eller 5 minutter er gået, så vibrerer uret på min arm. Det “forstyrrer” sådan set ikke andre end mig, hvorimod det ville være lidt generende at skulle fumle rundt i lommen efter en mobil. Vibrationen er et tegn til mig om, at jeg lige skal overveje, hvad jeg er igang med. Hvis jeg føler, at jeg har nået, hvad jeg ville i den øvelse, som jeg træner på dagen, så handler det om at afslutte hurtigst muligt.

Så er tiden gået. Man kan nu stoppe alarmen eller gentage nedtællingen

Hvis der stadig er mere at arbejde på, før jeg synes, at jeg har fået et godt udbytte, så gentager jeg nedtællingen. Det gøres bare med et enkelt tryk på uret. Det gør jeg ikke nødvendigvis for at bruge 3 eller 5 minutter mere, men for at have styr på tiden.

Nogen gange har jeg faktisk brug for, at træne lidt mere, og så har jeg den limit, at jeg skal afslutte næste gang uret vibrerer. Dermed træner jeg max 6-10 minutter ad gangen med hver hund (incl afrunding af øvelse). Det er nok en del mere træning end en hund på et hold i en klub.

Når hund nr. 1 har været på, så gentages seancen med næste hund, som så også får mellem tidsstyret kvalitetstræning.

Den heldige hund kan godt ske at få lov til at komme på to gange, men jeg er med dette system også sikker på, at den har fået lov at puste ud uden at blive kold i mellemtiden.

Efter en lille pustepause, så er MicMic klar igen

Det er et godt lille trick for at undgå, at tiden løber af med en. Inden jeg begyndte at tidsstyre mine træninger kunne jeg på de videooptagelser, som jeg havde sat igang af min træning konstatere, at jeg somme tider kunne træne i 15 min. Det er jo ret afslørende, hvis man optager sine træninger på vidoen. Det er altså lang tid for en hund at være igang – i hvert fald på en agilitybane.

Har du styr over hvor længe ad gangen, du beder dine hunde arbejde?

Dansk Hundeferie 2013

Dette års hundeferie i uge 27 var min fjerde hundeferie. Som de sidste tre gange, jeg har deltaget, så blev den afholdt i Nørre Nebel og på Nymindegab Familiecamping.

Når Far ikke er med, så er det godt, at Silas kan give en hånd,
når vognen skal stilles op

Det var egentlig en lettere spontan idé på en af årets første dage, der gjorde, at jeg endte på hundeferien igen i år. For første gang fulgtes jeg med min gode veninde Mona, og vi boede dør om dør eller vogn om vogn. Desværre var vi nogen af de eneste, der boede nede i nærheden af servicebygningen. Det øvrige slæng boede på komfortpladserne oppe på bakken. Så det var faktisk lidt som at være på hundeferie uden helt at være med, men det dur bare ikke for mig at bo “oppe på bakken”

Vi var dog gæster på “Bakken” flere gange
– ikke mindst for at se Lailas hundehvalpe.

For mig har det stor betydning at bo tæt på toiletbygningen, når jeg har Silas med på camping. Hvis jeg hver aften skal ud at cykle for at skylle masken til pulmozyme, så ved jeg, at jeg vil synes, at det er mere besværligt, end det måske behøver at være.

Lækker mad, øl, vin og venindesnak i forteltet

Mona og jeg havde det hyggeligt sammen med drengene, selvom vi lå fjernt fra de andre. Det blev til mange sene aftener og nætter med venindesnak, te og øl. Henrik havde jeg efterladt derhjemme, da han var nødt til at arbejde. Drengene havde jo hinanden og legede sammen fra morgen til aften.

Drengene laver “tricks” på bommene

Om formiddagen trænede Mona rally med sin unge hund, og det gik bare så forrygende for dem. Vi så desværre ikke hinandens træning, da træningsarealerne lå 6 km fra campingpladsen. Om eftermiddagen trænede jeg med Ninja hos Sarah og Jannick. Det var nogle rigtig spændende baner. Især på Jannicks baner synes jeg, at der var mange løsningsforslag på, og dem skal jeg helt sikkert lege lidt med derhjemme i haven.

Vi havde også en enkelt fridag, hvor vi tog til Hvide Sande (som jeg plejer at gøre på hunderferiens fridag). Jeg synes det er sådan en hyggelig by, selvom den naturligvis er meget turist-præget. Man kunne få det indtryk, at indbyggerne i Hvide Sande er meget sporty, da hovedgaden bugner af sports-outlet butikker. Der er langt flere af den slags butikker end der er dagligvarebutikker i byen.

Friskt stjerneskud fra Havnens Røgeri i Hvide Sande
Det er også en tradition!

Hundeferien er en rigtig dejlig måde at kombinere hundetræning med en mere almindelig campingferie på en campingplads med gode tilbud til hele familien. Man behøver ikke at være overdrevent ambitiøs eller komme fra en bestemt klub for at deltage på hundeferien. Det, synes jeg faktisk, er meget fedt.

Mic-Mic og Ninja leger løs i indhegningen foran forteltet

Bare en almindelig skøn lørdag

Kender I det?

Man står op og er helt høj af sit eget fantastisk gode humør og lykkefølelse?

Sådan havde jeg det til morgen. Solen skinnede og selvom det var en kold morgen, så var jeg sikker på, at det ville blive en smuk dag.

