Tag: træning

Træning på vippen og lidt Silas up-date

Jeg har nydt de sidste dage. Først og fremmest har jeg ferie til og med denne uge. Vejret har været super skønt, og jeg har været til træning med Echo to aftener i denne uge. Og det har været SÅ skønt at være afsted og træne sammen med andre. Det er faktisk over fem uger siden, jeg har været afsted. Da jeg kørte fra træning i Ribe Hundevenner i onsdags var jeg simpelthen ganske høj, som om jeg havde taget stoffer.

Echo nød også træningen, og jeg nød gensynet med ham (han blev leveret onsdag morgen efter mange uger hos familien i Hjordkær). Vi er igang med at indlære vippen, som den sidste forhindring. Nu har jeg jo meldt ham til agilityløb, så nu skal vippen også ind under huden. Faktisk er jeg meget tilfreds med ham, og håber at min vippeindlæring vil bære frugt. Jeg har startet med at indlære udgangspositionen (forben på græsset og bagben på feltet). Den kender han ikke fra andre forhindringer, da jeg ikke har trænet med “stop” på felterne. Positioen har jeg indlært ved at klodse opgangen op (så stødet fra vippen ikke ville være så voldsomt) og sende Echo op fra siden af vippen. Da jeg følte, at han var fortrolig med det, så har jeg fjernet opklodsningen og taget vippen i fuld længde.

Det startede jeg med onsdag formiddag og videoen er fra samme aftens træning i Ribe. Første gang på vippen fortsætter han godt nok ud over vippen uden at stoppe på feltet, men jeg har valgt at lade Echo selv finde ud af vippepunktet og blive fortrolig med det. Og når han bliver fortrolig med det, så forventer jeg også, at han får afpasset tempoet, så han får placeret sig i udgangspositionen og stadig holder et godt tempo på vippen. Jeg vil helst ikke ind og blande mig med kommandoer eller positioner selv, da jeg ønsker, at forhindringerne skal kunne tages selvstændigt.

Weekenden byder på agilitykursus med Sarah, så der skal Echo også nok få lavet noget. Og jeg glæder mig til mange timers intensiv træning med en af landets bedste instruktører. Når weekenden er omme kalder jobbet igen. Jeg har kun været på job en eneste dag siden d. 8. marts. Først var der lige den lange indlæggelse og derefter tre ugers ferie (med en enkelt arbejdsdag imellem). Så nu venter hverdagen med Silas og hans daglige behandlingsrutiner.

Superglade Silas med en blomst (kaldet Nae-Na af Silas)
Måske sidder nogen af mine bloglæsere og venter på nyt om Silas. Som tidligere skrevet, så synes jeg, at det er lidt svært at få taget hul på Silas, sygdommen og tankerne – og måske har jeg bare ikke behov for det lige nu, men måske netop behov for de andre ting, som fylder i min blog lige nu. For der er ingen tvivl om, at hundene og agilityen altid har været med til at give mig energi, så selvom det kan virke som noget “ligegyldigt” for nogen, så kan jeg mærke, at det er væsentligt for mig at have.

Men Silas har det fantastisk godt, og til kontrol i mandags vejede han 8500 g og målte 76,5 cm. Dvs at han på mindre end 4 uger har forøget sin ellers så stabile (og lave) vægt med 800 g. Han har mere energi, og nu vil han stå og gå (stadig ved støtte) hele tiden. Han er lige så stille startet i dagpleje igen efter mange ugers fravær, og da vi lige var på besøg i mandags, var han meget mut og ikke så tryg ved det hele, men nu er han ganske glad og tryg igen ved dagplejen og klar til hverdagen.

Ugens billede (uge 53)

Så er juleferien ved at være slut. Æv. Det var ellers lige så dejligt at sove længe (mellem kl 8 og 11, når vi ikke skulle op efter noget), men nu går den ikke længere.

Det er jo skønt med en lille størrelse, som godt kan finde ud af at sove om morgenen. Træls hvis man skulle tvinges op kl 6, fordi MiniMan ikke kunne sove mere.