Jeg skulle på et to timers kursus ved Sarah Lorentzen sammen med Ninja kl 9, så klokken 8 trillede jeg afsted mod klubben og glædede mig vildt til at skulle ud at løbe agility.

Puha, det var en svær bane, som vi skulle have “knækket” og en del af handlingen var umiddelbart ren russisk for Ninja, men hun var ret kvik i pæren og faktisk god til at fange det. Det er vel altid værre, når ens hund har en motorisk spasser med på banen (læs mig). Det var ikke det hele, jeg var lige kvik til at fange.

Jeg var nu ganske tilfreds med det, som vi sammen udrettede på kurset. I øvrigt sjovt at se, hvordan Ninja flippede ud af gensynsglæde, da hun så Sarah igen (Sarah er Ninjas opdrætter). Det er over et halvt år siden de sidst hilste på hinanden, men hun glemmer hende da vist ikke.

Efter træningen fik jeg sat præmier klar til morgendagens stævne, så jeg ikke skulle stresse rundt med det i morgen.

Jeg nåede at være hjemme igen, så vi også kunne få lidt familiehygge sammen. Det gode vejr og solskin lokkede os til stranden for at gå tur. Det var dog hundekoldt ved vandet, så det blev ikke så lang en tur, men alle hyggede sig. Silas kastede sten i vandet, Ninja hentede tang i vandet og Charlie gnaskede i gamle pinde, der var drevet i land.

Charlie gnasker pind

Badenymfen Ninja

Man bliver aldrig færdig med at tømme stranden for sten

Vi sluttede så dagen af med at tage på café i Aabenraa. Super hyggeligt og rigtig skønt at se, at Silas spiste pommes frites. Jeg ved godt, at andre forældre ikke ville klappe hænderne over det, men for os er det en sejr, at han bare spiser noget andet end de få ting, han plejer at ville spise – og ikke mindst når det er tilrettet af andre. F.eks ville han ikke slet ikke smage på æblejuicen, da der var isterningerne og sugerør i. Trods vores fine forklaringer, så nægtede han at smage, men vi har altid vores eget skyts i tasken, for det er ikke noget, som vi gider at gøre til en kamp.

Silas kastede sig grådigt over maden

På vejen hjem kørte vi langs vandet, og jeg tænkte, at nu måtte jeg altså ned og se “det der” Kalvø. Skiltet har tit appeleret til min nysgerrighed, men mere er der ikke sket. Vi kørte ned til Kalvø, som ved første øjekast bare ligner en lille (halv-)ø med et gammelt badehotel og et lille bitte værft, men efter at have læst lidt på Wikipidea, så tror jeg da nok, at vi nok er nødt til at køre derud igen en anden dag, hvor vejret er lidt bedre. Denne gang blev det kun til at kaste lidt sten i vandet fra en broerne.

Kalvø

Ja, sådan kan en skøn lørdag se ud. Vi har ikke udrettet ret mange praktiske ting i hus og have, men så har vi nået så meget andet. Nu er det sengetid, så jeg kan komme afsted til min stævnedebut med Ninja i morgen.

Er agilityspændt….

Ninja bliver 2 år i marts, så for mig handler det ikke om, at være hun skal skynde sig at blive gammel nok til at starte stævner, men egentlig bare om, at hun skal blive klar til at starte stævner. Jeg har ikke haft så pokkers travlt inden nu.

Men nu hvor sæsonen så småt er ved at sætte igang, kan jeg godt mærke, at det rykker mere og mere i mig for at komme afsted med Ninja. Jeg vurderer, at vi så småt er klar til springklasserne nu. Hvornår vi er klar til agilityklasserne må vise sig.

Ninja varmer op med gøgl i fotostudiet
Tjek lige det blik!

Jeg havde tænkt mig, at Ninja skal debutere til Ribe Hundevenners klasse 1+2 stævne i april, men overvejer at liste et DCH stævne ind inden, for jeg synes, at det er ved at tage mere og mere form til at ligne lidt, når vi løber, og jeg har rigtig meget lyst til at starte hende.

Hvordan er det så at løbe med en border collie, når man nu er vant til border terriere og sheltie? Noget virker en del nemmere, da “motoren” på Ninja altid er tændt, så jeg skal ikke bruge energi på at holde fart i hende. Men til gengæld så kræver det lidt tilvænning for mig, at hun altså har en helt anden skridtlængde og derfor lander andre steder end de små hunde. Det er også en forskel, at man ikke skal forstyrre hende ret meget, før hun river ned. Det var lidt som om pindene sat lidt bedre fast i mellem og lille klasse…..

Jeg er da ikke i tvivl om, at jeg nok skal få udfordringer, men jeg glæder mig alligevel og håber vi rimelig hurtigt kan finde melodien til stævnerne, når alle de små indlærte sekvenser kobles sammen på en hel bane. Videoen i dette indlæg hører til den længste bane, hun nogen sinde har prøvet at løbe.

Fedt at prøve noget nyt

Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.

Fællesspisning på campingpladsen

Den store grill var i brug

Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.

Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.

Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.

Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den “hundeløse” gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde “den gemte person” ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.

Ninja – næsen er ikke kun til pynt

Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant (“den gemte person”) for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var “væk”. Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.

Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige.  Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!

Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.

Ninja og Silas holder pause

Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.