Dagen i dag har været skøn. Det har været bidende koldt, men heldigvis vindstille og solskin. Så Henrik og jeg gik en tur med barnevogn og hunde, da Silas skulle sove til middag. Brrr… Det var nu lidt koldt, men flot, for her ligger stadig lidt sne (Haderslev gik fri for yderligere snefald i denne omgang). Da vi kom hjem fra gåturen gik jeg ud og trænede lidt med Echo. Jeg har de sidste dage trænet initiativ-træning med Echo. Det består faktisk bare i at jeg sidder på min flade bagdel på jorden og sender ham over få forhindringer rundt om mig. Til at starte med syntes han det var meget underligt, at jeg bare sad der, men efterhånden som ti’øren faldt for ham, så synes han det var meget fedt – ikke mindst at komme tilbage til mig og få en rusketur i trækketovet. Echo er nemlig ikke dum!! Han er bare lidt “besværlig”.

Familien i Hjordkær var også begyndt at savne Echo og ville meget gerne have ham “hjem” igen. Og ja, vi trængte til fred og ro og ingen Echo-skrigeri. Så han blev hentet efter træningen, og så ser jeg ham igen på torsdag, hvor vi skal til træning sammen oppe i Sannes Hundecenter.

Echo i haven i dag

Jeg blev lidt inspireret af en blog, som jeg faldt over for nogle uger siden. Bloggeren tog et billede hver dag og lagde ud på bloggen. Billeder af alt muligt. Jeg synes, at ideen er rigtig god, men ved nærmere eftertanke, så ved jeg, at jeg vil føle mig som en slave af det, når det skulle være HVER dag, men det ville da nok gøre mig bedre til at få taget nogle flere billeder.

Så det blev et kompromis og så vil det på min blog ikke hedde “dagens billede”, men i stedet “ugens billede”, og jeg vil starte med mit mest fotograferede motiv de sidste 17 måneder. Nemlig Silas – her er han fræk og nyklippet efter sit første besøg hos frisøren (her dog med lidt morgenhår efter middagsluren).

Are you looking for trouble??

Echo – 3 år

Idag fylder Echo 3 år. Min lille ungersvend! – og han er sandelig også hjemme på sin fødselsdag. Ikke at jeg gør noget nummer ud af hundenes fødselsdag. Det klager de nu ikke over.

Søndag fik Echo en lille før-fødselsdagsgave, hvis man kan kalde det det. Det var et kursus med Ann-Britt og Kim.

Min tur til kurset på Fyn startede ellers lidt hektisk, da jeg skulle hente Echo hos “Aflastnings-Lenes” arbejdsplads kl 8. Kurset startede egentlig klokken 8 (ca. 115 km væk), men det havde jeg meddelt, at jeg grundet omstændighederne, ikke helt kunne nå.

Echo – klar til agility

Da jeg nåede til Kolding var motorvejen spærret. I trafikradioen hørte jeg, at politiet havde spærret den, fordi den var for glat!! Oveni det glatte føre, så var der også bare tågebanker. “Spændende” vejr at køre i.

Men jeg nåede da frem til Langeskov, og fik samlet op på det træningspas, som de andre var ved at afslutte. Min lektion var bare blevet gemt, så jeg kunne løbe det hele samlet i slutningen af første træningspas. Dejligt med sådan en fleksibilitet.

Jeg skylder måske også lige at nævne, at solen skinnede på Fyn og vejret var rigtig fint. Skærende kontrast til det vejr, jeg kom fra. Så fynboerne gloede også lidt vantro på mig, da jeg fortalte om den lukkede motorvej ved Kolding samt den meget tætte tåge.

Jeg havde jo fået Echo “overrakt”, lige inden jeg kørte mod Langeskov, og han var bare helt oppe på lakridserne for at arbejde med mig. Selvom hans hjerne slog helt fra i nr. 2 pas, så genvandt han dog fatningen efter frokostpausen. Jeg synes faktisk, at han gjorde det meget godt.
Indtil videre fungerer aflastningsaftalen helt fint. Vi aftaler fra gang til gang, hvornår Echo skal ned til Lene. Allerede 2. gang han kom derned, opførte han sig med det samme som om, han altid havde boet der. Og da han sidst kom herhjem igen, gik han også bare hen og lagde sig i kurven, som var alt normalt. Nysgerrige Echo med hovedet ud mellem tremmerne ved trappen

Men det bedste af det hele er, at han ikke siger en lyd nede hos Lene. Der er han bare så sød og nem, og de holder alle rigtig meget af ham. Jeg holder også rigtig meget af Echo, men jeg må indrømme, at jeg også nyder den ro, der er her, når Echo ikke starter på sit skrigeri, hver gang, der kommer den mindste lille lyd fra Silas. Det må da også være en langt bedre løsning for Echo, at få fred for de lyde, som han åbenbart har det så svært med.

Ømme stænger

Mine ben har virkelig været på arbejde de sidste mange dage.

Fredag var jeg med Tobias i skole for at deltage i skolernes motionsdag. Det var 3. gang, jeg havde muligheden for at deltage, og det er som altid utrolig hyggeligt. Faktisk forstår jeg slet ikke de forældre, der ikke tropper op sådan en dag, hvis de faktisk har muligheden og skolen inviterer.

Tobias går jo på en mindre skole med 24 elever, og der var ialt 4 elever, der havde forældre med. Jeg ved, at andre også havde muligheden for at deltage, men valgte sofaen i stedet.
Tobias var dagens hurtigste elev, da han tilbagelagde de 8,7 km i vekslende terræn på 42.06. Jeg kom i mål midt i feltet med en tid på 1.07.10. Det var ikke imponerende, men jeg havde også barnevogn og hunde at skulle holde styr på, og jeg tog ikke runden for andet end hygge og motion.

Lørdag og søndag var jeg på agilitykursus hos Ann-Britt og Gitte Hoffmeister. Det var simpelthen så godt. Jeg synes, det er svært at melde sig på et kursus med Echo, som den deltagende hund, fordi han stadig mangler nogle elementære ting i sin agilitykunnen, og fordi han også let går kold, selvom han faktisk er vældig tændt.

Om lørdagen startede vi hos Ann-Britt og på min køretur til Ribe sad jeg med lidt skuffede tanker, fordi jeg generelt ikke syntes, at der er smæk nok på Echo. De tanker fik Echo mig da helt til at skamme mig over, da vi løb hos Ann-Britt. Han var virkelig god, tændt, hurtig og lydhør. Vi fik blandt andet prøvet at handle lidt anderledes på ydersiden af nogle kombinationer, som udover at give lidt mere tempo pga førerens bevægelse også kunne bruges til at skære en bue ned til “ingenting”.

Hos Gitte løb vi en interessant bane og til min store forbavselse, så var der stadig energi tilbage i Echo til et træne et par timer mere efter et par timer hos Ann-Britt. Træningen hos Gitte mindede mig lige om lidt grundtræning, som jeg lige skal huske at have kigget på med Echo.

Søndagen startede vi hos Ann-Britt med en agilitybane, som bestemt ikke var for en urutineret agilityhund, der kun er igang med at indlære feltforhindringerne. Faktisk var den kraftigt inspireret af en bane fra dette års VM. Derfor fik Diva lov at være med her, og det var hun super super glad for. Hun var rigtig rigtig dygtig til banen. Gennemgående var, at man efter feltforhindringerne skulle have hunden på bagsiden af næste forhindring, så man skulle ikke stå og sove på den her bane. Jeg havde også mistænkt Ann-Britt for at lave en propaganda-bane mod løbefelter, men jeg fortsætter nu med at træne løbefelter. Det skal prøves.

Weekendens sidste træningspas var hos Gitte. Her fik vi demonstreret lidt om forskellen på den korte og den lange vej rundt i kombinationerne. Den korte kunne let reducere i tempoet og den lange kunne holde hundens fart oppe, men var jo som det siger sig selv, længere. Jeg savnede rigtig meget tidtagning på dette modul, for det kunne have været interessant at se, forskellen i tid – eller måske snarere ligheden?!
Så jeg håber, at lejligheden byder sig for at prøve nogle af kombinationerne af igen med et stopur ved hånden.

Om kurset vil jeg bare sige, at det var super super godt, og jeg håber, at der kommer en opfølgning. Det er faktisk længe siden, at jeg har været så begejstret efter et kursus.

Rundt om hjørnet venter “virkeligheden”

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til “virkeligheden” og har fået en dagplejeplads.

Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til “hverdagen” igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.